Kun digitalt
Fred og glæde, ikke sorg, dominerede mit hjerte. Hvorfor?
I min mands sidste dage og efter hans død fandt jeg fred gennem Jesus Kristus.
Ti stille, hold inde, af Yongsung Kim
Jeg forstod ikke de kvaler, jeg ville føle i løbet af de fem uger, hvor jeg så min mand, John, langsomt sulte ihjel, da hans evne til at spise blev mindre. Jeg forstod heller ikke, hvordan min smerte blev lindret af den fred og glæde, der fyldte vores hjem, da hans død nærmede sig.
Problemer med helbredet og en vedvarende forværring
I mere end 10 år havde sygdommen Parkinson gradvist berøvet John hans bevægelighed, klarhed i talen og uafhængighed. Jeg så sorgfuldt på, mens han ikke blot oplevede nye tab, som Parkinson påførte ham, men også to hjerteanfald, to rotatormanchet-operationer og konstant smerte fra andre fysiske lidelser. Til sidst blev John afhængig af, at jeg flyttede, madede og vaskede ham og klædte ham på. I sidste ende ophørte musklerne i hans mund og hals med at fungere, og han kunne ikke sluge mad eller væske uden at få det i den gale hals.
I marts fortalte hans læge os, at John havde to muligheder: (1) At få en slange indsat, som kunne opretholde Johns liv i nogle få måneder mere, men det ville kræve, at han for det meste blev i sengen; eller (2) at fortsætte uden slangen og udholde de vanskeligheder, der fulgte med hans manglende evne til at spise. Lægen sagde: »Det er dit liv. Du bør træffe beslutningen. Hvad vælger du?« Roligt og bemærkelsesværdigt klart svarede John: »Ingen slange.«
Tårerne løb ned ad mine kinder, da vi forlod lægens kontor. Minderne om Johns nylige bemærkninger og handlinger kom til mig og gjorde det klart, at han havde vidst, at dette var på vej og allerede havde accepteret det. Min kærlighed til John førte til, at jeg støttede hans valg.
Jeg troede, at jeg vidste, hvad det betød. Det gjorde jeg i virkeligheden ikke. Jeg vidste heller ikke, hvordan taknemmelighed ville lindre min smerte.
Kraften i at give tak
John havde hele sit liv elsket ordene i 1 Thessaloniker 5:18: »Sig tak under alle forhold.« Inden måltidsbønnerne bad John for eksempel aldrig nogen om at »velsigne«. I stedet sagde han altid: »Lad os takke.« John vidste, at taknemmelighed var afgørende for lykken. Han vidste også, som resten af verset fra Thessaloniker fortsætter om taknemmelighed: »For dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.«
John indså, at døden er en del af Guds plan (se Alma 42:8-9), og at døden var nær for ham. Men han fortsatte trofast i Kristus med taknemmelighed.
Da John og jeg havde forladt lægens kontor, indkaldte vi til et familieråd. Vores familie, der boede langt væk, sluttede sig til os gennem videokonference. Vi begyndte med bøn. Mens jeg så holdt John i hånden, delte jeg hans beslutning, og hvad lægen sagde, vi skulle forvente. Jeg talte om den fred, vi begge følte og mindede vores familie om de trøstende følelser, som alle havde oplevet i månedsvis. Vi indså alle, deriblandt børnebørnene, at papa (som de kaldte John) ikke havde langt igen.
Vi havde udtrykt taknemmelighed over for Gud, for at han havde ladet os vide, at tiden med John var kort, og for at give os mulighed for at forberede os følelsesmæssigt. Nogle få uger før denne dag havde vores søn Spencer spurgt John, hvad han følte i forhold til at skulle dø. John havde svaret: »Jeg har levet et godt liv, og jeg prøver stadig at gøre det. Jeg er taknemmelig for mit liv! Så længe Carma Lee er ved min side, er jeg ikke ivrig efter at dø, men jeg er heller ikke bange.« John var forberedt, og på grund af det følte han fred (se L&P 38:30).
Forberedelse til at opleve tab
Vi sad til familierådet, med hjertekvaler og i tårer, og alligevel følte vi også fred. Vi spurgte John, om han havde nogle sidste ønsker. Han så på os med kærlighed og længsel i sine øjne; Så selvom han i ugevis kun havde hvisket, sagde han ét ord tydeligt: »Tempel.« Hans sønner svarede straks: »Det skal vi nok tage os af, far!«
Vores familieråd sluttede med, at vores sønner, som var til stede personligt, gav både John og mig en præstedømmevelsignelse. Da de lagde deres hænder på mit hoved, blev jeg fyldt med taknemmelighed. Jeg følte en varme, som et kærligt knus. Jeg vidste, at Gud ville hjælpe os med at klare de udfordringer, der lå forude. Han ville lindre sorgen og hjælpe os til at finde glæden.
Det var nøjagtigt, hvad der skete! Vi kom snart i templet igen, hvor vores sønner hjalp John gennem begavelsessessionen. Jeg var så taknemmelig! Ånden fyldte vores hjerter.
Da Johns tilstand blev værre, fortsatte han og jeg med at begynde og afslutte hver dag med taknemmelige bønner. Da vi gjorde det, opdagede vi, at sorgen ikke overvældede os eller vores børn og børnebørn. De fik alle mulighed for at give papa et kram og udtrykke deres kærlighed og taknemmelighed over for ham. Vi fandt stunder fyldt med glæde. Fred trængte ind i hjerterne hos vores efterkommere og andre, der besøgte os, styrkede dem og lindrede også deres sorg.
Men på trods af den fred, der herskede i vores hjem, var det hjerteskærende at se min livlige, overordentlig aktive mand forværres og tabe sig 23 kilo på en måned. Sent om aftenen den 21. april lå John i sengen. Han var omgivet af sine børn og mig. Vi fornemmede, at hans ånd ville forlade hans legeme når som helst. Jeg lå ved siden af ham, holdt hans hånd og hviskede kærlige og taknemmelige ord om vores liv sammen. Jeg takkede ham for det inspirerende eksempel, han havde vist, da han reagerede på sine trængsler ved at vende sig til Herren i tro og taknemmelighed. Jeg kyssede ham. Inden for få sekunder var han væk.
Følelser af fred og glæde
Da Johns legeme var blevet hentet, sad vores familie sammen i vores hjem. Tårerne løb os ned ad kinderne, mens vi udtrykte taknemmelighed over, at Johns jordiske lidelser var ophørt. Taknemmelige ord udgik fra min mund, da jeg tænkte på den inderlige barmhjertighed, som vor himmelske Fader havde vist os (se 1 Ne 1:20). Gud havde gjort mig i stand til at tage mig af John i vores hjem til trods for, at jeg selv havde fysiske problemer (hvilket nødvendiggjorde flere operationer, kort tid efter John døde).
Mens vi talte, blev jeg trøstet, da jeg udtrykte tak for de evige løfter i vores tempelpagter (se L&P 132:19-20). Jeg fortalte mine børn, at jeg følte, at John krammede mig og bekræftede, hvad jeg sagde, da jeg udtrykte taknemmelighed. Sikke en glædelig følelse! Jeg mindede min familie om præsident Russell M. Nelson ord i november 2020: »At udøve taknemmelighed forhindrer os måske ikke i at opleve sorg, vrede eller smerte, men det kan hjælpe os til at se fremad med håb.«1
Pludselig følte jeg en himmelsk omfavnelse så stærkt, at den fyldte mig med forundring. Jeg følte også, at John havde det godt og var glad, og at jeg også skulle være det. I det øjeblik lovede jeg mig selv – og min elskede – at det ville jeg være.
Som ugerne gik, undrede jeg mig over, at det oftest var fred og glæde, ikke sorg, der dominerede mit hjerte. Jeg tænkte over hvorfor. En dag besluttede jeg mig for at undersøge vore profeters og apostles ord om sorg og taknemmelighed. De bekræftede det, jeg allerede havde konkluderet: At jeg var blevet styrket af Jesu Kristi trøstende kraft og hans forsoning, og også min taknemmelighed.
Titlen på en artikel fra Liahona fra 2005 af præsident Thomas S. Monson (1927-2018) berørte mig dybt. Den hed »Taknemlighedens storslåede kraft«. I den artikel sagde præsident Monson:
»Gud har i sin uendelige barmhjertighed ikke ladet de sørgende stå hen i det uvisse. Han har skænket os sandheden. Han inspirerer os til at søge ham, og hans udbredte arme vil omfavne os. Jesus har lovet enhver, der sørger: ›Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer‹ (Joh 14:18).«2
Jeg indså, at jeg havde oplevet Guds trøst og omfavnelse. De var dybtgående og stærke! De gjorde mig i stand til at se på Johns billede hver morgen og smile, mens jeg sagde: »Tak!« til ham og til Gud!
Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har fuldkommen beskrevet det, jeg oplevede: »Når vi er taknemlige til Gud i vore forhold, kan vi opleve en mild fred midt i prøvelsens stund. I sorg kan vi stadig opløfte vores hjerte i lovprisning. I smerte kan vi fryde os i Kristi forsoning. I sorgens bitre kulde kan vi opleve himlens tætte og varme favn.«3
Disse velsignelser var, hvad jeg havde følt inden for få minutter efter Johns død og i dagene siden! Jeg er taknemmelig for freden i mit hjerte, og hvordan jeg hele tiden føler Guds omfavnelse. Jeg ønsker, at jeg aldrig mister de følelser! Og derfor fortsætter jeg dagligt med at udtrykke taknemmelighed for mine hellige oplevelser, for den kundskab om evangeliet, der bringer mig nærmere på Jesus Kristus, for den styrkende trøst, der er gjort mulig af ham og hans forsoning, og for et evigt perspektiv og håbet om at tilbringe evigheden sammen med min John.