Kapitel 1
Det største bud – Elsk Herren
»Når vi sætter Gud først, vil alt andet enten falde på plads eller helt ud af vores liv.«
Fra Ezra Taft Bensons liv
Præsident Ezra Taft Bensons liv afspejlede hans kærlighed til Herren og hans standhaftige opsathed på at efterleve evangeliet. Som en fjern slægtning engang sagde: »For Ezra og hans familie er religion en måde at leve på – det er noget, der skal efterleves alle ugens syv dage. Den er det, der ligger ham først på sinde, når der træffes beslutninger.«1
Folk uden for familien Benson bemærkede også præsident Bensons kærlighed til Herren. I 1939, hvor præsident Benson tjente som stavspræsident, blev han inviteret til Washington D.C. til et møde med lederne for NCFC (National Council of Farmer Cooperatives/Nationalråd for landbrugskooperativer). »Efter de havde set ham an og udspurgt ham, tilbød bestyrelsen ham stillingen som generalsekretær i organisationen … Selv om han var henrykt over tilbuddet, ønskede han ikke at tage imod stillingen. Som han forstod det, ville jobbet indebære en del lobbyarbejde ved cocktail-parties, som han ikke syntes stemte overens med sin religion.
»›Mr. Benson,‹ svarede dommer John D. Miller, som var leder af gruppen, ›det er derfor, vi har valgt dig. Vi kender dine standarder.‹ Med bestyrelsens forsikring om, at det ikke forventedes af ham, at han stræbte efter at øge forståelsen for landbrugets problemer over cocktails, var han lykkelig for at kunne takke ja til stillingen, men først efter at have rådført sig med Det Første Præsidentskab og sin hustru.«2
Præsident Benson forkyndte, at vi viser vores kærlighed til Herren gennem vores villighed til at gøre Herrens vilje. Han sagde: »Jeg ønsker, at enhver sidste dages hellig af et ærligt hjerte kunne mene og sige: ›Jeg går, hvor du sender mig hen. Dit ord vil jeg råbe til verden ud, jeg vil røgte det kald, du mig gav‹ (se Salmer og sange, nr. 178). Hvis vi alle kunne gøre det, kunne vi være forvisset om den største lykke her og ophøjelse i Guds celestiale rige herefter.«3
Ved en tale ved generalkonferencen i april 1988 fokuserede præsident Benson på den første og største befaling, nemlig at elske Gud. Den tale danner grundlag for dette kapitel. Om denne tale har ældste Francis M. Gibbons fra De Halvfjerds sagt: »Alt, som præsident Ezra Taft Benson havde arbejdet for, alt, han stod for, og alt, han håbede for sig selv, sin familie og for Kirken, er indeholdt i den tale.«4
Som Frelseren sagde til den rige unge mand, viser vi vores kærlighed til Herren, når vi hjælper andre mennesker (se Matt 19:16-21).
Ezra Taft Bensons lærdomme
1
Den første og største befaling er at elske Herren.
Den største prøve i livet er lydighed mod Gud. »Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem« (Abr 3:25), sagde Herren.
Den største opgave i livet er at lære Guds vilje at kende og derpå gøre den.
Det største bud i livet er at elske Herren.
»Kom til Kristus,« påbyder Moroni i sit afsluttende vidnesbyrd, »og [elsk] Gud af al jeres kraft, sind og styrke« (Moro 10:32).
Dette er således det største og det første bud: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og hele din styrke« (Mark 12:30; se også Matt 22:37; 5 Mos 6:5; Luk 10:27; Moro 10:32; L&P 59:5).
Det er Kristi rene kærlighed, som også kaldes barmhjertighed, og som Mormons Bog vidner om, er den største af alle. Den hører aldrig op, den varer ved for evigt og alle mennesker bør have den, for uden den er de intet (se Moro 7:44-47; 2 Ne 26:30).
Moroni siger indtrængende: »Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere, så I kan blive Guds sønner, så vi, når han viser sig, vil være som han, for vi skal se ham, som han er, så vi må have dette håb, så vi må blive renset, ja, ligesom han er ren« (Moro 7:48).
I slutningen af sine beretninger om jereditterne og nefitterne skriver Moroni, at medmindre menneskene nærer den rene Kristi kærlighed, som kaldes næstekærlighed, kan de ikke arve det sted, som Kristus har beredt i sin Faders boliger, ej heller kan de blive frelst i Guds rige (se Eter 12:34; Moro 10:21).
Den frugt, Lehi spiste i sin drøm, og som fyldte hans sjæl med en overordentlig stor glæde og var mere ønskværdig end noget andet, var Guds kærlighed.5
Når jeg tænker på næstekærlighed … tænker jeg på min far og den dag, han fik kaldet til at tage på mission (se s. 4-6 i denne bog). Jeg går ud fra, at nogle mennesker i denne verden vil sige, at hans accept af det kald var bevis på, at han ikke rigtig elskede sin familie. Hvordan kunne det at efterlade syv børn og en gravid hustru alene hjemme i to år være ægte kærlighed? Men min far vidste, at kærligheden var større end det. Han vidste, at »alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud« (Rom 8:28). Han vidste, at det bedste, han kunne gøre for sin familie, var at adlyde Gud.6
At elske Gud af hele sit hjerte, sjæl, sind og styrke er altrummende og altomsluttende. Det er ikke en halvlunken bestræbelse. Det er at forpligte sig fuldstændigt til fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt at elske Herren.
Denne kærlighed til Gud viser sin vidde, dybde og højde i alle livets facetter. Vore ønsker bør, åndelige som timelige, være rodfæstet i en kærlighed til Herren. Vore tanker og følelser bør centreres om Herren. Alma sagde: »Lad dine tanker være henvendt til Herren; ja, lad dit hjertes hengivenhed være rettet mod Herren for evigt« (Alma 37:36).7
2
Vi viser vores kærlighed til Gud, når vi sætter ham først i vores liv.
Hvorfor gjorde Gud denne største befaling til den første? Fordi han vidste, at dersom vi oprigtigt elsker ham, vil vi ønske at holde alle hans øvrige befalinger. Johannes siger: »For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud« (1 Joh 5:3; se også 2 Joh 1:6).
Vi bør sætte Gud før alt muligt andet i livet. Han må og skal komme i første række, som han siger i det første af de ti bud: »Du må ikke have andre guder end mig« (2 Mos 20:3).
Når vi sætter Gud først, vil alt andet enten falde på plads eller helt ud af vores liv. Vores kærlighed til Herren vil danne grundlag for vore følelser, interesser og vores prioritering af, hvordan vi anvender vores tid.
Vi bør sætte Gud øverst og før alt andet i vores liv.
Hvad satte Josef allerførst i sit liv, dengang han var i Egypten – Gud, sit arbejde eller Potifars hustru? Da hun forsøgte at forføre ham, svarede han: »Hvordan skulle jeg så kunne gøre noget så ondt og synde mod Gud?« (1 Mos 39:9).
Josef blev fængslet, fordi han satte Gud først. Hvem ville vi først være loyale imod, dersom vi kom ud for et lignende valg? Kan vi sætte Gud før tryghed, fred, lyster, velstand og menneskers ære?
Da Josef blev tvunget til at vælge, var han mere ivrig efter at behage Gud end sin arbejdsgivers hustru. Når vi er tvunget til at vælge, er vi så mere ivrige efter at behage Gud end vores chef, vores lærer, vores nabo eller vores kæreste?
Josef i Egypten ville hellere lade sig fængsle end fornægte sin loyalitet mod Gud.
Herren sagde: »Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd« (Matt 10:37). En af de sværeste af alle prøver er, når man må vælge mellem at behage Gud eller behage en, man elsker og respekterer – især en i familien.
Nefi blev udsat for en sådan prøve og klarede den godt, hvor hans gode far et øjeblik knurrede mod Herren (se 1 Ne 16:18-25). Job forblev retskaffen over for Herren, selv om hans hustru sagde, at han skulle forbande Gud og dø (se Job 2:9-10).
I skriften står der: »Ær din far og din mor« (2 Mos 20:12; se også Mosi 13:20). Sommetider kan man blive nødt til at vælge at ære vor himmelske Fader mere end sin jordiske far.
Vi må lade Gud, Faderen til vores ånd, have den største og mest fremtrædende indflydelse i vores liv. Han har, som vores første fader, den største interesse i vores evige velfærd, den rækker langt ud over nogen anden, som er knyttet til noget forhold her eller herefter.
Gud, vor Fader, Jesus, vores ældste bror og Forløser samt Helligånden, som vidner, er fuldkomne. De kender os bedst og elsker os mest, og de vil gøre alt for vores evige velfærd. Bør vi så ikke først og fremmest elske og ære dem?
Der er trofaste medlemmer, som har tilsluttet sig Kirken trods indvendinger fra deres slægtninge. Ved at sætte Gud først er mange senere blevet redskaber til at bringe deres nærmeste ind i Guds rige.
Jesus sagde: »Jeg gør altid det, der er godt i hans øjne« (Joh 8:29).
Hvordan er det i vores hjem? Bestræber vi os på at sætte Herren først og behage ham?
Fædre, tror I, det behager Herren, dersom I dagligt beder og studerer sammen som familie i jeres hjem? Og hvad med at holde en ugentlig familieaften og jævnligt tage jer tid til at være sammen på tomandshånd med jeres hustru og børn? Og dersom I har et barn, der for en tid er på afveje, tror I så, at det behager Herren, og at han vil påskønne jeres bestræbelser på hele tiden at leve et eksemplarisk liv og konstant bede for og ofte faste for det barn og sørge for, at barnets navn er på templets bønneliste?
Mødre, som har fået et særligt ansvar for at opdrage Zions unge i retfærdighed, sætter I ikke Gud først, når I ærer jeres guddommelige kald? … Vore mødre sætter Gud først, når de opfylder deres højeste kald inden for hjemmets fire vægge.
Børn, beder I for jeres forældre? Forsøger I at støtte dem i deres ædle bestræbelser? De vil, som I, begå fejl, men de har en guddommelig mission at udføre i jeres liv. Vil I hjælpe dem med den opgave? Vil I hædre deres navn og trøste og hjælpe dem, når de bliver ældre?
Hvis nogen ønsker at blive gift med jer uden for templet, hvem stræber I så efter at behage – Gud eller mennesker? Hvis I holder på, at I vil giftes i templet, behager I Herren og velsigner den anden part. Hvorfor? For enten bliver den person værdig til at komme i templet – hvilket vil være en velsignelse – eller også vil personen gå – hvilket også kan være en velsignelse – for I bør ønske at trække på samme hammel (se 2 Kor 6:14).
Når I gør jer værdige til at komme i templet, vil I vide, at der ikke findes nogen uden for templet, som er god nok for jer at gifte sig med. Og skulle det være tilfældet, så vil den pågældende også sørge for at gøre det muligt at blive gift i templet.8
3
Når vi vælger at sætte Gud først i vores liv, vil hans velsignelser tilflyde os i rigt mål.
Mænd og kvinder, som lægger deres liv i Guds hænder, vil opdage, at han kan få meget mere ud af deres liv, end de selv kan. Han vil gøre deres glæde dybere, højne deres visioner, skærpe deres forstand, styrke deres muskler, opløfte deres ånd, mangedoble deres velsignelser, øge deres muligheder, trøste deres sjæl, give dem venner og udøse fred. Den, som mister sit liv i Guds tjeneste, vil få evigt liv.9
Gud bød Abraham at ofre Isak. Var Abraham gået med til det, hvis han elskede Isak højere end Gud? Abraham og Isak er nu begge guder, som Herren siger i Lære og Pagter (se L&P 132:37). De var parate til at ofre eller lade sig ofre, som Gud nu forlangte det. De fik en dybere kærlighed og respekt for hinanden, fordi de begge var villige til at sætte Gud først.
I Mormons Bog står der: »Det må nødvendigvis være sådan, at der er en modsætning i alt‹« (2 Ne 2:11), og det er der. Modsætninger giver mulighed for at vælge, og valg medfører konsekvenser, gode som dårlige.
Mormons Bog forklarer, at menneskene er »frie til at vælge frihed og evigt liv ved alle menneskers store formidler, eller til at vælge fangenskab og død i overensstemmelse med Djævelens fangenskab og magt« (2 Ne 2:27).
Gud elsker os. Djævelen hader os. Gud ønsker, at vi skal have en fylde af glæde, ligesom han selv har det. Djævelen ønsker, at vi skal have det elendigt, ligesom han har det. Gud giver os befalinger for at velsigne os. Djævelen vil have os til at overtræde disse befalinger for at forbande os.
Hver dag og hele tiden vælger vi ud fra vore motiver, vore tanker og vore gerninger, om vi ønsker at blive velsignede eller forbandede, lykkelige eller elendige. En af livets prøver er, at vi almindeligvis ikke straks modtager den fulde velsignelse for retskaffenhed eller den fulde forbandelse for ugudelighed. Men den kommer, det er helt sikkert, dog må vi ofte vente på den, som det var tilfældet med Job og Josef.
I mellemtiden kan de ugudelige tro, at de slipper af sted med noget. Af Mormons Bog lærer vi, at de ugudelige kan have »glæde af deres gerninger i en tid, og snart efter kommer enden, og de bliver hugget om og kastet i ilden, hvorfra ingen vender tilbage« (3 Ne 27:11).
I den prøvetid må de retfærdige til stadighed elske Gud, stole på hans løfter, være tålmodige og som digteren udtrykte det, være forvissede om, at »den, der tjener Gud, får sin løn af Gud« …
Jeg vidner for jer om, at Gud udbetaler den bedste løn i denne og enhver anden verden. Og den gives i rigt mål, men kun til dem, som elsker Herren og sætter ham først.
Den største prøve i livet er lydighed mod Gud.
Den største opgave i livet er at lære Guds vilje at kende og derpå gøre den.
Det største bud i livet er: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke« (Mark 12:30).
Må Gud velsigne os, så vi kan sætte det største bud først og dermed høste fred i dette liv og et evigt liv med en fylde af glæde i det tilkommende.10
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
Præsident Benson underviser om »det største og første bud« i afsnit 1 (Matt 22:38). Hvorfor tror I, at vi bør sætte dette bud først? Gav præsident Bensons måde at sætte det bud sammen med næstekærlighed på jer ny indsigt om dette bud?
-
Hvad betyder det for jer at »sætte Gud først«? (Se eksempler i afsnit 2). Har I set eksempler på, at »alt andet enten falder på plads eller helt ud af vores liv,« når vi sætter Gud først?
-
Tænk over præsident Bensons løfte til dem, der »lægger deres liv i Guds hænder« (afsnit 3). Hvilke eksempler har I set på mennesker, der har lagt sit liv i Guds hånd? Hvordan gjorde det Gud i stand til at gøre dem til bedre mennesker, end de kunne have været blevet på egen hånd?
Skriftstedshenvisninger
Jos 24:14-15; Matt 6:33; 7:21; Joh 14:15, 21-24; 17:3; 1 Kor 2:9; 1 Ne 3:7; Moro 10:32
Til underviseren
»Du må ikke tro, at du er den egentlige lærer. Det ville være en alvorlig fejltagelse … så sørg for, du ikke står i vejen. Lærerens største ansvar er at forberede sig på en sådan måde, at mennesker kan få en åndelig oplevelse med Herren« (se Gene R. Cook, citeret i Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 41).