Kapitel 15

Det hellige præstedømme

»Jeg elsker denne kirkes præstedømme. Det er vitalt og levende. Det er centralt for dette værk. Det er den kraft og myndighed, hvormed Gud vor Evige Fader udfører sit værk på jorden.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv

I 1980 deltog ældste Gordon B. Hinckley og hans hustru, Marjorie, på en tre-ugers tur rundt om i Asien, de talte ved områdekonferencer og deltog i indvielsen af templet i Tokyo i Japan. Før de vendte hjem, rejste de til Sendai-missionen i Japan, hvor ældste Hinckley præsiderede over dannelsen af den første stav i missionen. Lige før et møde med det nye stavspræsidentskab henvendte ældste Hinckley sig til missionspræsidenten Kiyoshi Sakai. »Han spurgte en overrasket præsident Sakai, om han havde noget indviet olie, og tilføjede så: ›Jeg er så udmattet; vil du give mig en velsignelse?‹ Præsident Sakai huskede: ›Jeg var så bange og følte mig for svag til at skulle velsigne en Herrens apostel. Jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne give velsignelsen på engelsk. Ældste Hinckley sagde, at det var fint med japansk. Så ældste Hitoshi Kashikura, regionalrepræsentanten, og jeg fortsatte.‹ Efter velsignelsen var givet, sagde ældste Hinckley ganske enkelt: ›Tak, tak. Nu kan jeg tage hjem i morgen.‹

Den næste morgen så ældste Hinckley stærk og sund ud, og da præsident Sakai spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han: ›Dai Jobu, bedre end fint. Jeg har det godt.‹ Nogle dage senere modtog præsident Sakai et takkebrev fra ældste Hinckley, der skrev: ›Jeg takker meget for den velsignelse, som du gav mig. Jeg begyndte med det samme at få det bedre. Min bedring var hurtig og fuldstændig. Søster Hinckley og jeg er meget taknemlige for det privilegium, vi havde ved at bo i missionshjemmet.‹«¹

Præsident Hinckley vidnede ofte om præstedømmets velsignelser, fra mirakuløse, men midlertidige velsignelser med dertilhørende fysisk helbredelse, til evige, bindende velsignelser gennem tempelordinancerne. Han sagde: »Jeg tror på, at der ligger en guddommelig myndighed i hans præstedømme – myndighed til at velsigne, myndighed til at helbrede, myndighed til at styre Guds anliggender på jorden, myndighed til at binde det i himlene, som er bundet på jorden.«²

woman receiving blessing — »Med [præstedømmet] er intet umuligt i forhold til at fremme Guds rige.«

Gordon B. Hinckleys lærdomme

Gud har gengivet præstedømmet og nøglerne til Himmeriget.

[Præstedømme]myndighed blev overdraget mænd i fordums tid. Den mindre myndighed blev givet Arons sønner, så de kunne forvalte det timelige såvel som forrette visse hellige ordinancer. Det højere præstedømme overdrog Herren selv til sine apostle, sådan som han sagde til Peter: »Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene« (Matt 16:19).

Præstedømmet blev i sin fylde gengivet ved, at Johannes Døber … og … Peter, Jakob og Johannes kom … Og ligeledes ved at Moses, Elias og profeten Elias kom, de medbragte hver især præstedømmenøgler for at fuldende arbejdet med at gengive alle tidligere uddelingers handlinger og ordinancer i denne, den store og sidste tidernes fyldes uddeling.

Præstedømmet er blevet gengivet … Vi ved det, for vi har set præstedømmets kraft. Vi har set, hvordan syge er blevet helbredt, de lamme er kommet til at gå, og vi har set, hvordan de, der har været i mørke, har fået lys, kundskab og forståelse.³

Profeten Joseph Smith beskrev ved en lejlighed [præstedømmet] med disse ord: »Præstedømmet er et evigt princip og eksisterede hos Gud fra al evighed og vil [eksistere] i al evighed uden dages begyndelse og års ende« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 186).

Det er i sandhed den Almægtiges kraft, givet til menneskeheden til at handle i hans navn og i hans sted. Det er en overdragelse af guddommelig myndighed, forskellig fra alle andre kræfter og myndigheder på hele jordens overflade. Det er ikke overraskende, at det blev gengivet til menneskeheden af opstandne væsener, der besad det i fordums tid, så der ikke var noget spørgsmål angående dets myndighed og gyldighed. Uden det ville det kun være en kirke af navn, uden myndighed til at administrere de ting, der hører Gud til. Med det er intet umuligt i forhold til at fremme Guds rige. Det er guddommeligt af natur. Det er både timeligt og evigt i dets myndighed. Det er den eneste magt på jorden, som rækker på den anden side af dødens slør.⁴

Præstedømmet er den kraft og myndighed, hvorved Gud udfører sit værk.

Jeg elsker denne kirkes præstedømme. Det er vitalt og levende. Det er centralt for dette værk. Det er den kraft og myndighed, hvormed Gud vor evige Fader udfører sit værk på jorden.⁵

Det hellige præstedømme rummer myndigheden til at lede Guds riges anliggender på jorden. Ved åbenbaringer fra Herren præsiderer tre præsiderende højpræster over Kirken. De assisteres af et råd med Tolv Apostle, som assisteres af … De Halvfjerds. Et præsiderende biskopråd bestående af tre mænd er ansvarlig for timelige anliggender under ledelse af Det Første Præsidentskab. Alle disse er præstedømmeembeder. De leder ved den myndighed, der er guddommeligt givet. Sådan er det i stavene og i menighederne med præsidentskaber og biskopråd. Sådan er det i kvorummerne. Organisationslederne udfører deres arbejde under ledelse af og med bemyndigelse fra præstedømmet. Uden præstedømmet ville der være rammerne til en kirke, men ikke det rette indhold. Dette er Jesu Kristi kirke, og den ledes af den myndighed, der er »efter Guds Søns orden« (L&P 107:3).⁶

Alle kan nyde godt af velsignelserne ved præstedømmet.

[Præstedømmet] … er en del af Gud vor evige Faders plan for at velsigne sine sønner og døtre i alle generationer.⁷

Det hellige præstedømme omfatter myndigheden til at velsigne. For dem med Det Aronske Præstedømme følger myndigheden til at administrere symbolerne på Herrens kød og blod til forsamlingen, han som gav sit liv som et offer for alle. Nadveren og deltagelsen i disse symboler er selve hjertet af vores tilbedelse på sabbatsdagen. Det indbefatter en fornyelse af pagter med Gud. Det rummer et løfte om, at hans hellige Ånd vil være hos os. Det er en uforlignelig velsignelse, der kan nydes af alle, og som er mulig på grund af den myndighed, der er givet til værdige unge mænd …

Med Det Melkisedekske Præstedømme følger myndigheden til at overdrage Helligånden. Hvor er det dog en stor velsignelse at blive påvirket af et medlem af Guddommen, og at have modtaget denne gave ved håndspålæggelse af dem, der har handlet med guddommelig myndighed. Hvis vi fortsat vandrer i dyd, kan vi nyde opfyldelsen af det løfte, som Herren gav os, da han sagde: »Helligånden skal være din stadige ledsager, og dit scepter et uforanderligt scepter af retfærdighed og sandhed, og dit rige skal være et evigtvarende rige, og uden tvang skal det tilflyde dig for evigt og altid« (L&P 121:46).

Præstedømmet omfatter myndigheden til at velsigne de syge. Er der nogen inden for min hørevidde, der ikke har udøvet eller følt denne guddommelige kraft? Kan nogen af os tvivle på dens virkning? Vi kunne fortælle om mirakler, hellige og vidunderlige, som vi selv har været vidne til …

Med det hellige Melkisedekske Præstedømme følger myndigheden til at velsigne med profeti, at trøste, at støtte, at lede. Vi har patriarker i vores midte, der ifølge den myndighed, de besidder, angiver slægtslinje og udtaler velsignelser som vejledning til os. Disse velsignelser kan blive som et anker, som vi kan holde fast i gennem livets storme.

Med det hellige præstedømme følger den ultimative myndighed til at besegle på jorden, og den besegling er gyldig i himlene. Det er enestående og vidunderligt. Den er den myndighed, der bliver udøvet i Guds templer. Det angår både de levende og de døde. Den er selve kernen i evigheden. Det er guddommelig kraft overdraget af den Almægtige som en del af hans store plan for udødelighed og evigt liv for mennesket.

Hvor værdifuld er ikke Guds gave, som vi har fået.⁸

Guds sønner, der bærer hans guddommelige myndighed, må være tro over for det allerbedste, som findes i dem.

Enhver værdig mand kan, uanset nationalitet, etnisk baggrund eller nogen anden årsag modtage præstedømmet. Det er lydighed mod Guds befalinger, der er den afgørende faktor. Overdragelsen af det baserer sig kun på værdighed for Herren …

Så vidunderligt er dette præstedømme. Rigdom er ikke en faktor. Uddannelse er ikke en faktor. Menneskers ære er ikke en faktor. Den afgørende faktor er at være accepteret af Herren.⁹

Tiden er inde for alle os, der er blevet ordineret til enten Det Aronske eller Det Melkisedekske Præstedømme, og til ethvert embede deri, til at reflektere over vores liv, til at vurdere vore ufuldkommenheder og til at omvende os fra en opførsel, der ikke stemmer overens med det høje og hellige hverv, vi har modtaget …

Ingen mand, ung eller gammel … der er blevet … ordineret, kan tage let på det, som han bærer. Han er partner med Gud, og på ham hviler en solid og hellig forpligtelse til at leve som en, der er værdig til at tale og handle i Guds navn som hans egnede repræsentant.¹⁰

Selv om de, som har myndigheden, lægger deres hænder på vores hoved og ordinerer os, så kan vi godt ved vores adfærd tabe og miste enhver ret til at udøve denne guddommelige myndighed …

»Ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes i kraft af præstedømmet, uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed,

ved venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig i høj grad vil udvikle sjælen« (L&P 121:41-42).

Brødre, det er inden for disse parametre, at dette præstedømme må finde sit udtryk. Det er ikke en kappe, som vi tager af og på, som vi selv vil. Det er, når det udøves i retskaffenhed, ligesom vores legemes væv en del af os, til alle tider og i alle forhold.¹¹

Vi må være tro over for det allerbedste, som findes i os. Vi er Guds sønner og har fået den ære at besidde hans guddommelige myndighed. Vi lever i en verden med ondskab. Der er en konstant kraft, som drager os ned, som lokker os til at tage del i det, som er fuldstændig uforeneligt med det guddommelige præstedømme, som vi bærer …

Jer mænd giver jeg en udfordring. Løb bort fra den flodbølge af smuds, som ellers ville få magt over jer. Flygt fra verdens ondskab. Vær loyale over for jeres bedre jeg. Vær loyale over for det bedste i jer. Vær trofaste over for de pagter, som er knyttet til Guds præstedømme.¹²

Til hver eneste leder, til hver eneste lærer i denne kirke, til alle dem, som virker i et præstedømmeembede, kommer der det hellige ansvar at forstørre denne præstedømmekaldelse. Vi er alle ansvarlige for andres velfærd, vækst og udvikling. Vi lever ikke blot for os selv. Hvis vi skal forstørre vore kaldelser, så kan vi ikke blot leve for os selv.¹³

Mange mænd synes at tænke, at fordi de er blevet ordineret, er præstedømmet deres i al evighed til at udøve, som de ønsker. De mener, at de kan bryde en pagt eller en befaling hist og her og synde på den ene eller anden måde og stadig have præstedømmets kraft i sig, og at Gud vil godkende det, de udtaler i hans hellige navn og i Forløserens navn. Det bliver en forhånelse, og jeg tror, at de i sådanne tilfælde misbruger Guds navn. De spotter hans elskede Søns navn. De vanhelliger den hellige gave, der blev modtaget gennem ordination, og den myndighed, som de har mistet på grund af overtrædelse …

Jeg vil med min røst advare alle, drenge og mænd – undgå synd. Overtrædelser er uforenelige med guddommelig myndighed. Sky pornografi som pesten. Undgå seksuelle synder af enhver art. Sky uærlighed og bedrag. Jeg beder jer indtrængende bremse ethvert tegn på stolthed eller forfængelige ambitioner. Jeg beder jer om at se ind i jer selv, se om I har noget ønske om herredømme eller tvang over for jeres hustru eller børn …

Jeg er overbevist om, at vor Fader i himlen ikke er tilfreds med nogen mand eller dreng, som accepterer at blive ordineret og derpå kaster sig ud i forskellige onder. I selve processen, når han accepterer ordinationen, indgår han en ed og pagt mellem sig selv og Gud.¹⁴

Ingen mand, ung eller gammel, lever op til præstedømmets standarder, hvis han nedværdiger og fornedrer kvinder, hvis han ikke udviser den rette respekt for Guds døtre, som vor Fader i himlen ønsker, at de bliver vist.¹⁵

Lad os være gode ægtemænd og fædre. En mand, som er tyran i sit eget hjem, er ikke værdig til at bære præstedømmet. Han kan ikke være et passende redskab i Herrens hånd, når han ikke viser respekt og kærlighed mod den partner, han selv har valgt. På samme måde vil en mand, som er et dårligt eksempel for sine børn, som ikke kan styre sit temperament, eller som hengiver sig til uhæderlige eller umoralske aktiviteter, opdage, at hans præstedømmekraft er borte.¹⁶

Den hustru, som du vælger, vil være din lige … Hun er ikke din tjener, din ejendom eller noget som helst i den retning. Hvor tragisk og modbydeligt er ikke fænomenet hustrumishandling. En hvilken som helst mand i denne kirke, som mishandler sin hustru, som nedværdiger hende, som fornærmer hende, eller som udøver uretfærdigt herredømme over hende, er uværdig til at bære præstedømmet. Selv om han er blevet ordineret, vil himlene trække sig tilbage, Herrens Ånd bedrøves, og det vil være enden på præstedømmets myndighed hos denne mand. En hvilken som helst mand, som har lod i dette, er uværdig til at have en tempelanbefaling …

Hvis der er nogen … som er skyldig i en sådan adfærd, så kalder jeg jer til omvendelse. Gå ned på knæ og bed Herren om at tilgive jer. Bed til ham om styrke til at kontrollere jeres tunge og jeres tunge hånd. Bed jeres hustru og jeres børn om tilgivelse. …

Jeg er sikker på, at når vi står foran Guds domstol, bliver der ikke talt meget om den rigdom, som vi måtte have samlet i livet, eller om nogle af de æresbevisninger, som vi har opnået. Men der bliver stillet dybdegående spørgsmål om vore hjemlige forhold. Og jeg er sikker på, at kun de, som har vandret gennem livet med kærlighed og respekt og værdsættelse af deres ægtefælle og børn, vil modtage disse ord fra vores evige dommer: »Godt, du gode og tro tjener … Gå ind til din herres glæde!« (Matt 25:21).¹⁷

Et præstedømmekvorum kan være et stærkt anker for dets medlemmer.

Jeg er overbevist om, at Herren ikke kun har tænkt sig, at præstedømmet skulle være en klasse i teologi søndag morgen. Selvfølgelig er opbygningen af åndelighed, styrkelse af vidnesbyrd gennem effektiv evangelisk undervisning en vigtig opgave for præstedømmet. Men det er kun en enkelt del af kvorummets funktion. Ethvert kvorum skal være et arbejdende broderskab for ethvert medlem, hvis formålet med det skal opfyldes …

Præstedømmekvorummet er Herrens organisation for mændene i Kirken, ligesom Hjælpeforeningen er Herrens organisation for kvinderne i Kirken. De har hver især blandt andet som ansvar at hjælpe dem, der er i nød, for at være eksistensberettigede.

Da Hjælpeforeningen blev organiseret af profeten Joseph Smith, sagde han til foreningens kvinder: »De … vil komme den fremmede til undsætning, hælde olie og vin i den ulykkeliges sårede hjerte, og tørre den forældreløses tårer bort og få enkens hjerte til at fryde sig« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 447). Jeg vil håbe, at det samme må kunne siges om mændene i præstedømmet.

Det bliver en vidunderlig dag … når vore præstedømmekvorummer bliver et styrkende anker for enhver mand, der hører dertil; når enhver sådan mand virkelig vil være i stand til at sige: »Jeg er medlem af et præstedømmekvorum i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg er parat til at støtte mine brødre i alle deres behov, ligesom jeg er overbevist om, at de er rede til at støtte mig i mine. Når vi arbejder sammen, vil vi vokse åndeligt som Guds pagtssønner. Når vi arbejder sammen, kan vi stå oprejst uden forlegenhed og uden frygt, uanset hvilken modvind vi måtte komme ud i, økonomisk, socialt eller åndeligt.«¹⁸

menighedsrådsmøde — Kirkeledere og -medlemmer – mænd og kvinder – arbejder sammen og »udfører deres arbejde under ledelse af og med bemyndigelse fra præstedømmet«.

I hjemmene og i Kirken arbejder mænd og kvinder sammen for at føre Herrens værk fremad.

Det er mændene, der bærer præstedømmet, ja. Men min hustru er min partner. I denne kirke går manden hverken foran sin hustru eller bag ved hende, men ved hendes side. De er jævnbyrdige partnere i dette liv i et storslået værk.¹⁹

Der er styrke og store evner hos denne kirkes kvinder. Der er lederskab og styring, en vis ånd af uafhængighed og dog stadig stor tilfredsstillelse ved at være en del af dette, Herrens rige, og ved at arbejde hånd i hånd med præstedømmet for at føre værket fremad.²⁰

Jeg takker min evige Fader for gengivelsen af det hellige præstedømme, således »at enhver må kunne tale i Gud Herrens, ja, verdens frelsers navn« (L&P 1:20). Jeg har set det skønne og det forunderlige i præstedømmet og i dets ledelse af denne bemærkelsesværdige kirke. Jeg har mærket dets kraft flyde gennem mig for at velsigne og helbrede de syge. Jeg har set den forædlende virkning, det har givet ydmyge mænd, der er blevet kaldet til store og vigtige opgaver. Jeg har set det, når de har talt med kraft og myndighed fra det høje, som om Guds røst talte gennem dem.

Jeg takker Herren for det vidnesbyrd, han har givet mig om helheden i evangeliet, og dets bredde og dybde og højde. Det er bestemt til at velsigne sønner og døtre i alle tidens slægter – både levende og døde.²¹

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Gennemgå præsident Hinckleys lærdomme i afsnit 1 om gengivelsen af præstedømmet. Hvilke oplevelser har hjulpet jer til at få et vidnesbyrd om disse sandheder?
Præsident Hinckley har sagt: »Det hellige præstedømme rummer myndigheden til at lede Guds riges anliggender på jorden« (afsnit 2). Hvordan gælder denne sandhed for stave og menigheder? For kvorummer? For Hjælpeforeningen? Hvordan styrker præstedømmets myndighed jeres tjeneste i Guds rige?
Gennemgå i afsnit 3 de velsignelser, som vi alle kan modtage gennem præstedømmet. Hvordan har I oplevet præstedømmets kraft og velsignelser?
Hvad kan vi lære af præsident Hinckleys lærdomme om forskellen på præstedømmets myndighed og præstedømmets kraft? (Se afsnit 4). Hvad tror I, at det betyder for præstedømmebærere at »være tro over for det allerbedste, som findes i dem«? Hvorfor skal præstedømmebærere »ikke blot leve for [dem] selv«?
Hvad gør indtryk på jer i afsnit 5 angående præsident Hinckleys beskrivelse af præstedømmekvorummer og Hjælpeforeningen? Hvad kan vi gøre i vores menighed for at følge hans råd?
Hvorfor har mænd og kvinder brug for at arbejde sammen som »jævnbyrdige partnere« for at udføre Herrens værk? (Se afsnit 6).

Skriftstedshenvisninger

Hebr 5:1-4; 1 Ne 14:12-14; Alma 13:1-9; L&P 84:33-44; 88:133; 112:30-32

Til underviseren

»Stil spørgsmål, som kræver, at eleverne finder svar i skrifterne og de sidste dages profeters lærdomme« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 62).