Kapitel 22
Ræk ud i kærlighed til nyomvendte og mindre aktive medlemmer
»Vi må hele tiden [være] opmærksomme på den umådeligt store forpligtelse til at indføre dem, der kommer ind i Kirken som nyomvendte, i fællesskabet … og til kærligt at række ud til dem, som … træder ind i inaktivitetens skygge.«
Fra Gordon B. Hinckleys liv
Et emne, som præsident Hinckley lagde vægt på igennem sin tjeneste som præsident for Kirken, var vigtigheden af at række ud til nyomvendte og til dem, der ikke er aktive i Kirken. Han kom med mange eksempler på sine egne bestræbelser angående dette, hvoraf han bedrøvet beskrev en af dem som »et af mine nederlag«. Han forklarede:
»Mens jeg var missionær på De Britiske Øer, underviste min kammerat og jeg en ung mand, og jeg fik lov til at døbe ham. Han var veluddannet. Han var dannet. Han var flittig. Jeg var så stolt af denne begavede unge mand, som var kommet ind i Kirken. Jeg følte, at han havde alle de egenskaber, der kunne gøre ham til en leder blandt vores folk.
Han var ved at foretage den store tilpasning fra at være nyomvendt til at være medlem. I en kort periode, før jeg blev afløst, fik jeg lov at være hans ven. Derpå blev jeg afløst for at vende hjem. Han fik en beskeden opgave i grenen i London. Han vidste intet om, hvad der forventedes af ham. Han begik en fejl. Lederen af organisationen, hvor han tjente, var en mand, som jeg bedst kan beskrive som én, der manglede kærlighed og var rig på kritik. På en ret ubarmhjertig måde gik han efter min ven, som havde begået en ubetydelig fejl.
Den aften forlod den unge mand den lejede sal krænket og såret … Han sagde til sig selv: ›Hvis det er den slags mennesker, de er, så vil jeg ikke komme tilbage.‹
Han gled ind i inaktivitet. Årene gik … Da jeg [igen] var i England, forsøgte jeg desperat at finde ham … Jeg vendte hjem, og endelig efter lang tids søgen var jeg i stand til at finde ham.
Jeg skrev til ham. Han svarede, men uden at nævne evangeliet.
Næste gang jeg var i London, ledte jeg igen efter ham. Den dag, jeg skulle rejse, fandt jeg ham. Jeg ringede til ham, og vi mødtes på en undergrundsstation. Han omfavnede mig og jeg ham. Jeg havde næsten ingen tid, før jeg skulle nå mit fly, men vi talte kort sammen og efter min opfattelse med oprigtig interesse for hinanden. Han omfavnede mig igen, før jeg gik. Jeg besluttede, at jeg aldrig igen ville miste kontakten med ham …
Årene gik. Jeg blev ældre, ligesom han gjorde. Han blev pensioneret og flyttede til Schweiz. Da jeg engang var i Schweiz, gjorde jeg en ihærdig indsats for at finde den landsby, hvor han boede. Vi tilbragte det meste af en dag sammen – han, hans hustru, min hustru og jeg. Vi havde det vidunderligt, men det var tydeligt, at troens ild var død for længe siden. Jeg prøvede på enhver tænkelig måde, men jeg kunne ikke finde en måde at tænde den på igen. Jeg fortsatte min korrespondance. Jeg sendte ham bøger, blade, plader med Tabernakelkoret og andre ting, som han udtrykte påskønnelse for.
Han døde for nogle måneder siden. Hans hustru skrev for at informere mig om det. Hun skrev: »Du var den bedste ven, han nogensinde havde.«
Tårerne løb ned af mine kinder, da jeg læste det brev. Jeg vidste, at jeg ikke havde slået til. Måske, hvis jeg havde der for at samle ham op, da han første gang blev slået ud, kunne han have fået noget helt andet ud af sit liv. Jeg tror, at jeg kunne have hjulpet ham dengang. Jeg tror, at jeg kunne have forbundet det sår, som han havde fået. Jeg har kun én trøst, jeg forsøgte. Jeg har kun én sorg, det mislykkedes.
Udfordringen nu er større, end den nogensinde før har været, for antallet af nyomvendte er større, end vi nogensinde før har oplevet … Hver eneste nyomvendt er dyrebar. Hver eneste nyomvendt er Guds søn eller datter. Hver eneste nyomvendt er et stort og alvorligt ansvar.«1
Præsident Hinckleys omsorg for nyomvendte og mindre aktive medlemmer var et resultat af hans oplevelse med at se, hvordan evangeliet velsigner folks liv. En journalist spurgte ham engang: »Hvad giver dig størst tilfredshed, når du ser Kirkens virke i dag?« Præsident Hinckley svarede:
»Den største tilfredshed, jeg får, er at se, hvad dette evangelium gør for mennesker. Det giver dem et nyt syn på livet. Det giver dem et perspektiv, som de aldrig har oplevet før. Det hæver deres blik mod det ædle og guddommelige. Der sker noget med dem, som er mirakuløst at betragte. De ser hen til Kristus og bliver levende.«2
Gordon B. Hinckleys lærdomme
1
Vi har et stort ansvar for at hjælpe den enkelte.
Vi skal tage os af den enkelte. Kristus talte altid om den enkelte. Han helbredte de syge enkeltvis. I sine lignelser talte han om enkeltpersoner. Kirken tænker på den enkelte, selv om vi er mange. Uanset om der er seks, ti, tolv eller 50 millioner, må vi aldrig glemme, at det er den enkelte, der har betydning.3
Vi er ved at blive et stort verdensomspændende samfund. Men vores interesse og omsorg bør altid handle om den enkelte. Hvert eneste medlem af denne kirke er en individuel mand eller kvinde, dreng eller pige. Vores største ansvar er at se til, at hver enkelt kan blive »husket og få næring ved Guds gode ord« (Moro 6:4), således, at den enkelte får mulighed for vækst, for at udtrykke sig samt få oplæring i Herrens virke og veje, således at ingen mangler livets nødvendigheder, og at de fattiges behov dækkes, for at hvert enkelt medlem modtager opmuntring, oplæring og mulighed for at gå fremad ad udødelighedens og det evige livs vej …
Dette værk drejer sig om mennesker, hver især en Guds søn eller datter. Når vi beskriver Kirkens resultater, taler vi i tal, men alle vore anstrengelser må tilegnes den enkeltes udvikling.4
Jeg vil gerne understrege, at der er en meget positiv og vidunderlig vækst i Kirken … Vi har god grund til at være fortrøstningsfulde. Men enhver nyomvendt, hvis tro bliver kold, er en tragedie. Ethvert medlem, der bliver uaktivt, er grund til alvorlig bekymring. Herren forlod de nioghalvfems for at finde det mistede får. Hans omsorg for [det ene] var så stor, at han gjorde det til temaet for en af sine store taler (se Luk 15:1-7). Vi kan ikke slappe af. Vi må hele tiden gøre Kirkens ledere og medlemmer opmærksomme på den umådeligt store forpligtelse til at indføre dem, der kommer ind i Kirken som nyomvendte, i fællesskabet på en meget oprigtig, varm og vidunderlig måde, og til kærligt at række ud til dem, som af en eller anden grund træder ind i inaktivitetens skygge. Der er mange beviser for, at det kan lade sig gøre, hvis der er en vilje til at gøre det.5
2
Hver eneste nyomvendt er værdifuld og er et stort og alvorligt ansvar.
Jeg synes, at det største tab, vi kan lide i Kirken, er, når de, der har tilsluttet sig Kirken, falder fra. Med meget få undtagelser behøver det ikke ske. Jeg er overbevist om, at næsten alle, der bliver døbt af missionærerne, er undervist tilstrækkeligt og har fået kundskab og vidnesbyrd nok til at kunne stå inde for deres dåb. Men det er ikke nemt at gøre de forandringer, der skal til, når man tilslutter sig denne kirke. Det betyder, at gamle forbindelser må brydes. Det betyder, at man må forlade venner. Det kan betyde, at man skal aflægge en tro, som man har holdt af. Det kan kræve ændrede vaner og lyster, som skal undertrykkes. Det betyder i mange tilfælde ensomhed og endog frygt for det ukendte. Disse nyomvendte må næres og styrkes i denne vanskelige tid i deres liv. Der er betalt en fantastisk pris for hans eller hendes tilstedeværelse i Kirken. Missionærernes store anstrengelser og det, som det koster dem at tjene, adskillelsen fra gamle venner og den omvæltning, der sker ved alt dette, nødvendiggør, at disse kostbare sjæle bydes velkommen, forsikres om sandheden og får hjælp i deres svage stunder, og at de får nogle ansvarsopgaver, hvorved de kan blive stærkere, at de opmuntres og takkes for alt, hvad de gør.6
Det har absolut ikke noget formål at missionere, hvis vi ikke bevarer frugterne af denne indsats. De to ting kan ikke skilles ad. Disse nyomvendte er dyrebare … Hver eneste nyomvendt er et stort og alvorligt ansvar. Det er absolut bydende, at vi passer godt på disse mennesker, som er blevet en del af os …
For nylig modtog jeg et meget interessant brev. Det er skrevet af en kvinde, som sluttede sig til Kirken for et år siden. Hun skriver:
»Min rejse ind i Kirken var enestående og meget krævende. Det år, som er gået siden da, har været det hårdeste år, som jeg nogen sinde har oplevet i mit liv. Det har også været det rigeste år. Som nyt medlem fortsatte mine udfordringer hver dag« …
Hun siger, at »Kirkens medlemmer ikke ved, hvad det vil sige at være et nyt medlem i Kirken. Det er derfor næsten umuligt for dem at vide, hvordan de skal støtte os.«
Mine brødre og søstre, hvis I ikke ved, hvad det vil sige, så udfordrer jeg jer til at forestille jer, hvordan det må være. Det kan være meget ensomt. Det kan være skuffende. Det kan være skræmmende. Vi, som tilhører Kirken, er meget mere forskellige fra verden, end vi tror, at vi er. Denne kvinde fortsætter:
»Når vi som undersøgere bliver medlemmer af Kirken, overrasker det os at opdage, at vi er trådt ind i en helt fremmed verden, en verden med sine egne traditioner, kultur og sprog. Vi opdager, at der ikke er noget menneske eller nogen kilde, som vi kan vende os til for at få vejledning på vores rejse ind i denne nye verden. I begyndelsen er denne rejse spændende, og vore fejl endog morsomme, men så bliver det frustrerende, hvorefter frustrationen til sidst bliver til vrede. Og det er i denne frustration og vrede, at vi forlader Kirken. Vi går tilbage til den verden, som vi kom fra, hvor vi vidste, hvem vi var, og hvor vi bidrog, og hvor vi kunne tale sproget.«7
Nogle mennesker er kun blevet døbt, de er ikke kommet ind i fællesskabet, og efter to eller tre måneder, siger de farvel. Det er så vigtigt, mine brødre og søstre, at sørge for, at [de nydøbte medlemmer] bliver omvendte, at de i deres hjerte får en overbevisning om dette storslåede værk. Det er ikke kun noget, der skal forstås med hovedet. Det handler om hjertet, og at det bliver rørt af Helligånden, indtil de ved, at dette værk er sandt, at Joseph Smith i sandhed var Guds profet, at Gud lever, og at Jesus Kristus lever, og at de viste sig for drengen Joseph Smith, at Mormons Bog er sand, og at præstedømmet er her med alle dets gaver og velsignelser. Jeg kan ikke lægge nok vægt på dette.8
3
Hver eneste nyomvendt har brug for venskab, et ansvar og næring med Guds gode ord.
Med det stadig stigende antal nyomvendte må vi gøre en stadig større og væsentlig indsats for at hjælpe dem, når de finder vej. Hver eneste har brug for tre ting – en ven, et ansvar, og at »få næring ved Guds gode ord« (Moro 6:4). Det er vores pligt og mulighed at sørge for disse ting.9
Venskab
[Nyomvendte] kommer ind i Kirken med begejstring for det, de har fundet. Vi må øjeblikkeligt bygge på den begejstring … [Vi må]lytte til dem, vejlede dem, besvare deres spørgsmål og være der for at bistå dem i alle situationer og under alle forhold … Jeg opfordrer hvert enkelt medlem til at række ud i venskab og kærlighed til dem, som kommer ind i Kirken som nyomvendte.10
Vi har en stor forpligtelse over for dem, der døbes ind i Kirken. Vi kan ikke ignorere dem. Vi kan ikke lade dem stå alene. De har brug for hjælp, mens de vænner sig til denne kirkes skikke og kultur. Og det er vores store velsignelse og ansvar at tilbyde den hjælp … Et varmt smil, et venligt håndtryk og et opmuntrende ord kan udrette mirakler.11
Lad os række ud til disse mennesker! Lad os blive venner med dem! Lad os være venlige mod dem! Lad os opmuntre dem! Lad os bidrage til deres tro og deres kundskab om dette, Herrens værk.12
Jeg bønfalder jer om … at I vil lægge jeres arme om dem, der kommer ind i Kirken, og blive venner med dem, og få dem til at føle sig velkomne og trøste dem, og så vil vi se vidunderlige resultater. Herren vil velsigne jer og hjælpe jer i denne store proces med at fastholde nyomvendte.13
Ansvar
Denne kirke forventer noget af folk. Den har høje standarder. Den har en stærk lære. Den forventer omfattende tjeneste af folk. De driver ikke bare med. Vi forventer, at de gør noget. Det reagerer folk på. De tager imod muligheden for at tjene, og når de gør det, øges deres evner, deres forståelse og deres færdigheder til at udrette noget og gøre det godt.14
Giv [nye medlemmer] noget at lave. De vokser sig ikke stærke i deres tro uden øvelse. Tro og vidnesbyrd er ligesom musklerne i min arm. Hvis jeg bruger disse muskler og nærer dem, bliver de stærkere. Hvis jeg sætter min arm i en slynge og beholder den der, bliver den svag og ineffektiv, og sådan er det også med vidnesbyrd.
Der er nogle af jer, der siger, at de ikke er parate til at påtage sig et ansvar. Men ingen af os var parate, da kaldet kom. Det gælder i hvert fald for mig. Tror I, at jeg var parat til denne store og hellige kaldelse? Jeg følte mig overvældet. Jeg følte mig utilstrækkelig. Jeg føler mig stadig overvældet. Jeg føler mig stadig utilstrækkelig. Men jeg prøver at gå fremad, søger Herrens velsignelser og prøver at gøre hans vilje, og jeg håber og beder til, at min tjeneste vil være acceptabel for ham. Det første ansvar, jeg havde i denne kirke, var som rådgiver til præsidenten for diakonernes kvorum, da jeg var tolv år gammel. Jeg følte mig ikke tilstrækkelig. Jeg følte mig overvældet. Men jeg prøvede, ligesom I gør, og efter det kom der andre opgaver, og aldrig med en følelse af tilstrækkelighed, men altid med en følelse af taknemlighed og en villighed til at prøve.15
Enhver nyomvendt, som kommer ind i denne kirke, bør straks tildeles et ansvar. Det kan være nok så småt, men det vil betyde meget for vedkommende.16
Den nyomvendte ved selvfølgelig ikke alt. Han eller hun vil sikkert begå fejl. Og hvad så? Vi begår alle fejl. Det vigtige er den vækst, som kommer gennem aktivitet.17
Næring ved Guds gode ord.
Jeg tror, at disse nyomvendte har et vidnesbyrd om evangeliet. Jeg tror, at de har tro på Herren Jesus Kristus og kender til hans guddommelige eksistens. Jeg tror, at de virkelig har omvendt sig fra deres synder og er fast besluttede på at tjene Herren.
Moroni [siger] om dem, efter at de er døbt: »Og efter at de var blevet modtaget til dåb og var blevet påvirket og renset ved Helligåndens kraft, blev de regnet blandt Kristi kirkes folk; og deres navne blev nedskrevet, så de kunne blive husket og få næring ved Guds gode ord for at holde dem på den rette vej og sørge for, at de bestandig var opmærksomme på bøn, idet de alene stolede på Kristi fortjenester, han som var deres tros ophavsmand og fuldender« (Moro 6:4).
I vor tid, som på den tid, bliver nyomvendte »regnet blandt [Kirkens] folk … så de [kan] blive husket og få næring ved Guds gode ord for at holde dem på den rette vej og sørge for, at de bestandig var opmærksomme på bøn«. Lad os hjælpe dem, når de tager de første skridt som medlemmer.18
Det er absolut nødvendigt, at den nyomvendte mand eller kvinde bliver tilknyttet et kvorum i præstedømmet eller Hjælpeforeningen, Unge Piger, Søndagsskolen eller Primary. Han eller hun må opmuntres til at komme til nadvermødet for at nyde nadveren og forny de pagter, som blev indgået ved dåben.19
4
Der er alt at vinde og intet at tabe ved at komme tilbage og blive aktiv i Kirken igen.
Der findes tusinder rundt om i verden … som er medlemmer af Kirken af navn, men har forladt den, og som nu i deres hjerte længes efter at vende tilbage, men ikke ved hvordan og er for frygtsomme til at prøve …
Til jer, mine brødre og søstre, som har taget jeres åndelige arv og er gået og nu oplever en tomhed i jeres liv, vil jeg sige, at vejen står åben for at vende tilbage … Hvis I vil tage det første frygtsomme skridt for at vende tilbage, vil I blive taget imod med åbne arme, og kærlige venner vil byde jer velkommen.
Jeg tror, at jeg ved, hvorfor nogle af jer forlod os. I blev fornærmede over en tankeløs person, som gjorde jer fortræd, og I misforstod hans handling som betegnende for Kirken. Eller I er måske flyttet fra et område, hvor folk kendte jer, til et område, hvor I faktisk stod alene, og der voksede I op med ringe kundskab om Kirken.
Eller I kan være blevet tiltrukket af andet selskab eller andre vaner, som I følte var uforenelige med Kirken. Eller I kan have følt jer klogere med hensyn til verdens visdom end jeres venner og bekendte i Kirken og med en vis foragt have trukket jer tilbage fra deres selskab.
Det er ikke min hensigt at dvæle ved årsagerne. Jeg håber heller ikke, at I gør det. Læg fortiden bag jer … I har alt at vinde og intet at miste. Kom tilbage, mine venner. Der findes mere fred i Kirken, end I længe har kendt. Der findes mange, hvis venskab I vil komme til at nyde.20
Mine elskede brødre og søstre, som måske er kommet på afveje, Kirken har brug for jer, og I har brug for Kirken. I vil finde mange ører, som vil lytte forstående. Mange hænder, der vil hjælpe jer med at finde vej tilbage. Andre hjerter vil varme jeres. Der vil blive fældet tårer, ikke bitre tårer, men glædestårer.21
5
For sidste dages hellige, der atter bliver aktive i Kirken, vil det føles godt at være hjemme igen.
En søndag var jeg i en by i Californien til en stavskonference. Mit navn og billede havde været i den lokale avis. Telefonen ringede i stavscentret, da stavspræsidenten og jeg trådte ind i bygningen den formiddag. Telefonopringningen var til mig, og ham, der ringede, sagde sit navn. Han ønskede at se mig. Jeg undskyldte mig fra det møde, som jeg skulle have afholdt tidligt denne formiddag og bad stavspræsidenten sørge for det. Jeg havde noget vigtigere at foretage mig.
Han kom, min ven, sky og lidt frygtsom. Han havde været væk i lang tid. Vi omfavnede hinanden ligesom brødre, der længe havde været adskilt. Til at begynde med var vores samtale kejtet, men den blev hurtigt ivrigere, da vi talte om den tid, vi havde tilbragt sammen i England for mange år siden. Der var tårer i denne stærke mands øjne, da han talte om Kirken, som han engang havde været så aktiv i, og så fortalte han om de lange, tomme år, der fulgte efter. Han dvælede ved dem ligesom en mand, der taler om et mareridt. Da han havde beskrevet disse bortødede år, talte vi om hans tilbagevenden. Han mente, at det ville vanskeligt og måske pinligt, men han ville prøve.
For kort tid siden modtog jeg et brev fra ham. Han skrev: »Jeg er tilbage. Jeg er tilbage, og hvor føles det godt at være hjemme igen.«
Og så til jer, mine venner, som ligesom ham længes efter at komme tilbage, men tøver med at tage det første skridt: Prøv. Lad os møde jer, hvor I nu står, og tage jer ved hånden og hjælpe jer. Jeg lover jer, at det vil føles godt at være hjemme igen.22
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
Hvorfor bør »vores interesse og omsorg … altid handle om den enkelte«, selv i en verdensomspændende kirke? (Se afsnit 1). Hvornår er I blevet velsignet af nogen, som tog sig særligt af jer? Hvordan kan vi være mere opmærksomme, når vi ser efter den enkelte?
-
Hvad kan vi lære af, og hvordan kan vi anvende det brev, som præsident Hinckley fortæller om i afsnit 2? Tænk over, hvad I kan gøre for dem, der arbejder på at opbygge deres tro.
-
Hvorfor har enhver nyomvendt brug for venskab, ansvar og næring ved Guds gode ord? (Se afsnit 3). Hvordan kan vi blive venner med nyomvendte? Hvordan kan vi støtte nyomvendte i deres ansvar i Kirken? Hvordan kan vi hjælpe nyomvendte til at »få næring ved Guds gode ord«?
-
Hvorfor er det nogle gange svært for medlemmer at vende tilbage og blive aktive i Kirken igen? (Se afsnit 4). Hvordan kan vi hjælpe folk til at vende tilbage? Hvornår har I oplevet eller set den glæde, der følger, når en vender tilbage til Kirken?
-
Hvad lærer I af den historie, som præsident Hinckley fortæller i afsnit 5? Tænk over, hvordan I kan række ud og hjælpe nogen, der ikke er aktive i Kirken, til at »komme hjem igen«.
Skriftstedshenvisninger
Luk 15; Joh 10:1-16, 26-28; 13:34-35; Mosi 18:8-10; Hel 6:3; 3 Ne 18:32; Moro 6:4-6; L&P 38:24
Studiehjælp
»Mange synes, at det bedste tidspunkt at studere på er om morgenen, efter … nattens hvile … Andre foretrækker at studere i de stille timer, efter at dagens arbejde og bekymringer er forbi … Tidspunktet på dagen er måske ikke så vigtigt, men derimod det at afsætte et regelmæssigt tidspunkt til studium« (Howard W. Hunter, »Studium af skrifterne«, Den danske Stjerne, maj 1980, s. 98-99).