Kun digitalt
Beskyttet under et stenskred
Forfatteren bor i Washington i USA.
Da vi mistede kontrollen over vores bil, der var på vej mod klippens autoværn, velsignede Ånden mig med en uventet tilskyndelse.
Jeg havde besøgt Yellowstone National Park med min datter og hendes familie, og vi havde tilbragt dagen med sightseeing. Det havde regnet den dag, men det ville vi ikke lade os gå på af. Min datter havde kørt det meste af dagen, men da aftenen gik på hæld, blev jeg tilskyndet til, at jeg skulle køre os tilbage til vores overnatningssted.
Det stod ikke klart for mig, hvorfor jeg skulle være den, der kørte, men jeg forsøger altid at følge Helligåndens tilskyndelser, når jeg har det på denne måde. Joseph Smith sagde: »Vær forsigtig, og vend ikke ryggen til den lille røst, den vil lære [jer], hvad I skal gøre og hvor I skal gå hen.«1
Det var blevet mørkt, og regnen faldt tungt. Ud af det blå dukkede der noget op foran min bil. Jeg var ikke sikker på, hvad det var, men det var tæt på. Jeg vidste, at vi ville ramme det. Jeg indså, at et stykke af bjergskråningen var faldet ned og lå foran os. Jeg prøve at svinge uden om den store sten, så hurtigt jeg kunne, men den var for tæt på, og vi ramte den.
Bilens fremdrift skubbede os op på klippestykket og fik bilen til at tippe og komme op på to hjul. Jeg prøvede at stoppe bilen, men speederen sad fast. Vi fortsatte med at bevæge os hurtigt fremad, som en raket, der fløj ned ad vejen på to hjul. I det øjeblik indså jeg, at vi var på vej mod et autoværn ved en klippe, der førte ned i Yellowstone River. Jeg havde mistet kontrollen over køretøjet, og jeg vidste, hvad der var på den anden side af autoværnet, hvis vi kørte igennem det.
Det var på dette tidspunkt, jeg bad en stille bøn: »Fader, hjælp mig med at frelse min familie!« Pludselig tilskyndede Helligånden mig til at slukke motoren. Det krævede, at jeg fjernede den ene hånd fra rattet, men det var nødvendigt at bruge begge hænder for at styre bilen. Jeg tænkte: »Jeg kan ikke give slip.« Jeg følte en trøstende hvisken fra Helligånden: »Det er okay. Jeg hjælper dig. Sluk for tændingen.« Jeg rakte ud efter tændingen og tog nøglen ud. Da bilen begyndte at bremse, blev jeg i stand til at styre den igen, så vi kunne blive på vejen.
Jeg ved, at det var Helligåndens tilskyndelse, der fik mig til at slukke motoren. Det føltes, som om engle holdt fast i rattet, så jeg kunne fjerne min hånd og slukke motoren. Jeg ved, at vor himmelske Fader og Helligånden hjalp mig den aften. Jeg er så taknemmelig for evangeliet i mit liv, der gjorde det muligt for mig at være parat til at modtage de tilskyndelser, der førte os i sikkerhed.