“Trin 4: Sandhed,” Frigør dig af din Afhængighed: En vejledning til helbredelse og frigørelse af afhængighedt (2005), 21–28
“Trin 4,” Frigør dig af din Afhængighed, 21–28
Trin 4
Sandhed
Nøgleprincip: Foretag en grundig og uforfærdet moralsk skriftlig selvransagelse af dig selv.
Da du gennemgik trin 3, besluttede du at stole på Herren. Du overlod din vilje og dit liv til ham. I trin 4 viser du din villighed til at stole på Gud. Du foretager en grundig og uforfærdet skriftlig selvransagelse af dit liv, hvor du giver et overblik over eller resumerer tanker, begivenheder, følelser og handlinger i dit liv, hvilket gør din selvransagelse så fuldstændig som mulig.
At foretage en uforfærdet og grundig selvransagelse er ikke let. Når vi siger uforfærdet, mener vi ikke, at du ikke vil føle frygt. Du vil højst sandsynligt opleve mange følelser, når du gennemgår dit liv, deriblandt forlegenhed, skam eller frygt. Uforfærdet betyder, at du ikke vil lade din frygt afholde dig fra at være grundig i din selvransagelse. I trin 4 betyder det, at du forpligter dig til hudløs ærlighed, når du fokuserer på begivenheder i dit liv, deriblandt dine egne svagheder og ikke på andres svagheder.
Før i tiden har du sikkert retfærdiggjort dårlig adfærd og bebrejdet andre mennesker, steder eller ting for de problemer, som du selv skabte. Nu begynder du at tage ansvaret for tidligere og nuværende handlinger, selvom du måske er nødt til at erkende smertefulde, pinlige eller svære begivenheder, tanker, følelser eller handlinger.
Hvis tanken om at foretage en grundig og uforfærdet skriftlig selvransagelse føles overvældende, så vid, at du ikke er alene. Vores hjerte rækker ud til dig. Vi husker vores kamp for at finde villigheden til at udføre dette trin. Mange af os spekulerede på, om vi kunne springe trin 4 fuldstændig over og stadig overvinde vores afhængighed. Til sidste måtte vi tro ordene fra dem, som var før os: »Uden en grundig og uforfærdet moralsk selvransagelse ... er troen, som virkelig virker i dagligdagen, stadig uden for rækkevidde« (Twelve Steps and Twelve Traditions, 1981, s. 43).
Afhængighed lammede vores evne til ærligt at reflektere over vores liv. Den begrænsede vores evne til at forstå den skade og ødelæggelse – de belastninger – den skabte i alle vores forhold. Før vi tillidsfuldt kunne stole på Frelseren, havde vi brug for en ramme, hvor han kunne hjælpe os med at rydde op i vores fortid på ærlig vis. Trin 4 gav denne ramme. Den var den »energiske og samvittighedsfulde bestræbelse på at opdage, hvad disse belastninger inde i hver af os havde været og er« (Twelve Steps and Twelve Traditions, s. 42).
Selvransagelsen var også et skridt til at hjælpe os med at rette vores liv ind efter Guds vilje. Gennem denne selvransagelse identificerede vi negative tanker, følelser og handlinger, som havde styret vores liv. Ved at opdage disse destruktive elementer i vores liv, tog vi det første skridt hen mod at rette dem. At foretage denne selvransagelse var svært, men dette trin åbnede døren til den tro og det håb, som vi behøvede for at fortsætte vores helbredelse og overvinde afhængigheden.
Hvordan man foretager en selvransagelse
Da vi først havde erkendt behovet for trin 4, blev det næste spørgsmål: »Men hvordan er det lige, at jeg foretager en selvransagelse? Hvilke redskaber har jeg brug for?« En selvransagelse er en meget personlig proces, og der findes ikke kun én måde at gøre det på. Man kan rådføre sig med andre, som allerede har foretaget en selvransagelse, og søge Herrens vejledning i sin egen. Han vil hjælpe dig med at være sandfærdig og kærlig, når du går igennem dine minder og følelser.
En måde at foretage selvransagelse på er ved at lave en liste over minder med mennesker, institutioner eller organisationer, principper, ideer eller overbevisninger og begivenheder, situationer eller omstændigheder, som udløser positive og negative følelser (deriblandt tristhed, anger, vrede, fortørnelse, angst, bitterhed). Nogle af tingene på listen vil måske komme frem flere gange. Det er i orden. Prøv ikke på at sortere eller fordømme eller analysere på dette tidspunkt. Lige nu er det vigtigste bare at være så grundig som mulig.
Når du foretager din selvransagelse, så se ud over din tidligere adfærd og undersøg de tanker, følelser og overbevisninger, som førte til denne adfærd. Dine tanker, følelser og overbevisninger er i virkeligheden roden til den afhængige adfærd. Medmindre man undersøger alle tendenser for frygt, stolthed, fortørnelse, vrede, egenrådighed og selvmedlidenhed vil afholdenheden i bedste fald være vaklende. Man vil fortsætte med sin oprindelige afhængighed eller skifte til en anden. Din afhængighed er et symptom på andre »årsager og tilstande« (Alcoholics Anonymous, 2001, s. 64).
Nogle mennesker grupperer deres liv alt efter alder, eksamenskarakterer, steder, man har boet eller forbindelser til mennesker. Andre begynder blot med en brainstorm. I kan sikkert ikke huske alt med det samme. Fortsæt med at bede og lad Herren bringe tingene frem i din hukommelse. Lad dette være en åben proces og føj til selvransagelsen efterhånden, som minderne kommer.
Når du er færdig med din liste, så søg Herrens vejledning til at lære fra hvert eneste minde. Nogle mennesker organiserer denne del af selvransagelsen ind i en tabel eller i et diagram med søjler under hver af de fem overskrifter nævnt nedenunder. De begrænser deres notater til korte udtalelser. Andre laver en side til hvert notat på deres liste og skriver så svarene på hver af de fem kategorier.
Begivenhed. Hvad skete der? Beskriv med blot nogle få ord mindet om begivenheden. Tænk snarere i form af et resumé end en lang historie.
Virkning. Hvilken virkning havde det på dig selv eller andre?
Følelser. Hvilke følelser havde du, da det skete? Hvilke følelser har du nu? Overvej, hvordan din frygt kan have bidraget til det.
Selvransagelse. Hvordan påvirkede dine personlige svagheder eller styrke situationen? Kan du se noget bevis på stolthed, selvmedlidenhed, selvbedrag eller egenrådighed i dine holdninger og handlinger? Sørg også for at nedskrive de gange, hvor du handlede rigtigt.
Helligånden kan hjælpe dig med at blive ydmyg og indse sandheden, selv hvis sandheden er smertefuld. Med Herrens hjælp kan du opdage din styrke og dine svagheder (se Eter 12:27). Spørgsmål som disse kan hjælpe:
-
Hvilket resultat ønskede jeg i denne situation og hvorfor?
-
Hvordan prøvede jeg at kontrollere situationen?
-
Var det noget, der vedkom mig?
-
Hvilke handlinger foretog jeg eller undlod jeg for at få det, jeg ønskede?
-
Ignorerede jeg virkeligheden?
-
Var mine forventninger rimelige i forhold til mig selv og andre?
-
Løj jeg over for mig selv eller over for andre?
-
Ignorerede jeg andres følelser og tænkte udelukkende på mig selv?
-
Hvordan opførte jeg mig som et offer for at kontrollere andre, få opmærksomhed og sympati, være noget særligt og så videre?
-
Gjorde jeg modstand mod Guds eller andres hjælp?
-
Insisterede jeg på at have ret?
-
Følte jeg mig ubetydelig på grund af mangel på påskønnelse eller anerkendelse?
Inspireret råd. Hvilket råd giver Herren angående denne begivenhed? Husk, at du intet har at frygte, når du underordner dig Frelseren. Du er her for at lære at skelne godt fra ondt, og Frelseren kan hjælpe dig med at tilgive dig selv og andre. Nedskriv dine tanker og indtryk, når du overvejer de inspirerede råd fra skriften og fra kirkeledere.
Fire nødvendige elementer
Fire elementer er afgørende for en vellykket moralsk selvransagelse – nedskrivning, ærlighed, støtte og bøn. Disse elementer i en moralsk selvransagelse vil hjælpe dig med at genkende og overvinde synder og ufuldkommenheder.
Nedskrivning. Selvransagelsen af dit liv er mest virkningsfuld, hvis den bliver skrevet ned. Du kan holde en nedskrevet liste i hånden, gennemgå den og henvise til den, når det er nødvendigt. Tanker, der ikke er skrevet ned, er nemme at glemme, og forstyrrelser kan nemt bryde ind. Når du skriver din selvransagelse, er du i stand til at tænke mere klart på begivenhederne i dit liv, og du er i stand til at fokusere på dem uden forvirring.
Nogle mennesker forsøger at undgå at skrive deres moralske selvransagelse, fordi de føler sig forlegne eller ængstelige over deres skriftlige evner eller over, at en anden skal læse, hvad de skriver. Lad ikke dette stoppe dig. Din stavning, grammatik, håndskrift eller evner til at skrive på maskine betyder ikke noget. Du kan tegne tændstikmænd, hvis du er nødt til det, men få selvransagelsen ned på papir. Du har stadig ikke gennemgået det fjerde trin, før du udtrykker det på en håndgribelig måde. Når du fuldfører det fjerde trin, så husk, at perfektionisme – at forsøge at foretage en perfekt selvransagelse og tilfredsstille andre – kan forhindre dig i at færdiggøre dette trin.
Frygten for, at nogen skal læse, hvad du har skrevet, kan være en ægte bekymring, men du kan overvinde den. De af os, som har foretaget en selvransagelse, var nødt til at se denne frygt i øjnene. Vi var nødt til at gøre alt, hvad vi kunne for at holde vores selvransagelse privat og så overlade udfaldet til Gud. Vi var nødt til at bekymre os mere om at blive helbredt end om vores ego eller omdømme. Selvransagelsen krævede, at vi bestandigt anråbte Gud om hjælp for at bede ham om at beskytte og vejlede os, mens vi gennemførte det. Husk på, at trin 4 er et spørgsmål om at træde ud af skammens skygge og indrømme behovet for omvendelse. Hvis du bønsomt beder om, hvordan og hvor du kan bevare din selvransagelse privat, vil Herren vejlede dig i at gøre det, som er bedst.
Ærlighed. At være ærlig over dig selv angående dine synder kan være skræmmende. Folk undgår ofte at se for nøje på sig selv i fortidens spejl, fordi de frygter, at det vil afsløre sandheden om, hvordan deres liv har udartet sig. Nu, når du gennemgår det fjerde trin, er du nødt til at se sandheden om dit liv samt din frygt direkte i øjnene.
I din selvransagelse vil du ikke blot opdage dine svagheder, men du vil også bedre forstå og værdsætte din styrke. Medtag i din selvransagelse dine gode karaktertræk og de positive ting, som du har gjort. I virkeligheden er du en kombination af svagheder og styrke. Når du bliver villig til at se hele sandheden omkring din fortid – god som dårlig – vil du give himlens kræfter mulighed for at åbenbare sandheden og hjælpe dig med at sætte fortiden i det rette perspektiv. Herren vil hjælpe dig med at ændre kursen i dit liv og opfylde dit guddommelige potentiale. Du vil opdage, at du er ligesom alle andre mennesker – med styrke og svagheder. Du kan begynde at møde andre på lige fod.
Støtte. Opmuntring og støtte fra andre, som forstår denne helbredelse kan hjælpe dig i dine bestræbelser. De kan vejlede dig til at opdage den metode, struktur eller fremgangsmåde, der virker bedst for dig til at gennemgå din fortid. De kan støtte dig, hvis du bliver modløs.
Bøn. Når du overvejer vigtigheden af trin 4 og den udfordring, som det repræsenterer, så tænk over, hvordan Herren har hjulpet dig i hvert af de foregående trin. Da du vendte dig mod Gud for at få trøst, mod og vejledning, fandt du den hjælp, som fortsat vil være der, når du foretager din selvransagelse. Peter sagde, at Gud er »al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel« (2 Kor 1:3-4). Hvis du beder hver gang, du sidder og skriver din selvransagelse, vil Gud hjælpe dig. Du vil opdage det virkelige i det, når du gennemgår dette tilsyneladende umulige trin – Gud kan og vil altid være der for dig, hvis du beder om det.
Befri dig selv fra fortiden
Nogle mennesker er bekymrede over at skulle se på fortiden af frygt for uagtsomt at skabe falske minder fra utydelige eller overdrevne indtryk. Når du foretager din selvransagelse, så overvej kun de minder, som er tydelige nok til at blive taget fat på eller sorteret i. Stol igen på, at Gud er svaret. Hvis du indleder din selvransagelse med en oprigtig bøn, med en oprigtig hensigt og med tro på Kristus, kan du stole på, at han bringer de ting frem i din hukommelse, som du kan bruge i din helbredelse.
Et herligt resultat af at fuldføre trin 4 er, at du tager et stort skridt mod at befri dig selv fra den adfærd, som karakteriserede din fortid. Dit eget spejlbillede, som du vil se efterhånden, som du bliver færdig med dette trin, kan inspirere dig til at ændre retningen på dit liv, hvis du tillader det. På grund af Frelserens kærlighed og nåde behøver du ikke være det, som du var. Ved at anråbe Herren om vejledning, når du undersøger dit liv, vil du komme til at se dine oplevelser som muligheder for at lære. Du vil opdage, at ved at afdække de svagheder, du har haft så længe, giver det dig mulighed for at bevæge dig frem mod et nyt liv.
Handlingstrin
Skriv i en personlig dagbog, søg Helligåndens vejledning
For mange af os var selvransagelsen vores første bestræbelse på at skrive om vores liv. En personlig dagbog kan fortsat være et mægtigt redskab i din helbredelse. Herrens profeter har ofte belært om vigtigheden af dagbøger. Fx gav præsident Spencer W. Kimball følgende råd: »Skriv om jeres daglige gøremål, jeres dybeste tanker, jeres resultater og jeres fejltagelser, jeres venskaber og jeres triumfer, jeres indtryk og jeres vidnesbyrd« (»Englene vil måske citere derfra«, Den danske Stjerne, jun. 1977, s. 25).
Når du bønsomt skriver om dit liv, giver du Helligånden mulighed for at hjælpe dig se og forstå de mulige lektioner, der kommer fra hver eneste oplevelse. Hvis du på nuværende tidspunkt ikke skriver dagbog, opfordrer vi dig til at begynde på det. Hvis du allerede skriver dagbog, opfordrer vi dig til være mere bønsom, når du skriver, så Herren kan undervise dig og øge din forståelse gennem hans Ånd.
Lav en redegørelse over dit liv, både fortid og nutid
At fuldføre en selvransagelse kommer til at tage tid. Det er ikke nødvendigt at skynde sig gennem den, men det er nødvendigt at få begyndt på den. Hvor du begynder, er ikke så vigtigt som at undersøge din fortid så langt tilbage, som din hukommelse og Herrens inspiration fører dig. Nedskriv blot minderne, som de kommer. Det, du skriver, er privat, og det bliver kun læst af en person, som du stoler på, og som du udvælger under bøn, når du gennemgår trin 5. Din selvransagelse handler om dig og dit forhold til dig selv, til Gud og til andre. Efterhånden som du samler mod til at se dig selv, som du virkelig er, vil Gud åbne dine øjne, og du vil begynde at se dig selv, som han ser dig – som et af hans børn med en guddommelig førstefødselsret. Gennemgå dette trin og hav førstefødselsretten for øje.
Husker ikke længere på din synd
Efter du har fuldført din skriftlige selvransagelse, og når tiden er til det, bør de passager, som indeholder negative eller vrede udtryk, beretninger om personlige overtrædelser og enhver anden følsom sag, som ikke bør fortælles til andre eller videregives til fremtidige generationer, destrueres. At destruere disse sider kan være et symbol på din omvendelse og en stærk måde at give slip på. Herren afgav et løfte til Jeremias angående sit folk: »Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd« (Jer 31:34). Vi bør følge Herrens eksempel med at tilgive vore egne samt andres synder.
Studium og forståelse
Disse skriftsteder og udtalelser fra Kirkens ledere kan være en hjælp til at fuldføre trin 4. Brug dem til meditation, studium og nedskrivning. Husk at være ærlig og specifik i nedskrivningen.
Gennemgå dit liv
»Jeg opfordrer ... hver enkelt af jer til omhyggeligt at gennemgå jeres liv. Er I afveget fra de standarder, som I ved bringer lykke? Er der et mørkt hjørne, der trænger til at blive renset ud? Gør I nu noget, som I ved er forkert? Fylder I jeres sind med urene tanker? Når der er fred og ro, og I kan tænke klart, fortæller jeres samvittighed da, at I skal omvende jer?
Omvend dig for at opnå fred nu og evigtvarende lykke. Åbn jeres hjerte for Herren og bed ham om at hjælpe jer. I vil opnå tilgivelsens velsignelse, fred og kundskab om, at I er blevet renset og gjort hele. Find mod til at bede Herren om styrke til at omvende jer nu« (Richard G. Scott, Liahona, juli 1995, s. 78).
-
Trin 4 er en måde at følge ældste Scotts råd på. Find en stille stund til at bede om vejledning og mod, når du gennemgår dit liv. Søg bønsomt tid til selvevaluering og nedskriv de ideer, der kommer til dig, mens du overvejer ældste Scotts spørgsmål.
Erkend fortiden
»Vend jer bort fra jeres synder, afryst hans lænker, han som gerne vil binde jer fast; kom til den Gud, som er jeres frelses klippe« (2 Ne 9:45).
-
At vende sig bort fra synder og ryste afhængighedens lænker af sig kan ikke begynde, før man erkender, at synderne og lænkerne eksisterer. Skriv om den modstand du føler, når du tænker på at være fuldstændig ærlig omkring din fortid.
Erstat benægtelse med sandhed
»Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os« (1 Joh 1:8).
-
Et hovedtræk ved afhængighed er benægtelse eller selvbedrag – når en person benægter at have et problem. Hvilken helende virkning kan der komme af at erstatte benægtelse med sandhed?
-
Hvordan kan trin 4 hjælpe dig med at fuldføre en sådan opgave?
Håbet om helbredelse
»Jeg erindrede alle mine synder og misgerninger, for hvilke jeg blev pint med helvedes smerter; ja, jeg indså, at jeg havde sat mig op imod min Gud, og at jeg ikke havde holdt hans hellige befalinger« (Alma 36:13).
-
At erindre dine synder kan være smertefuldt, men det kan drive dig frem til et nyt fredfyldt liv (se Alma 36:19-21). Spørg én, som har gennemgået dette trin, hvordan det hjalp ham eller hende. Hvordan kan håbet om helbredelse hjælpe dig gennem angerens smerte til tilgivelsens glæde?
Sandheden
»Ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt« (Moroni 10:5).
-
Nogle mennesker har svært ved at huske eller erkende den smertefulde sandhed om deres fortid, men Helligånden kan hjælpe dig med at huske og kan trøste dig, når du gennemgår trin 4. Du kan modtage disse velsignelser, selv hvis du ikke har Helligåndsgaven. Skriv om, hvordan Helligånden kan vejlede dig i din selvransagelsesproces.
-
Hvorfor er det vigtigt at kende sandheden om din nuværende situation?
-
Hvorfor er det vigtigt at kende sandheden om, at du er Guds barn?
Svaghed og styrke
»Hvis menneskene kommer til mig, vil jeg vise dem deres svaghed. Jeg giver menneskene svaghed, så de kan være ydmyge; og min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem« (Eter 12:27).
-
Anvend dette vers i dit liv ved at kopiere det og indsætte dit navn, som om Herren talte direkte til jer. Skriv de tanker ned, som kommer til dit sind om dette skriftsted og dets personlige anvendelse.
»Sandheden skal gøre jer frie«
»I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie« (Joh 8:32).
-
At være ærlig over for dig selv og for Herren, som også er kendt som »sandhedens Ånd« (L&P 93:9), er nøglen til frihed fra de løgne, der trælbinder dig. Efterhånden som du lærer ham at kende, vil hans kraft og tilstedeværelse i dit liv befri dig for afhængighed. Hvordan kan det at erkende sandheden forbedre dit forhold til Jesus Kristus?