»Han viste vej og gik den selv«, Liahona, feb. 2023.
Han viste vej og gik den selv
Når vi følger Jesus Kristus og gør det, han gjorde, kan vi trygt vende tilbage til vores himmelske hjem.
Kristus kalder Peter og Andreas, af Harry Anderson.
For adskillige år siden besluttede min familie og jeg at tage på vandretur på en bjergsti i Island for at se et berømt vandfald. Vi havde aldrig været på det bjerg. Vi var usikre på stien, og vi er ikke erfarne vandrere.
Vi så andre begynde op ad stien og fulgte dem. Snart var de ude af syne, og det var stien også. Vi så omhyggeligt efter og bemærkede bunker af bevidst placerede sten, kaldet varder, med regelmæssige mellemrum, der markerer stien til vandfaldet. Vi blev sikre på, at hvis vi kunne finde varderne, ville de føre os til vandfaldet.
Tæt på stien var der områder med hvidt, blødt kæruldgræs,1 som vokser i sumpet terræn. At træde på kærulden efterlod os altid med mudrede, vandfyldte sko. Vi fandt ud af, at kærulden markerede en vej, vi ikke ønskede at følge.
Stien var ikke let. Sommetider var den stejl, og vi blev trætte. Men vi holdt ud og lagde nøje mærke til varderne og undgik kærulden. Til sidst blev vores indsats belønnet. Vi nåede det storslåede vandfald og nød udsigten fra bjergtoppen og det forfriskende vand.
Da vi vandrede ned ad bjerget, så vi farer, vi ikke havde set før. Varderne havde hjulpet os til at undgå dybe bassiner med vand og stejle klipper. Vi var taknemmelige for, at disse varder førte os sikkert til vores mål.
Vores rejse igennem livet er som denne sommervandretur. Vi ønsker at vende tilbage til vores himmelske hjem, men stien kan være svær at navigere på. Når vi studerer Jesu Kristi liv og lærdomme, kan vi lære, hvordan han navigerede igennem jordelivet og placerede metaforiske varder, som vi kan følge. Når vi følger disse varder og gør det, Jesus gjorde, kan vi trygt vende tilbage og nå vores bestemmelsessted.
Varde 1: Vid, hvem vi er
Jesus Kristus lærte, hvem han var (se Luk 2:49). Selvom vi ikke ved, hvordan han havde det, da han blev døbt af Johannes, må den guddommelige forsikring have været trøstende, da hans Fader talte til ham »fra himlene: Du er min elskede Søn, i dig har jeg fundet velbehag« (Mark 1:11).
Med tillid til sin identitet var Jesus Kristus i stand til at erklære for Peter og Andreas: »Jeg er ham, om hvem det er skrevet af profeterne« (JSO, Matt 4:18, Guide til skrifterne). Og til den samaritanske kvinde erklærede han: »Messias … det vil sige Kristus … Det er mig, der taler til dig« (se Joh 4:25-26).
At vide, hvem vi er, er en varde af afgørende betydning. Vores vigtigste identitet er som Guds børn, uanset hvordan vi ellers vælger at identificere os selv. Hvis vi ikke finder denne varde, kan vi komme væk fra stien og ende i kærulden.
Varde 2: Kend vor himmelske Faders vilje
Jesus Kristus stræbte efter at kende sin Faders vilje. Efter sin dåb »blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at være sammen med Gud.
Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter og havde talt med Gud, var han bagefter sulten og blev overladt til at blive fristet af Djævelen« (JSO, Matt 4:1-2; Guide til skrifterne og KJV Matthew 4:1-2, fodnoter 1b og 2c; fremhævelse tilføjet).
Hvorfor gik Jesus ud i ørkenen for at tale med Gud? Det er rimeligt at antage, at han gjorde det for at lære sin Faders vilje at kende, så der ikke ville være nogen tvivl om, hvad Guds ønsker var for ham. På samme måde er det at lære Guds vilje for os en varde. Hvis vi ikke ved, hvad Guds vilje er for os, kan vi komme ud på kæruld.
Vi lærer om Guds vilje for os i skrifterne, af de levende profeters ord og gennem Helligåndens hvisken. Men vi er nødt til at ønske at være sammen med og tale med Gud i bøn, ligesom Jesus gjorde. At kende vores sande forhold til Gud, at han er vor Fader, og vi er hans børn, gør bøn til noget naturligt (se Matt 7:7-11). Vanskeligheder med bøn opstår ved at glemme dette forhold.2
Varde 3: Afstem vores vilje med vor himmelske Faders vilje
Jesus Kristus afstemte sin vilje med sin Faders vilje. Jesus sad engang, hvor han var på rejse, ved Jakobs brønd uden for byen Sykar i Samaria, mens hans disciple gik ind i byen for at købe mad. En samaritansk kvinde kom for at hente vand, og Jesus bad hende om at hente noget til ham. Hun blev overrasket over anmodningen, da den kom fra en jøde. I den efterfølgende samtale fandt hun ud af, at Jesus var den lovede Messias. Hun vendte tilbage til byen og erklærede, at hun havde mødt Kristus (se Joh 4:3-29).
Da disciplene vendte tilbage, opfordrede de Jesus til at spise den mad, de havde købt (se Joh 4:31) og »undrede sig over«, at han havde talt med en samaritansk kvinde (se Joh 4:27). Frelseren svarede: »Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig« (Joh 4:34). Jesu mad – hans hensigt – var at gøre Faderens vilje og udføre Faderens værk. Han sagde: »For jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig« (Joh 6:38). Jesus lod sin vilje blive »opslugt i Faderens vilje« (Mosi 15:7) og afstemte sin vilje med Guds vilje. Det er endnu en varde, som Jesus efterlod til os.
Vi er nødt til samvittighedsfuldt at rette vores vilje ind efter vor himmelske Faders vilje. Bøn er en af de måder, vi gør det på. »Formålet med bøn er ikke at få Gud til at ændre sindelag«, men at hjælpe os til at lære og acceptere hans vilje.3
Varde 4: Indgå og hold pagter med Gud
Jesus Kristus blev døbt »for at opfylde al retfærdighed« (2 Ne 31:5). Han sagde til Nikodemus: »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Joh 3:5). Jesus sagde til sine kommende disciple: »Kom og følg mig« (Matt 4:19).
Det gør vi ved at udøve tro på Jesus Kristus, omvende os, blive døbt i hans navn, modtage Helligånden og fortsætte med at indgå og holde pagter med Gud. Vi indgår pagt om at holde Kristi befalinger, som er givet til vores gavn. Hver pagt er en varde på pagtsstien, der fører til Kristus.
På vores sommervandring kunne vi frit vælge en anden sti til toppen af bjerget, men en anden sti havde måske ikke og ville sandsynligvis ikke have ført til vandfaldet. Vi kunne være blevet forsinket, fordi vi sad fast i mudderet, forhindret af farlige klipper eller givet op på grund af træthed. At blive på stien var den mest direkte og sikre rute til vores bestemmelsessted.
I livet kan vi ikke skabe vores egen vej og forvente Guds lovede resultater (se Matt 7:24-27). Vi kan frit vælge, men vi kan ikke vælge konsekvenserne ved ikke at følge den åbenbarede sti. Vi kan ikke falde ud over en klippe og »beslutte« ikke at falde ned.
Varde 5: Hold ud til enden
Jesus Kristus ønskede at »fuldføre sin Faders værk« (Joh 4:34). Til slut på korset, da Jesus havde fuldført den gerning, som Gud havde givet ham (se Joh17:4), sagde han: »Det er fuldbragt« (Joh 19:30). At færdiggøre vores arbejde er en varde, der er nødvendig for at ankomme til vores ønskede bestemmelsessted. Jesus sagde: »Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje« (Matt 7:21).
Til dem, der ikke gør det, vil Frelseren sige: »Jeg har aldrig kendt jer« (Matt 7:23; fremhævelse tilføjet). Hvis vi ikke forstår, hvad Frelseren opnåede, vil vi ende med gennemblødte og mudrede sko, fordi vi aldrig kendte ham og aldrig sluttede os til ham i hans værk.
Ved at vide, hvem han var, kende og rette sin vilje ind efter sin Faders, indgå og holde pagter med Gud og holde ud til enden, »viste [han] vej og gik den selv«,4 til hvordan vi vender tilbage til vores himmelske hjem. Det er vores opgave at følge disse varder. »Ej blot på jorden skal vi gå i Jesu fodspor for at opnå at blive arving til vor Gud«,5 for at modtage alt, hvad vor himmelske Fader har (se Joh 3:36).