»Helaman 5:1-13: ›Klippen, vor Forløser‹« Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024
»Helaman 5:1-13«, Mormons Bog – Lærerens hæfte
Helaman 5:1-13
»Klippen, vor forløser«
Har I nogensinde følt jer omsluttet af negative påvirkninger eller af Djævelens fristelser? Profeten Helaman sammenlignede Satans angreb med en storm med mægtige vinde og hagl, der slår ned over os. Han erklærede også, at de, der bygger deres livs grundvold »på klippen, vor forløser« (Hel 5:12), vil have magt til at modstå det onde og forblive trofaste. Denne lektion kan hjælpe jer til at modstå Djævelen og bygge jeres grundvold på Jesus Kristus.
Mulige læringsaktiviteter
Jeres åndelige grundvold
-
Hvilke udfordringer eller problemer kan ryste en persons tro eller åndelige fundament? Overvej at skrive dem ned i jeres studiebog.
Under oktoberkonferencen 2021 talte præsident Russell M. Nelson om behovet for at understøtte det oprindelige fundament på templet i Salt Lake City. Han opfordrede derpå Kirkens medlemmer til at overveje deres egen åndelige grundvold. Læs følgende udtalelse og bemærk, hvordan præsident Nelson sammenligner forstærkningen af templet med vores personlige liv.
På tilsvarende vis er det nu tid til, at vi alle implementerer ekstraordinære tiltag – måske tiltag, vi aldrig har taget før – for at styrke vores personlige åndelige fundament. Hidtil usete tider kalder på hidtil usete tiltag.
Mine kære brødre og søstre, dette er de sidste dage. Hvis I og jeg skal modstå de kommende farer og pres, er det bydende nødvendigt, at vi hver især har sikkert åndeligt fundament, der er bygget på vor Forløsers klippe, Jesus Kristus.
Så jeg spørger jer hver især, hvor sikker er jeres grundvold? Og hvilke forstærkninger af jeres vidnesbyrd og forståelse af evangeliet er der brug for? (Se Russell M. Nelson, »Templet og jeres åndelige fundament«, Liahona, nov. 2021, s. 93)
-
Hvad lægger I især mærke til i præsident Nelsons udtalelse?
Tænk over, hvordan I kan svare på præsident Nelsons spørgsmål om jeres åndelige fundament. Søg Helligåndens indflydelse, og nedskriv jeres svar.
Helaman opfordrede sine sønner til at huske
I det 54. år af dommernes regeringsperiode var mange af nefitterne synket ned i vantro og valgte ondt frem for godt. Som følge heraf trak Nefi sig tilbage som overdommer og sluttede sig til sin bror Lehi i forkyndelsen af Guds ord til folket (se Hel 5:1-4), ligesom hans oldefar, Alma den Yngre, havde gjort det omkring 60 år tidligere (Alma 4:15-20). Lehi og Nefi var i stand til at forblive trofaste, delvist fordi de huskede deres far Helamans lærdomme.
Vores sikre fundament
Læs Helaman 5:12, og se efter yderligere sandheder, som Helaman ønskede, at hans sønner skulle huske.
-
Hvilke sandheder fandt I i Helaman 5:12?
To vigtige sandheder i Helaman 5:12 er, at Jesus Kristus er vores sikre grundvold og hvis vi bygger vores grundvold på Jesus Kristus, vil djævelen ingen magt have over os.
-
Hvordan er Jesus Kristus som en klippe og et sikkert fundament for vores liv?
-
Hvordan kan djævelens angreb på jeres tro føles som en storm eller hvirvelvind?
Se om muligt videoen »Åndelige hvirvelvinde« (2:24) på ChurchofJesusChrist.org for at lære af ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum om, hvordan man overvinder djævelens hvirvelvinde.
-
Hvordan kan vi bygge vores åndelige grundvold på »klippen, vor forløser«?
-
Hvilke forhindringer er der for at bygge vores fundament på Frelseren på disse måder?
-
Hvordan kan det at gøre disse ting forhindre djævelen i at få magt over os?
Personlig anvendelse
Tænk på personlige storme eller udfordringer, I står over for eller kan møde i fremtiden. Overvej bønsomt, hvordan det vil hjælpe jer til at modstå disse udfordringer at bygge eller styrke jeres fundament på Jesus Kristus.
Tegn et billede, der repræsenterer, at I står på et fast fundament. Skriv »Jesus Kristus« på fundamentet. Tegn nogle brændende pile (som et lysspyd) eller en hvirvelvind, og sæt mærkater på pilene eller hvirvelvinden med specifikke fristelser eller udfordringer, I står overfor.
Skriv på eller nær fundamentet noget specifikt, I gør eller kan begynde at gøre for at bygge jeres grundvold på Jesus Kristus.
Det kan for eksempel være et personligt mål at bruge tid på at udføre slægtsforskning eller komme i templet. Det kan være at studere Frelserens evangelium dagligt i skrifterne eller at være mere oprigtig i personlig bøn. Studium af evangelisk mesterlære kan også hjælpe jer til at styrke jeres fundament.
Tænk på de forhindringer, I kan være nødt til at overvinde, og skriv, hvad I vil gøre for at overvinde dem.
Hvis det er muligt, så sæt en påmindelse på jeres telefon, så I kan følge op på de forpligtelser, I har påtaget jer i løbet af denne lektion. Overvej at dele jeres forpligtelser med et betroet familiemedlem, en kirkeleder eller en ven og bed dem om at hjælpe jer med at holde dem.