Johannes 8
Kvinden, der er blevet grebet i ægteskabsbrud, bliver ført frem for Kristus
Mens Jesus underviste i templet, førte nogle skriftkloge og farisæere en kvinde til ham, der havde begået ægteskabsbrud. De spurgte ham, om hun skulle stenes i henhold til moseloven (se 3 Mos 20:10). Jesu svar til dem og kvinden kan give dig stor indsigt i hans karakter og hjælpe dig med at føle kraften i hans barmhjertighed.
Mulige læringsaktiviteter
Jesu Kristi egenskaber
-
Hvornår har nogen været venlig over for dig, selvom du følte, at du ikke fortjente det?
-
Hvordan påvirkede det dig?
Jesus viste stor venlighed mod kvinden, der blev taget i ægteskabsbrud, hvilket havde en dyb indvirkning på hende.Læs Johannes 8:1-5 og se efter, hvorfor denne situation må have været svær at reagere på.
Da de skriftkloge og farisæerne førte kvinden til Jesus og spurgte, om hun skulle stenes ihjel, satte de ham bevidst i en vanskelig situation (se Joh 8:6). Hvis Jesus sagde, at man ikke skulle stene kvinden, ville han blive beskyldt for at ignorere moseloven (se 2 Mos 20:14). Hvis han sagde ja, ville han gå imod den udbredte holdning blandt folket såvel som romersk lov. Han ville heller ikke vise barmhjertighed over for kvinden, hvilket var noget Jesus gjorde gentagne gange under sin tjeneste (se New Testament Student Manual, 2018, ChurchofJesusChrist.org).
Mens du studerer Frelserens svar i denne udfordrende situation, kan du identificere flere egenskaber, der kan hjælpe dig til bedre at forstå, hvordan Frelseren er. At lede efter Frelserens egenskaber er en færdighed, som du kan bruge under hele dit studie af Det Nye Testamente. At forstå disse egenskaber kan øge dit ønske om at komme tættere på Kristus.
Læs Johannes 8:6-11 , og se efter de af Jesu Kristi egenskaber, som vi kan se i hans interaktioner med anklagerne og kvinden.
-
Hvilke egenskaber viste Frelseren i sit samspil med de mænd, der anklagede kvinden?
-
Hvilke egenskaber viste Frelseren gennem den måde, han behandlede kvinden på?
-
Hvilke vendinger i skrifterne illustrerer disse egenskaber?
Du kan markere de vendinger i Johannes 8:6-11 , der viser disse egenskaber ved Jesus. Læg mærke til, at Frelseren ikke gav denne kvinde tilgivelse for sine synder på det tidspunkt, men i stedet gav hende denne opmuntring: »Gå, og synd … ikke mere« ( Joh 8:11).
-
Hvilken af disse egenskaber vil du gerne udvikle? Hvorfor?
-
Hvordan kan du lade Frelseren hjælpe dig med at udvikle eller styrke denne egenskab i dit liv?
Frelserens barmhjertighed motiverer os til at ændre os
En af Jesu Kristi guddommelige egenskaber er, at han er barmhjertig. »Barmhjertighed er en medfølende, mild og tilgivende indstilling« (Guide til skrifterne, »Barmhjertighed«, ChurchofJesusChrist.org/study/scriptures/gs/merciful-mercy?lang=dan).
Ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum har formidlet følgende indsigt om Frelserens medfølende barmhjertighed og den virkning, den havde på kvinden:
Frelseren tolererede bestemt ikke ægteskabsbrud. Men han fordømte heller ikke kvinden. Han tilskyndede hende til at ændre sit liv. Hun blev motiveret til at ændre sig på grund af hans barmhjertighed og nåde. Joseph Smiths oversættelse af Bibelen vidner om, at dette resulterede i, at hun fulgte ham: »Og kvinden herliggjorde fra da af Gud og troede på hans navn« [JSO, Joh 8:11].
(Dale G. Renlund, »Vores gode hyrde«, Liahona, maj 2017, s. 30)
-
Hvilken virkning havde Frelserens barmhjertighed på kvinden?
-
Hvorfor tror du, at hans barmhjertighed har den virkning?
-
Hvordan påvirker det at vide, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus elsker barmhjertighed, hvordan du har det med dem?
Selvom Frelseren ikke tolererer synd, er han tilgivende. Han ønsker, at du føler dig motiveret til at omvende dig og fortsætte med at prøve at blive bedre.
-
Hvad har du lært om Frelseren i dag, der motiverer dig til at omvende dig og blive ved med at prøve at blive som ham?
-
Hvad føler du, at Frelseren ønsker, at du bør gøre eller ændre i dit liv, når du stræber efter at blive mere som ham?
Kommentar og baggrundsinformation
Hvordan bliver vi velsignet af Frelserens barmhjertighed?
Vedrørende Frelserens ønske om, at vi bliver ved med at prøve, når vi begår fejl, har ældste Lynn G. Robins fra De Halvfjerds sagt:
Selv om vi er taknemmelige for ekstra chancer efter fejl, eller sindets nederlag, står vi alle forbløffede tilbage over Frelserens nåde med at give os endnu en chance til at overvinde synd, eller hjertets nederlag.
Ingen er mere på vores side end Frelseren … At blive som ham vil kræve ekstra chancer utallige gange i vores daglige kampe mod det naturlige menneske som fx at styre lyster, lære tålmodighed og tilgivelse, overvinde dovenskab og undgå undladelsessynder for blot at nævne nogle få …
Jeg er for evigt taknemmelig for vor himmelske Forældres og Frelserens kærlige godhed, tålmodighed og langmodighed, og at de giver os talløse ekstra chancer på vores rejse tilbage til deres nærhed.
(Lynn G. Robbins, »Op til syvoghalvfjerds gange«, Liahona, maj 2018, s. 22-23)
Hvordan kan jeg lære at være mere barmhjertig ligesom Frelseren?
Præsident Dieter F. Uchtdorf fra Det Første Præsidentskab har sagt:
I en verden fyldt af beskyldninger og uvenlighed er det let at samles om at kaste sten. Men før vi gør det, så lad os huske ordene fra ham, der er vor Mester og forbillede: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten« [Joh 8:7].
Brødre og søstre. Lad os lægge stenene ned.
Lad os være venlige.
Lad os tilgive.
Lad os tale fredeligt med hinanden.
Lad Guds kærlighed fylde vores hjerte.
»Lad os da gøre godt mod alle« [Gal 6:10].
(Dieter F. Uchtdorf, »De barmhjertige skal møde barmhjertighed«, Liahona, maj 2012, s. 76)
Ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
For at være kristuslignende må en person elske nåde. Mennesker, der elsker nåde, er ikke fordømmende; de viser barmhjertighed over for andre, særligt dem, der er mindre heldige; de er elskværdige, venlige og hæderlige. Disse mennesker behandler alle med kærlighed og forståelse, uagtet forskelle i karaktertræk som race, køn, religiøs tilknytning, seksuel orientering, socioøkonomisk status og stamme, klan eller nationalitet. Disse bliver overgået af kristuslignende kærlighed.
(Dale G. Renlund, »Handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og vandre med din Gud«, Liahona, nov. 2020, s. 111)
Hvordan viste Frelseren barmhjertighed uden at godkende uretfærdig adfærd?
Præsident Dallin H. Oaks fra Det Første Præsidentskab har sagt:
Herren retfærdiggjorde naturligvis ikke kvindens synd. Han fortalte hende i al enkelthed, at han ikke fordømte hende – hvilket vil sige, at han ikke ville afsige en endelig dom over hende på det tidspunkt … Kvinden, som blev grebet i ægteskabsbrud, fik tid til at omvende sig, en tid hun ville være blevet nægtet af dem, der ønskede at stene hende.
(Dallin H. Oaks, »›Judge Not‹ and Judging«, Ensign, aug. 1999, s. 8)