»Lektion 21, Klassens forberedelsesmateriale: Læren om evigt ægteskab og familie«, Grundlag for genoprettelsen – Lærerens hæfte, 2019
»Lektion 21, Klassens forberedelsesmateriale«, Grundlag for genoprettelsen – Lærerens hæfte
Lektion 21, Klassens forberedelsesmateriale
Læren om evigt ægteskab og familien
Præsident Dallin H. Oaks har sagt: »Formålet med det jordiske liv og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges mission er at berede Guds sønner og døtre på deres evige skæbne, nemlig at blive ligesom vore himmelske forældre« (»Tiltrukket af sit eget køn«, Stjernen, mar. 1996, s. 15). Når I studerer læren om evigt ægteskab og familie, så find principper, der kan hjælpe jer til at forstå, hvordan ægteskab og familie forbereder os på at blive mere som vore himmelske Forældre.
Afsnit 1
Hvad er formålet med ægteskab i Guds evige plan?
I 1831 besøgte et nyligt døbt medlem ved navn Leman Copley profeten Joseph Smith. Leman havde tidligere været medlem af shakerne, en religiøs sekt, der afviste ægteskab og troede, at total cølibat (afholdelse fra sex) var den højeste form for kristen hengivenhed. Efter Lemans besøg adspurgte Joseph Smith Herren om shakernes lærdomme og fik åbenbaringen, der nu er nedskrevet i Lære og Pagter 49. (Det kan være gavnligt at læse indledningen til det afsnit). Overvej at markere ord og udtryk i følgende skriftsteder, der underviser om Herrens lære om ægteskab.
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, hvorfor ægteskabet er indstiftet af Gud. Overvej at markere det, I lægger mærke til i hans udtalelse.
To magtfulde lærdomsmæssige grunde hjælper os med at forstå, hvorfor evigt ægteskab er afgørende for Faderens plan.
1. grund: Ånden hos mænd og kvinder komplementerer og fuldender hinanden, og derfor er det meningen, at mænd og kvinder sammen skal udvikle sig mod ophøjelse …
Der var behov for både mænds og kvinders unikke kombination af åndelige, fysiske, mentale og følelsesmæssige evner for at virkeliggøre planen for lykke. Hverken manden eller kvinden kan alene opfylde formålet med sin skabelse …
2. grund: I henhold til den guddommelige plan er der brug for både en mand og en kvinde, for at børn kan fødes på jorden og for at skabe de bedste omgivelser for at opfostre og opdrage børn.
Befalingen, der fordums blev givet til Adam og Eva, om, at de skulle mangfoldiggøre sig og opfylde jorden, gælder stadig i dag … Derved er ægteskabet mellem en mand og en kvinde den gyldige kanal, gennem hvilken førjordiske ånder indtræder i jordelivet …
Et hjem med en kærlig og loyal ægtemand og hustru er det bedste sted, hvor børn kan blive opdraget i kærlighed og retskaffenhed, og hvor børnenes åndelige og fysiske behov kan blive dækket. Ligesom både mænds og kvinders unikke egenskaber bidrager til ægteskabets fuldkommenhed, så er de samme egenskaber nødvendige for opfostring, opdragelse og belæring af børn. (David A. Bednar, »Ægteskabet er afgørende i hans evige plan«, Liahona, juni 2006, s. 51, 52)
Afsnit 2
Hvilke velsignelser er der ved et evigt ægteskab?
I Nauvoo begyndte Joseph Smith at undervise i læren om evigt ægteskab til flere mennesker. Dette var en ny og forbløffende lære for de hellige. De fleste af dem troede, at ægteskab ophørte ved døden.
Ældste Parley P. Pratt fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev, hvad han følte, da profeten lærte ham om muligheden for et evigt ægteskab.
Det var af [Joseph Smith], jeg lærte, at mit hjertes hustru kunne være sikret mig for tid og al evighed … Det var af ham, jeg lærte, at vi kan fremme disse følelser, og at vi kan styrke og forøge disse i al evighed, og at resultatet af vores uendelige forening ville blive afkom så talrigt som himmelens stjerner eller som sandet ved havets bred …
Jeg havde elsket før, men jeg vidste ikke hvorfor. Men nu elskede jeg – med en renhed – en intensitet, der stammede fra en ophøjet følelse. (Autobiography of Parley P. Pratt, red. Parley P. Pratt jun., 2007, s. 260)
I 1843 dikterede profeten den åbenbaring, der nu står i Lære og Pagter 132, der omfattede læren om evigt ægteskab.
Præsident Russell M. Nelson har forklaret:
For at kvalificere os til evigt liv må vi indgå en evig pagt med vor himmelske Fader (se L&P 132:19). Det betyder, at et tempelægteskab ikke blot er mellem en ægtemand og en hustru, det omfatter et fællesskab med Gud (se Matt 19:6) …
Når en familie bliver beseglet i templet, kan den familie blive lige så evig som Guds rige« (se L&P 132:19-20). (Russell M. Nelson, »Celestialt ægteskab«, Liahona, nov. 2008, s. 93)
Velsignelserne ved evigt ægteskab er ikke kun for det næste liv. Dem, der stræber efter at holde deres pagter trofast, kan også nyde velsignelserne ved evigt ægteskab i dette liv. Præsident Thomas S. Monson har sagt:
Dersom I vælger klogt og er fast besluttet på at få jeres ægteskab til at lykkes, så er der intet i dette liv, som vil give jer større glæde. (»Præstedømmets kraft«, Liahona, maj 2011, s. 67)
Nogle af kirkens medlemmer har spørgsmål om omstændigheder, der ikke gør det muligt for nogen at opleve velsignelserne ved evigt ægteskab og familie nu. Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles har talt om dette emne:
At erklære de grundlæggende sandheder vedrørende ægteskab og familie betyder ikke, at vi ignorerer eller overser de ofre og succeser hos dem, hvor idealet ikke er en nuværende realitet. Nogle af jer har ikke haft mulighed for at opnå velsignelserne ved et ægteskab af årsager, der indbefatter en mangel på mulige emner, tiltrækning af samme køn, fysiske eller psykiske lidelser eller blot en frygt for fiasko, som i det mindste i dette øjeblik overskygger troen. Eller I har været gift, men ægteskabet holdt ikke, og I er blevet overladt til selv at klare det, som to mennesker knap nok kan klare sammen. Nogle af jer, der er gift, kan ikke få børn på trods af et stort ønske og tryglende bønner
… Tillidsfuldt vidner vi om, at Jesu Kristi forsoning har forudset og i sidste ende vil kompensere for ethvert afsavn og tab hos dem, der vender sig mod ham. Ingen er forudbestemt til at modtage mindre end alt det, som Faderen har til sine børn. (D. Todd Christofferson, »Hvorfor ægteskab, hvorfor familie«, Liahona, maj 2015, s. 52)
Afsnit 3
Hvorfor bør jeg forsvare Herrens lære om ægteskab og familie?
Når genoprettelsen fortsætter med at udfolde sig, har Herren inspireret sine profeter til at lægge vægt på læren om ægteskab og familie. I september 1995 ved Hjælpeforeningens årlige møde læste præsident Gordon B. Hinckley »Familien: En proklamation til verden«. Slutningen af proklamationen lærer os, hvorfor vi må forsvare Herrens lære om ægteskab og familie.
Vi advarer … om, at familiens opløsning vil påføre enkeltpersoner, lokalsamfund og nationer de ulykker, som er forudsagt af fordums og nutidige profeter.
Vi opfordrer ansvarlige borgere og offentlige ansatte overalt til at fremme de skridt, der har til hensigt at bevare og styrke familien som samfundets grundlæggende bestanddel. (»Familien: En proklamation til verden«, ChurchofJesusChrist.org)
Søster Julie B. Beck, tidligere hovedpræsident for Hjælpeforeningen, forklarede behovet for at studere læren om familien i »Familien: En proklamation til verden«.
Denne generation kommer til at forsvare familiedoktrinen mere end nogen anden. Hvis de ikke kender læren, kan de ikke forsvare den …
Præsident Spencer W. Kimball sagde:
»Mange af de sociale normer, som hidtil har styrket og bevaret familien, er ved at blive opløst og forsvinde. Den tid vil komme, da kun de, som fast og aktivt tror på familien, vil være i stand til at bevare deres familier midt i alt det onde, der rykker ind på os« (Spencer W. Kimball, »Familier kan være evige«, Den danske Stjerne, april 1981, s. 6). (Julie B. Beck, »Forkyndelse af familiedoktrinen«, Liahona, mar. 2011, s. 37)
Søster Bonnie L. Oscarson, tidligere hovedpræsident for Unge Kvinder, har sagt:
Vi skal frimodigt forsvare Herrens åbenbarede sandheder angående ægteskab, familier, mænd og kvinders guddommelige roller samt vigtigheden af hjemmet som et helligt sted, selv når verden råber i vores ører, at disse principper er forældede, begrænsende eller ikke længere relevante. Alle, uanset deres ægteskabelige status eller antal af børn, kan forsvare Herrens plan, der beskrives i familieproklamationen. Hvis det er Herrens plan, bør det også være vores plan! …
Lad os være ægteskabets forsvarere, sådan som Herren har forordnet det, mens vi fortsat udviser kærlighed og omsorg for dem med et anderledes synspunkt. (Bonnie L. Oscarson, »Familieproklamationens forsvarere«, Liahona, maj 2015, s. 15)