2 Thessaloniker 2
Det store frafald
Hvordan ville dit liv være, hvis du ikke havde Jesu Kristi evangeliums fylde? Paulus underviste de hellige i Thessaloniki om, at folkets ugudelighed i sidste ende ville resultere i et frafald fra evangeliet (se 2 Thess 2:1-7). Denne lektion kan hjælpe dig til at forstå, hvordan frafaldet i kirken på Det Nye Testamentes tid fandt sted, og hvorfor Frelserens kirke skulle genoprettes i de sidste dage.
Mulige læringsaktiviteter
Det store frafald
Forestil dig, at du er missionær på din første dag i din mission. Du skal til at undervise nogen om det store frafald.
-
Hvordan vil du forklare det for dem?
-
Hvorfor kan det være en udfordring?
-
Hvorfor tror du, det er vigtigt at forstå det store frafald?
Skriv i din studiebog de spørgsmål ned, du har om det store frafald, eller spørgsmål, som en undersøger kan stille. Mens du studerer, så søg vor himmelske Faders hjælp til at finde svar på disse spørgsmål.
Paulus profeterer om frafaldet i kirken
De thessaloniske hellige havde mange bekymringer om Jesu Kristi andet komme og tænkte, at det kunne ske meget snart. Paulus besvarede deres bekymringer i sit brev og forklarede, at der ville ske noget andet, før Kristus ville komme igen.
Læs 2 Thessaloniker 2:1-3 og se efter, hvad Paulus sagde, der ville ske før Kristi andet komme.
-
Hvad sagde Paulus, at der ville gå forud for det andet komme?
Dette »frafald«, som Paulus beskrev, var det store frafald, som fandt sted efter Jesu Kristi apostles død. Det store frafald adskiller sig fra personligt frafald, som er, når enkeltpersoner gør oprør eller falder fra sandheden (se Guide til Skrifterne, » Frafald «, ChurchofJesusChrist.org/study/scriptures/gs/apostasy?lang=dan).
-
Hvordan viser Paulus’ ord Guds omsorg for de thessaloniske hellige?
En af de sandheder, vi kan lære af disse vers, er, at det i gamle dage blev profeteret, at før Jesu Kristi andet komme ville der ske et frafald i hans kirke.
-
Hvorfor tror du, at det er vigtigt at forstå?
Præsident M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, hvorfor der finder perioder med frafald sted.
Vor himmelske Fader elsker alle sine børn, og han ønsker, at de alle modtager evangeliets velsignelser i deres liv. Åndeligt lys mistes ikke ved, at Gud vender ryggen til sine børn. Det er snarere et resultat af, at hans børn samlet vender ham ryggen. Det er en naturlig konsekvens af menneskers, samfunds, landes og hele civilisationers dårlige valg.
(M. Russell Ballard, »Lær af fortiden«, Liahona, maj 2009, s. 32)
-
Hvad lægger I især mærke til ved hans udtalelse? Hvorfor?
Fordi vor himmelske Fader ved alt (se 2 Ne 9:20), kom det store frafald ikke som en overraskelse for ham. Han elsker alle sine børn (se Joh 3:16), så han tilvejebragte en måde at overvinde dette store frafald på gennem gengivelsen af Jesu Kristi kirke og evangelium (se ApG 3:19-21 ; Ef 1:10).
Forøg din forståelse af det store frafald
Følgende aktivitet kan hjælpe dig til bedre at forstå, hvordan det store frafald fandt sted, og hvorfor Frelserens kirke skulle genoprettes i de sidste dage.
Studér følgende skriftsteder og udtalelsen af præsident Russell M. Nelson, og besvar derefter spørgsmålene herunder.
-
1 Nefi 13:24-28 : Nefi ser i et syn, hvad der ville ske med vigtige sandheder i Bibelen.
-
Amos 8:11-12 : Amos profeterer om en kommende åndelig hungersnød.
-
Apostlenes Gerninger 20:29-30 : Paulus advarer om, at medlemmer af Frelserens kirke vil blive ført væk fra evangeliet.
-
Præsident Russell M. Nelson har sagt:
»Vores levende Gud er en kærlig Gud! Han ønsker, at hans børn kender ham og Jesus Kristus, som han har udsendt! Og han ønsker, at alle hans børn skal opnå udødelighed og evigt liv!
Af denne herlige årsag underviser vores missionærer om genoprettelsen. De ved, at Herren for ca. 2.000 år siden oprettede sin kirke. Efter hans korsfæstelse og apostlenes død, ændrede mennesker kirken og dens lære. Efter mange generationer havde levet i åndeligt mørke, genoprettede vor himmelske Fader og Jesus Kristus Kirken, dens læresætninger og præstedømmets myndighed, som tidligere profeter havde forudsagt. På grund af genoprettelsen blev den viden og de ordinancer, som er afgørende for frelse og ophøjelse atter tilgængelige for alle mennesker. I sidste instans gør ophøjelse os i stand til at dvæle med vores familie i Guds og Jesu Kristi nærhed for evigt!«
(Russell M. Nelson, »Hop med på bølgen«, Liahona, maj 2013, s. 46)
-
Hvad lærte du om det store frafald?
-
Hvad kan vi lære om vor himmelske Fader og Jesus Kristus af disse lærdomme?
-
Hvorfor var gengivelsen nødvendig ud fra det, du har lært?
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har delt spørgsmål, som han og hans hustru kunne have haft, hvis de havde levet under det store frafald: »Hvad mangler der her? Hvad ville vi ønske, vi havde? Hvad håber vi, at Gud vil give os af svar på vores åndelige længsel?« (»Et fuldkommen klart håb«, Liahona, maj 2020, s. 81). Tænk over lignende tanker og følelser, du kunne have haft, hvis du havde levet på det tidspunkt.
-
Hvordan ville dit liv være, hvis du ikke havde Jesu Kristi evangeliums fylde?
-
Hvad er du mest taknemlig for ved Frelserens genoprettede kirke? Hvorfor?
-
Hvad føler du, at vor himmelske Fader ønsker, at du ved, føler eller gør på grund af denne lektion?
Kommentar og baggrundsinformation
Bemærkede kristne, der levede før genoprettelsen, frafaldet?
Reformatoren Martin Luther (1483-1546) sagde:
Jeg har ikke søgt andet end at reformere Kirken i overensstemmelse med de hellige skrifter … Jeg siger ganske enkelt, at kristendommen er ophørt med at eksistere blandt dem, der skulle have bevaret den.
(I E.G. Schwiebert, Luther and His Times: The Reformation from a New Perspective, 1950, s. 509)
Den tidlige amerikanske kristne leder Roger Williams (1603-1683) forklarede:
»Frafaldet … har indtil da korrumperet alt, så der ikke kan være nogen oprettelse fra det frafald, før Kristus sender nye apostle for at oprette kirker på ny.
(I Philip Schaff, The Creeds of Christendom, 3. bind, 1877, 1:851)
Den hollandske filosof Erasmus (1466-1536) sagde:
Alt er nu så viklet sammen med disse [doktrinære] spørgsmål og forordninger, at vi ikke slet ikke tør håbe på at kalde verden tilbage til sand kristendom.
(The Praise of Folly, overs. Clarence H. Miller, 2. udg., 2003, s. 155-156)
Har der kun været et frafald?
Gennem tiden har der været mange uddelinger, der endte med frafald. Herren gengav i sin barmhjertighed sit evangelium til jorden ved at kalde profeter. Lær mere om dette mønster ved at se »Uddelinger: Mønsteret med frafald og genoprettelse« (6:52), som findes på ChurchofJesusChrist.org.
Hvordan bør vi se på gode mennesker fra andre trosretninger?
Præsident Dallin H. Oaks fra Det Første Præsidentskab har forklaret:
Vi tror, at de fleste religiøse ledere og deres tilhængere er oprigtigt troende, som elsker Gud og forstår og tjener ham efter bedste evne. Vi står i gæld til de mænd og kvinder, som holdt troens lys og lærdomme i live gennem århundreder op til vor tid. Vi behøver blot at sammenligne med det mindre lys, der eksisterer blandt mennesker, der er ukendte med Guds og Jesu Kristi navne, for at indse de store bidrag, som kristne lærere har ydet igennem tiderne. Vi ærer dem som Guds tjenere.
(Dallin H. Oaks, »Frafald og genoprettelse«, Stjernen, juli 1995, s. 86)