Kapitel 10

Nær ægteskabets evige partnerskab

»De bedste følelser i livet, det menneskelige hjertes mest gavmilde og tilfredsstillende impulser finder udtryk i et ægteskab, der står rent og ubesmittet over verdens ondskab.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv

En aften, da præsident og søster Hinckley stille sad sammen, sagde søster Hinckley: »Du har altid givet mig luft under vingerne, og jeg elsker dig for det.«¹ Præsident Hinckley kommenterede på den udtalelse fra sin hustru og sagde: »Jeg har bestræbt mig på at anerkende [hendes] karakter, personlighed, ønsker, baggrund og ambitioner. Jeg har givet hende frihed. Ja, givet hende frihed! Ladet hende udvikle sine egne talenter. Ladet hende gøre tingene på sin egen måde. Jeg har givet hende plads og været forbløffet over, hvad hun formår.«² Søster Hinckley støttede på samme vis sin mand – som far, i hans personlige interesser og i hans omfattende tjeneste i Kirken.

I størstedelen af de år, hvor Gordon B. Hinckley og Marjorie Pay voksede op, boede de i den samme menighed, og i mange år boede de over for hinanden. »Jeg så hende første gang i Primary,« mindedes præsident Hinckley senere. »Hun læste højt. Jeg ved ikke, hvad det gjorde ved mig, men jeg har aldrig glemt det. Og så voksede hun op og blev en smuk, ung pige, og jeg var fornuftig nok til at gifte mig med hende.«³

De havde deres første date – en kirkefest – da han var 19 og hun var 18. »Denne unge mand bliver til noget,« sagde Marjorie til sin mor bagefter.⁴ Deres forhold fortsatte med at udvikle sig, mens Gordon gik på University of Utah. Så i 1933, året efter han blev færdig med skolen, blev han kaldet til at tage på mission til England. Da han kom tilbage i 1935 fortsatte de med at gå ud sammen, og i 1937 blev de gift i templet i Salt Lake. Da søster Hinckley tænkte tilbage på de første år af deres ægteskab, sagde hun:

»Pengene var små, men vi var fulde af håb og optimisme. Denne første tid var ikke den rene lykke og idyl, men vi var fyldt med beslutsomhed og et stort ønske om at skabe et lykkeligt hjem. Vi elskede hinanden, det var der ingen tvivl om. Men vi måtte også vænne os til hinanden. Jeg tror, at alle ægtepar må vænne sig til hinanden.

Allerede i begyndelsen forstod jeg, at det ville være bedre, at vi arbejdede hårdere på at vænne os til hinanden, end at vi hele tiden forsøgte at ændre på hinanden – hvilket jeg opdagede var umuligt … Man må give og tage og være meget fleksibel for at skabe et lykkeligt hjem.«⁵

Præsident Hinckley blev kaldet som generalautoritet i 1958, og i de første år af hans tjeneste blev søster Hinckley sædvanligvis hjemme for at tage sig af deres fem børn, mens han rejste rundt på opgaver for Kirken. Da deres børn var blevet store, rejste bror og søster Hinckley ofte sammen – noget, som de holdt meget af. I april 1977 havde deres 40-års bryllupsdag, mens de var på en lang tur for at møde de hellige i Australien. Den dag skrev præsident Hinckley i sin dagbog:

»Vi befinder os i dag i Perth i Australien, og selve vores tilstedeværelse repræsenterer det, som er opnået igennem årene. Vi har tilbragt dagen med at møde missionærerne i Perth-missionen i Australien. Det har været en vidunderlig dag, hvor vi har hørt vidnesbyrd og er blevet undervist. Missionærerne gav Marjorie en brystbuket, noget jeg ikke selv havde haft tid til at få fat på til hende.

Vi kunne skrive et helt bind om de sidste 40 år … Vi har haft vore kampe og vore problemer. Men i det store hele har livet været godt. Vi er blevet umådeligt velsignet. I denne alder begynder man at fornemme betydningen af evigheden og værdien af evigt partnerskab. Hvis vi havde været hjemme her til aften, havde vi sikkert haft en eller anden form for familiemiddag. Men vi er langt væk hjemmefra i Herrens tjeneste, og det er en dejlig oplevelse.«⁶

Toogtyve år senere, da præsident Hinckley tjente som Kirkens præsident, skrev han et brev til søster Hinckley og udtrykte sine følelser efter at have været gift i mere end 60 år. »Hvor har du været en dyrebar ledsager,« sagde han. »Nu er vi blevet gamle sammen, og det har været en dejlig oplevelse … Og når døden en dag i fremtiden blidt lægger sin hånd på en af os, vil tårer blive udgydt, ja, men vi vil også føle en stille og sikker vished om genforening og evigt partnerskab.«⁷

I begyndelsen af 2004 var bror og søster Hinckley på vej hjem fra indvielsen af templet i Accra i Ghana, da søster Hinckley faldt om af udmattelse. Hun genvandt aldrig sine kræfter og gik bort den 6. april 2004. Seks måneder senere ved oktoberkonferencen sagde præsident Hinckley:

»Da jeg holdt hendes hånd og så det jordiske liv svinde fra hendes fingre, må jeg indrømme, at jeg blev overvældet. Inden vi blev gift, havde hun været min drømmepige … Hun var min kære ægtefælle i mere end to tredjedele af et århundrede, min ligemand over for Herren, ja, i virkeligheden min overmand. Og nu på mine gamle dage er hun atter blevet min drømmepige.«⁸

Præsident Hinckley blev i sin sorg styrket ved at vide, at han og Marjorie var blevet beseglet for al evighed. »At miste en så højtelsket partner, som man i lang tid har vandret med i solskin og skygge er fuldstændigt ødelæggende,« sagde han. »Der er en altoverskyggende ensomhed, der tager til i styrke. Det gnaver smertefuldt i selve ens sjæl. Men i nattens stilhed høres en stille hvisken, der siger: ›Alt er vel. Alt er vel.‹ Og den røst fra det ukendte bringer fred og vished og en usvigelig forvisning om, at døden ikke er enden, at livet fortsætter, at der er arbejde, der skal udføres og sejre, der skal opnås. Den stille røst, der ikke kan høres med jordiske ører, bringer forsikring om, at lige så sikkert, at der har været en adskillelse, så vil der være en glædelig genforening.«⁹

Præsident og søster Hinckley havde et lykkeligt og kærligt ægteskab og blev styrket af den »stille og sik[re] vished om genforening og evigt partnerskab.«

Gordon B. Hinckleys lærdomme

Vor himmelske Fader indstiftede ægteskabet fra begyndelsen.

»Hvor er ægteskabet dog smukt i vor evige Faders plan, en plan, som er givet i hans guddommelige visdom til sine børns lykke og sikkerhed og til fortsættelsen af slægten.

Han er vores Skaber, og han planlagde ægteskabet fra begyndelsen. På tidspunktet for Evas skabelse »sagde Adam: ›Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød …‹ Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød« (1 Mos 2:23-24).

Paulus skrev til de hellige i Korinth: »Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden« (1 Kor 11:11).

I en nutidsåbenbaring har Herren sagt: »Og videre, sandelig siger jeg jer, at den, der forbyder ægteskab, er ikke ordineret af Gud, for ægteskabet er indstiftet af Gud for menneskene« (L&P 49:15) …

Der er i sandhed ingen, der læser i skrifterne, både de gamle og de nye, der kan tvivle på ægteskabets guddommelighed. De bedste følelser i livet, det menneskelige hjertes mest gavmilde og tilfredsstillende impulser finder udtryk i et ægteskab, der står rent og ubesmittet over verdens ondskab.

Et sådant ægteskab er, tror jeg, det ønske, mænd og kvinder overalt har håbet på, længtes efter, bedt om.¹⁰

I templet kan en ægtemand og hustru blive beseglet for al evighed.

[Templerne] tilbyder velsignelser, som ikke kan fås noget andet sted. Alt, hvad der foregår i disse hellige huse, har med menneskets evige beskaffenhed at gøre. Her bliver ægtemænd og hustruer og børn beseglet som familier for al evighed. Ægteskabet er ikke »til døden jer skiller«. Der er for evigt, hvis parterne lever, så de er værdige til velsignelserne.¹¹

Har der nogensinde levet en mand, som virkelig elskede en kvinde, eller en kvinde, som virkelig elskede en mand, som ikke har bedt om, at deres forhold måtte fortsætte på den anden side af graven? Er noget barn nogensinde blevet begravet af forældre, som ikke længtes efter en forvisning om, at deres kære igen måtte blive deres i den næste verden? Kan det menneske, der tror på evigt liv, tvivle på, at himlens Gud vil skænke sine sønner og døtre den mest dyrebare egenskab i livet, den kærlighed som finder sit mest meningsfulde udtryk i familieforholdet? Nej, logisk set må familieforholdene fortsætte efter døden. Det menneskelige hjerte længes efter det, og himlens Gud har åbenbaret en måde, hvorpå dette kan sikres. De hellige ordinancer i Herrens hus sørger for det.¹²

Hvor er den vished dog dejlig og den fred trøstende, som udspringer af kundskaben om, at hvis vi gifter os på den rette måde og lever rigtigt, kan vores forhold vare ved, selv om døden venter og tiden går. Mennesker kan skrive kærlighedssange og synge dem. De kan længes og håbe og drømme. Men alt dette er kun romantiske længsler, medmindre der udøves en myndighed, som er større end tiden og døden.¹³

Mand og hustru vandrer side om side på en evig rejse.

Da Gud i begyndelsen skabte mennesket, skabte han i henhold til sin plan to køn. Denne tosomheds forædlende udtryk findes i ægteskabet. Det ene menneske komplementerer det andet.¹⁴

I ægteskabets fællesskab er der hverken mindreværd eller overlegenhed. Kvinden går ikke foran manden, og manden går heller ikke foran kvinden. De vandrer side om side som søn og datter af Gud på en evig rejse.«¹⁵

Ægteskaber er i sin rene form et partnerskab af ligeværdige, hvor ingen udøver herredømme over den anden, men snarere opmuntrer og hjælper den anden i det ansvar og i den stræben, som han eller hun har.¹⁶

Hustru, se din ægtemand som din dyrebare partner, og lev værdigt til dette partnerskab. Ægtemand, se din hustru som den mest værdifulde velsignelse i tid og evighed, en Guds datter, en partner, som du kan gå med hånd i hånd gennem solskin og storm, gennem alle livets farer og triumfer.¹⁷

Jeg tænker på to [venner], jeg kendte … i årene i high school og på universitetet. Han var en dreng fra en by på landet, almindelig af udseende, uden penge eller en lovende fremtid. Han var vokset op på en gård, og hvis han havde en tiltalende kvalitet, så var det hans evne til at arbejde … Men selv med sit rustikke udseende, havde han et smil og en personlighed, der syntes at synge af godhed. Hun var en pige fra byen, der kom fra et velstående hjem …

Der skete noget magisk mellem dem. De blev forelskede … [De] lo og dansede og studerede sammen i disse år. De giftede sig, og folk undrede sig over, hvordan de kunne tjene nok til at holde sig i live. Han kæmpede sig igennem sin uddannelse og endte blandt de bedste i sin klasse. Hun spinkede og sparede og arbejdede og bad. Hun var en opmuntring og en støtte, og når det hele var virkeligt svært, sagde hun stille: »På en eller anden måde klarer vi det.« Styrket af hendes tro på ham, blev han ved gennem disse svære år. Deres børn kom, og sammen elskede de dem og tog sig af dem, og gav dem den tryghed, der kom af deres eget eksempel på kærlighed til og loyalitet over for hinanden. Nu er der gået over 45 år. Deres børn er voksne og gør dem, Kirken og de lokalsamfund, de bor i, ære.

For nylig, da jeg var med et fly fra New York, gik jeg ned ad gangen i kabinens halvmørke og så en kvinde med hvidt hår. Hendes hoved hvilede på hendes mands skulder, mens hun blundede, og hans hænder omsluttede varmt hendes. Han var vågen og genkendte mig. Hun vågnede, da vi begyndte at tale. De var også på vej tilbage fra New York, hvor han havde forelæst på en af landets højere læreanstalter. Han sagde ikke så meget om det, men hun talte stolt om den ære, der tilfaldt ham …

Jeg tænkte på det, da jeg satte mig på min plads i flyet. Og jeg sagde til mig selv, at deres venner dengang kun så en bondedreng fra landet og en smilende pige med fregner på næsen. Men de to så i hinanden kærlighed, loyalitet, fred, tro og fremtiden. Kald det kemi, hvis I vil, måske var der lidt af det, men der var meget mere. Der var snarere noget guddommeligt, der blomstrede op, som var plantet af den Fader, der er vores Gud. I deres skoletid havde de levet værdigt til denne blomstring. De havde levet med dyd og tro, med påskønnelse og respekt for sig selv og hinanden. I de år, hvor de kæmpede arbejdsmæssigt og økonomisk, havde de fundet deres største jordiske styrke i deres fællesskab. Nu, hvor de var blevet ældre, fandt de deres fred, deres stille tilfredsstillelse sammen. Og udover det, så var de forvissede om en lykkelig evighed sammen under pagter, de havde indgået for længe siden, og løfter, de havde afgivet for længe siden i Herrens hus.¹⁸

Gud vil ikke tilbageholde nogen velsignelser fra værdige personer, der ikke er gift.

På en eller anden måde har vi sat et skilt på en meget vigtig gruppe i Kirken. Der står: »Enlig.« Jeg ville ønske, at vi ikke gjorde det. I er individer, mænd og kvinder, Guds sønner og døtre, ikke en masse af folk, der ligner hinanden og handler ens. I adskiller jer ikke grundlæggende fra andre, fordi I tilfældigvis ikke er gift. Vi er alle ganske ens af udseende og følelsesmæssige reaktioner, i vores evne til at tænke, ræsonnere, til at være ulykkelige, til at være glade, til at elske og blive elsket.

I er lige så vigtige som alle andre i vor himmelske Faders plan, og i følge hans barmhjertighed vil ingen velsignelse, som I ellers ville være berettigede til, blive tilbageholdt for jer for evigt.¹⁹

Tillad mig nu at sige nogle ord til dem, der aldrig har fået mulighed for at blive gift. Jeg forsikrer jer om, at vi er opmærksomme på den ensomhed, som mange af jer føler. Ensomhed er en bitter og smertefuld ting. Jeg formoder, at alle folk har følt den på et eller andet tidspunkt. Vores hjerte rækker ud til jer i forståelse og kærlighed …

Denne tid i jeres liv kan være vidunderlig. I er modne. I har dømmekraft. De fleste af jer har uddannelse og erfaring. I har den fysiske, psykiske og åndelige styrke til at løfte og hjælpe og opmuntre.

Der er så mange derude, som har brug for jer … Sørg for, at jeres åndelige batterier er fuldt opladede, og tænd andres lamper.²⁰

Til jer, der ikke er gift … Gud har givet jer forskellige talenter. Han har givet jer evnen til at hjælpe andre med deres behov og velsigne dem med jeres mildhed og omsorg. Ræk ud til en, der har brug for det …

Føj kundskab til kundskab. Udvikl jeres forstand, og opøv færdigheder på et bestemt område. I har uanede muligheder, hvis I er beredte til at drage fordel af dem … Føl ikke, at Gud har forladt jer, fordi I er enlige. Verden har brug for jer. Kirken har brug for jer. Der er så mange mennesker og sager, der har brug for jeres styrke, viden og talenter.

Bed, og mist ikke håbet … Lev det bedste liv, som I kan, og Herren vil i sin store visdom og i evighederne besvare jeres bønner.²¹

Jer, der er fraskilte, skal vide, at vi ikke betragter jer som en fiasko, fordi et ægteskab slog fejl … Det er vores opgave at undlade at fordømme, men derimod at tilgive og glemme, at opløfte og hjælpe. Vend jer til Herren, i jeres svære tider, han har sagt: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile … For mit åg er godt, og min byrde er let« (Matt 11:28, 30).

Herren vil ikke afvise jer eller vende jer ryggen. Svarene på jeres bønner er måske ikke dramatiske; I forstår dem måske ikke med det samme eller påskønner dem ikke. Men tiden vil komme, hvor I vil vide, at I er blevet velsignet.²²

Lykke i ægteskabet kommer ved at vise kærlig omsorg for sin partners velbefindende.

Plej og nær jeres ægteskab. Vogt det, og arbejd for at holde det solidt og smukt … Ægteskabet er en kontrakt. Det er en overenskomst. Det er en forening mellem en mand og en kvinde efter den Almægtiges plan. Det kan være skrøbeligt. Det kræver næring og stor indsats.²³

Jeg har behandlet hundredvis af skilsmissesager gennem årene, og jeg er overbevist om, at hvis man blot fulgte ét enkelt råd, ville det løse dette alvorlige problem bedre end på nogen anden måde.

Hvis hver eneste mand og hver eneste hustru bestandigt ville gøre alt, hvad der er muligt, for at sikre deres ægtefælles velbefindende og lykke, ville der være meget få skilsmisser om nogen overhovedet. Der ville aldrig være skænderier. Man ville aldrig rette anklager mod hinanden. Man ville ikke høre vredesudbrud. I stedet for mishandling og ondskabsfuldhed ville man finde kærlighed og omsorg …

Løsningen på de fleste ægteskabelige problemer ligger ikke i skilsmisse. Den ligger i omvendelse og tilgivelse, i udtryk for venlighed og omsorg. Den findes i anvendelsen af den gyldne regel.

Det er et smukt syn, når en ung mand og en ung kvinde giver hinanden hånden ved alteret i en pagt for Gud om, at de vil ære og elske hinanden. Hvor trist er det da ikke, når der nogle få måneder eller nogle få år senere lyder skældsord, ondskabsfulde og sårende bemærkninger, vrede stemmer og bitre beskyldninger.

Sådan behøver det ikke at være, mine kære brødre og søstre. Vi kan hæve os over disse »svage og ynkelige« handlemåder i vores liv (se Gal 4:9). Vi kan være opmærksomme på og erkende hinandens guddommelighed, som vi har som børn af vor Fader i himlen. Vi kan leve sammen i ægteskabet, som Gud har indstiftet, og udføre det, som vi er i stand til, hvis vi udøver selvdisciplin og afstår fra at forsøge at disciplinere vores ægtefælle.²⁴

woman and man — »Plej og nær jeres ægteskab. Vogt det, og arbejd for at holde det solidt og smukt.«

Ethvert ægteskab støder ind imellem ind i stormvejr. Men med tålmodighed, gensidig respekt og overbærenhed kan vi klare os igennem disse storme. Hvor man har begået fejl, kan man undskylde, omvende sig og tilgive. Men begge parter må være villige til at gøre det …

Jeg har erfaret, at det virkelige grundlag for lykke i ægteskabet ikke ligger så meget i romantik, men i en ivrig interesse for sin ægtefælles velbefindende. Man opbygger ikke tillid, kærlighed eller lykke ved blot at tænke på sig selv og at få opfyldt sine egne ønsker. Kun hvor der findes uselviskhed, vil kærligheden med dens ledsagende egenskaber blomstre.²⁵

Mange af os skulle hellere holde op med at finde fejl og begynde at se efter dyder … Uheldigvis er der nogle kvinder, som gerne vil forme deres mand efter deres egne begreber om en ideel ægtemand. Nogle ægtemænd betragter det som deres suveræne ret at tvinge deres hustru til at indpasse sig efter, hvad de anser for ideelt. Det kan aldrig gå. Det vil kun føre til stridigheder, misforståelser og sorg.

Parterne må have gensidig respekt for hinanden. Der må være mulighed for, at den enkelte kan udvikle sig og give udtryk for sine talenter, og de må opmuntre hinanden til dette.²⁶

Vær fuldstændig tro og trofast over for jeres udvalgte ledsager. I forhold til tid og evighed vil hun eller han være det mest værdifulde, som I nogensinde vil få. Hun eller han vil fortjene det allerbedste, som findes i jer.²⁷

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Hinckley sagde, at vor himmelske Fader indstiftede ægteskabet mellem en mand og en kvinde »til sine børns lykke og sikkerhed« (afsnit 1). Hvordan kan denne viden påvirke forholdet mellem en mand og en hustru? Hvordan kan en mand og en hustru sørge for, at deres ægteskab »står rent og ubesmittet over for verdens ondskab«?
Hvilke velsignelser er der ved et evigt ægteskab i dette liv og i evigheden? (Se afsnit 2). Hvilke oplevelser har givet jer en større påskønnelse af evige forhold? Hvordan kan vi undervise vore børn i vigtigheden af evigt ægteskab?
Hvorfor skal et ægteskab være »et partnerskab af ligeværdige«? (Se afsnit 3). Hvad kan I lære af historien i afsnit 3? Hvordan kan en mand og en hustru udvikle den slags styrke i deres ægteskab?
Hvordan kan præsident Hinckleys løfter og råd i afsnit 4 hjælpe folk, der ikke er gift? Hvordan kan principperne i dette afsnit anvendes af alle mennesker? Hvorfor er det vigtigt at bruge vore talenter og evner til at tjene andre?
Hvordan kan en mand og en hustru »plej[e] og nær[e]« deres ægteskab? (Se afsnit 5). Hvad har I lært om, hvordan en mand og en hustru kan overvinde udfordringer og finde større lykke sammen? Hvilke eksempler har I set på det?

Skriftstedshenvisninger

1 Kor 11:11; Matt 19:3-6; L&P 42:22; 132:18-19; Moses 2:27-28; 3:18, 21-24

Studiehjælp

»Når du hver dag afsætter tid, personligt og sammen med din familie, til at studere Guds ord, vil der herske fred i din tilværelse. Den fred kommer ikke fra verden udenfor. Den kommer i det hjem, fra din familie og fra dit eget hjerte« (Richard G. Scott, »Gør udøvelsen af tro til din første prioritet«, Liahona, nov. 2014, s. 93).