Kapitel 8
Vi ser hen til Kristus
»Vi tror på Kristus. Vi underviser om Kristus, Vi ser hen til Kristus Han er vor Forløser, vor Herre og vor Frelser.«
Fra Gordon B. Hinckleys liv
Ved aprilkonferencen i 1975 fortalte ældste Gordon B. Hinckley, der dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, om følgende oplevelse.
»Fornylig holdt vi åbent hus i templet i [Mesa i] Arizona. Efter en gennemgribende istandsættelse så næsten en kvart million mennesker templets smukke indre. Den første dag var præster fra andre religioner indbudt som særlige gæster, og hundreder tog imod indbydelsen. Det var mit privilegium at tale til dem og besvare deres spørgsmål ved afslutningen af turen igennem templet. Jeg fortalte dem, at vi ville være glade for at besvare et hvilket som helst spørgsmål, de måtte have. Og de havde mange. Blandt spørgsmålene var det ét, der kom fra en protestantisk præst.
Han sagde: ›Jeg har været igennem hele denne bygning, dette tempel, der på hovedgavlen bærer Jesu Kristi navn, men intet sted har jeg set noget kors, symbolet på kristendom. Jeg har lagt mærke til jeres bygninger andre steder, og der har jeg heller aldrig fundet et kors. Hvorfor er det tilfældet, når I siger, at I tror på Jesus Kristus?‹
Jeg svarede: ›Jeg er ikke ude på at fornærme nogen af mine kristne brødre, som benytter korset på deres katedralers spir og på alteret i deres kirker, eller som bærer det på deres messedragt og trykker det på deres bøger og anden litteratur. Men for os er korset et symbol på den døende Kristus, mens vores budskab er en erklæring om den levende Kristus.‹
Så spurgte han: ›Hvis I ikke benytter korset, hvad er da symbolet på jeres religion?‹
Jeg svarede, at vores folks levevis måtte være det eneste meningsfyldte udtryk for vores tro og derved symbolet på vores gudsdyrkelse …
Intet tegn, intet kunstværk, ingen gengivelse er tilstrækkelig til at udtrykke herligheden og det vidunderlige ved den levende Kristus. Han fortalte os, hvad symbolet skulle være, da han sagde: ›Elsker I mig, så hold mine bud‹ (Joh 14:15).
Som hans disciple kan vi ikke gøre noget ondt eller forlorent eller uhøvisk uden at besmitte hans billede. Vi kan heller ikke gøre noget godt og smukt og velgørende uden endnu stærkere at indprente symbolet på ham, hvis navn vi har påtaget os.
Og således bliver vores tilværelse et meningsfuldt udtryk, et symbol på vores erklæring af vores vidnesbyrd om den levende Kristus, den evige Søn af den levende Gud.
Så enkelt er det, mine brødre og søstre, og så dybsindigt, og vi gør bedst i aldrig at glemme det.1
»Det absolut fundamentale for vores tro er vores vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er Guds Søn … Han er hovedhjørnestenen i den kirke, der bærer hans navn.«
Gordon B. Hinckleys lærdomme
1
Jesus Kristus er bogstaveligt talt den levende Guds Søn.
Det absolut fundamentale for vores tro er vores vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er Guds Søn … Han er hovedhjørnestenen i den kirke, der bærer hans navn.2
Vi tror på Kristus. Vi underviser om Kristus. Vi ser hen til Kristus. Han er vor Forløser, vor Herre og vor Frelser.3
Jordisk tjenestegerning
Han, som var Guds Søn, Guds enbårne Søn, forlod sin Faders celestiale bolig for at iklæde sig et jordisk legeme. Ved hans fødsel sang englene, og de vise mænd kom for at give gaver. Han voksede op som andre drenge i Nazaret i Galilæa. Der »gik [han] frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker« (Luk 2:52).
Han besøgte Jerusalem sammen med Maria og Josef, da han var 12 år gammel. På deres hjemrejse kunne de ikke finde ham. De tog tilbage til Jerusalem og fandt ham i templet, hvor han talte med de lærde lærere. Da Maria bebrejdede ham for ikke at have været sammen med dem, svarede han: »Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« (Luk 2:49). Hans ord var et forvarsel om hans kommende tjenestegerning.
Denne tjenestegerning begyndte med hans dåb i Jordanfloden, og blev udført af hans grandfætter, Johannes. Da han kom op af vandet, dalede Helligånden ned over ham i en dues skikkelse, og hans Faders stemme hørtes sige: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag« (Matt 3:17). Denne udtalelse blev bekræftelsen på hans guddommelighed.
Han fastede i 40 dage og blev fristet af djævelen, som søgte at fjerne ham fra hans guddommeligt fastlagte mission. Han besvarede modstanderens opfordring således: »Du må ikke udæske Herren din Gud« (Matt 4:7), hvorved han atter erklærede, at han var Guds Søn.
Han vandrede ad Palæstinas støvede veje. Han havde ikke noget hjem, som han kunne kalde sit eget, og ikke noget sted at hvile sit hoved. Hans budskab var fredens evangelium. Han belærte om ædelmodighed og kærlighed. »Vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen« (Matt 5:40).
Han underviste ved hjælp af lignelser. Han udførte mirakler, som hverken før eller siden nogen sinde er blevet udført. Han helbredte dem, som længe havde været syge. Han fik de blinde til at se, de døve til at høre og de lamme til at gå. Han oprejste de døde, og de levede atter for at kunne lovprise ham. Det var der bestemt ikke noget menneske, der nogen sinde før havde gjort.
Der var nogle få, som fulgte ham, men de fleste hadede ham. Han omtalte de skriftkloge og farisæerne som hyklere, der lignede kalkede grave. De lagde råd op mod ham. Han jog vekselererne ud fra Herrens hus. De sluttede sig uden tvivl til dem, der planlagde at slå ham ihjel. Men han lod sig ikke afskrække. Han »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38).
Var alt dette ikke nok til at udødeliggøre hans minde? Var det ikke nok til at give hans navn en plads blandt, og endda over de store mænd, som har vandret på jorden, og som er blevet husket for det, som de har sagt og gjort? Han ville helt sikkert have fået en plads blandt alle tidsaldres store profeter.
Men alt dette var ikke nok for den Almægtiges Søn. Det var kun en optakt til de større ting, som skulle ske. De skete på en besynderlig og frygtelig måde.4
Tilfangetagelse, korsfæstelse og død
Han blev forrådt, taget til fange, dømt til døden – til at dø i voldsom smerte ved korsfæstelse. Han blev naglet levende til et kors af træ. I ubeskrivelig smerte ebbede hans liv langsomt ud. Mens han stadig trak vejret, råbte han: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34).
Jorden rystede, og hans ånd forlod ham. Officeren, som havde set det hele, sagde højtideligt: »Sandelig, han var Guds søn« (Matt 27:54).
De, der elskede ham, tog hans legeme ned fra korset. De iklædte det og lagde det i en ny grav …
Hans venner må have grædt. De apostle, som han elskede, og som han havde kaldt som vidner om hans guddommelighed, græd. De kvinder, der elskede ham, græd. Der var ingen, som havde forstået, hvad han sagde om at opstå på den tredje dag. Hvordan skulle de kunne forstå det? Det var aldrig sket før. Det var helt uden fortilfælde. Det var utroligt, selv for dem.
Der må have været en forfærdelig følelse af modløshed, trøstesløshed og fortvivlelse, da de tænkte på deres Herre, som var blevet taget bort fra dem i døden.5
Opstandelse
Men det var ikke enden. Om morgenen den tredje dag gik Maria Magdalene og den anden Maria ud til graven igen. Til deres store forbavselse var stenen rullet bort, og graven stod åben. De kiggede derind. To personer i hvidt sad i hver sin ende af begravelsesstedet. En engel viste sig for dem og sagde: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?
Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa,
og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag« (Luk 24:5-7).
Disse enkle ord – »Han er ikke her, han er opstået« – er blevet de mest dybsindige i al litteratur. De er erklæringen om den tomme grav. De er opfyldelsen af alt det, som han har talt om sin opstandelse. De er det sejrrige svar på det spørgsmål, som opstår for alle mænd, kvinder og børn, som nogen sinde er født på jorden.
»Hans budskab var fredens evangelium. Han belærte om ædelmodighed og kærlighed.«
Den opstandne Herre talte til Maria, og hun svarede. Han var ikke et genfærd. Dette var ikke indbildning. Han var virkelig, så virkelig som han havde været i sit jordiske liv. Han tillod hende ikke at røre ved sig. Han var endnu ikke steget op til Faderen i himlen. Det ville snart ske. Hvilken genforening det må have været at blive omfavnet af den Fader, som elskede ham, og som også må have grædt for ham i hans smertens stund.
Han viste sig for to mænd, der var på vej til Emmaus. Han talte med dem og spiste sammen med dem. Han mødte sine apostle bag lukkede døre for at belære dem. Thomas var ikke til stede ved den første lejlighed. Ved den anden lejlighed indbød Herren ham til at mærke på hans hænder og i hans side. I ren og skær forundring udbrød han: »Min Herre og min Gud!« (Joh 20:28). Jesus talte [på et andet tidspunkt] med 500 mennesker …
Og der findes endnu et vidnesbyrd. Denne ledsager til Bibelen, Mormons Bog, vidner om, at han ikke blot viste sig for dem i den gamle verden, men også for dem i den nye. For havde han ikke sagt engang: »Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde«? (Joh 10:16).
Efter sin opstandelse viste han sig for dem, der boede på denne halvkugle. Da han steg ned igennem himlens skyer, hørtes Gud den evige Faders stemme atter, og han erklærede højtideligt: »Se, min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag, i hvem jeg har herliggjort mit navn – hør ham« (3 Ne 11:7) …
Og som om alt dette ikke var nok, så er der denne uddelings store profet Joseph Smiths vidnesbyrd, som står fast og er tydeligt. Han gik som dreng ud i skoven for at bede for at søge lys og kundskab. Og to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, viste sig for ham stående over ham i luften. En af dem talte til ham, idet han kaldte ham »ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: ›Det er min elskede Søn. Hør ham!‹« (JS–H 1:17).
Den selv samme Joseph sagde ved en senere lejlighed: »Og vi så Sønnens herlighed, ved Faderens højre hånd, og modtog af hans fylde …
Og se, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det vidnesbyrd, det seneste af dem alle som vi giver om ham: At han lever!« (L&P 76:20, 22).6
Til alle, som måske tvivler, vil jeg gentage de ord, som blev sagt til Thomas, da han følte Herrens sår: »Vær ikke vantro, men troende« (John 20:27). Tro på Jesus Kristus, Guds Søn, den største person, der har levet i tid og evighed. Tro på, at hans uforlignelige liv strækker sig helt tilbage til tiden, før verden blev dannet. Tro på, at han var Skaberen af den jord, vi lever på. Tro på, at han var Det Gamle Testamentes Jahve, at han var Det Nye Testamentes Messias, at han døde og opstod, at han besøgte det vestlige kontinent og underviste folk der, at han indvarslede denne sidste uddeling af evangeliet, og at han lever, den levende Guds levende Søn, vor Frelser og vor Forløser.7
2
Vi kan hver især vide, at Jesus Kristus er Guds søn og verdens Forløser, der er opstået fra graven.
Der … kæmpes en kamp om menneskets tro, men linjerne er ikke altid klart tegnet op, for selv blandt de kristnes styrker, er der dem, der ønsker at ødelægge Kristi guddommelighed, han i hvis navn de taler. Der blev måske ikke lyttet til dem, hvis ikke deres stemmer var så forførende, hvis ikke deres indflydelse rakte så langt, hvis ikke deres motiver var så skjulte …
Store skarer vil samles på tusinde bakker for at byde påskedagens morgengry velkommen og mindes beretningen om Kristus, hvis opstandelse, de vil ihukomme. Prædikanter fra mange trossamfund vil i et sprog, der er både smukt og håbefuldt, genfortælle beretningen om den tomme grav. Til dem – og til jer – stiller jeg dette spørgsmål: »Tror I virkelig på det?«
Tror I virkelig på, at Jesus var Guds Søn, Faderens bogstavelige barn?
Tror I på, at det var Gud den evige Faders røst, der hørtes over Jordanflodens vande, og som sagde: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag«? (Matt 3:17).
Tror I på, at den samme Jesus udvirkede mirakler, helbredte de syge, hjalp de svage og gav livet tilbage til de døde?
Tror I på, at han efter sin død på Golgata og sin begravelse i Josefs grav kom frem i live på den tredje dag?
Tror I virkelig på, at han stadig lever – virkeligt, lyslevende og personligt – og at han vil komme igen, som englene lovede ved hans himmelfart?
Tror I virkelig på disse ting? Hvis I gør, så er I en del af en skrumpende gruppe af folk, der tror bogstaveligt på skriften, som der bliver mere og mere gjort grin med af filosoffer, og som mere og mere bliver latterliggjort af visse lærde, og som mere og mere bliver anset som værende »fra den« af et voksende antal af præster og indflydelsesrige teologer …
I disse intellektuelles øjne, er dette myter – Jesu fødsel som Guds Søn, om hvem englene sang på Judæas sletter, han, der udvirkede mirakler, helbredte de syge og oprejste de døde, den Kristus, der opstod fra graven, himmelfarten og den lovede tilbagevenden.
Disse moderne teologer ribber ham for hans guddommelighed, og så undrer de sig over, hvorfor mennesker ikke tilbeder ham.
Den opstandne Frelser vandrede sammen med to mænd på vej til Emmaus.
Disse kloge lærde har taget Jesu guddommelige kappe fra ham og har blot efterladt et almindeligt menneske. De har prøvet at passe ham ind i deres egen snævre tankegang. De har berøvet ham hans guddommelige rolle som Søn og frataget verden dens retmæssige konge …
Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at Gud ikke er død, undtagen når han tomt fortolkes til at være det….
Der er brug for mere end en fornuftig tro. Der er brug for en forståelse af hans unikke og uforlignelige stilling som den guddommelige Forløser og en entusiasme for ham og hans budskab som Guds Søn.
Den forståelse og den entusiasme er tilgængelig for alle, der vil betale prisen. Den er ikke uforenelige med en højere uddannelse, men den kommer ikke kun til belæste filosoffer. Nej, de kommer ved en mere enkel proces. Det, der hører Gud til, skal forstås ved Guds Ånd. (1 Kor. 2:11). Således erklærer åbenbarelsens ord.
Tilegnelsen af forståelse af og entusiasme for Herren kommer af følgende enkle regler … Jeg vil gerne foreslå tre, der er enkle i deres forskrift, næsten banale at gentage, men anvendelsen af dem er grundlæggende og resultatet er frugtbart. …
Det første er at læse – at læse Herrens ord … Læs for eksempel Johannesevangeliet fra begyndelsen til enden. Lad Herren selv tale til jer, og hans ord vil komme med en stille overbevisning, der vil gøre hans kritikeres ord meningsløse. Læs også vidnesbyrdet fra den nye verden, Mormons Bog, der kom frem som et vidne om »at Jesus er Kristus, den evige Gud, som giver sig til kende for alle folkeslag« (Mormons Bogs titelblad).
Det næste er at tjene – at tjene i Herrens værk … Kristi sag har ikke brug for jeres tvivl; den har brug for jeres styrke og tid og talenter; og når I udøver dem i tjeneste, vil jeres tro vokse, og jeres tvivl vil svinde …
Det tredje er at bede. Tal med jeres Evige Fader i hans elskede Søns navn. »Se,« siger han »jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig« (Åb 3:20).
Sådan lyder hans invitation, og løftet er sikkert. Det er usandsynligt, at I vil høre røster fra himlen, men der vil komme en forvisning sendt fra himlen, der er er fyldt med fred og sikkerhed …
Vidnesbyrdet fra Helligånden vil skinne gennem forvirrende filosofier, gennem den såkaldte højere kritik og negative teologi og vidne om, at Jesus virkelig er Guds Søn, født i kødet, verdens Forløser, der er opstået fra graven, Herren, der skal komme og regere som kongernes konge. Det er noget, I har mulighed for at vide. Det er jeres pligt at finde ud af det.8
3
Vi må bestandigt spørge os selv: »Hvad skal vi gøre med Jesus, der kaldes Kristus«?
Jeg stiller det samme spørgsmål, som Pontius Pilatus stillede for 2.000 år siden: »Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?« (Matt 27:22). Vi er i virkeligheden hele tiden nødt til at spørge os selv: »Hvad skal vi gøre med Jesus, der kaldes Kristus? Hvad skal vi gøre med hans lærdomme, og hvordan kan vi forbinde dem uadskilleligt med vores livsførelse? …
»Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd« (Joh 1:29). Hvor ville vores liv dog være fattigt uden hans lære og hans uforlignelige eksempel. Læren om at vende den anden kind til, gå den anden mil, om den fortabte søns hjemkomst og mange, mange flere uforlignelige lærdomme er blevet filtreret gennem tiden og er blevet en katalysator for at vende megen af menneskenes umenneskelighed over for hinanden til godhed og barmhjertighed.
Det er brutaliteten, der regerer, hvor Kristus bliver afvist. Det er godhed og overbærenhed, der regerer, hvor Kristus anerkendes og hans lærdomme efterleves.
Hvad skal vi så gøre med Jesus, der kaldes Kristus? »Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud« (Mika 6:8).
»Derfor siger jeg jer, at I bør tilgive hinanden; for den, som ikke tilgiver sin broder hans overtrædelser, står fordømt over for Herren; for i ham forbliver en større synd« (L&P 64:9) …
Hvad skal vi så gøre med Jesus, der kaldes Kristus? »For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig (Matt 25:35-36) …
Hvad skal vi gøre med Jesus, der kaldes Kristus?
Lære af ham. Undersøge skrifterne, for det er dem, der vidner om ham. Fundere over miraklet i hans liv og mission. Forsøge lidt mere flittigt at efterleve hans eksempel og overholde hans lærdomme.9
4
Vi ser hen til Jesus Kristus som vores frelses klippe, vores styrke, vores trøst, midtpunktet i vores tro.
Vi ved ikke, hvad der ligger forude. Vi ved ikke, hvad de kommende dage vil bringe. Vi lever i en verden med usikkerhed. For nogle vil der være store præstationer. For andre skuffelser. For nogle megen fryd og glæde, godt helbred og velstand. For andre måske sygdom og en smule sorg. Vi ved det ikke. Men ét ved vi. Som Polarstjernen på himlen ser vi, uanset hvad fremtiden bringer, verdens Forløser, Guds Søn, fast og sikker som et anker for vores evige liv. Han er vores frelses klippe, vores styrke, vores trøst, midtpunktet i vores tro.
I solskin og regnvejr ser vi til ham, og han er der for at berolige os og smile til os.10
Jeg ved, at min Forløser er Guds søn
og verdens Frelser god.
Han sejred’ over synd og død,
min Konge, og min Herre stor.
Han lever, er vor klippe fast,
han er vort håb og jordens salt.
Han lyset er for dig og mig,
det lys, der overvinder alt.
O, må Guds ånd os fylde helt,
så vi kan nyde freden her,
og styrk vor tro. I evighed
kan dine børn dig være nær.11
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
Gennemgå præsident Hinckleys vidnesbyrd i afsnit 1, og brug noget tid på at tænke over jeres eget vidnesbyrd om Jesus Kristus. Hvorfor er I taknemlige for Frelserens tjenestegerning og forsoning? Hvilke beretninger og lærdomme fra Frelserens liv har en særlig betydning for jer?
-
Stil jer selv hvert af spørgsmålene i afsnit 2. Hvordan påvirker svarene jeres daglige liv? Gennemgå i det samme afsnit præsident Hinckleys tre »enkle regler« for at opnå en forståelse, af »det, der hører Gud til«. Hvordan har disse principper hjulpet jer til at få en større åndelig forståelse?
-
Præsident Hinckley spurgte flere gange: »Hvad skal vi gøre med Jesus, der kaldes Kristus«? (afsnit 3). Hvad kan vi lære af hans svar? Overvej, hvordan I ville besvare dette spørgsmål. Hvordan ville jeres liv være anderledes, hvis I ikke kendte Frelserens lærdomme og eksempel?
-
Præsident Hinckley lagde vægt på, at Jesus Kristus er vores anker i en verden med usikkerhed (se afsnit 4). Hvornår har I følt Frelserens styrke og trøst i en vanskelig tid? Tænk over hver linje i præsident Hinckleys salme i afsnit 4. Hvordan er Kristus »vort håb«? Hvordan er han »lyset … for dig og mig«?
Skriftstedshenvisninger
Luk 24:36-39; Joh 1:1-14; ApG 4:10-12; 2 Ne 2:8; 25:26; Alma 5:48; L&P 110:3-4
Studiehjælp
»Planlæg studieaktiviteter, som opbygger din tro på Frelseren« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 22). Når I studerer, kan I for eksempel stille jer selv spørgsmål som: »Hvordan kan disse belæringer hjælpe mig til større forståelse af Jesu Kristi forsoning? Hvordan kan disse lærdomme hjælpe mig til at blive mere lig Frelseren?«