Mine honningpenge

Alan Bennett er fra Utah i USA

Forventede Herren virkelig, at jeg skulle betale tiende for de småpenge, jeg tjente ved at sælge honning?

Som en hobby begyndte jeg at holde bier. Snart begyndte folk at spørge mig, om de måtte købe noget af min honning.

Da jeg havde solgt lidt honning, tænkte jeg på at betale tiende af min »indkomst« (L&P 119:4). Jeg tænkte virkelig ikke på de penge, jeg tjente, som en indtægt. Jeg brugte meget mere på biavlerudstyr, end jeg fik fra at sælge honning.

Men jeg huskede, at tiende er hellig for Herren. Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ærer vi ham ved at betale tiende. Når vi betaler tiende, er det et udtryk for tro på Gud og hans løfter.

Jeg huskede på, at de, der betaler tiende, modtager dette løfte fra Herren: »Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer« (Mal 3:10).

Jeg tog imod Herrens udfordring og betalte tiende for mine salg af honning. På tiendesedlerne skrev jeg: »Fra honningpenge.«

Kort tid efter kom en ven hjem til mig og fortalte, at han kendte en, hvis mand, der havde haft bier, var gået bort. Hustruen, der var enke, ville gerne skille sig af med alt sin mands biavlerudstyr og tænkte på at smide det ud. I stedet tog min ven mig med for at hente udstyret.

Alt det biavlerudstyr, jeg nogensinde havde villet have og ønsket mig – og mere – var der. Blandt andet alt muligt honningudvindingsudstyr.

Ingen giver biavlerudstyr væk. Men under en uge efter jeg havde truffet valget om at betale tiende, åbnede vor himmelske Fader himlens vinduer og belønnede mig. Jeg tror ikke, at havde noget med tilfældighed at gøre. Jeg har et vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader kender mig og mine ønsker. Mit vidnesbyrd om vigtigheden af at betale tiende er helt sikkert vokset.