Seminar
Eter 12:23-27: »Så vil jeg gøre det svage stærkt«


»Eter 12:23-27: ›Så vil jeg gøre det svage stærkt‹«, Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024

»Eter 12:23-27«, Mormons Bog – Lærerens hæfte

Eter 12:23-27

»Så vil jeg gøre det svage stærkt«

Moroni skriver på plader

Da Moroni fortsatte med at forkorte Eters Bog, frygtede han, at ikke-jøderne ville håne hans værk, fordi han ikke var god til at skrive. Herren svarede, at når vi kommer til ham i ydmyghed og tro, kan han vende det svage til styrker (se Eter 12:27). Hensigten med denne lektion er at hjælpe jer til at komme til Jesus Kristus og overvinde jeres svagheder gennem hans nåde.

Planlæg læringsaktiviteter, der indbyder til selvransagelse. Efterlevelse af Jesu Kristi evangelium kræver konstant læring og beslutsomhed om at handle i tro. Planlæg studieaktiviteter, der giver eleverne mulighed for at evaluere sig selv og se, hvordan anvendelse af evangeliske principper kan velsigne dem. Tilskynd eleverne til at stræbe efter at følge Åndens tilskyndelser, når de studerer.

Elevforberedelse: Bed eleverne om at læse Eter 12:27 og tænke på en svaghed i deres liv, som de ønsker at overvinde med Frelserens hjælp.

Mulige læringsaktiviteter

Svaghed og styrke

Bed en elev om at komme op foran i lokalet og udføre en opgave, der kræver mere fysisk styrke, end han eller hun har i øjeblikket. Tal om, hvordan man udvikler den styrke, der kræves for at klare denne opgave.

I jordelivet oplever vi alle svagheder. Sommetider kan det være nedslående. I denne lektion vil I lære om et mønster, som Herren lærte Moroni, der kan vende svagheder til styrker.

Moronis bekymringer

Moroni fik til opgave at forkorte beretningen om jereditterne, og han vidste, at denne beretning ville blive læst af mange mennesker i fremtiden. Da han var færdig med at forkorte beretningen, nedskrev han nogle af sine sidste tanker og medtog sine personlige bekymringer med hensyn til, hvad han blev bedt om at gøre.

Læs Eter 12:23-25, og se efter, hvilke bekymringer Moroni havde.

  • Hvad var Moroni specifikt bekymret for?

Overvej som klasse at drøfte og notere nogle almindelige svagheder, som teenagere har. Eleverne kan tænke over det i stilhed og nedskrive nogle af deres egne svagheder, som de gerne vil overvinde, i deres studiebog. Forklar, at eleverne ikke kommer til at dele disse personlige tanker med klassen.

Herrens svar til Moroni

Læs Eter 12:26-27, og se efter, hvordan Herren reagerede på Moronis bekymringer.

Eter 12:27 er et mesterlæreskriftsted. Overvej at markere evangeliske mesterlæreskriftsteder på en særlig måde, så I let kan finde dem. I næste lektion får I mulighed for at øve jer på at anvende den læresætning, der undervises om i dette skriftsted, på et spørgsmål eller i en situation.

Hjælp eleverne til at analysere udtalelserne i vers 27, der står herunder. Du kan få dem til at skrive hver sætning på tavlen i forskellige felter. Du kan i klassen lede en drøftelse ved at bruge indholdet herunder.

Alternativt kan du dele eleverne op i små grupper og give hver gruppe et stykke papir. Lad grupperne dele deres papir op i fire felter. I hvert felt kan eleverne skrive en af vendingerne fra vers 27. Eleverne kan derefter som gruppe komme frem til spørgsmål, der kan hjælpe dem til at forstå hver sætning. Når de har nedskrevet deres spørgsmål, kan de dele sætningerne op og hver især søge svar på de spørgsmål, de har skrevet ned.

»Hvis menneskene kommer til mig, vil jeg vise dem deres svaghed.«

  • Hvad tror I, det betyder at komme til Kristus?

Nogle svar kan være at indgå og holde pagter med Kristus og vælge at følge hans lære og eksempel.

Læg mærke til, at Herren siger, at han vil vise os vores svaghed, hvis vi kommer til ham.

  • Hvorfor er det en velsignelse for os?

Ordet svaghed i denne vending henviser til vores faldne tilstand, som omfatter individuelle »svage sider« og vores manglende evne til at være fuldkomne.

  • Hvad lærer I af Eter 12:27 om, hvorfor Frelseren ønsker, at I anerkender jeres svaghed?

Hjælp eleverne til at forstå, at når vi ydmygt erkender vores begrænsninger og utilstrækkeligheder, kan det føre til, at vi påkalder vor himmelske Fader for guddommelig hjælp. Det er gennem hans nåde, at Herren kan vende svaghed til styrke (se 2 Kor 12:6-10; Eter 12:37).

I kan også dele udtalelsen fra bror Douglas D. Holmes i afsnittet »Kommentar og baggrundsinformation«.

Bed eleverne om for sig selv at overveje, om Gud for nylig har vist dem deres svaghed. Du kan forsikre dem om, at dette er et godt tegn på, at de kommer til ham.

»Jeg giver menneskene svaghed, så de kan være ydmyge«

Læs nogle eksempler på personer i skrifterne, der anerkendte deres svaghed:

  • Hvordan hjalp anerkendelse af deres svaghed personerne i disse beretninger til at være ydmyge?

  • Hvorfor tror I, at Herren ønsker, at vi skal være ydmyge?

»Min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig.«

  • Hvad tror I, det betyder, at Frelserens nåde er tilstrækkelig for alle, der ydmyger sig for ham?

Hvis eleverne har svært ved at besvare det forrige spørgsmål, kan du overveje at læse følgende udtalelse af ældste Kevin S. Hamilton.

Ældste Kevin R. Duncan fra De Halvfjerds har forklaret:

[Jesu Kristi] styrkende og muliggørende nåde giver os kraft til at overvinde alle hindringer, alle udfordringer og alle svagheder, når vi søger at ændre os.

Frelseren udvirkede sin uendelige og evige forsoning, så vi rent faktisk kunne ændre os, omvende os og blive bedre. Vi kan virkelig blive født på ny. Vi kan overvinde vaner, afhængighed og tilmed »tilbøjelighed[en] til at gøre ondt« [Mosi 5:2]. (Kevin S. Hamilton, »Så vil jeg gøre det svage stærkt«, Liahona, maj 2022, s. 51-52).

Læg mærke til, hvordan kong Benjamins folk oplevede Herrens nåde i Mosija 4:3.

  • Hvem viste ellers i skrifterne, at Frelserens nåde er tilstrækkelig til at hjælpe os til at overvinde vores svagheder?

Nogle eksempler kan være Alma (se Mosi 27:24-29) og Mosijas sønner (se Mosi 28:4).

»For hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem.«

Ældste Hamilton påpegede, at »det svage« i dette vers kan henvise til vores adfærd.

Når vi først ændrer vores faldne natur, vores svagheder, så vil vi være i stand til at ændre vores adfærd, vores svagheder (Kevin S. Hamilton, »Så vil jeg gøre det svage stærkt«, Liahona, maj 2022, s. 51).

Hjælp eleverne til at tænke over, hvad de har lært i dag ved at bede dem om at lave en eller begge af følgende aktiviteter i deres studiebog.

  1. Nedskriv i et afsnit med mindst tre sætninger det, I har lært og ønsker at huske fra denne lektion.

  2. Beskriv i et afsnit på mindst tre sætninger, hvordan I vil anvende det, I har lært i dag.