Kun digitalt
Tjeneste i kaldelser, når og hvor Herren har brug for os
Selvom vi kan blive fritaget fra kaldelser, bliver vi aldrig fritaget fra at gøre godt.
Modelfoto
Da jeg var yngre, flyttede min familie og blev del af en ny menighed. Min far blev kaldet som biskop kort tid efter. Det var lidt forvirrende fra vores begrænsede perspektiv – der var andre kvalificerede mænd i menigheden, og min far følte ikke, at han kendte medlemmerne eller deres individuelle behov så godt, som han ville have ønsket.
Men han gjorde sit bedste og tjente trofast med hårdt arbejde for at lære dem at kende, som han tjente. Da hans tjeneste var forbi, følte han stor kærlighed til medlemmerne i vores menighed.
Og lige efter sin afløsning blev han kaldet til børnehaven.
Det var bemærkelsesværdigt at se overgangen. Han elskede børnehavebørnene og var betænksom over at planlægge lektioner og aktiviteter, der hjalp dem til at udvikle et stærkt fundament i evangeliet. Selvom hans kaldelse i menigheden havde ændret sig, forblev han tæt på medlemmerne i menigheden, som han havde lært at kende og elske. Han fortsatte med at lære nye måder at tjene sine brødre og søstre på.
Han havde også mere tid til at afse til vores familie, og kort tid efter hans afløsning fulgte min mor en tilskyndelse om at vende tilbage til universitetet og få en videregående uddannelse. Så hans ansvar i vores hjem blev større, fordi hun brugte mere tid på at studere. Det var i sandhed en velsignelse for vores familie at få hans hjælp på det tidspunkt.
Min fars ansvar havde ændret sig, men det havde betydningen og virkningen af hans ansvar ikke. Herren vidste, hvad der var bedst for både menigheden og min familie. Som præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har forklaret: »Vi bliver ikke ›degraderet‹, når vi bliver afløst, og vi bliver ikke ›forfremmet‹, når vi bliver kaldet. Vi ›degraderes eller forfremmes‹ ikke i Herrens tjeneste. Der er kun at gå ›fremad eller tilbage‹, og forskellen ligger i, hvordan vi tager imod og reagerer på vores afløsninger og vores kaldelser.«1
Kaldet til at tjene, få til opgave at virke
Da ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum talte om missionering, skelnede han mellem at blive udpeget til et sted og blive kaldet til at tjene:
»Bemærk, at den første sætning [af et missionskald] er en kaldelse til at tjene som fuldtidsmissionær i Herrens genoprettede kirke. Den anden sætning omhandler at få til opgave at virke et specifikt sted og i en bestemt mission. Den vigtige forskel, der er udtrykt i disse to sætninger, er afgørende for os alle at forstå.
I Kirken taler vi ofte om at være kaldet til at tjene i et land, såsom Argentina, Polen, Korea eller USA. Men en missionær bliver ikke kaldet til et sted, han eller hun bliver snarere kaldet til at tjene.«2
Det kan være nyttigt at tænke på kaldelser på samme måde. Vi får i Lære og Pagter 4:3 at vide, at »hvis [vi] nærer et ønske om at tjene Gud, er [vi] … kaldet til værket.« Uanset hvor vi »får vores opgave«, og hvad vores specifikke ansvar kan være, er vi altid kaldet til at tjene Herren og velsigne hans børn som en del af vores ansvar i pagten. Vi kan forenes i vores formål om at »føle glæden ved at tjene Gud ved at tjene hans børn (se Mosi 2:17)«, idet vi ved, at »kaldelser hjælper også [os] til at øge [vores] tro og komme Herren nærmere.«3 Uanset hvilken organisation eller kaldelse vi tjener i, er vi alle en del af det samme værk – arbejdet med frelse og ophøjelse.
En del af »Kristi legeme«
Præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, forklarede, at alle kaldelser gives for at hjælpe os til at blive mere som Kristus og velsigne andres liv: »Selv det nyeste medlem af Kirken ved, at et kald til at tjene først og fremmest bør være en hjertesag. Det er ved at give hele vores hjerte til Mesteren og holde hans befalinger, at vi kommer til at kende ham …
I er kaldet til at repræsentere Frelseren. Jeres stemme i forbindelse med vidnesbyrd bliver den samme som hans stemme, jeres hænder, der opløfter, bliver som hans hænder.«4
Når vi bliver døbt og indgår pagter om at handle i Kristi navn, bliver vi en del af »Kristi legeme« (1 Kor 12:27). Forskellige dele af kroppen udfører forskellige opgaver, men de er alle lige vigtige; det vigtigste er, at hele legemet arbejder sammen for at opnå et forenet formål. Hæftet Kom og følg mig fortæller os: »I denne slags enighed bliver forskelligheder ikke kun anerkendt, men påskønnet, fordi uden medlemmer med forskellige gaver og evner vil legemet være begrænset.«5
Herren kender vores forskellige færdigheder og evner, og han ved også, hvordan vi kan bruge dem til at velsigne os selv og folk omkring os, hvilket omfatter at invitere os til at tjene i forskellige kaldelser og opgaver på forskellige tidspunkter. En kaldelse handler ikke om status, rang eller kvalifikationer. Den handler om at være villig til at underkaste sig Guds vilje og acceptere, at han vil kalde os, hvor han har mest brug for os på et bestemt tidspunkt og sted.
Mesterens værk
Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) understregede i sin første tale, efter han var blevet kaldet som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, vigtigheden af hver enkelt kaldelse i Kirken:
»Ingen kaldelse i denne kirke er lille eller uden betydning. Vi påvirker alle i udførelsen af vores opgave andre. Til os hver især har Herren sagt om vores ansvar: ›Vær derfor trofast; stå i det embede, som jeg har tildelt dig; bistå de svage, opløft de nedhængende hænder, og styrk de matte knæ‹ [L&P 81:5] …
I har lige så stor mulighed for at være tilfreds i udførelsen af jeres pligt, som jeg har i min. Fremgangen af dette værk vil blive afgjort af vores fælles indsats. Uanset hvad jeres kaldelse er, er den fyldt med de samme muligheder for at opnå det gode, som min er. Det, der virkelig betyder noget, er, at dette er Mesterens værk. Vores opgave er at gå omkring og gøre godt, som han gjorde.«6
Præsident Hinckleys ord illustrerer fuldkomment det, min far lærte som biskop, børnehaveleder, ægtefælle og forælder: Herren beder os om at tjene i forskellige kaldelser livet igennem, men han holder aldrig op med at indbyde os til at blive mere som ham ved at arbejde på at velsigne folk omkring os.