Kun digitalt
Det første bud først
Gud befaler os at elske ham på grund af det, han ved, det vil gøre for os.
Hver af de tre synoptiske evangelier – Matthæus, Markus og Lukas – fortæller om et spørgsmål, som Jesus fik stillet, angående det største bud i loven. I Matthæus er spørgeren en lovkyndig med urent motiv, der frister Mesteren (se Matt 22:35-36). I Markus er det en skriftklog, der stiller spørgsmålet, men en, der synes oprigtigt gerne at ville kende svaret (se Mark 12:28-34). I Lukas er vi tilbage til »en lovkyndig[, der] ville sætte Jesus på prøve« (Luk 10:25).
På trods af min professionelle baggrund i loven er det svært for mig at forsvare den lovkyndige i denne beretning. Men jeg vil i det mindste give ham æren for at spørge på trods af sit motiv, for Frelserens svar er så vidunderligt og dybsindigt. Jeg må også takke ham for hans opfølgende spørgsmål – »Hvem er så min næste?« (Luk 10:29) – som førte til Frelserens bevægende lignelse om den barmhjertige samaritaner (se Luk 10:30-37). Den lovkyndige fik mere, end han ønskede, men vi fik noget uvurderligt.
Matthæus’ beretning om Jesu svar er velkendt for jer alle:
»Mester, hvad er det største bud i loven?
Han sagde til ham: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹
Det er det største og det første bud.
Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹
På de to bud hviler hele loven og profeterne« (Matt 22:36-40).
For at elske Gud af hele sit hjerte, sjæl og sind tilføjer Markus og Lukas »og af hele din styrke« (Mark 12:30; Luk 10:27).
Jeg beder jer om at overveje storheden af de to store bud, hvorpå »hele loven og profeterne« hviler, og også hvorfor det første bud er det første. Hvad er betydningen af den rækkefølge for os?
Det andet bud er en strålende vejledning til omgang med andre. Overvej, hvordan verden ville være, hvis det andet bud blev universelt accepteret og fulgt. Tænk på alt det, der ikke ville ske. Blandt andet ville der ikke være nogen voldelig forbrydelse, intet misbrug, intet bedrageri, ingen forfølgelse eller mobning, ingen sladder og bestemt ingen krig. Det andet bud er i bund og grund den gyldne regel: »Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne« (Matt 7:12, se også Luk 6:31; 3 Ne 14:12). Som disciple bør vi være bevidste om at efterleve denne anden befaling ved at række ud i kærlighed og empati til dem, Herren definerer som vores næste – dvs. alle.
For at støtte »loven og profeterne« – den samling af sandheder og befalinger, som Gud har fastlagt, og som profeterne har undervist i – er der brug for at både det første og det andet bud i samarbejde. Men hvorfor har det første bud den overordnede prioritet? Der dukker mindst tre årsager op.
Den første er dette første buds grundlæggende natur. Uanset hvor vidunderligt og afgørende det andet bud er, så udgør det ikke det nødvendige fundament for vores liv, og det er heller ikke meningen, at det skal. Når vi adlyder det andet bud, bliver vi flinke mennesker, men med hvilket formål? Hvad er formålet med vores eksistens? Det er i det første og store bud, at vi må søge efter formål, vejledning og mening.
Når det første bud sættes først, mindsker eller begrænser det ikke vores evne til at holde det andet bud. Tværtimod forstørres og styrkes den. Det betyder, at vi øger vores kærlighed ved at forankre den i guddommelighedens formål og kraft. Det betyder, at vi har Helligånden til at inspirere os til at række ud på måder, vi aldrig selv ville have set. Vores kærlighed til Gud højner vores evne til at elske andre mere fuldt ud og fuldkomment, fordi vi i bund og grund samarbejder med Gud om at tage os af hans børn.
For det andet risikerer man, når man ignorerer det første bud eller ændrer rækkefølgen af det første og det andet bud, at miste balancen i livet og skabe ødelæggende afvigelser fra vejen til lykke og sandhed. Kærlighed til Gud og at underkaste sig ham giver værn mod vores tendens til at fordærve dyder ved at presse dem til yderlighed. Medfølelse for vores næstes nød er for eksempel ædel og god, selv når lidelsen skyldes hans eller hendes egen overtrædelse. Men en utøjlet medfølelse kan, ligesom Almas søn Corianton, få os til at betvivle Guds retfærdighed og misforstå hans barmhjertighed (se Alma 42:1).
Der er for eksempel dem, der tror, at når vi elsker andre, så betyder det, at vi må fordreje eller ignorere Guds love på en eller flere måder, der taler for eller billiger synd. Ældste Jeffrey R. Holland talte om denne fejlopfattelse, da han sagde:
»Så hvis kærlighed skal være vores løsen, hvilket den nødvendigvis må være, så må vi, som det blev udtrykt af ham, som personificerede kærligheden, forsage synden og enhver antydning af fortale for den … Jesus forstod helt klart det, som mange i vores moderne kultur tilsyneladende har glemt. Der er en afgørende forskel på befalingen om at tilgive synd (som han havde en uendelig evne til at gøre) og at lade synden gå upåtalt hen (hvilket han aldrig gjorde).«1
Som Alma forklarede Corianton, har vi brug for både retfærdighed og barmhjertighed, og det er kun gennem Guds kærlighed ved at sende sin søn som gave og ved omvendelsens gave fra sønnen, at vi kan få begge dele (se Alma 42:13-15, 22-24).
For det tredje må det første bud være det første, fordi forsøg på kærlighed, der ikke er grundfæstet i Guds sandheder, risikerer at skade den person eller de personer, vi prøver at hjælpe. Præsident Russell M. Nelson har sagt:
»Fordi Faderen og Sønnen elsker os med uendelig, fuldkommen kærlighed, og fordi de ved, at vi ikke kan se alt, hvad de ser, har de givet os love, der vil vejlede og beskytte os.
Der er en stærk forbindelse mellem Guds kærlighed og hans love.«2
Det er så tre årsager til, at det første bud er det første. Men vi bør nok nævne endnu en, der i virkeligheden er tilstrækkelig i sig selv: Det første bud er det første, fordi Gud sætter det først.
Det første og store bud giver os livets sande paradigme. Præsident Ezra Taft Benson bemærkede engang:
»Når vi lader Gud komme i første række, så vil alt andet falde på rette plads eller forsvinde ud af vores liv. Vores kærlighed til Herren vil danne grundlag for vore følelser, interesser og vores prioritering af, hvordan vi anvender vores tid.«3
Guds kærlighed til os: Giver os »lov til at bevæge sig fremad som han selv«
Gud, som befaler os at elske ham, elskede først os (se 1 Joh 4:19). Overvej et øjeblik, hvad Guds kærlighed har betydet for jer og mig på dette tidspunkt i vores tilværelse, og hvad den bebuder. Selv før vores åndelige eksistens, eksisterede vi som uskabt intelligens eller intelligenser. Gud steg ned blandt intelligenserne og udtænkte en plan, hvorved vi kunne bevæge os fremad. Husk profeten Joseph Smiths ord:
»Gud selv, der befandt sig midt mellem ånder [eller intelligenser] og herlighed, fordi han var mere intelligent, fandt det passende at indstifte love, hvorved de øvrige kunne få lov til at bevæge sig fremad som han selv.«4
Som I ved, omfatter hans plan, at vi blev hans åndelige børn, hvilket var et herligt skridt fremad, vores »første prøvestand« (Abr 3:26). Så etablerede han den sti, hvorpå vi kan få det fysiske føjet til det åndelige – en »anden prøvestand« (Abr 3:26) – afgørende for at opnå fylden af det væsen og den herlighed, som Gud selv nyder. Det krævede skabelsen af en jord som ramme for en »prøvetilstand« (Alma 12:24), en åndelig og fysisk død og en Frelser til at forløse os og lade os opstå. I alt dette gav Gud os handlefriheden til at vælge og har forberedt større og mindre resultater og velsignelser, alt efter hvad vi måtte vælge.
Fra begyndelsen af vores urtilstand som intelligenser har vor himmelske Fader således centreret sig selv og sit værk i os – i vores udødelighed og evige liv. Han ser det som sit værk og sin herlighed at gøre det på den måde (se Moses 1:39). Jeg tror ikke på, at han var nødt til at gøre noget af det, så hvorfor har han gjort det for os? Hvad er hans motivation? Kan det være andet end kærlighed? Et klart bevis på dette er gaven, som hans Søn er:
»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3:16).
Er det for meget at bede om, at vi til gengæld centrerer vores liv om Gud og elsker ham, som han har elsket os, af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke? Hvordan kan vi modstå hans kærlighed til os og tilbageholde vores egen kærlighed fra ham, idet vi ved, at vores kærlighed til Gud er nøglen til vores egen lykke?
Vores kærlighed til Gud: Frelserens eksempel
Hvis vi elsker Gud med hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke, vil vores fokus i livet være at opfylde hans ønsker. Intet væsen har selvfølgelig gjort det mere fuldt ud og fuldkomment end vores eksempel, Jesus Kristus, som engang bemærkede: »[Faderen] har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne« (Joh 8:29). Hans højeste prioritet var og er at herliggøre Faderen.
Denne højeste prioritet, denne højeste loyalitet, gjorde Jesus i stand til at følge sin forsoning helt til ende og drikke det bitreste af bitre bægere til den allersidste dråbe. Med dette største (og bogstaveligt talt overmenneskelige) offer fik intensiteten af Frelserens lidelse »selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det« (L&P 19:18). Ikke desto mindre overgik hans kærlighed til og ønske om at herliggøre Faderen denne ufattelige lidelse. Med Herrens egne ord: »Dog, æret være Faderen, så drak jeg og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn« (L&P 19:19; fremhævelse tilføjet).
Da Kristus hang på korset, hang vores skæbne, vores udødelighed og vores evige liv på vippen. Og det, der tippede det hele til vores fordel i afgørelsen om selve vores eksistens‹ betydning var, at Jesus Kristus elskede Faderen af hele hjertet, sjælen, sindet og styrken.
Vi finder vores forbillede i Kristus: Loyalitet over for Gud frem for alt andet og frem for alle andre; en bevidsthed om vores ansvarlighed over for ham til alle tider og i alle ting; og en længsel efter at vide og gøre hans vilje. Her er vores vejledning til at træffe beslutninger. Når vi elsker Gud først, ser vi verden og vores liv gennem hans øjne frem for gennem andre personers øjne (selv en influencer på de sociale medier).
Hvordan ser det så ud, når man sætter det første bud først? Jeg kan ikke nævne alt det, som det indebærer at elske Gud frem for alt andet, men jeg vil gerne beskrive nogle eksempler.
Sæt det første bud først: »Hold mine befalinger«
Et af de vigtigste aspekter ved at holde det første bud er streng lydighed over for Gud. Som Frelseren sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh 14:15, se også L&P 42:29). Jesus var fokuseret på at holde alle sin Faders befalinger og viste os, hvad lydighed mod Gud betyder i det virkelige liv.
En af mine gode venner kommenterede engang vores tilsyneladende universelle tilbøjelighed til at rationalisere, når det handler om Guds befalinger. Han bemærkede for eksempel med sine observationer og fra egen erfaring, at et spørgsmål, der begynder med: »Er Herren virkelig interesseret i, om jeg … ?« altid vil blive besvaret med »Nej«. Det er en belejlig måde at undskylde næsten alt på, hvis vi kan overbevise os selv om, at Herren helt sikkert ikke vil bekymre sig om noget så relativt småt, som vi tror, det er. Men min ven bemærkede, at det er det forkerte spørgsmål. Det handler ikke om, hvorvidt Herren interesserer sig, men om vi vil gøre det, vi har lovet. Spørgsmålet er: »Hvilket tegn vil jeg give Gud angående min kærlighed til ham?« eller »Hvad vil det sige at holde hans befalinger og pagter nøjagtigt og ærefuldt?«
Selvfølgelig er et af de vigtigste aspekter ved at holde det første bud, at vi holder det andet bud om at elske vores brødre og søstre. Som Johannes sagde: »Hvis nogen siger: ›Jeg elsker Gud,‹ men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.« (1 Joh 4:20). Og vi har Herrens velkendte ord: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13:35).
Sæt det første bud først: »Vogt mine får«
Noget, der er nært forbundet med disciplineret at underkaste sig Guds befalinger, er tjeneste for ham og hans sag. Herren stiller Peter og os spørgsmålet, som han gentager tre gange: »Elsker du mig?« (Joh 21:15-17). Og ligesom Peter må vores svar være: »Ja, endnu mere end min karriere eller noget som helst eller nogen anden.« Og vi hører hver især Hyrdens røst: »Vogt mine lam« (Joh 21:15); »Vogt mine får« (Joh 21:16-17).5
Jeg er sikker på, at vor himmelske Fader og hans elskede Søn er tilfredse med jeres personlige venligheder, uanset hvor begrænsede eller ubetydelige de end måtte virke i en stor verden med mange behov. Enhver handling og ethvert offer betyder noget. Jeg er også sikker på, at de er tilfredse med det, vi gør samlet som Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og i samarbejde med andre. Som et enkelt eksempel er hjælpen til at lindre lidelser, der opstår under den nuværende krig i Ukraine, i sandhed kristuslignende. Vi forsøger konstant at fokusere på det aktuelle behov og ikke lade den højre hånd vide, hvad den venstre gør. Men jeg håber, at vi som kirke fremadrettet kan give mere omfattende forståelser, så I kan vide mere om, hvad I gør for at vogte Kristi får som en del af hans legeme.
At holde det første bud betyder også at fremme Herrens sag på jorden og hjælpe med at tilvejebringe evigt liv for vor Faders børn. Jeg kan ikke komme i tanke om noget bedre eksempel end den missionering, som mange af jer har udvist eller vil yde. Vi i De Tolv begærer enhver mulighed, vi har, for at være sammen med missionærer på grund af den opløftende, fornyende ånd, vi føler blandt dem, der er så utroligt engagerede i at vogte Guds får og lam.
I vor tid er indsamlingen af Guds pagtsfolk på jorden og i åndeverdenen, som præsident Russell M. Nelson understreger, en afgørende del af, hvad det betyder for os at holde det første og store bud.
Sæt det første bud først: Påkald ham; tag for jer af hans ord
En anden måde, hvorpå vi sætter det første bud først, er ret indlysende. Det er at påkalde Gud i bøn og at tage for sig af hans ord for at få forståelse og vejledning. Vi ønsker at vide og gøre, hvad han ønsker. Vi ønsker at vide, hvad han ved. Vi ønsker at lære alt, hvad han vil lære os som sine disciple. Vi ønsker personlig åbenbaring.
Amulek tilskynder os til at anråbe Gud i Kristi navn om barmhjertighed, til at anråbe for vores husstand og til at anråbe for vores marker og flokke. Han tilskynder os til at anråbe Gud mod vore fjenders magt og Djævelens indflydelse. »Og når I ikke anråber Herren, lad da hjertet være fyldt, bestandig henvendt i bøn til ham for jeres velfærd og også for velfærden for dem, der er omkring jer« (Alma 34:27).6
Nefi sagde til os: »Tag for jer af Kristi ord, for se, Kristi ord vil fortælle jer alt det, som I skal gøre« (2 Ne 32:3). Det er en bemærkelsesværdig begavelse i vore dage at have så meget af Guds skrevne ord lige for hånden – altid tilgængelig for os hver især – såvel som den nuværende undervisning fra profeter og apostle, der er udgivet i en lang række formater og sprog. Det er ulig noget andet tidspunkt i verdens historie. Spørg jer selv: Hvad har Gud i sinde med dette?
Jeg elsker bøn. Jeg elsker skrifterne. Jeg ønsker al den lys og kundskab, som min himmelske Fader er villig til at give mig. Jeg ved, at han ikke gør forskel på nogen, og at han vil give både jer og mig alt det, vi forbereder os på at modtage. Elsk Gud så indgående, at I vil forfølge konstant kommunikation med ham ved hjælp af de midler, han har ordineret. Og husk præsident Nelsons eksempel – før en optegnelse over det, I modtager gennem Helligånden, og handl derefter.
Sæt det første bud først: Ansvarlighed over for Gud
Lad mig lige nævne endnu en måde, hvorpå vi indkapsler det første bud som det første i vores liv. Det er at leve med en følelse af ansvarlighed over for Gud – ansvarlighed for retningen i vores liv og for hver dag i vores liv. Det vil sige at modstå og overvinde fristelse, omvende sig og tilgive, at kæmpe mod selviskhed, påtage sig Kristi navn og udvikle Kristi karakter. Det betyder at holde øje med selv vore tanker og vores ord såvel som vores handlinger (se Mosi 4:30 og Alma 12:14). Det vil sige »for den hellige Ånds tilskyndelser« at blive »som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underordne sig alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge os, ligesom et barn underordner sig sin far« (Mosi 3:19).
Det er ikke en byrdefuld, tyngende form for ansvarlighed. Det er snarere anerkendelsen af en klog, interesseret og omsorgsfuld Fader, der kender vejen til tilfredsstillelse og ultimativ glæde. Det er en anerkendelse af, at han har givet os en mulighed, som vi ikke er i stand til at skabe for os selv – og en, som vi ikke kan opnå uden hans hjælp. Det er til dagligt at »leve i taksigelse for den store barmhjertighed og de mange velsignelser, som [Gud] skænker [os]« (Alma 34:38). Og det er i forbindelse med denne ansvarlighed, at vi føler Guds gode behag i os. Vi forstår, at han glæder sig over selv den mindste indsats, vi gør for at elske ham af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke. Hvilken større vished og fred kunne I have end Helligåndens vidnesbyrd til jeres ånd om, at jeres himmelske Fader og jeres Forløser er tilfredse med jer og jeres kurs i livet?
Den grundlæggende pointe er, at Gud befaler os at elske ham på grund af det, han ved, det vil gøre for os. Han befaler os at elske hinanden af samme årsag. Guds kærlighed forandrer os. Guds kærlighed forandrer vores kærlighed til hinanden. Denne kærlighed er nødvendig for, at vi kan lære at kende ham, den eneste sande Gud, og Jesus Kristus, som han har sendt (se Joh 17:3). Det er nøglen til, at vi bliver som ham.
Jeg ved, at vor himmelske Faders kærlighed til jer er virkelig og uendelig. Den tilkendegives på den mest kraftfulde måde gennem hans Søns, Jesu Kristi, nåde. Jeg velsigner jer med, at Guds kærlighed vil omslutte jer, når I elsker og stræber efter at tjene ham. Jeg velsigner jer med, at I vil føle hans kærlighed, og at den kommer til at blive den stærkeste indflydelse i jeres liv. Jeg ved og kan forsikre jer om, at jeres himmelske Fader lever, ligesom hans Søn, vor opstandne Herre, og ligesom hans nådebud, Helligånden. Jeg ved det og beder til, at I vil komme til at kende det fuldt ud.