Kapitel 11
Følg den levende profet
»For os må den vigtigste profet være den, der lever på vores tid.«
Fra Ezra Taft Bensons liv
En aften, da Ezra Taft Benson var 15 år gammel, sad han ved middagsbordet med resten af familien og lyttede til, at hans far læste et brev op fra præsident Joseph F. Smith og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab. I brevet stod der blandt andet: »[Vi] råder og opfordrer … til at indføre en ›hjemmeaften‹ i hele Kirken, hvor fædre og mødre kan samle deres drenge og piger omkring sig i hjemmet og undervise dem i Herrens ord … Hvis de hellige vil adlyde dette råd, lover vi, at de vil få store velsignelser. Kærligheden i hjemmet og lydighed mod forældrene vil tiltage. Der vil udvikle sig en tro i hjertet på Israels ungdom, og de vil opnå en kraft til at modstå den dårlige indflydelse og de fristelser, der vil omgive dem.«1
Præsident Benson sagde senere: »Da min far var færdig med at læse brevet, sagde han: ›Præsidentskabet har talt, og dette er Herrens ord til os!‹ Fra da af holdt vi trofast familieaften i mit barndomshjem.«2
Da præsident Benson selv stiftede familie, videreførte han og hans hustru den tradition, han havde lært af sine forældre. Han sagde: »Jeg vidner ud fra erfaringer i mine forældres hjem og oplevelsen med familieaftener i mit eget hjem om de store åndelige velsignelser, der kan følge deraf.«3
I 1947 rådede Det Første Præsidentskab Kirkens medlemmer til at forny deres bestræbelser på at holde familieaften. Præsident Benson, som dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, adresserede emnet i en generalkonferencetale. Han bar vidnesbyrd om, at familien er en »guddommelig institution«4, og han mindede de hellige om de velsignelser, der ville følge, hvis de fulgte profetens råd om at styrke deres familie og holde familieaften. Han sagde: »Vores lykke er både nu og herefter knyttet til, hvor godt vi tager vare på dette store ansvar. Det fortjener, mine brødre og søster, vores bønsomme planlægning og opmærksomhed, og i mit hjerte nærer jeg tillid til, at det vil resultere i store gevinster. Der vil følge stor glæde og tilfredsstillelse, hvis vi giver lige så meget agt på dette råd, som på de andre vi får af Kirkens præsidentskab.«5
Da Ezra Taft Benson selv havde oplevet de velsignelser, der kommer af at give agt på Herrens tjeneres råd, opfordrede han ofte indtrængende de sidste dages hellige til at have blikket rettet mod den levende profet. Han vidnede frimodigt om, at enhver af de præsidenter for Kirken, som han havde tjent, var guddommeligt kaldede.6 Da præsident Spencer W. Kimball, der var blevet ordineret som apostel samme dag som præsident Benson, holdt sin første tale som præsident for Kirken til en gruppe kirkeledere, rejste præsident Benson sig »op og sagde med skælvende stemme noget, som afspejlede de tilstedeværendes følelser: ›Præsident Kimball, i alle de år, hvor disse møder er blevet afholdt, har vi aldrig hørt sådan en tale, som du lige har holdt. Der er i sandhed en profet i Israel.‹«7 Og da det guddommelige kald faldt på præsident Benson, da præsident Kimball var gået bort, modtog han det med ydmyghed og målrettethed. Han sagde: »Min hustru, Flora, og jeg har vedholdende bedt for, at der måtte ske et mirakel, så præsident Kimballs dage på jorden måtte blive mange flere. Nu hvor Herren har talt, vil vi gøre vores bedste for under hans vejledning at fremme værket her på jorden.«8
I dag samles sidste dages hellige i Konferencecentret og over hele verden for at lytte til den levende profet.
Ezra Taft Bensons lærdomme
1
Kirkens præsident er Herrens talerør på jorden.
Lær at have blikket rettet mod profeten. Han er Herrens talerør og det eneste menneske, som kan tale for Herren i dag. Giv hans inspirerede råd fortrin. Lad hans inspirerede ord være den vægt, hvorpå I vejer råd fra alle andre mindre bemyndigede. Lev så tæt på Ånden, at I kan kende sandheden af alt.9
Herrens talerør på jorden i dag modtog sin myndighed gennem en linje af profeter, som går tilbage til Joseph Smith, der blev ordineret af Peter, Jakob og Johannes, som blev ordineret af Kristus, der var og er Kirkens overhoved, Skaber af denne jord, og den Gud, som alle mennesker skal stå til regnskab for.10
Denne kirke ledes ikke ved menneskelig visdom. Det ved jeg. Det er Guds kraft og indflydelse, som leder hans kirke.11
2
Den vigtigste profet for os er den levende profet.
Gud ved alt fra ende til anden, og ingen mand bliver utilsigtet præsident for Jesu Kristi Kirke, han sidder der heller ikke ved et held, og han kaldes ikke tilfældigt hjem.
For os må den vigtigste profet være den, der lever på vores tid. Det er den profet, som modtager de instruktioner, Gud har til os i dag. Guds åbenbaring til Adam instruerede ikke Noa i at bygge arken. Enhver generation har brug for de gamle skrifter plus den skrift, der kommer fra den levende profet. Derfor er den mest afgørende læsning og granskning, I kan foretage jer, den af de seneste inspirerede ord fra Herrens talerør. Det er derfor, at det er vigtigt, at I har adgang til og nøje læser hans ord …
Ja, »Hav tak for profeten, du sendte, o Herre, på denne vor dag« (Salmer og sange, nr. 13).12
Vogt jer for dem, der bruger de døde profeter mod de levende, for de levende har fortrinsret.13
Hver enkel præsident er nøje udvalgt efter tidens behov og omstændigheder i verden og i Kirken. Alle har de været »mænd af tiden«, som vi så med præsident Spencer W. Kimball. Tænk over, hvor stort et mirakel en sådan forudordination og forberedelse er! Takket være kaldelser og nøgler, der blev givet og overdraget mange år forud for, at kappen faldt på ham, har præsidenten [for Kirken] altid været den rette mand på rette tid og sted. Dette mirakel er blot et blandt flere, der viser Kirkens guddommelighed.14
Lad mig spørge, har vi brug for en sand Herrens profet på jorden i dag? Havde folket på Noas tid brug for en profet, der kunne advare dem åndeligt og timeligt? Hvis et menneske havde nægtet at følge Noa, kunne han så blive reddet fra syndfloden? Alligevel fortæller Bibelen os, at i de sidste dage, som vi lever i, vil folks ugudelighed være at sammenligne med ugudeligheden blandt folket på Noas tid, da Herren rensede jorden med syndfloden (se Matt 24:37-39). Tror I, at vi har brug for en profet til at advare os og forberede os på den renselse, som Gud har lovet vil komme, denne gang ved ild?15
Hvis vi ønsker at vide, hvordan vi står hos Herren, så lad os spørge os selv, hvor godt vi står med hans jordiske kaptajn – hvor godt vores liv harmonerer med Herrens salvede – den levende profet – Kirkens præsident og Det Første Præsidentskabs kvorum.16
Som Kirkens præsident talte Ezra Taft Benson indtrængende og med stor kærlighed.
3
Den levende profet fortæller os det, som vi har brug for at vide, og ikke nødvendigvis det, vi ønsker at vide.
Et særligt kendetegn ved en profet er, at han siger, det er et budskab fra Gud. Han undskylder ikke for budskabet, ej heller frygter han for sociale bagslag, som kan føre til spot og forfølgelse.17
Sommetider er der nogle, der mener, at deres jordiske kundskab om et vist emne overgår den himmelske kundskab, som Gud har givet sin profet om samme emne. De føler, at profeten skal have den samme jordiske udmærkelse eller uddannelse, som de har, før de vil acceptere noget, profeten har at sige, som går imod deres jordiske skoling. Hvor meget jordisk skoling havde Joseph Smith fået? Alligevel modtog han åbenbaringer om alle mulige emner … Vi opfordrer til jordisk kundskab på mange områder, men husk, at dersom der er en konflikt mellem jordisk kundskab og profetens ord, så stil jer på profetens side, så vil I blive velsignede, og tiden vil vise, at I gjorde det rette …
Profeten behøver ikke at sige: »Så siger Herren« for at give os hellig skrift.
Sommetider strides der over ord. Nogle siger, at profeten er kommet med et råd, men at vi ikke er forpligtede til at følge det, medmindre han siger, det er en befaling. Men Herren siger om profeten: »Derfor skal I … give agt på alle de ord og befalinger, som han giver jer« (L&P 21:4) …
Profeten fortæller os det, som vi har brug for at vide, ikke altid det, som vi ønsker at vide.
»Du har kundgjort os hårde ord, mere end vi er i stand til at bære«, beklagede Nefis brødre sig. Men Nefi svarede ved at sige: »De skyldige [anser] sandheden for at være hård, for den skærer dem til deres inderste« (1 Ne 16:1-2).
Præsident Harold B. Lee sagde:
»I vil måske ikke synes om det, som kommer fra Kirkens ledelse. Det går måske imod jeres politiske synspunkter. Det går måske imod jeres sociale synspunkter. Det griber måske forstyrrende ind i jeres sociale liv … Jeres og vores sikkerhed afhænger af, hvorvidt vi følger det eller ej … Lad os have blikket rettet mod Kirkens præsident« (Conference Report, okt. 1970, s. 152-153).
Men det er tanken om en levende profet, der virkelig oprører verden. »Selv i Kirken,« sagde præsident Kimball, »er mange tilbøjelige til at pynte gravstedet for gårsdagens profeter, og mentalt stene de levende« (Instructor, 95:257).
Hvorfor? Fordi den levende profet fortæller os, hvad vi har brug for at vide lige nu, og verden foretrækker, at profeter enten er døde eller passer deres egne sager …
Hvordan vi reagerer på en levende profets ord, når han fortæller os ting, som vi har brug for at vide, men helst ikke vil høre, er en prøve på vores trofasthed …
De lærde kan føle, at profeten kun er inspireret, når han er enig med dem, ellers siger de, at profeten kun giver udtryk for sin mening eller taler som et menneske. De rige kan føle, at de ikke har brug for at tage imod råd fra en beskeden profet …
Profeten er ikke nødvendigvis populær i verden eller blandt de verdslige.
Når en profet åbenbarer sandheden, deler det folk. De ærlige af hjertet giver agt på hans ord, mens de uretfærdige enten ignorerer eller bekæmper ham. Når profeten peger på verdens synder, så ønsker de verdslige enten at lukke munden på profeten eller handle, som om profeten slet ikke eksisterede, frem for at omvende sig fra deres synder. Popularitet har aldrig været et bevis på sandhed. Mange profeter er blevet dræbt eller udstødt. Efterhånden som vi nærmer os Herrens andet komme, kan I forvente, at folk i verden bliver mere ugudelige, og profeten bliver mindre populær blandt dem.18
4
Vi bliver velsignede, når vi følger den levende profet.
Til at bestå de store prøver, der ligger forude, vil jeg give jer … en prægtig nøgle, der, hvis I ærer den, vil krone jer med Guds herlighed og føre jer sejrrigt frem trods Satans rasen.
I Kirken synger vi salmen »Hav tak for profeten, du sendte« (Salmer og sange, nr. 13). Her er den prægtige nøgle så – følg profeten …
Profeten er det eneste menneske, der taler på vegne af Herren i alting.
I Lære og Pagter afsnit 132:7 taler Herren om profeten – [Kirkens] præsident – og siger:
»Der er aldrig mere end én på jorden på samme tid, til hvem denne magt og dette præstedømmes nøgler er overdraget.«
I afsnit 21 vers 4-6 siger Herren endvidere:
»Derfor skal I, hvormed menes kirken, give agt på alle de ord og befalinger, som han giver jer, efterhånden som han modtager dem, idet han vandrer i al hellighed over for mig;
for hans ord skal I tage imod i al tålmodighed og tro, som kom det fra min egen mund.
For ved at gøre dette skal helvedes porte ikke få overhånd over jer.«19
Profeten vil aldrig vildlede Kirken.
Præsident Wilford Woodruff har sagt: »Jeg siger til Israel, Herren vil aldrig tillade mig eller nogen anden mand, som står som Kirkens præsident, at lede jer på vildspor. Det er ikke en del af programmet. Det er ikke Guds hensigt« (se Kirkens præsidenters lærdomme: Wilford Woodruff, 2004, s. 194).
Præsident Marion G. Romney har fortalt om denne hændelse:
»Jeg kan huske, da jeg for år tilbage var biskop, og præsident Heber J. Grant skulle tale i vores menighed. Efter mødet kørte jeg ham hjem … Da han stod ud, lagde han sin arm om min skulder og sagde: ›Min dreng, hold altid øjet rettet mod Kirkens præsident, og skulle han nogen sinde sige, at I skal gøre noget, der er forkert, og I gør det, så vil Herren velsigne jer for det.‹ Med et glimt i øjet sagde han så: ›Men du behøver ikke at bekymre dig. For Herren lader ikke sit talerør lede folket på afveje‹« (Conference Report, okt. 1960, s. 78).20
Det fortælles, at Brigham Young kom kørende gennem et bysamfund, hvor han så en mand, der byggede et hus. Uden videre fortalte han ham, at han skulle lave murene dobbelt så tykke. Da manden anerkendte Brigham Young som profet, ændrede han sine planer og lavede sine mure dobbelt så tykke. Kort tid efter blev byen ramt af en oversvømmelse, der resulterede i store ødelæggelser, men mandens mure blev stående. Da han lagde tag på sit hus, hørte man ham synge: »Hav tak for profeten, du sendte«.21
Eftersom vi er medlemmer af Kirken, skal vi nogle svære ting igennem, hvis vi skal nå sikkert hjem. Vi vil få mulighed for at vælge mellem modstridende råd. Det er derfor, at vi – jo før, jo bedre – må lære at have blikket rettet mod profeten, Kirkens præsident.22
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
Præsident Benson sagde: »Lær at have blikket rettet mod profeten« (afsnit 1). Hvilken betydning har det for jer?
-
Hvorfor tror I, at den vigtigste profet for os er den nuværende præsident for Kirken? (Se afsnit 2). Hvilke råd har vi for nyligt modtaget fra den levende profet?
-
Gennemgå afsnit 3 og tænk over et tidspunkt i jeres liv, hvor I har fulgt profetens råd, selvom I ikke helt forstod det. Hvad kan vi lære af sådanne oplevelser?
-
Overvej den »prægtige nøgle«, som præsident Benson fremhæver i afsnit 4. Hvilke velsignelser har I fået, når I har brugt den prægtige nøgle?
Skriftstedshenvisninger
2 Krøn 20:20; Am 3:7; Ef 2:19-20; 4:11-15; L&P 1:14-16, 37-38; 107:91-92; TA 1:6
Til underviseren
»Vær ikke bange for stille stunder. Folk har ofte brug for tid til at tænke over og besvare spørgsmål eller til at udtrykke det, som de føler. Du kan holde en pause, efter du har stillet et spørgsmål, efter der er blevet fortalt om en åndelig oplevelse, eller når en person har svært ved at udtrykke sig« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 66-67).