»At blive et Zions folk«, Liahona, feb. 2023.
At blive et Zions folk
Når vi omgås med mennesker fra forskellige baggrunde, anerkender vi, at deres umådelige erfaringer og herkomst beriger vores menighed og samfund.
Fotos er bragt med tilladelse af forfatterne
I løbet af de seneste par år er vi blevet velsignet ved at hjælpe med at drage omsorg for og dele evangeliet med mange afrikanske flygtninge, der bor i Spokane i Washington i USA. Inden de kom til USA, havde mange af dem oplevet krigens rædsler, sult og familier, der var skilt fra hinanden i deres hjemlande Rwanda, Burundi, Kenya, Uganda, Tanzania og Den Demokratiske Republik Congo.
Vi ved, at ikke alle menigheder verden over har flygtninge i deres område, men alle menigheder har mennesker med forskellig baggrund, og vi stræber alle efter at indsamle Israel og opbygge Zion, hvor vi bor. Vi vil gerne beskrive, hvordan »elsk, del og indbyd«,1 så ud i vores tilfælde, ved at fortælle om nogle af de oplevelser, vi har haft de seneste par år. Vi tror, at disse principper kan anvendes i menigheder rundt om i verden.
Tjeneste
Ligesom Ammon og Mosijas andre sønner på deres mission til lamanitterne ønskede vi, at vores tjeneste skulle være motiveret af at få andre til at føle Kristi kærlighed (se Mosi 28:1-3; Alma 26:15). Som ældste Jeffery R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum engang har sagt: »Bønner bliver besvaret … det meste af tiden … ved, at Gud bruger andre mennesker. Ja, jeg beder til, at han vil bruge os. Jeg beder om, at vi vil være svaret på menneskers bønner.«2
Nyafuraha Mukushaka ankom til Spokane i juni 2019 fra Burundi. Snart begyndte hun at arbejde på en glasfabrik kl. 6 hver dag. Køreplanen for bussen passede ikke med hendes mødetid. I fire måneder, mens hun var i gang med at få kørekort, stod medlemmer af Kirken op kl. 4.40 hver morgen, kørte hjem til hende og kørte hende på arbejde. Hun delte denne oplevelse med sine forældre og sin bror, der ankom til Spokane i august 2021. Hendes far, Vincent, blev interesseret i det gengivne evangelium, da han ville finde ud af, hvem der var villig til at hjælpe hans datter på den måde. Vincent tilsluttede sig Kirken i november 2021.
Kayitesi Muhorakeye og hendes datter, Divin, der oprindeligt kom fra Den Demokratiske Republik Congo via Rwanda, ankom til Spokane i januar 2021 for at finde et job og et hjem, så deres familie med syv børn kunne flytte fra Texas. Kirkens medlemmer hjalp dem med at finde og flytte ind i et hjem. Fire familiemedlemmer har siden tilsluttet sig Kirken.
De måder, hvorpå vi kan elske og hjælpe vores brødre og søstre, der kommer fra Afrika, er meget forskelligartede og kan passe ind i tidsplanen for alle, der er villige til at række ud. Vores venner havde brug for hjælp til at lære engelsk, gå i supermarkedet, indskrive børn til skole, lære at køre bil, åbne en bankkonto, lære at lave mad med amerikanske produkter og mere. Vi søgte aktivt efter muligheder frem for at vente på, at nogen bad om hjælp, eller vente, indtil det var belejligt at hjælpe.
Bror Huber og Henry Rashidi inden Henrys dåb. Menighedens medlemmer og missionærer arbejdede godt sammen om at undervise og føre andre ind i fællesskabet.
Missionering, personligt og online
Da disse swahilitalende flygtninge begyndte at komme i kirke, havde vi brug for missionærer, der kunne tale både swahili og engelsk. Missionærerne i menigheden begyndte at lære swahili, men uden lokale, som havde det som deres modersmål, gik læringen langsomt. I marts 2019 tog missionsledere i Spokane-missionen i Washington til lufthavnen for at hente nogle nye missionærer. Da missionspræsidenten og hans hustru hilste på ældste Noel Cohen, bemærkede de, at der i hans missionsanbefaling stod, at han talte med swahili. »Hvor godt taler du swahili, ældste?« spurgte de.
Ældste Cohen svarede, at swahili var hans modersmål. Han var emigreret til USA fra Kenya året før. Ældste Cohen tilbragte derpå hele sin mission i vores menighed, og han og hans mange trofaste missionærkammerater arbejdede utrætteligt på at drage omsorg for disse vidunderlige flygtninge og immigranter og invitere mange af dem til at lære om det gengivne evangelium. Ældste Cohen er taknemmelig for menighedens medlemmers hjælp og siger: »Vi underviste meget, men medlemmerne gjorde en stor indsats gennem deres fællesskab.« (Lær mere om ældste Cohens oplevelse på side 25).
Vi lærte, at Herren ved meget bedre, end vi gør, hvordan man indsamler hans børn. Når vi bevæger os fremad og handler, forenet i tro, vil Helligånden inspirere og vejlede os, ofte på måder, der er anderledes end det, vi havde forventet.
Da COVID-19 ramte i foråret 2020, var alle bekymrede for, hvordan vi kunne fortsætte arbejdet. De afrikanske flygtninge er yderst sociale og imødekommende, så isolationen var hård for dem. Væk var de store gruppesammenkomster i både medlemmernes og de afrikanske venners hjem. I maj 2020 afholdt vi en menighedsfaste og bad om, at vor himmelske Fader ville velsigne vores afrikanske venner både timeligt og åndeligt og hjælpe dem til at komme til Kristus.
Som det var almindeligt i hele Kirken, begyndte vores missionærer at undervise online. De oprettede en Facebook-side om Kirken på swahili.
Vores missionsleder på det tidspunkt, Brian McCann, sagde: »Da vi fastede for, at Herren ville hjælpe med missioneringen på swahili, tænkte vi, at det betød missionering på swahili i Spokane. Men Herren viste os virkelig hvordan teknologien kunne bruges under COVID-19, og lige pludselig dukkede ældsterne op og sagde: ›Vi underviser denne person i Norge og denne person i Uganda og denne person i Kenya.‹«
Sifa, en afrikansk flygtning, der bor i Norge, fandt Facebook-siden og begyndte at tage lektionerne meget tidligt om morgenen, Spokane tid. Sifa kontaktede sine lokale missionærer, og sammen med hjælp fra missionærerne i Spokane lærte hun om det gengivne evangelium. Hun og hendes søn blev døbt i Norge i december 2020. Sifa kendte mennesker i Uganda fra sin tid som flygtning der, og snart underviste vi 20 mennesker i en flygtningelejr i Uganda.
Venskab og at byde andre velkommen
En af vores tidligere missionsledere fandt på et motto, der er forankret i menighedens medlemmer: »Vi er de venligste mennesker i Kirken.«
I 2019 holdt vi en afrikansk kulturaften for at lære mere om vores afrikanske venner og deres interesser. Kimberly McCann sagde: »Vi lavede stegt kylling, og de medbragte mad, der afspejlede deres kultur. De sang og dansede, og det var rigtig sjovt.«
Brian McCann sagde: »Jeg tror, at alle, der har tilbragt tid sammen med vores afrikanske venner, indser, hvor søde og venlige de er. Og det vil man bare gerne være en del af. Vi går glip af mange måneders og års venskab, kammeratskab og fællesskab, hvis vi venter, til de bliver døbt. Vi ønsker at være en del af deres liv nu. De har så meget at lære os om kristuslignende egenskaber.«
Måske har mennesker mest af alt brug for at føle, at de har fundet familie her i vores forsamling af hellige. Adskillige medlemmer af menigheden begyndte at lære swahili for bedre at kunne knytte bånd og forholde sig til vores afrikanske venner. Menighedens medlemmer og vores afrikanske venner begyndte at åbne deres hjem for hinanden. Det var så vigtigt for mange af de flygtninge, der var adskilt fra deres familie eller havde mistet familiemedlemmer i krigen.
Nshimiyana Adolphe mistede for eksempel begge sine forældre under volden i Den Demokratiske Republik Congo og blev forældreløs, da han var seks år gammel. Han ankom som flygtning til Spokane 20 år senere i august 2021. Da han som nyomvendt fejrede jul hjemme hos et medlem, sagde han: »Det er første gang i mit liv, at jeg har følt mig som en del af en familie.«
Moses Lwakihugo fra Den Demokratiske Republik Congo mistede sin far under krigen i 1997. Moses boede i flygtningelejre i over 10 år. I dag er han præstedømmeleder i swahili-gruppen i vores menighed. Han fortæller: »Jeg har bemærket noget anderledes ved Kirkens medlemmer. De efterlever det, de underviser i. I andre kirker, jeg havde været en del af, var der ingen, der kom for at besøge mig. I denne menighed kom folk forbi og havde måltider med, da min familie var syg. Jeg har aldrig set en kirke så fuld af kærlighed.«
Mens Moses lærte om det gengivne evangelium, ringede han til sin svoger, Maroyi, for at fortælle ham om Kirken. Maroyi, der bor i en flygtningelejr i Burundi, sagde: »Vi har brug for denne kirke i Burundi.« Snart begyndte Moses at undervise sin søster og svoger telefonisk sammen med missionærerne. Moses’ søster og svoger blev døbt sammen med otte andre i Burundi, samme dag som Moses blev døbt i Spokane. Gruppen i Burundi er blevet så stor, at de har brug for en ny bygning til at rumme alle de mennesker, der kommer hver søndag.
Herrens hånd leder dette værk, og Vumilia Tambwes oplevelse illustrerer det. Hun var hjemme i september 2016, da to missionærsøstre bankede på hendes dør. Vumilia var fem år tidligere emigreret til USA fra Den Demokratiske Republik Congo via Kenya. Hun tog venligt imod søstrene, men var ikke interesseret i deres budskab.
Senere den aften tog søstrene til en middag hos en familie, der var medlemmer, og som for nylig var blevet værtsfamilie for flygtninge. På grund af sprogforskelle kunne flygtningefamilien og værtsfamilien ikke kommunikere med hinanden. Flygtningefamilien havde udslæt over hele kroppen, og værtsfamilien vidste ikke, hvordan de skulle hjælpe dem. Da de fortalte søstermissionærerne om problemet, fortalte søstrene, at de lige havde mødt en kvinde ved navn Vumilia, der talte både swahili og engelsk. Missionærerne tog tilbage for at høre, om hun kunne hjælpe. Vumilia fandt ud af, at udslættet skyldtes, at familien ved en fejl havde brugt barberskum i stedet for creme.
Værtsfamilien og Vumilia blev gode venner, og de holdt en statsborgerskabsfest for Vumilia i januar 2017. Vumilia begyndte sin rejse mod at blive medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på grund af det sande venskab, hun oplevede fra medlemmer af Kirken.
Et andet eksempel på Herrens hånd i dette værk fandt sted op til Thanksgiving i 2018. Diann Ross følte sig tilskyndet til at tage hen i supermarkedet. Mens hun var der, bemærkede hun en afrikansk familie, der kæmpede med at bruge en hæveautomat. Familierne Rusimuka og Lwakihugo var for nylig emigreret fra en flygtningelejr i Burundi. Søster Ross hjalp familierne med deres varer og inviterede dem til Thanksgiving-middag. Familierne Ross, Lwakihugo og Rusimuka blev snart nære venner.
Tilbeder sammen
Da de formelle kirkemøder blev genoptaget under COVID-19-pandemien, kunne man ifølge staten Washingtons love kun anvende 25 procent af en bygnings kapacitet. Det betød, at vores menighed til at begynde med skulle afholde fire nadvermøder for at rumme alle medlemmer. Vi besluttede os for at afholde et af disse fire nadvermøder på swahili.
I september 2020 blev vi og adskillige andre par kaldet til at tjene som tjenestemissionærer, der samarbejdede med de swahilitalende afrikanske flygtninge i Spokane. Vores mission var at fremme en følelse af kærlighed, accept og venskab i forhold til afrikanske flygtninge og at hjælpe disse venner til at blive integreret i vores samfund.
I januar 2021 dannede stavsledere officielt en swahili-gruppe med tre døbte medlemmer og mange andre. Nadvermødet bliver oversat til både engelsk og swahili, og vi deler ungdomsklasser og Primary med den menighed, vi er knyttet til. Alle disse brødre og søstre har, uanset om de kommer fra en flygtningelejr eller en anden del af Afrika, meningsfulde, vigtige historier at fortælle. Nadvermøder har været en værdifuld mulighed for at høre om, hvordan tro har hjulpet vores afrikanske venner til at overvinde utrolige trængsler. Vores venner fra Afrika har en rig arv, og deres kærlighed til musik og sang har været en så berigende del af nadvermødet.
Vi har set sådanne forbløffende eksempler på mod og ukuelighed i mødet med trængsler. Vi har set tilgivelse, kærlighed og nåde og er konstant forbløffede over eksemplerne på deres tro på Jesus Kristus. Mange af flygtningene fra Afrika har satset på tro for at overvinde deres prøvelser. Når vi prøver at lære deres sprog og hjælpe dem til at navigere i tilværelsen i et nyt land, dannes sande venskaber.
Måske er den største lektie, vi alle kan lære, omfanget af familie. At være brødre og søstre betyder i sandhed, at mennesker, der kommer til vores menighed, vil opleve, at de ikke er »fremmede og udlændinge. [De] er de helliges medborgere og hører til Guds husstand« (Ef 2:19).