At vi altid må erindre ham

Ældste David A. Bednar

De Tolv Apostles Kvorum

Jeg vidner om, at Helligåndens helliggørende kraft velsigner os, når vi værdigt tager nadveren og stræber efter at efterleve Jesu Kristi evangelium.

Da Frelseren og De Tolv Apostle var samlet til deres sidste måltid, sagde Jesus til dem: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide« (Luk 22:15).

Med elleve af de tolv tog Jesus kort tid efter af sted til Getsemane have og påtog sig verdens synder. Han udholdt også en farceagtig retssag og blev tvunget til at bære sit kors til Golgata. Men før Frelseren led voldsomt i haven og på korset, forberedte han sine disciple på de individuelle udfordringer og den modgang, som de hver især i sidste ende ville komme til at bære.

»Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: ›Tag det og spis det; dette er mit legeme.‹

Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: ›Drik alle heraf;

dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse‹« (Matt 26:26-28).

Så forklarede han, i en af sine sidste lærdomme i jordelivet:

»Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer …

Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer« (Joh 16:7, 13).

»Sikke en velsignelse!«

Ved et seminar for missionsledere sagde præsident Russell M. Nelson, da de havde nydt nadveren: »En tanke er faldet mig ind, at det i dag er meget vigtigere for mig at indgå min pagt, end det budskab jeg har forberedt. Jeg indgik en pagt, da jeg tog nadveren, om, at jeg vil være villig til at påtage mig Jesu Kristi navn, og at jeg er villig til at adlyde hans befalinger. Jeg hører ofte udtrykket, at vi nyder nadveren for at forny vores pagter, indgået ved dåben. Selvom det er sandt, er det mere end det. Jeg har indgået en ny pagt. I har indgået en ny pagt … [Herren] lover til gengæld, at vi altid vil have hans Ånd hos os. Sikke en velsignelse!«¹

I nadverbønnerne beder præstedømmebærere Faderen om at »velsigne og hellige« brødet og vandet, så vi kan spise og drikke »til erindring om« hans Søns legeme og blod. Vi erklærer hver især, at vi er villige til at påtage os Sønnens navn. Vi handler på og styrker det vidnesbyrd ved altid at erindre ham og holde hans befalinger. (Se L&P 20:77, 79).

For Herrens sidste dages disciple kræver nadverordinancen meget mere end gentagen og rutinemæssig deltagelse og overfladisk forpligtelse.

»Vi grunder personligt over Jesu Kristi forsoning,« har præsident Nelson sagt. »Vi reflekterer over betydningen af hans lidelse i Getsemane og hans korsfæstelse på Golgata. I denne stund bør vi hver især ›prøve [os] selv‹ (1 Kor 11:28) og tænke over de personlige pagter, vi har indgået med Herren. I denne stund mediterer vi over det hellige, som hører Gud til.«²

Handlingen med at spise og drikke nadverens symboler eftergiver ikke synder. Men når vi bønsomt og oprigtigt forbereder os og værdigt deltager i ordinancen, undersøger vi vores handlinger og vores hjertes ønsker og tager imod Herrens opfordring til at omvende os (se Moses 5:8). Når vi bringer det offer, han kræver – et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd (se 3 Ne 9:20) – bliver vi lovet, at vi altid må have hans Ånd hos os. Og ved Helligåndens helliggørende kraft og dens konstante ledsagelse kan vi altid få og bevare en forladelse af vores synder (se Moro 6:4).

Vores hellige ansvar er at udvikle hellige vaner, der indbyder Herrens Ånd til at være med os til alle tider – vaner som at ære pagter, adlyde buddene, omvende sig, tilgive, studere skrifterne, tjene og tilbede i hjemmet, i kirken og i templet.

Frelserens disciple i Mormons Bog var gode eksempler på endnu en hellig vane: »Og de bad om det, som de ønskede mest, og de ønskede, at Helligånden måtte blive givet til dem« (3 Ne 19:9).

Vores lys [Our Light], af Dan Wilson

Nøglen til ihukommelse

Ligesom fordums disciple kan vi også bede oprigtigt og vedholdende om at have Helligånden og hans tilhørende velsignelser. Herren har lovet: »Talsmanden, Helligånden … skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer« (Joh 14:26; fremhævelse tilføjet).

Vigtigst af alt, Helligåndens ledsagelse hjælper os til altid at erindre Jesus Kristus – hans offer, hans evangelium, hans løfter til os, hans kærlighed til os og de pagter, der knytter os til og med ham.

Præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt:

»Nøglen til den ihukommelse, der giver og bevarer vidnesbyrd, er at modtage Helligånden som ledsager. Det er Helligånden, der hjælper os med at se, hvad Gud har gjort for os. Det er Helligånden, der kan hjælpe dem, vi tjener, med at se, hvad Gud har gjort for dem …

Det er Helligånden, der vidner om, at Jesus Kristus er vor himmelske Faders elskede Søn, som elsker os og ønsker, at vi skal leve evigt sammen med ham i familier.«³

Og det er Helligånden, der hjælper os til åndeligt at trænge os frem i en verden, der bliver mørkere og mørkere. I denne tidsalder med vira og vacciner er fysisk sygdom ikke vores eneste trussel.

»Åndelige sygdomme af epidemiske proportioner skyller hen over verden. Vi kan ikke begrænse dem. Men vi kan forhindre vores unge [og os selv] i at blive smittet af dem,« sagde præsident Boyd K. Packer (1924-2015), præsident for De Tolv Apostles Kvorum.

Øget kundskab og et vidnesbyrd om evangeliet tillige med Helligåndens ledsagelse, tilføjede han, er som en vaccine, der kan inokulere os mod ugudelighed og bedrag.

På latin betyder in at være inden i, okulere øje til at se,« sagde præsident Packer. »Det vil sige vi placere et øje i os – Helligåndens ubeskrivelige gave (se L&P 121:26).«⁴

Det øje vil vejlede, lede, trøste og beskytte os. For sidste dages hellige, der har modtaget Helligåndsgaven, kan og bør Åndens vejledning være vedvarende og ikke en sjælden begivenhed. Løftet til Herrens pagtsfolk er trods alt, at vi »altid må have hans Ånd hos [os]« (L&P 20:77, fremhævelse tilføjet).

Lovede velsignelser

Det er storslåede velsignelser at erindre, hvad Herren har gjort for os, at deltage i nadverordinancen og altid have hans Ånd hos os. Jeg vidner om, at lovede velsignelser vil tilflyde os, når vi forbereder os på og værdigt deltager i nadveren hver uge og derved styrker vores pagtsforbindelse med Frelseren.