Gordon B. Hinckleys liv og tjenestegerning
Den 16. februar 1998 samledes omkring 6.700 sidste dages hellige i Independence Square i Accra i Ghana. De kom for at byde deres profet Gordon B. Hinckley velkommen.1 Han stod foran dem med et smil og bekendtgjorde den længe ventede nyhed om, at der skulle bygges et tempel i deres hjemland. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, at da præsident Hinckley kom med den bekendtgørelse, stod folk »og jublede, fældede tårer og dansede, holdt om hinanden og græd«.2 År senere, da templet var bygget og indviet, huskede en kvinde, der var til stede den dag, tilbage på det glædelige øjeblik og gav udtryk for, hvordan templet havde velsignet hende:
»Jeg kan stadig tydeligt mindes præsident Hinckleys besøg i Ghana og hans bekendtgørelse om et tempel i vores fædreland. Begejstringen i alles ansigter, glæden, de glade råb, er stadig tydelige i mit sind …
I dag er jeg på grund af templet i vores land gift og beseglet til min mand for tid og evighed. Velsignelsen at kunne leve sammen med min familie efter jordelivet giver mig et stort håb, når jeg stræber efter at gøre, alt hvad jeg kan, for at være sammen med min familie for evigt.«3
Præsident Hinckley har over hele verden hjulpet folk til at finde dette »store håb« i at stræbe efter at efterleve Jesu Kristi evangelium. Som begivenhederne i Ghana viser, så tjente han ofte tusindvis på samme tid. Han rakte også ud til folk en for en. Ældste Adney Y. Komatsu fra De Halvfjerds fortalte, hvad han følte som missionspræsident, da præsident Hinckley besøgte hans mission.
»Han kritiserede mig aldrig på noget tidspunkt i de tre år på trods af alle mine svagheder … og det ansporede mig … Hver gang han steg af flyet, tog han min hånd, som om han pumpede vand op af en brønd med stor entusiasme. ›Nå, præsident Komatsu, hvordan går det? … Du gør et storartet stykke arbejde.‹ På den måde opmuntrede han mig … og når han tog af sted, så følte jeg, at jeg skulle give 105 procent, ikke bare 100 procent.«4
Folk blev opmuntret af præsident Hinckley, ikke blot på grund af hans inspirerende ord, men på grund af den måde, han levede på. Præsident Russell M. Nelson fra De Tolvs Kvorum mindedes:
»På vej fra en kirkebygning til en lufthavn i Centralamerika kom [præsident og søster Hinckley] ud for et uheld i deres bil. Søster Nelson og jeg kørte bag dem og så det ske. En lastbil fyldt med metalstænger, der ikke var fastgjort, kørte frem mod dem i et kryds. For at undgå et sammenstød bremsede lastbilchaufføren pludselig op, hvad der fik jernstængerne til at fare frem som spyd, der gennemborede den bil, som præsident og søster Hinckley sad i. Ruderne blev smadrede, skærme og døre blev bulede. Uheldet kunne være endt meget alvorligt. Mens splintret glas blev børstet af deres tøj, sagde præsident Hinckley: ›Jeg takker Herren for hans velsignelse, lad os nu køre videre i en anden bil.‹«5
Denne udtalelse, der kom spontant i et kriseøjeblik, er betegnende for præsident Hinckleys liv og tjenestegerning som Jesu Kristi discipel. Han var, som ældste Holland bemærkede, »altid fyldt med tro på Gud og fremtiden«.6
Familiearv – En grundvold af tro og udholdenhed
Da Gordon Bitner Hinckley blev født den 23. juni 1910, var han sin mors første barn, men otte søskende bød ham velkommen i familien. Gordons far, Bryant Stringham Hinckley, havde giftet sig med Ada Bitner, efter hans første hustru, Christine, var død. Ada og Bryant fik fire børn mere efter Gordon, og de opdrog deres store familie med kærlighed – og uden skelen til, om man var halvbror eller halvsøster. Gordon lærte fra lille af at værdsætte sin familie.
Gordons efternavn og mellemnavn var en påmindelse om hans ædle arv. Han havde Hinckley-forfædre, der var tidlige pilgrimme i det land, der blev til USA. Nogle var blevet forvist til det land i 1600-tallet på grund af deres kristne tro. Andre havde været passagerer i 1620 på Mayflower, et af de første skibe, der transporterede emigranter fra Europa til Nordamerika. Mere end to århundreder senere var Gordons farfar, Ira Nathaniel Hinckley, en af de første sidste dages hellige-pionerer. I 1843 tilsluttede Ira, der som 14-årig for nylig var blevet forældreløs, sig Kirken i Nauvoo i Illinois, efter han havde hørt Joseph og Hyrum Smith forkynde. Gordons oldemor Anna Barr Musser Bitner Starr var også pioner. Hendes søn Breneman Barr Bitner, Gordons morfar, huskede senere tilbage på deres rejse til Salt Lake-dalen i 1849: »Jeg kørte [som 11-årig] to okseforspand og en tungt lastet vogn gennem hede og kulde over ørkener og floder og bjerge til denne dal.«7
Bryant Hinckley mindede ofte sine børn og børnebørn om deres rige arv. Da han talte om den farefulde rejse pilgrimmene på Mayflower foretog og den lange, hårde vinter, de mødte, da de nåede frem, sagde han på et tidspunkt: »Da Mayflower var parat til at vende tilbage i foråret, var der kun 49 [ud af 102], der havde overlevet. Ingen tog tilbage [til England]. Den ånd er i jer – ånden med aldrig at vende om.«8 Da Gordon forblev tro mod dette princip, modtog han muligheder for at lære og tjene og vidne, som han aldrig havde kunnet forestille sig.
Barndom – Lærte at være optimistisk, flittig og trofast
Som lille var Gordon B. Hinckley ikke den energiske, robuste person, som folk senere kom til at kende ham som. Han var en »spinkel, svagelig dreng,« der ofte var syg.9 Da den toårige Gordon »fik et alvorligt tilfælde af kighoste … fortalte en læge Ada, at den eneste kur var ren landluft. Bryant reagerede ved at købe en gård på to hektar … og byggede et lille sommerhus.«10 Gården, der lå i et område i Salt Lake-dalen, der hed East Mill Creek, var en velsignelse for hele familien, og gav børnene et sted, hvor de kunne løbe rundt og lege og lære nogle værdifulde ting, når de arbejdede sammen.
Ada og Bryant Hinckley var optimistiske, flittige forældre, der skabte muligheder for deres børn, så de kunne få fremgang og succes. De afholdt familieaftener, så snart programmet blev præsenteret i 1915. De fortalte godnathistorier, ofte fra skrifterne. De afsatte et værelse i deres hjem til bibliotek, hvor børnene kunne læse gode bøger. De indgød disciplin i deres børn ved at opmuntre dem og forvente det bedste af dem.
Da Gordon voksede op, øgedes hans tro, der blev næret af den konstante indflydelse af hans forældres tro. En dag havde han så en oplevelse, der hjalp til at forme grundlaget for hans vidnesbyrd om profeten Joseph Smith.
»Da jeg var dreng, 12 år gammel, tog min far mig med til et præstedømmemøde i den stav, som vi boede i. Jeg sad på den bagerste bænk, mens han som stavspræsident sad på forhøjningen. Ved begyndelsen af dette møde, der var det første af sin art, som jeg nogensinde havde overværet, rejste de 300-400 mænd sig. De kom med forskellig baggrund og havde forskellige erhverv, men hver af dem bar i sit hjerte den samme overbevisning, som fik dem til sammen at synge denne storslåede tekst:
Priser profeten, som skued’ Jehova,
Jesus har salvet den herlige seer.
Åbnet blev tidernes fyldes uddeling,
det, som var talet, på jorden nu sker.
Der skete noget inden i mig, da jeg hørte disse troens mænd synge. I mit drengehjerte indgød Helligånden en vished om, at Joseph Smith i sandhed var den Almægtiges profet.«11
Gordon B. Hinckley som ung mand
Uddannelse og svære tider
Da Gordon var lille, brød han sig ikke om skolen og foretrak at være udendørs frem for inde i klasseværelset. Da han blev ældre, lærte han at påskønne bøger, skoler og biblioteket derhjemme lige så meget som markerne, hvor han havde løbet barfodet rundt som lille dreng. Han blev færdig med high school i 1928 og begyndte at studere på University of Utah samme år.
Hans fire år på universitetet bød på næsten uovervindelige udfordringer. I 1929 brød aktiemarkedet i USA sammen, og den store depression rullede hen over landet og hele verden. Arbejdsløsheden lå på omkring 35 procent i Salt Lake City, men Gordon var så heldig at have et arbejde som vicevært, så han kunne betale for sin skole og sine materialer. Bryant, der arbejdede som leder i Kirkens Deseret Gym, valgte at gå ned i løn, så andre medarbejdere kunne beholde deres job.12
Hvad, der overskyggede disse økonomiske udfordringer, var opdagelsen af, at Gordons mor havde kræft. Hun døde i 1930 i en alder af 50, da Gordon var 20. De sår, der kom på grund af moderens død, »var dybe og smertefulde«, sagde Gordon.13 Da denne personlige prøvelse blev kombineret med en indflydelse af verdslige filosofier og tidens kynisme fik det ham til at stille vanskelige spørgsmål. »Det var en tid præget af en frygtelig modløshed,« mindedes Gordon, »og det kunne man tydeligt mærke på universitetet.« Jeg mærkede det også selv. Jeg begyndte at tvivle på visse ting, blandt andet måske en lille smule på mine forældres tro. Det er ikke unormalt for universitetsstuderende, men stemningen var særlig intens på det tidspunkt.«14
Selv om Gordons spørgsmål bekymrede ham, så rystede de ikke ved hans tro. »Der var for mig en underliggende grundvold af kærlighed, som kom fra storartede forældre og en god familie, en vidunderlig biskop og hengivne og trofaste lærere og skrifterne, som blev læst og gransket,« mindedes han. Da han talte om udfordringerne, som han og andre på hans alder havde dengang, sagde han: »Skønt vi i vores ungdom havde svært ved at forstå mange ting, var der i vores hjerte en slags kærlighed til Gud og hans store værk, som bar os gennem tvivl og frygt. Vi elskede Herren, og vi elskede gode og ærværdige venner. Vi hentede stor styrke i en sådan kærlighed.«15
Missionering og personlig omvendelse
Gordon blev færdig på University of Utah i juni 1932, hvor hovedfaget havde været engelsk, og bifaget var oldtidssprog. Et år senere befandt han sig ved en skillevej. Han så frem til at fortsætte sin uddannelse, så han kunne blive journalist. Selv midt i depressionen havde han samlet sig en beskeden opsparing, der kunne hjælpe ham med hans uddannelse. Han tænkte også på ægteskab. Han og Marjorie Pay, en ung kvinde, der boede på den anden side af gaden, blev mere og mere glade for hinanden.
Så, lige før Gordons 23 års fødselsdag, mødtes han med sin biskop John C. Duncan, der spurgte, om han havde overvejet at tage på mission. Gordon syntes, at det var »et chokerende forslag«,16 da der ikke var så mange unge mænd, der blev kaldet til at tage på mission under depressionen. Familierne havde ganske enkelt ikke midlerne til at støtte dem.
Gordon sagde til biskop Duncan, at han ville tage af sted, men han var bekymret for, hvordan hans familie skulle klare sig økonomisk. Hans bekymringer tog til, da han erfarede, at den bank, hvor han havde sin opsparing, var krakket. »Ikke desto mindre,« sagde han, »så kan jeg huske, at min far sagde: ›Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at sørge for at dække dine behov,‹ og han og min bror lovede at hjælpe mig igennem min mission. Det var på det tidspunkt, at vi opdagede en lille opsparing, som min mor havde efterladt – småpenge hun havde gemt, når hun havde købt købmandsvarer og andre ting. Med den lille hjælp oveni så det ud til, at jeg kunne tage på mission.« Han anså sin mors penge for at være hellige. »Jeg passede godt på dem,« sagde han.17 Han blev kaldet til at tjene i Den Europæiske Mission.
Bryant Hinckley fornemmede, at hans søn stadig var bekymret, så han lavede en enkel påmindelse om den sande kilde til styrke. »Da jeg tog af sted på mission,« sagde Gordon senere, »gav min kære far mig et kort, hvorpå der stod fire ord … ›Frygt ikke, tro kun!‹ (Mark 5:36).«18 Disse ord inspirerede ældste Gordon B. Hinckley til at udføre en trofast, ærefuld mission, især, da de blev kombineret med yderligere ni ord fra hans far adskillige uger senere.
De ni yderligere ord kom på et tidspunkt med stor modløshed, der var begyndt den 29. juni 1933, ældste Hinckleys første dag i Preston i England. Da han ankom til sin lejlighed, fortalte hans kammerat ham, at de skulle tale på byens torv den aften. »Du har valgt den forkerte mand til at tage med dig,« svarede ældste Hinckley, kun for at finde sig selv synge og tale fra en talerstol nogle få timer senere foran en menneskemængde af uinteresserede tilhørere.19
Ældste Hinckley opdagede, at mange folk var uvillige til at lytte til budskabet om det gengivne evangelium. Den fattigdom, der var skabt af den verdensomspændende depression, syntes at trænge ind i sjælen på de folk, der maste ham i sporvognen, og han fandt ikke meget, der tiltrak ham ved dem. Udover det, så havde han det fysisk dårligt. Han erindrede: »I England er pollensæsonen for græs på sit højeste sent i juni og først i juli, lige på det tidspunkt, hvor jeg ankom.«20 Dette udløste hans allergi, hvilket gjorde det hele værre. Han savnede sin familie. Han savnede Marjorie. Han savnede det hjemmevante ved sit land. Arbejdet var frustrerende. Han og de andre missionærer havde meget få muligheder for at undervise undersøgere, selvom de underviste og talte i de små grene hver søndag.
Ældste Hinckley følte, at han spildte sin tid og sin families penge, så han skrev et brev til sin far og forklarede den ulykkelige situation. Bryant Hinckley svarede med et råd, som hans søn kom til at følge resten af sit liv. »Kære Gordon,« skrev han, »jeg har modtaget dit sidste brev. Jeg har kun ét forslag.« Og så kom de ni ord, der understregede de fire, han havde skrevet tidligere: »Glem dig selv og gå i gang med arbejdet.«21 Dette råd mindede ældste Hinckley om et skriftsted, som han havde læst med sin kammerat tidligere den dag: »For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det« (Mark 8:35).
Med sin fars brev i hånden knælede den unge ældste Hinckley ned og lovede, at han ville give sig selv til Herren. Virkningen var næsten øjeblikkelig. »Hele verden ændrede sig,« sagde han. »Tågen lettede. Solen begyndte at skinne i mit liv. Jeg fik en ny interesse. Jeg så landets skønhed. Jeg så folkets storhed. Jeg begyndte at føle mig hjemme i dette vidunderlige land.«22
Ældste Gordon B. Hinckley som fuldtidsmissionær, der forkynder i Hyde Park i London.
Gordon forklarede, når han mindedes den tid, at han også fik hjælp fra sin mor. Han følte hendes trøstende tilstedeværelse, især i de mørke og modløse tider. »Jeg prøvede dengang, som jeg har prøvet siden, at leve mit liv og udføre min pligt, så jeg ville ære hendes navn,« sagde han. »Tanken om ikke at leve op til min mors forventninger har været smertefuld, og har givet mig en disciplin, der måske ellers ville have manglet.«23
Han blev en missionær med et klart mål og ildhu. Optegnelser fra de første otte måneder af hans mission viser, at selvom han ikke døbte nogen, så uddelte han 8.785 pjecer, tilbragte mere end 440 timer med medlemmer, var til 191 møder, havde 220 samtaler om evangeliet og bekræftede en person.24
I marts 1934 blev ældste Hinckley forflyttet fra Preston til London for at arbejde som assistent til ældste Joseph F. Merrill fra De Tolv Apostles Kvorum, der præsiderede over Den Britiske og Europæiske Mission.25 Han tilbragte resten af sin mission der og arbejdede på kontoret om dagen og underviste i evangeliet om aftenen. Der var få dåb af nyomvendte, men i hjertet på Bryant og Ada Hinckleys søn blev omvendelsens gnist til en vedvarende flamme.
En ny mulighed for at tjene Herren
Da Gordon vendte hjem fra sin mission, sagde han: »Jeg vil aldrig rejse igen. Jeg har rejst så langt væk, som jeg nogensinde ønsker at rejse.«26 Han og to missionærkammerater havde rejst rundt i Europa og USA på deres vej hjem, en almindelig praksis på den tid, og han var træt. Da hans familie tog på ferie kort tid efter, at han var kommet hjem, blev han hjemme. På trods af sin udmattelse fik han en vis tilfredsstillelse ved at reflektere over sine rejser: Han følte, at han havde set en del af sin patriarkalske velsignelse gå i opfyldelse. Mange år senere sagde han:
»Jeg havde fået en patriarkalsk velsignelse, da jeg var dreng. I den velsignelse stod der, at jeg ville hæve min stemme i vidnesbyrd om sandheden for jordens nationer. Jeg havde arbejdet i London i lang tid og havde båret mit vidnesbyrd mange gange der. Vi [tog til Amsterdam], og jeg havde mulighed for ved at møde at sige nogle få ord og bære mit vidnesbyrd. Vi tog derefter til Berlin, hvor jeg havde en lignende mulighed. Vi tog derefter til Paris, hvor jeg havde en lignende mulighed. Vi tog derefter til USA, til Washington D.C., og en søndag der havde jeg en lignende mulighed. Da jeg kom hjem, var jeg træt … Jeg sagde: ›… Jeg har udført [den] del af min velsignelse. Jeg har hævet min stemme i jordens store hovedstæder …‹ Og det følte jeg virkelig.«27
Før Gordon kunne anse sin mission for afsluttet, skulle han udføre en opgave til. Ældste Joseph F. Merrill havde bedt ham om at lave en aftale med Kirkens Første Præsidentskab og rapportere om behovene i Den Britiske og Europæiske Mission. Om morgenen den 20. august 1935, mindre end en måned efter Gordons hjemkomst, blev han vist ind i rådsværelset i Kirkens administrationsbygning. Da han gav hånden til hvert medlem af Det Første Præsidentskab – præsidenterne Heber J. Grant, J. Reuben Clark jun. og David O. McKay – blev han pludselig overvældet af den opgave, han havde fået. Præsident Grant sagde: »Bror Hinckley, du har femten minutter til at fortælle os, hvad ældste Merrill gerne vil have, at vi hører.«28
I de næste femten minutter fremlagde den nyligt hjemvendte missionær ældste Merrills bekymringer – at missionærerne havde brug for bedre trykte materialer til at hjælpe dem i deres arbejde. Som svar stillede præsident Grant og hans rådgivere spørgsmål efter spørgsmål og mødet varede en time længere end planlagt.
Da Gordon var på vej hjem fra det møde, kunne han ikke have gættet, hvordan disse 75 minutter ville påvirke hans liv. To dage senere blev han ringet op af præsident McKay, der tilbød ham et job som sekretær for den nyligt dannede komité for radio, PR og missionslitteratur. Komiteen bestod af seks medlemmer fra De Tolv Apostles Kvorum, der ville arbejde på at imødekomme de behov, som Gordon havde beskrevet på sit møde med Det Første Præsidentskab.29
Gordon B. Hinckley som ansat i komiteen for radio, PR og missionslitteratur.
Endnu engang udsatte Gordon sine planer om at studere videre og blive journalist. Han begyndte at arbejde med at lave manuskripter til radioprogrammer og små filmklip, skrive pjecer til missionærerne, udvikle et arbejdsmæssigt forhold til pionererne inden for medieverdenen og undersøge og skrive om Kirkens historie. Han bidrog til budskaber, der var beregnet til at opbygge Kirkens medlemmers tro og skabe forbindelse til folk uden for Kirken. En ven sendte ham på et tidspunkt et brev, hvor han komplimenterede ham for et radiomanuskript og spurgte ham, hvordan han havde udviklet sådan en evne til at skrive og tale. Gordon svarede:
»Hvis jeg har noget talent for at tale eller skrive, så er jeg min Fader i himlen dybt taknemlig. Jeg tror, at meget lidt af det er en naturlig evne; i stedet er enhver kraft, jeg måtte have, kommet ved muligheder, der er blevet åbnet for mig.«30
Gordons arbejde med komiteen udviklede hans evner som skribent. Det var også en værdifuld mulighed for at lære af apostle og profeter. Når Gordon så de seks medlemmer af De Tolv afveje beslutninger og undervise hinanden, forstod han bedre disse forskellige mænds hellige kaldelse og den åbenbaringsproces, der fandt sted, når de sad i råd sammen.
Ældste Stephen L Richards, der senere tjente som førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, var formand for komiteen. Gordon beskrev ham som »eftertænksom, velovervejet, omhyggelig og vis. Han forhastede sig aldrig med at gøre noget, men var forsigtig, inden han handlede. Jeg lærte, det er bedst at gå forsigtigt frem med dette arbejde, fordi uanset hvilken beslutning man træffer, så har den vidtrækkende konsekvenser og påvirker mange folks liv.«31
De fem andre komitemedlemmer var ældsterne Melvin J. Ballard, John A. Widtsoe, Charles A. Callis, Alonzo A. Hinckley (Gordons onkel) og Albert E. Bowen. Om dem sagde Gordon:
»Jeg kom rigtigt godt ud af det med disse storslåede mænd, som var meget venlige mod mig. Men jeg lærte, at de var mennesker. De havde svagheder og problemer, men det generede mig ikke. Faktisk øgede det min påskønnelse af dem, fordi jeg så, at der over deres menneskelige natur hævede sig et guddommeligt element, eller i det mindste et element af indvielse i en stor sag, der kom først i deres liv. Jeg så den inspiration, der var i deres liv. Jeg tvivlede ikke på deres profetiske kaldelse eller det faktum, at Herren talte og handlede gennem dem. Jeg så deres menneskelige side, deres svagheder – og de havde alle nogen. Men jeg så også den store overordnede styrke i deres tro på og kærlighed til Herren og deres fuldstændige loyalitet mod det værk og den tillid, der blev vist dem.«32
Ægteskab, familie og tjeneste i Kirken
Selvfølgelig tænkte Gordon ikke kun på arbejde. Han fortsatte med at gå ud med Marjorie Pay, da han vendte tilbage fra England. Hans afrejse havde været lige så vanskelig for Marjorie, som den havde været for ham. »Hvor ivrig jeg end var for, at han skulle tage på mission,« sagde Marjorie senere, »så glemmer jeg aldrig den følelse af tomhed og ensomhed, jeg følte, da toget kørte væk fra stationen.«33
I efteråret 1929, fire år før Gordon tog til England, havde Marjorie meldt sig til nogle klasser på University of Utah, blot for at finde ud af, at hendes far havde mistet sit job på grund af den store depression. Hun droppede med det samme sine klasser og fandt et job som sekretær for at hjælpe sine forældre og fem yngre søskende – noget, som hun fortsatte med, efter Gordon vendte hjem fra sin mission i 1935. Hun fik aldrig igen mulighed for at få en formel uddannelse, men hun var besluttet på fortsat at lære, så hun uddannede sig selv ved at læse.
Marjories muntre sind, arbejdsmoral og store forpligtelse over for evangeliet tiltrak Gordon, og hun var imponeret over hans godhed og tro. »Efterhånden som vi kom tættere på ægteskab,« sagde hun, »følte jeg mig helt sikker på, at Gordon elskede mig. Men jeg vidste også på en eller anden måde, at jeg aldrig ville komme først hos ham. Jeg vidste, at jeg ville være nummer to i hans liv, og at Herren ville være nummer et. Og det var i orden.« Hun fortsatte: »For mig virkede det indlysende, at hvis man forstod evangeliet og formålet med, at vi er her, så ville man ønske sig en mand, der satte Herren først. Jeg følte mig tryg ved at vide, at han var den slags mand.«34
Gordon og Marjorie blev gift i templet i Salt Lake City den 29. april 1937 og flyttede til familien Hinckleys sommerhus i East Mill Creek. De installerede et fyr, lavede andre forbedringer, der var nødvendige for at bo der året rundt, tog sig af frugthaven og haverne og begyndte at bygge deres eget hjem på en grund ved siden af. Så det landlige område, som Gordon havde elsket i sin barndoms somre, blev det sted, hvor han og Marjorie skabte deres hjem og opdrog deres børn – Kathleen, Richard, Virginia, Clark og Jane.
Marjorie Pay
Gordon og Marjorie skabte et hjem fyldt med kærlighed, gensidig respekt, hårdt arbejde og efterlevelse af evangeliet. Daglig familiebøn gav børnene en mulighed for at se deres forældres tro og kærlighed. Når familien bad sammen, fornemmede børnene også, at deres Fader i himlen var nær.
Familien Hinckleys hjem var et sted med få regler, men store forventninger. Marjorie talte om ting, der ikke var en kamp værd. Da hun beskrev sin tilgang til opdragelse, som hun delte med sin mand, sagde hun: »Jeg lærte, at jeg blev nødt til at stole på mine børn, så jeg prøvede aldrig at sige nej, hvis det på nogen måde var muligt at sige ja. Da vi opdrog vore børn, var det et spørgsmål om at komme igennem hver dag og have det lidt sjovt imens. Da jeg kunne se, at jeg alligevel ikke var i stand til at træffe alle mine børns beslutninger, så prøvede jeg på ikke at bekymre mig om hver en lille ting.«35 Som resultat af deres forældres tillid følte børnene sig respekteret og fik erfaring og selvtillid. Og når svaret var nej, så forstod børnene, at det ikke var en vilkårlig restriktion.
Familien Hinckleys hjem var også fyldt med latter. Marjorie sagde engang: »Den eneste måde at komme igennem livet på er ved at grine sig igennem det. Man kan enten grine eller græde. Jeg foretrækker at grine. Jeg får hovedpine af at græde.«36 Med forældre, der kunne grine af sig selv og finde humoren i hverdagslivet, så børnene deres hjem som et vidunderligt tilflugtssted.
Tjeneste i Kirken var altid en del af Gordon og Marjories liv. Gordon tjente som stavens søndagsskoleforstander, og blev derefter kaldet til Søndagsskolens hovedbestyrelse, hvor han tjente i ni år. Han tjente senere som rådgiver i et stavspræsidentskab og som stavspræsident, mens Marjorie tjente i Primary, Unge Piger og Hjælpeforeningen. Børnene var vidne til, at tjeneste i Kirken var en glæde og et privilegium – et eksempel de hver især fulgte, da de blev voksne.
Forberedelse gennem professionelle bestræbelser
Gordon fortsatte i de første seks år af sit og Marjories ægteskab med at arbejde med komiteen for radio, PR og missionslitteratur. Han var trofast i sit arbejde, og projekter og deadlines pressede ham ofte til randen af hans evner og erfaring – og udover dem. I et brev til en ven skrev han:
»Meget at lave. Arbejdet med denne komité med et langt navn bliver mere omfattende, mere kompliceret og mere interessant …
Radio, film og litteratur af forskellig art … får mig til at bede, være ydmyg, travl og arbejde længe … Hvilket alt sammen har fået mig til at blive lidt mere afhængig af briller … lidt mere skrutrygget, lidt mere tålmodig og lidt mere fuld af forundring over, hvad alt dette fører til.«37
I starten 1940’erne medførte anden verdenskrig en ændring i Gordons arbejde. Fuldtidsmissionering blev sat næsten fuldstændigt i bero på grund af krigen, så hans arbejde med at lave materiale til missionering blev mindre presserende. Han følte et behov for at hjælpe med krigsindsatsen, så han ansøgte om optagelse på officersskolen i USA’s flåde. Men hans problemer med allergier diskvalificerede ham. »Jeg blev deprimeret over afvisningen,« indrømmede han senere. »Krigen var i gang, og alle gjorde noget for at hjælpe. Jeg følte, at jeg skulle bidrage på en eller anden måde.«38 Dette ønske fik ham til at søge om et job som tilsynsførende for Denver og Rio Grande-jernbanen. Eftersom toget var meget vigtigt for at transportere tropper og udstyr til krigen, følte Gordon, at det job kunne hjælpe ham til at tjene sit land. Firmaet ansatte ham i 1943, og han arbejdede på stationen i Salt Lake City, indtil han og hans familie blev forflyttet til Denver i Colorado i 1944.
Jernbanens ledere var imponerede over Gordons arbejde, og da krigen sluttede i 1945, tilbød de ham en permanent stilling, med en tilsyneladende lys arbejdsmæssig fremtid. På samme tid ringede ældste Stephen L. Richards og bad Gordon om at vende tilbage og arbejde for Kirken på fuld tid. Selvom jernbanen kunne tilbyde en betydeligt højere løn end Kirken, så fulgte Gordon sit hjerte og vendte tilbage til Salt Lake City.39
Gordon B. Hinckley, 1951
Gordons ansættelse ved Kirkens hovedsæde blev snart udvidet i forhold til hans tidligere ansvar. I 1951 blev han udpeget til sekretær for Kirkens missionærkomité og fik til opgave at føre opsyn med det daglige arbejde i den nyoprettede afdeling, Missionsafdelingen. Denne afdeling førte tilsyn med alt, der havde noget at gøre med at sprede evangeliet, deriblandt produktionen, oversættelsen og distribueringen af de materialer, missionærerne brugte; oplæring af missionærer og missionspræsidenter samt PR-medier, der blev brugt til at bygge broer og aflive myter om Kirken.40
I efteråret 1953 bad præsident David O. McKay Gordon om at komme hen på sit kontor og bad ham om at overveje et spørgsmål, der ikke direkte havde noget at gøre med pligterne i Missionsafdelingen. »Bror Hinckley,« begyndte han, »som du ved, så bygger vi et tempel i Schweiz, og det bliver anderledes end vore andre templer, fordi det skal betjene medlemmer, der taler mange sprog. Jeg vil gerne have, at du finder på en måde, hvorpå man kan præsentere belæringerne i templet på forskellige europæiske sprog, hvor man bruger et minimum af tempeltjenere.«41
Præsident McKay gav Gordon et sted, hvor han kunne søge inspiration og komme væk fra de arbejdsmæssige krav i Missionsafdelingen. Hverdagsaftener, lørdage og nogle søndage arbejdede Gordon i et lille rum på femte sal i templet i Salt Lake City. Mange søndag morgener kom præsident McKay for at tale om ideer, se nærmere på præsentationen af begavelsen og bede om vejledning.
Efter Gordon havde overvejet, bedt og søgt åbenbaring, anbefalede han, at præsentationen af begavelsen skete ved hjælp af en film, mens ordene til den hellige belæring blev synkroniseret på forskellige sprog. Præsident McKay og andre godkendte hans anbefalinger og gav ham til opgave at producere filmen. Gordon arbejdede med et hold af talentfulde og trofaste medarbejdere, der færdiggjorde projektet i september 1955. Han transporterede derefter personligt filmen til templet i Bern i Schweiz og førte tilsyn med de tekniske forberedelser til de første begavelsessessioner.42
Gordon var rørt over at se, at hans arbejde bragte glæde til de hellige i Europa: »Da jeg så disse mennesker fra 10 lande deltage i tempelordinancerne; da jeg så ældre mennesker fra bag Jerntæppet, der havde mistet deres familie i de krige, der var skyllet hen over dem, og var vidne til den lykke og de glædestårer, der kom fra deres hjerte som resultat af de muligheder, de havde fået. Da jeg så unge ægtemænd og hustruer med deres familie – deres kvikke og smukke børn – og så disse familier forenede i et evigt forhold, vidste jeg med en sikkerhed, der overgik, hvad jeg tidligere havde vidst, at [præsident McKay] var blevet inspireret og vejledt af Herren til at bringe disse uvurderlige velsignelser til de troende mænd og kvinder, der var samlet fra Europas lande.«43
Der var gået tyve år, siden Gordon var vendt hjem fra sin mission, og han havde ikke opfyldt sin drøm om at få en kandidatgrad og blive journalist. I stedet havde han lært at bruge ny teknologi til at sprede Guds ord, han havde udviklet positive forhold til folk fra andre trossamfund, studeret og nedskrevet Kirkens historie, og han havde hjulpet med at forberede vejen for tusindvis af sidste dages hellige, så de kunne modtage templets velsignelser. Disse oplevelser kom til at tjene som en grundvold for den tjeneste, som han udførte resten af sit liv.
Tjeneste som assistent til De Tolv
Den 5. april 1958 tog Gordon og Marjories søn Richard telefonen. Personen, der ringede, præsenterede sig ikke, men Richard genkendte præsident David O. McKays stemme og skyndte sig at hente sin far. Da Gordon kort havde talt med præsident McKay, gik han hurtigt i bad, skiftede tøj og kørte til Kirkens præsidents kontor. Eftersom han tidligere havde fået opgaver af præsident McKay, forventede han at blive bedt om at hjælpe med noget som forberedelse til den næste dags generalkonferencemøde. Han blev chokeret over at finde ud af, at præsident McKay havde noget andet i tankerne. Efter en hjertelig hilsen bad præsident McKay Gordon om at tjene som assistent til De Tolv. Brødre, der tjente i denne stilling, som ophørte i 1976, var generalautoriteter i Kirken. Gordon tjente som præsident for East Mill Creek Stav, da præsident McKay kaldte ham.
Den næste dag blev ældste Gordon B. Hinckley opretholdt ved generalkonferencen. Selvom han i sin første konferencetale indrømmede, at han var »overvældet af en følelse af utilstrækkelighed,« så tog han imod sit nye ansvar med en karakteristisk tro og iver.44
En stor opgave, som ældste Hinckley fik som assistent til De Tolv, var at føre opsyn med Kirkens arbejde i hele Asien. Han vidste meget lidt om folkene der og talte ikke nogen af deres sprog, men han kom hurtigt til at elske dem, og de kom til at elske ham. Kenji Tanaka, en japansk sidste dages hellig, sagde om ældste Hinckleys første møde i Japan: »Ældste Hinckleys begejstring kunne ses i hans strålende øjne. Hans første ord til os var Subarashii! [›Vidunderligt!‹] Atmosfæren til det møde ændrede sig fra stift og formelt til et venskabeligt og nært forhold til ham, og der herskede en varm følelse.«45
Det var den følelse, som han kom med, alle de steder han tog hen i Asien. Han hjalp folket til at se, at med tro på Herren kunne de udrette store ting og hjælpe Kirken til at vokse i deres eget land. Han forblev også tæt med fuldtidsmissionærerne, og han vidste, at deres flid ville have en direkte indflydelse på de folk, de tjente.
Et særligt vidne om Kristi navn
En anden skelsættende telefonopringning kom en anden lørdag – den 30. september 1961. Denne gang var det Marjorie, der hørte præsident McKays velkendte stemme i telefonen. Atter skyndte Gordon B. Hinckley sig hen til Kirkens præsidents kontor. Igen blev han overrasket og overvældet, da han hørte om grunden til besøget. Da han ankom, sagde præsident McKay til ham: »Jeg har følt, at jeg skulle udpege dig til at fylde den ledige plads i De Tolv Apostles Kvorum, og vi vil gerne opretholde dig i dag ved konferencen.«46 Endnu engang gik ældste Hinckley fremad med tro og begejstring trods en følelse af utilstrækkelighed.
Som apostel fik ældste Hinckley yderligere ansvar. Han mødtes lejlighedsvis med regeringsledere og andre fremtrædende personer. Han blev ofte bedt om at tale offentligt på vegne af Kirken for at håndtere kritik og kulturel uro i USA. Han var en af frontfigurerne i bestræbelserne på at styrke Kirkens muligheder for lave transmissioner og bruge teknologi til at sprede evangeliet over hele jorden. Selv med disse ekstra roller tabte han aldrig sit ansvar for at styrke den enkeltes og familiers tro af syne. Hvad enten han talte til en person eller til titusind mennesker, havde han et personligt præg, der blev et kendetegn for hans tjenestegerning: At bringe folk, en for en, til Kristus.
Ældste Hinckley fortsatte med at føre opsyn med arbejdet i Asien i de næste syv år, og han glædede sig over at se væksten blandt sine venner der. Han sagde: »Det er en inspirerende oplevelse …at være vidne til den måde, hvorpå Herren væver sit store tæppe i disse … dele af verden.«47
Da opgaverne blev ændret i De Tolvs Kvorum, fik ældste Hinckley mulighed for at tjene i andre dele af verden. Hvor end han kom hen, viste han omsorg for den enkelte. I 1970, da han førte tilsyn med Kirkens arbejde i Sydamerika, rejste han til Chile efter at have præsideret over en stavskonference i Peru. To dage efter, at han var ankommet til Chile, hørte han, at et ødelæggende jordskælv havde ramt Peru, og at fire missionærer var savnede. Han lagde straks planer om at vende tilbage til Peru, selvom dette ville forsinke hans hjemrejse. »Jeg kan ikke tage hjem med god samvittighed, når der er nogle missionærer, der er savnede,« sagde han.48
Han ankom til Lima i Peru den næste morgen. Da de savnede missionærer fandt en radioamatør, var de i stand til at kontakte Lima, og ældste Hinckley talte med dem. Missionærerne var i et lille rum fyldt med andre overlevende, og deres samtale blev sendt ud via en højttaler. »Da ældste Hinckleys stemme kom ud gennem højttaleren i rummet fyldt med folk, der med vold prøvede at komme til radioen, faldt der med det samme en stilhed over rummet. Selvom han talte på engelsk, og disse folk alle talte spansk, så begyndte de hviskende at tale med hinanden og spørge: ›Hvem er den mand?‹ Selv midt i kaosset var der en fornemmelse af, at den stemme ikke tilhørte nogen almindelig mand.«49
I løbet af de to første år, hvor ældste Hinckley førte tilsyn med Kirken i Sydamerika, besøgte han hver eneste mission, dannede nye missioner i Colombia og Ecuador, han hjalp med at danne nye stave i Lima i Peru og São Paulo i Brasilien og hjalp med at få løst problemer med at få visa til missionærer, der var kaldet til at tjene i Argentina. Han var midt i at gøre mere, da han i maj 1971 fik til opgave at føre tilsyn med otte missioner i Europa.50
Ældste Hinckley følte sig ofte udmattet på grund af sit stramme skema. Han var altid glad for at komme hjem og tilbringe noget tid sammen med Marjorie og børnene. Men Marjorie kunne se, at når han var væk fra sit arbejde i for lang tid, så blev han rastløs. Hans kaldelse som apostel – et af de »særlige vidner om Kristi navn i hele verden« (L&P 107:23) – lå ham altid på sinde.
Store opgaver som rådgiver i Det Første Præsidentskab
Den 15. juli 1981, efter ældste Hinckley havde tjent i De Tolvs Kvorum i næsten 20 år, fik han en ny overraskende kaldelse. Præsident Spencer W. Kimball, der på det tidspunkt var Kirkens præsident, bad ham om at tjene som rådgiver i Det Første Præsidentskab sammen med præsidenterne N. Eldon Tanner og Marion G. Romney. Det var en usædvanlig men ikke en enestående afvigelse fra ordenen med at have to rådgivere. Præsident Kimball og hans rådgivere var ikke ved godt helbred og havde brug for ekstra støtte i præsidentskabet.51
Ved præsident Hinckleys første generalkonference i denne nye stilling sagde han: »Mit eneste ønske er at tjene loyalt, hvor end jeg er kaldet … Denne hellige kaldelse har gjort mig klar over mine svagheder. Hvis jeg på noget tidspunkt har fornærmet nogen, så undskylder jeg og håber, at I vil tilgive mig. Hvad enten denne opgave bliver lang eller kort, så lover jeg at gøre mit bedste med kærlighed og tro.«52
Han havde brug for at gøre sit allerbedste, da præsidenterne Kimball, Tanner og Romney alle havde svigtende helbred. De fleste af Det Første Præsidentskabs daglige opgaver faldt på præsident Hinckley. Han påtog sig også meget af ansvaret for større projekter, såsom indvielsen af templet i Jordan River i Utah. Udover det imødekom han offentlig kritik af Kirken og dens ledere, både tidligere og nuværende. Ved aprilkonferencen i 1982 sagde han:
»Vi lever i et samfund, som trives på kritik … Jeg opfordrer jer indtrængende til at se det store billede for jer og lade være med at bekymre jer om de små pletter … Disse er kun småting i forhold til omfanget af [kirkelederes] tjeneste og deres store bidrag.«53
Præsident Tanner gik bort den 27. november 1982, og det gik så meget ned ad bakke med præsidenterne Kimballs og Romneys helbred, at præsident Hinckley, der på det tidspunkt var blevet kaldet som andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, ved aprilkonferencen 1983 sad ved siden af tomme stole på forhøjningen. På en dyb, personlig måde følte han det, som han på et tidspunkt kaldte »lederens ensomhed«.54
Præsident Gordon B. Hinckley til generalkonference på et tidspunkt, hvor han var det eneste medlem af Det Første Præsidentskab, der var rask nok til at deltage.
Præsident Hinckley fortsatte omhyggeligt og med bøn, idet han ikke ønskede at handle uden bemyndigelse fra profeten. Han bad seniormedlemmerne af De Tolv, især kvorumspræsidenten ældste Ezra Taft Benson, om hjælp til at varetage Kirkens daglige anliggender. Præsident Hinckley arbejdede hånd i hånd med De Tolvs Kvorum, altid vejledt af råd fra præsident Kimball. Ikke desto mindre følte han en stor byrde.
Selvom præsident Hinckleys ansvar i Det Første Præsidentskab holdt ham i Salt Lake City det meste af tiden, rejste han engang imellem for at tjene medlemmer og missionærer i andre dele af verden. I 1984 vendte han tilbage til Filippinerne. 18 år tidligere havde han indviet den første kirkebygning der; nu skulle han indvie det første tempel. I indvielsesbønnen sagde han:
»Dette land, Filippinerne, er et land med mange øer, hvis folk elsker frihed og sandhed, hvis hjerter er modtagelige for dine tjeneres vidnesbyrd, og som er lydhøre over for det evige evangeliums budskab. Vi takker dig for deres tro. Vi takker dig for deres offervilje. Vi takker dig for den mirakuløse fremgang med dit værk i dette land.«55
Kirkens fortsatte fremgang var tydelig i juni 1984, da præsident Hinckley på vegne af Det Første Præsidentskab bekendtgjorde kaldelsen af områdepræsidentskaber – medlemmer af De Halvfjerds, der skulle bo rundt om i verden og føre tilsyn med Kirkens arbejde i tildelte geografiske områder. Under ledelse af Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum skulle disse brødre sørge for megen af den ledelse og oplæring, som der er brug for i disse områder. »Vi kan ikke træffe enhver beslutning i Salt Lake City,« sagde han. »Vi bliver nødt til at gøre noget for at decentralisere myndigheden.«56 Omkring et år senere sagde præsident Hinckley, da han talte til kirkeledere fra hele verden: »Jeg er sikker på, at det er et inspireret og stort skridt fremad, som vi har taget i disse sidste få måneder. Jeg er sikker på, at den hyppige tilstedeværelse af disse gode mænd i jeres midte vil være jer til stor trøst. Disse brødre knytter i virkeligheden hele Kirken sammen.«57
Efter at have ledt Kirken i 12 år med en bemærkelsesværdig vækst døde præsident Spencer W. Kimball den 5. november 1985. Seniorapostlen, præsident Ezra Taft Benson, blev indsat som Kirkens præsident. Han bad Gordon B. Hinckley om at tjene som sin førsterådgiver i Det Første Præsidentskab og Thomas S. Monson om at tjene som andenrådgiver. Med tre raske medlemmer af Det Første Præsidentskab kunne præsident Hinckley føle sine byrder blive lettere, og han havde flere muligheder for at besøge de hellige rundt om i verden.
Præsident Ezra Taft Benson (i midten) med sine rådgivere præsident Gordon B. Hinckley (til venstre) og præsident Thomas S. Monson (til højre) til generalkonference
I løbet af nogle få år begyndte præsident Bensons helbred at skrante, og det daglige ansvar med at lede Kirken faldt igen på præsident Hinckley. Denne gang var han dog ikke alene i Det Første Præsidentskab. Med energi og kraft holdt præsidenterne Hinckley og Monson Kirken på en støt kurs, idet de altid respekterede præsident Bensons kaldelse som profet, seer og åbenbarer. De udviklede et stærkt, varigt venskab og partnerskab.
Præsident Benson døde den 30. maj 1994, og præsident Howard W. Hunter blev Kirkens præsident. Endnu engang tjente præsidenterne Hinckley og Monson som rådgivere. I juni ledsagede præsident og søster Hinckley præsident Hunter og hans hustru, Inis, og ældste M. Russell Ballard og hans hustru, Barbara, til Nauvoo i Illinois for at højtideligholde 150-året for Joseph og Hyrum Smiths martyrdød. Det blev den eneste gang præsident Hunter og præsident Hinckley rejste sammen. Præsident Hunter havde kæmpet med helbredsproblemer i årevis, og hans helbred blev hurtigt værre efter den tur. Den 27. februar 1995 bad han præsident Hinckley om en præstedømmevelsignelse. I den velsignelse bønfaldt præsident Hinckley for præsident Hunters liv, men han sagde også, at han var i Herrens hænder.58 Nogle få dage senere den 3. marts 1995 gik præsident Hunter bort.
Profet, seer og åbenbarer og Kirkens præsident
Præsident Hunters død vejede, selvom den ikke kom overraskende, tungt på præsident og søster Hinckley. Som seniorapostel var præsident Hinckley den næste i rækken til at blive Kirkens præsident. Søster Hinckley sagde om det øjeblik, hvor de modtog besked om præsident Hunters død. »Præsident Hunter er væk, og vi var tilbage til at fortsætte arbejdet. Jeg følte mig så ked af det, så alene. Det gjorde Gordon også. Han var lammet. Og han følte sig meget, meget alene. Der var ikke nogen tilbage, der kunne forstå, hvad han gennemgik.«59
Efter præsident Hunters begravelse fandt præsident Hinckley trøst i templet. Alene i Det Første Præsidentskabs og De Tolvs Kvorums mødeværelse i templet i Salt Lake City fordybede han sig i skrifterne og mediterede over det, han læste. Han tænkte på Jesu Kristi liv, tjenestegerning og forsoning. Så studerede han portrætterne på væggen, der afbildede alle Kirkens præsidenter fra Joseph Smith til Howard W. Hunter. Han skrev denne oplevelse ned i sin dagbog:
»Jeg gik rundt foran disse portrætter og kiggede ind i øjnene på de mænd, som de forestillede. Jeg følte næsten, at jeg kunne tale med dem. Jeg følte næsten, at de talte til mig og gav mig trøst … Jeg satte mig i den stol, der havde været min som førsterådgiver til præsidenten. Jeg brugte ret lang tid på at kigge på disse portrætter. De syntes næsten alle at komme til live. Deres øjne syntes at hvile på mig. Jeg følte, at de opmuntrede mig og gav mig deres støtte. Det virkede som om, de fortalte mig, at de ved et råd i himlen havde anbefalet mig, at jeg ikke skulle frygte, at jeg ville blive velsignet og opretholdt i min tjenestegerning.
Jeg knælede ned og bønfaldt Herren. Jeg talte længe med ham i bøn … Jeg er overbevist om, at jeg ved Åndens kraft hørte Herrens ord, ikke højt, men som en varme i mit hjerte, angående de spørgsmål, som jeg havde stillet i bøn.«60
Efter denne oplevelse nedskrev han igen sine tanker: »Jeg føler mig bedre tilpas, og jeg har i mit hjerte en større overbevisning om, at Herren gør det, han ønsker med hensyn til sin sag og sit rige, og at jeg vil blive opretholdt som præsident for Kirken som profet, seer og åbenbarer og vil tjene som sådan så længe Herren ønsker det. Med Åndens bekræftelse i mit hjerte er jeg nu rede til at gå fremad og gøre det allerbedste, jeg kan. Det er svært for mig at tro, at Herren har anbragt mig i dette høje og hellige kald … Jeg håber, at Herren har oplært mig til det, han forventer af mig. Jeg vil være fuldstændig loyal over for ham, og jeg vil sandelig søge hans vejledning.«61
Præsident Gordon B. Hinckley blev indsat som Kirkens præsident den 12. marts 1995, og den næste dag talte han til en pressekonference og besvarede journalisternes spørgsmål. Ældste Jeffrey R. Holland sagde, »at ved slutningen af en varm, ofte morsom, og hele tiden indtagende ordudveksling med en række omfattende spørgsmål, der blev stillet ved denne pressekonference, blev præsident Hinckley spurgt af en journalist: ›Hvad vil du fokusere på? Hvad vil temaet for din ledelse være?‹
Instinktivt svarede han: »Fortsætte med arbejdet. Ja. Vores tema vil være at fortsætte med det store værk, som er blevet fremmet af vore forgængere.«62
Præsident Hinckley var tro mod det løfte. Med respekt for de profeter, der var gået forud for ham, fortsatte han med det arbejde, som de havde udført. Og med tro på Gud Faderen og Jesus Kristus fulgte han åbenbaring for at udføre dette arbejde på nye måder.
Præsident Gordon B. Hinckley på talerstolen ved en generalkonference
Bringer Kirken »ud af dunkelhed« (L&P 1:30)
Ved begyndelsen af præsident Hinckleys tjenestegerning sagde ældste Neal A. Maxwell fra De Tolvs Kvorum: »Præsident Hinckley har hjulpet med at føre Kirken ud af dunkelheden. Kirken kan ikke bevæge sig fremad, som den skal, hvis vi er gemt under en skæppe. Nogen skal træde frem, og præsident Hinckley er villig til at gøre det. Han er en mand med indsigt i fortiden og nutiden på samme tid, og hans enestående talent for at udtrykke sig gør ham i stand til at præsentere vores budskab på en måde, der tiltaler mennesker overalt.«63
Præsident Hinckleys omfattende erfaring med medier var en god hjælp som forberedelse til denne indsats. Som Kirkens præsident gav han ofte interviews til journalister rundt om i verden og besvarede deres spørgsmål om Kirkens lære og retningslinjer og bar sit vidnesbyrd om Frelseren og det gengivne evangelium. Hver gang blev forståelsen større, og venskaber blev dannet.
Især et interview i 1996 med den erfarne journalist Mike Wallace fra tv-programmet 60 Minutes er værd at bemærke. Mike Wallace var kendt for at være en hård interviewer, og præsident Hinckley indrømmede, at han i begyndelsen havde nogle betænkeligheder, for udsendelsen blev vist på landsdækkende tv i USA. »Hvis resultatet bliver godt, vil jeg være taknemlig,« sagde han. »Ellers lover jeg, at jeg aldrig vil sætte min fod i en sådan fælde igen.«64
Interviewet blev godt og viste mange positive sider af Kirken. Et andet resultat var, at Mike Wallace og præsident Hinckley blev venner.
I 2002 var Salt Lake City vært for vinter-OL, hvilket gav Kirken international opmærksomhed. Præsident Hinckley og hans rådgivere blev konsulteret om dele af planlægningen. »Vi traf en bevidst beslutning om, at vi ikke ville udnytte dette som en tid eller et sted til at missionere, men vi var overbevist om, at der fra denne store begivenhed ville komme meget godt for Kirken.«65 Han fik ret. Titusindvis af mennesker besøgte Salt Lake-dalen, og blev hilst velkommen af venlige værter – sidste dages hellige og andre, der arbejdede sammen for at skabe nogle succesfulde olympiske lege. Disse besøgende gik omkring på Tempelpladsen, lyttede til Tabernakelkoret og besøgte Slægtshistorisk bibliotek. Milliarder af mennesker så templet i Salt Lake på tv og så, at Kirken blev præsenteret i et godt lys af journalister. Det blev, som præsident Hinckley sagde: »Meget godt for Kirken.«
Udover at bruge gamle, kendte kommunikationsmidler, så favnede præsident Hinckley nye metoder. For eksempel så han internettet som et middel til at bringe Kirken tættere på sine medlemmer og til at dele det gengivne evangelium med folk fra andre trosretninger. Under hans ledelse lancerede Kirken LDS.org, FamilySearch.org og Mormon.org.
Den 23. juli 2004, den dag præsident Hinckley blev 94, tildeltes han Præsidentens Frihedsmedalje, den højeste civile hædersbevisning, der gives i USA. Om dette sagde han: »Jeg [er] dybt beæret over at modtage denne fornemme hædersbevisning fra USA’s præsident. Jeg er meget taknemlig. I en større forstand anerkender og ærer det Kirken, som har givet mig så mange muligheder, og hvis interesser jeg har prøvet at fremme.«66 Han så denne hædersbevisning som et symbol på Kirkens voksende positive ry og som bevis på, at den i sandhed var bragt ud af dunkelhed.
Rejser blandt de sidste dages hellige
Præsident Hinckley syntes, at det var ubekvemt at rejse, men hans ønske om at tjene blandt de sidste dages hellige var stærkere end hans ønske om at blive hjemme. Han sagde, at han gerne ville »komme ud blandt vore medlemmer for at vise påskønnelse og give opmuntring og at bære vidnesbyrd om guddommeligheden af Herrens værk«.67 Tidligt i sin ledelse sagde han: »Jeg er fast besluttet på, at jeg, så længe jeg har styrken til det, vil komme ud blandt folket i dette land og i udlandet … Jeg har til hensigt at blive ved for fuld kraft, så længe jeg kan. Jeg ønsker at være blandt de mennesker, jeg elsker.«68
Mens han var Kirkens præsident rejste han meget i USA og besøgte mere end 90 lande uden for USA. Alt i alt rejste han mere end 1,6 millioner kilometer som Kirkens præsident og mødtes med hellige i alle dele af verden.69
Præsident Hinckley elskede at »komme ud blandt folk derhjemme og i udlandet«.
I nogle områder måtte folk gøre en endnu større indsats for at se ham, end han måtte gøre for at se dem. For eksempel besøgte han og søster Hinckley i 1996 Filippinerne, hvor Kirkens medlemstal var vokset til flere end 375.000. Det var planlagt, at præsident og søster Hinckley en aften skulle tale til et møde i Araneta Coliseum i Manila. Om eftermiddagen den pågældende dag var salen fyldt »til bristepunktet. Køerne var begyndt klokken 7.00 til et møde, der ikke skulle begynde før 12 timer senere. Senere lød det officielle tal på, at omkring 35.000 medlemmer havde stuvet sig sammen på salens 25.000 sæder og på midtergangene og i forhallen. Mange hellige havde rejst 20 timer med båd og bus for at komme frem til Manila. For nogle af dem kostede rejsen flere måneders løn …
Da nyheden om, at salen var fyldt, nåede præsident Hinckley, og lederen for bygningen spurgte, om de på nogen måde kunne begynde mødet tidligere, sagde præsident Hinckley: ›Lad os tage afsted.‹ Han og søster Hinckley kom ind i den store arena … Og som på tælling rejste forsamlingen sig spontant, klappede og begyndte derefter at synge en følelsesladet udgave af ›Hav tak for profeten du sendte‹.«70
Da præsident Hinckley vidste, at han og hans brødre ikke kunne tage alle de steder hen, som de gerne ville, var han fortaler for at bruge teknologien til at oplære ledere rundt om i verden. Ved at bruge satellitteknologi præsiderede han over verdensomspændende oplæringstransmissioner, hvor den første blev afholdt i januar 2003.
Fremmer vigtigheden af at lære og undervise i åndelige og verdslige sandheder
Præsident Hinckley sagde: »Ingen af os … ved nok. Læringsprocessen stopper aldrig. Vi skal læse, vi skal observere, vi skal tilegne os viden, og vi skal overveje de indtryk, vi får.«71 Han sagde også: »Effektiv undervisning er selve kernen i lederskabet i Kirken. Evigt liv … kommer kun, når mænd og kvinder bliver undervist med en sådan effektivitet, at de ændrer sig og udviser disciplin i deres tilværelse. De kan ikke tvinges til retfærdighed eller ind i himlen. De skal ledes, og det betyder undervisning.«72
Præsident Hinckley ønskede at give mere åndelig næring til sidste dages hellige over hele verden. I 1995 godkendte han med begejstring en plan om at udgive en ny serie af bøger, der ville give Kirkens medlemmer et evangelisk bibliotek. Kirken begyndte snart efter at udgive serien, der hed Kirkens præsidenters lærdomme, som denne bog er en del af.
Verdslig læring var også vigtigt for præsident Hinckley. Han var bekymret for medlemmer af Kirken i fattige områder af verden, som ikke havde råd til en højere uddannelse eller jobtræning. Uden en sådan uddannelse eller jobtræning ville de fleste af dem forblive i fattigdom. Ved præstedømmemødet ved aprilkonferencen 2001 sagde præsident Hinckley:
»I et forsøg på at afhjælpe denne situation foreslår vi en plan, som vi tror på er inspireret af Herren. Kirken opretter et fond, som hovedsageligt opbygges gennem bidrag fra trofaste sidste dages hellige, som har og fortsat vil bidrage til dette formål. Vi er dybt taknemlige for denne trofasthed … Vi [vil] kalde det for Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond.«73
Præsident Hinckley forklarede, at de, der drog nytte af dette program, ville få lån, som blev taget fra midler, der var doneret af Kirkens medlemmer, til skole eller jobtræning. Når de har færdiggjort deres uddannelse, forventes det, at de tilbagebetaler deres lån, så midlerne kan bruges til at hjælpe andre. Præsident Hinckley forklarede også, at Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond ville være »baseret på de samme principper som lå til grund for Kirkens Emigrationsfond«, som Kirken oprettede i 1800-tallet til at hjælpe trængende hellige med at emigrere til Zion.74
Indenfor seks måneder havde sidste dages hellige doneret millioner af dollars til Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond.75 Et år efter, at præsident Hinckley havde præsenteret planen, bekendtgjorte han: »Dette foretagende [har] nu … et solidt grundlag … Unge mænd og kvinder i mindre privilegerede egne af verden, unge mænd og kvinder, som for det meste er hjemvendte missionærer, vil blive i stand til at få en god uddannelse, som vil hæve dem ud af fattigdommens sump, hvor deres forfædre fortvivlet har kæmpet i generationer.«76 Dette program velsigner fortsat sidste dages hellige, både dem, der modtager, og dem, der giver.
Vidner om ægteskabets og familiens ukrænkelighed
Ved Hjælpeforeningens årlige møde, der blev afholdt den 23. september 1995, sagde præsident Hinckley:
»Med så mange spidsfindigheder, som prakkes os på som sandhed, med så meget bedrag i forbindelse med standarder og værdinormer, med så mange tillokkelser og fristelser til at påtage sig verdens smuds har vi følt, at vi bliver nødt til at advare. For at fremme denne advarsel udsender vi, Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd, hermed en proklamation til Kirken og til verden, som både er en erklæring og en bekræftelse af de standarder, læresætninger og levemåder i forbindelse med familien, som profeterne, seerne og åbenbarerne i denne kirke gentagne gange har erklæret i løbet af dens historie.«77
Med denne introduktion oplæste præsident Hinckley for første gang offentligt: »Familien: En proklamation til verden.«
»Vi råder forældre og børn til at prioritere familiebøn, familieaften, studium af og undervisning i evangeliet og sunde familieaktiviteter højest.«
Ægteskabets og familiens ukrænkelighed var et konstant emne i præsident Hinckleys lærdomme. Han fordømte mishandling af enhver art og opfordrede forældre og børn til at være tålmodige med hinanden, til at elske hinanden, til at undervise hinanden og til at tjene hinanden. I et brev dateret 11. februar 1999 sagde han og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab:
»Vi opfordrer forældre til at vie alle deres kræfter til at undervise og opdrage deres børn efter evangeliske principper, hvilket vil bevare dem tæt til Kirken. Hjemmet er grundlaget for et retskaffent liv, og intet andet kan erstatte det eller varetage dets afgørende funktioner i opfyldelsen af dette gudgivne ansvar.
Vi råder forældre og børn til at prioritere familiebøn, familieaften, studium af og undervisning i evangeliet og sunde familieaktiviteter højest. Uanset hvor værdige eller relevante andre krav eller aktiviteter måtte være, må de aldrig få lov til at erstatte de guddommeligt pålagte pligter, som kun forældre og familier kan udføre på rette måde.«78
Rækker ud til nyomvendte
Præsident Hinckley elskede at se mange mennesker tilslutte sig Kirken, men han interesserede sig for den enkelte, som udgjorde disse mange mennesker. Tidligt i sin ledelse sagde han:
»Med det stadigt stigende antal nyomvendte, må vi gøre en stadig større og væsentlig indsats for at hjælpe dem, når de finder vej. Hver eneste har brug for tre ting – en ven, et ansvar og at ›få næring ved Guds gode ord‹ (Moro 6:4). Det er vores pligt og mulighed at sørge for disse ting.«79
Styrkelse af nyomvendte var et emne, som præsident Hinckley konstant tog op. Ældste Jeffrey R. Holland fortalte følgende historie om, hvordan han lagde vægt på dette emne: »Med et glimt i øjet og en hånd, der slog i bordet foran ham, sagde han for nogen tid siden til De Tolv: ›Brødre, når mit liv er ovre, og bisættelsen er afsluttet, rejser jeg mig, når jeg passerer jer, og ser hver af jer ind i øjnene og siger: ›Hvordan klarer vi os med hensyn til fastholdelse?‹«80
Tempelbyggeri
Præsident Hinckley lægger mørtel på ved hjørnestensceremonien forud for indvielsen af templet i Nauvoo i Illinois i 2002.
I 1910, det år Gordon B. Hinckley blev født, var der 4 fungerende templer i verden, og de lå alle i Utah. I 1961, da han blev ordineret til apostel, var antallet steget til 12. Denne fremgang var betydningsfuld, men ældste Hinckley udtrykte ofte bekymring for, at mange folk rundt omkring i verden havde begrænset adgang til templets velsignelser. I 1973, da han tjente som formand for Kirkens tempelkomité, skrev han i sin dagbog: »Kirken kunne bygge [mange mindre] templer for det samme, som det koster at bygge templet i Washington, [der på det tidspunkt var under opførelse]. Det vil bringe templerne til folket i stedet for at folk skal rejse over store afstande for at komme til dem.«81
Da han blev opretholdt som Kirkens præsident i 1995, var antallet af fungerende templer steget til 47, men hans ønske om flere templer var stadig stærkt. Han sagde: »Det har været mit brændende ønske, at der var templer, hvor end der var behov for det, så vores folk, hvor end de var, uden for store ofre kunne komme til Herrens hus for at modtage deres egne ordinancer og for at have muligheden for at lave stedfortrædende arbejde for de døde.«82
Ved oktoberkonferencen i 1997 kom præsident Hinckley med en historisk bekendtgørelse: Kirken ville begynde at bygge mindre templer rundt om i verden.83 Han sagde senere: »Jeg mener også, at tanken om mindre templer kom som en direkte åbenbaring.«84 I 1998 bekendtgjorde han, at 30 nye mindre templer, tillige med templer, der allerede var planlagt eller under opførelse, »i alt [bliver] 47 nye templer foruden de 51, der nu fungerer«. Til stor glæde for alle, der lyttede, tilføjede præsident Hinckley så: »Jeg tror, at vi nok hellere må føje yderligere 2 til, så vi når 100 ved udgangen af dette århundrede, nemlig 2.000 år ›efter vor Herre og frelsers, Jesu Kristi, komme i kødet‹ (L&P 20:1).« Så lovede han: »Der [vil] komme flere.«85
Den 1. oktober 2000 indviede præsident Hinckley templet i Boston i Massachusetts, nummer 100 af fungerende templer. Inden år 2000 var omme, indviede han endnu to templer. Da han døde i 2008, havde Kirken 124 fungerende templer og 13, der var bekendtgjort. Præsident Hinckley havde været involveret i planlægningen og opførelsen af de fleste af dem og havde personligt indviet 85 af dem, og havde genindviet 13 (8 af genindvielserne var templer, han tidligere havde indviet).
Konferencecentret
Konferencecentret, som præsident Hinckley indviede ved oktoberkonferencen 2000
Ved oktoberkonferencen 1995 kom præsident Hinckley med antydninger af en idé, som lå ham på sinde. Han talte fra Tabernaklet på Tempelpladsen og sagde: »Dette store Tabernakel synes at blive mindre for hvert år. Nu til dags mødes vi med langt større grupper samlet under et enkelt tag ved nogle regionalkonferencer.«86 Ved aprilkonferencen 1996 sagde præsident Hinckley mere om denne idé:
»Jeg er ked af, at mange, som ønsker at være sammen med os i Tabernaklet denne formiddag, ikke kan komme ind. Der er virkelig mange på plænerne udenfor. Denne enestående og fantastiske sal, som blev bygget af vore pionerforfædre og indviet til at tilbede Herren, kan komfortabelt rumme 6.000. Nogle af jer, der sidder på de hårde bænke i to timer, betvivler måske ordet komfortabelt.
Jeg føler med dem, som ønsker at komme ind, men ikke kunne få plads. For omkring et år siden foreslog jeg brødrene, at tiden måske var inde til, at vi skulle undersøge muligheden for at opføre et andet indviet hus til at tilbede i, men blot langt større, som kunne rumme tre eller fire gange det antal, som kan sidde i denne bygning.«87
Den 24. juli 1997 ved 150-året for pionerernes ankomst til Salt Lake-dalen blev det første spadestik taget til den nye bygning – der skulle hedde Konferencecentret – i blokken lige nord for Tempelpladsen. Mindre end tre år senere, i april 2000, blev generalkonferencens første møder afholdt der, selvom bygningen endnu ikke var helt færdig. Præsident Hinckley indviede Konferencecentret ved oktoberkonferencen 2000. Før han bad indvielsesbønnen, stod han ved talerstolen, der var lavet af et sort valnøddetræ, der havde vokset i hans egen have, og sagde:
»I dag skal vi indvie det som et hus, hvori vi kan tilbede Gud, den evige Fader, og hans enbårne Søn, Herren Jesus Kristus. Vi håber, og vi beder om, at der fortsat fra denne talerstol vil udgå erklæringer om vidnesbyrd og lærdomme, om tro på den levende Gud og om taknemlighed for vor Forløsers store sonoffer.«88
Vidnesbyrd om Jesus Kristus
Den 1. januar 2000 udsendte præsident Gordon B. Hinckley, hans rådgivere i Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum en proklamation, der hed: »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd.« De erklærede om Frelseren: »Ingen anden har haft så vidtrækkende indflydelse på alle, der har levet, og som kommer til at leve på jorden.«89
Og ingen anden havde en så vidtrækkende indflydelse på Gordon B. Hinckleys liv. I mere end 46 år tjente han som et særligt vidne om navnet Jesus Kristus. Nogle få måneder efter, han og hans brødre udgav »Den levende Kristus«, stod præsident Hinckley foran de sidste dages hellige og sagde: »Men af alt det, som jeg er taknemlig for her til morgen, er der én ting, som skiller sig markant ud. Det er et levende vidnesbyrd om Jesus Kristus, den Almægtige Guds Søn, Freds Fyrsten, den Hellige.«90
Prøvelser og håb
Ved slutningen af aprilkonferencen 2004 sagde præsident Hinckley: »Jeg beder nu et øjeblik tøvende om en personlig gunst. Nogle af jer har bemærket, at søster Hinckley er fraværende. For første gang i de 46 år, siden jeg blev generalautoritet, har hun ikke overværet generalkonferencen … Vi var på vej hjem [fra Afrika i januar måned], da hun faldt om af udmattelse. Hun har haft det svært lige siden … Jeg gætter på, at tiden er ved at løbe ud, og vi ved ikke, hvordan man stiller uret tilbage.
Det er en trist tid for mig. I denne måned har vi været gift i 67 år. Hun er mor til vore fem talentfulde og dygtige børn, bedstemor til 25 børnebørn og oldemor til et stigende antal oldebørn. Vi har vandret side om side igennem alle disse år, ligeværdige og partnere i regn og solskin. Hun har talt vidt og bredt og båret vidnesbyrd om dette værk, spredt kærlighed, opmuntring og tro overalt, hvor hun kom frem.«91
To dage senere, den 6. april, gik Marjorie Pay Hinckley bort. Millioner af folk, der elskede hende for hendes omsorgsfulde hjerte, kvikke vid og faste tro, sørgede sammen med præsident Hinckley. Han var taknemlig for de kærlige breve, der kom fra hele verden og støttede ham. Disse breve, sagde han, »har ydet os trøst i sorgens stund«.92 Mange folk ydede bidrag i søster Hinckleys navn til Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond.
Selvom tabet af Marjorie var hårdt, så fortsatte præsident Hinckley med sit arbejde i Kirken, selvom hans eget helbred blev endnu en smule dårligere. Han begyndte at gå med stok. Nogle gange brugte han den til at støtte sig, men for det meste brugte han den til at vinke til Kirkens medlemmer. Præsident Thomas S. Monson mindedes en samtale med præsident Hinckleys læge, der var bekymret for den måde, hvorpå præsident Hinckley brugte – og ikke brugte – sin stok. Lægen sagde: »Det sidste, vi ønsker, er, at han falder og brækker en hofte eller det, der er værre. I stedet vinker han med den, og så bruger han den ikke, når han går. Fortæl ham, at hans læge har anbefalet, at han går med stok, og han skal bruge den efter hensigten.« Præsident Monson svarede: »Doktor, jeg er præsident Hinckleys rådgiver. Du er hans læge. Du må sige det til ham!«93
Tidligt i 2006, i en alder af 95, fik præsident Hinckley konstateret kræft. Ved oktoberkonferencen det år sagde han: »Herren har ladet mig leve. Jeg ved ikke hvor længe, men uanset hvor lang tid jeg har igen, vil jeg fortsætte med at yde mit bedste i de opgaver, jeg har … Jeg har det fint, mit helbred er rimeligt godt. Når tiden er inde til en efterfølger, bliver overgangen let og i overensstemmelse med hans vilje, hvis kirke det er.«94
Et år senere år senere i oktober 2007 afsluttede præsident Hinckley sin sidste generalkonference ved at sige: »Vi ser frem til at se jer igen til april. Jeg er 97, men jeg håber, at jeg kommer med. Må himlens velsignelser være med jer indtil da, er min ydmyge og oprigtige bøn i vor Forløsers, ja, i Herren Jesu Kristi navn. Amen.«95
Præsident og søster Hinckleys datter Virginia beskrev de fire år efter søster Hinckleys død som »kronen på [præsident Hinckleys] liv«. Hun talte derefter om en bøn, som han bad den 20. januar 2008, en uge før sin død, da han indviede en renoveret kirkebygning i Salt Lake City:
»I den bøn bad han på en helt usædvanlig måde til Herren for sig selv som profet. Han udtrykte taknemlighed over, at Herren lige ›fra Joseph Smiths tid og til nu har udvalgt og kaldet en profet til sit folk. Vi takker dig og beder dig om, at du vil trøste og støtte ham og velsigne ham i henhold til hans behov og din ophøjede hensigt‹.«96
Torsdag den 24. januar 2008 følte præsident Hinckley sig for første gang ikke i stand til at deltage sammen med sine brødre i deres ugentlige møde i templet. Den følgende søndag, den 27. januar, gav præsident Monson ham en præstedømmevelsignelse sammen med præsidenterne Henry B. Eyring og Boyd K. Packer. Senere den dag gik præsident Hinckley fredeligt bort derhjemme, omgivet af sine fem børn og deres ægtefæller.
Få dage senere viste tusindvis ham den sidste ære, da de gik forbi præsident Hinckleys kiste ved en lit de parade i Profeternes sal i Konferencecentret. Ledere fra andre kirker, politikere og repræsentanter for det offentlige og erhvervslivet sendte også deres kondolencer og udtrykte taknemlighed for præsident Hinckleys indflydelse og lærdomme.
Begravelsen blev afholdt i Konferencecentret og transmitteret til kirkebygninger verden over. Som en del af mødet sang Tabernakelkoret en ny salme, der hed »Hvad er det, vi kalder døden?« Salmens tekst var skrevet af præsident Hinckley – hans sidste vidnesbyrd om Jesus Kristus til hans venner, der havde set hen til ham som profet:
Hvad er det, vi kalder døden?
Efterladt er vi med smerten.
Et farvel, nej, men en ny tid,
en lysere, bedre verden.
Gud, rør mit smertende hjerte,
berolig min uro og frygt.
Lad håb og tro stå stærk og ren,
lad mig trods uvejr sove trygt.
Død findes ej, alt ændres dog.
En ny verden er sejrens løn,
hans gave, som elskede alle,
Israels Hellige, Guds Søn.97