Liahona
Den varige glæde ved at efterleve evangeliet
Februar 2024


»Den varige glæde ved at efterleve evangeliet«, Liahona, februar 2024.

Den varige glæde ved at efterleve evangeliet

Varig glæde kommer ved at holde ud i Jesu Kristi evangelium og ved at hjælpe andre til at gøre det samme.

Billede
Adam og Eva med Edens have i baggrunden

Edens have [The Garden of Eden], af Grant Romney Clawson; Forlader Edens have [Leaving the Garden of Eden], af Joseph Brickey

Et kortfattet udtryk for formålet med vores liv finder man i Lehis profetiske lærdomme om menneskets begyndelse på jorden. I Edens have levede Adam og Eva i en tilstand af uskyld. Hvis de var forblevet i den tilstand, ville de ikke have haft nogen »glæde, for de kendte ikke til elendighed; uden at gøre noget godt, for de kendte ikke til synd« (2 Ne 2:23). Som Lehi forklarede: »Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde« (2 Ne 2:25, se også Moses 5:10-11).

I takt med at vi vokser op i en falden verden, lærer vi forskellen på godt og ondt af det, vi bliver undervist i, og af det, vi oplever. Vi »smager det bitre, så [vi] kan lære at skønne på det gode« (Moses 6:55). Glæde kommer, når vi afviser det bitre og i stedet påskønner og holder fast ved det gode.

Find glæde

På grund af vor himmelske Faders fuldkomne kærlighed til os er han ivrig efter at dele sin fuldkomne glæde med os, både nu og i evigheden. Det har været hans motivation i alt lige fra begyndelsen, deriblandt hans storslåede plan for lykke og hans enbårne Søns offer for at forløse os.

Gud forsøger ikke at pålægge os glæde eller lykke, men han lærer os, hvordan vi finder den. Han fortæller os også, hvor glæden ikke kan findes – »ugudelighed [er ikke, og] har aldrig været lykke« (Alma 41:10). Det er ved hans bud, at vor himmelske Fader åbenbarer den vej, der fører til glæde, for os.

Præsident Russell M. Nelson har beskrevet det på denne måde:

»Men her er den store sandhed: Mens verden insisterer på, at magt, besiddelser, popularitet og kødets glæder bringer lykke, er det ikke tilfældet! Det kan de ikke. Det, de producerer, er intet andet end en hul erstatning for ›den velsignede og lykkelige tilstand for dem, der holder Guds befalinger‹ [Mosi 2:41].

Sandheden er, at det er langt mere udmattende at søge lykken der, hvor man aldrig kan finde den! Men når I binder jer selv til Jesus Kristus og gør det åndelige arbejde, der er nødvendigt for at overvinde verden, har han, og han alene, magten til at løfte jer op over denne verdens tiltrækning.«1

Således findes varig glæde ved at holde Guds bud, og Guds bud findes i Jesu Kristi evangelium. Men det er vores valg. Hvis vi i vores svaghed for en tid fejler i at holde buddene, kan vi stadig vende os om, afvise det bitre og atter forfølge det gode. Guds kærlighed undskylder ikke synd – det vil være nåde, der berøver retfærdigheden – men ved hans forsoning tilbyder Jesus Kristus forløsning fra synd:

»Amulek … sagde … at Herren visselig skulle komme for at forløse sit folk, men at han ikke skulle komme for at forløse dem i deres synder, men for at forløse dem fra deres synder.

Og han er blevet givet magt fra Faderen til at forløse dem fra deres synder på grund af omvendelse, derfor har han sendt sine engle ud for at kundgøre tidenderne om betingelserne for den omvendelse, der bringer mennesker til Forløserens kraft, til deres sjæls frelse« (Hel 5:10-11; fremhævelse tilføjet).

Jesus sagde:

»Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.

Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen« (Joh 15:10-11).

Det var det, Lehi følte i sin drøm, da han smagte frugten fra livets træ – som repræsenterer Guds kærlighed. Han sagde: »Da jeg spiste af frugten af det, fyldte den min sjæl med overordentlig stor glæde« (1 Ne 8:12, se også 11:21-23).

Lehi åbenbarede også endnu en måde, hvorpå vi kan bringe glæde ind i vores liv, da han sagde: »Derfor begyndte jeg at nære ønske om, at min familie også skulle spise af [frugten]« (1 Ne 8:12).

Billede
en hånd giver frugt til en anden hånd med træet i baggrunden

Baggrund: Livets træ [Tree of Life], af Kazuto Uota

Hjælp andre til at finde glæde

Ligesom kong Benjamins folk bliver vi »fyldt af glæde«, når vi får forladelse for vore synder og oplever »fred med samvittigheden« (Mosi 4:3). Vi føler det igen, når vi ser udad og søger at hjælpe vores familie og andre til at modtage den samme glæde og fred.

Som ung mand søgte Alma lykke i alt, der var imod Jesu Kristi evangelium. Efter han var blevet irettesat af en engel, tog han et stort skridt fra »det bitre« til »det gode« ved omvendelse »næsten til døde« (Mosi 27:28) og Frelserens rigelige nåde. Flere år senere sagde Alma henrykt til sin søn Helaman:

»Og åh, hvilken glæde og hvilket forunderligt lys så jeg ikke, ja, min sjæl blev fyldt af glæde, lige så overordentlig stor som min smerte havde været! …

Ja, og fra den tid og helt indtil nu har jeg arbejdet uden ophør for at kunne bringe sjæle til omvendelse, så jeg kunne få dem til at smage den overordentlig store glæde, som jeg smagte …

Ja, og se nu, min søn, Herren giver mig overordentlig stor glæde ved frugten af mit arbejde.

For på grund af det ord [Jesu Kristi evangelium], som han har givet mig, se, da er mange blevet født af Gud og har smagt, som jeg har smagt« (Alma 36:20, 24-26).

Ved en anden lejlighed sagde Alma:

»Det er min fryd, at jeg måske kan blive et redskab i Guds hænder til at bringe en eller anden sjæl til omvendelse, og det er min glæde.

Og se, når jeg ser mange af mine brødre oprigtigt angrende og komme til Herren deres Gud, da fyldes min sjæl med glæde« (Alma 29:9-10).

Alma fortsatte med at forkynde den overvældende glæde, han følte, når andre havde held med at bringe sjæle til Kristus:

»Men jeg glæder mig ikke alene over min egen medgang, men min glæde er mere fuldkommen på grund af den medgang, som mine brødre [Mosijas sønner], der har været oppe i Nefis land, har haft.

Se, de har arbejdet overordentlig hårdt og har frembragt megen frugt; og hvor stor skal ikke deres løn blive!

Se, når jeg tænker på disse mine brødres medgang, er det, som om min sjæl bliver bortrykket, ja, som om den blev adskilt fra legemet, så stor er min glæde« (Alma 29:14–16).

Vi kan finde den samme glæde, når vi elsker andre med »Kristi rene kærlighed« (Moro 7:47, se også v. 48), deler gengivet sandhed med dem og indbyder dem til at samles med pagtsfolket.

Billede
Frelseren i Getsemane

O min Fader [O My Father], af Simon Dewey

Glæde midt i trængsler

Vi bør ikke være bange for, at de prøvelser og udfordringer, vi uundgåeligt møder i jordelivet, vil forhindre eller ødelægge vores glæde. Alma var en, hvis uselviske tjeneste for andre kostede ham dyrt. Han led fængsling, lange perioder med sult og tørst, tæsk, trusler mod sit liv og gentagen latterliggørelse og afvisning. Og alligevel blev det hele »opslugt i glæden over Kristus« (Alma 31:38). Måske gjorde Almas lidelse den glæde, der fulgte, endnu større.

Præsident Nelson minder os om, at glæde spillede en rolle i Frelserens lidelse – »for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt [han] korset« (Hebr 12:2).

»Tænk engang! For at udholde det mest uudholdelige nogen nogensinde har været udsat for her på jorden, havde vor Frelser fokus på glæde!

Og hvad var det for en glæde, der ventede ham? Den omfattede helt sikkert glæden ved at rense, helbrede og styrke os; glæden ved at betale for synden for alle dem, der ville omvende sig; glæden ved at gøre det muligt for os at vende hjem – rene og værdige – for at leve med vore himmelske Forældre og familier.

Hvis vi fokuserer på den glæde, der er i vente for os eller for dem, vi elsker, hvad kan vi så udholde, der nu virker overvældende, smerteligt, skræmmende, uretfærdigt eller ganske enkelt umuligt?«2

Varig glæde kommer ved at holde ud i Jesu Kristi evangelium og ved at hjælpe andre til at gøre det samme. Varig glæde kommer, når vi bliver i Guds kærlighed, adlyder hans befalinger og modtager Frelserens nåde. På evangeliets sti er der glæde på rejsen, såvel som glæde ved slutningen. Jesu Kristi evangelium er vejen til daglig glæde.

Udskriv