Kapitel 14
At miste sig selv i tjeneste for andre
»Må den sande betydning af evangeliet udfolde sig i vores hjerte, så vi forstår, at vores liv, som er givet os af Gud vor Fader, skal bruges i tjeneste for andre.«
Fra Gordon B. Hinckleys liv
Den unge Gordon B. Hinckley kæmpede sig gennem de første uger som fuldtidsmissionær i England. Han var syg, da han ankom, og hans forsøg på at forkynde evangeliet blev gentagne gange afvist. Under den svære tid blev han velsignet med det, han senere kaldte »dagen for min afgørende beslutning« – en oplevelse, der påvirkede hans tjeneste resten af hans liv.
»Jeg var ret så mismodig,« mindedes han. »Jeg skrev et brev hjem til min gode far og sagde, at jeg følte, at jeg spildte min tid og hans penge. Han var min far og min stavspræsident, og han var en klog og inspireret mand. Han skrev et meget kort brev til mig, hvor der stod: ›Kære Gordon, jeg har fået dit seneste brev. Jeg har kun ét forslag: Glem dig selv og gå i gang med arbejdet.‹ Jeg havde tidligere på morgenen under skriftstudiet med min kammerat læst disse Herrens ord: ›For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det‹ (Mark 8:35).
Disse af Mesterens ord, efterfulgt af min fars brev med hans råd om at glemme mig selv og gå i gang med arbejdet, trængte helt ind i min sjæl. Med min fars brev i hånden gik jeg ind i vores soveværelse i huset på 15 Wadham Road, hvor vi boede, lagde mig på mine knæ og gav et løfte til Herren. Jeg indgik pagt med ham om, at jeg ville prøve at glemme mig selv og miste mig selv i hans tjeneste.
Den julidag i 1933 blev dagen for min afgørende beslutning. Jeg fik nyt lys i mit liv og ny glæde i mit hjerte.«1
Det lys forlod aldrig Gordon B. Hinckleys liv. Fra den dag af viede han sit liv til Herren ved at tjene andre. Ved præsident Hinckleys begravelse nævnte præsident Henry B. Eyring nogle af præsident Hinckleys bedrifter: Opførelsen af templer over hele jorden, opførelsen af mindre templer for at fremme tempeltjenesten, oprettelsen af den selvsupplerende uddannelsesfond og opførelsen af Konferencecentret. Derefter sagde han:
»Hans personlige eftermæle overgår denne korte liste og min evne til at beskrive det. Men hans præstationer har dog alle ét til fælles. De velsignede altid den enkelte med muligheder. Og han tænkte altid på dem med de færreste muligheder, den almindelige person, som kæmpede for at klare hverdagens problemer og udfordringerne ved at efterleve Jesu Kristi evangelium. Mere end en gang prikkede han mig i brystet med sin finger, når jeg kom med et forslag, og sagde: ›Hal, har du husket den person, der kæmper?‹«2
»Jeg ønsker at være i sving og gøre noget,« sagde præsident Hinckley. »Jeg ønsker at gå hver dag i møde med beslutsomhed og et mål. Jeg ønsker at udnytte hver time, jeg er vågen, til at opmuntre, til at velsigne dem, hvis byrder er tunge, at opbygge tro og styrke vidnesbyrd.«3
»Hvis vi påstår, at vi tilbeder og følger Mesteren, er vi så ikke også nødt til at leve vores liv i tjeneste, ligesom han gjorde?«
Gordon B. Hinckleys lærdomme
1
Vores liv er en gave fra Gud og skal bruges i tjeneste for andre.
Der er … megen fattigdom og store behov over hele verden, så meget oprør og ondskab, så meget smuds og snavs, så mange splittede hjem og ødelagte familier, så mange ensomme mennesker, der lever et farveløst liv uden håb, så meget lidelse over det hele.
Så derfor bønfalder jeg jer. Jeg bønfalder jer om, at I i al jeres søgen efter verdslig rigdom også vil give for at gøre verden en lille smule bedre.4
Hvis verden skal blive bedre, må kærligheden bevirke en ændring i menneskenes hjerte. Det kan ske, når vi ser bort fra os selv for at vise Gud og andre vores kærlighed, og gør det af hele vores hjerte, hele vores sjæl og af hele vores sind.
I en nutidsåbenbaring har Herren erklæret: »Og hvis I alene har min ære for øje, skal hele jeres legeme blive fyldt med lys, og der skal ikke være noget mørke i jer« (L&P 88:67).
Når vi betragter Gud med kærlighed og taknemlighed, mens vi tjener ham med alene hans ære for øje, vil syndens mørke, selviskhedens mørke og stolthedens mørke forsvinde fra os. Vi vil få en stadig større kærlighed til vor evige Fader og til hans elskede Søn, vor Frelser og Forløser. Vi vil få en større fornemmelse for, hvordan vi tjener vore medmennesker, tænker mindre på os selv og bliver bedre til at række andre hånden.
Dette kærlighedsprincip er noget fundamentalt i Jesu Kristi evangelium.5
Hvis vi påstår, at vi tilbeder og følger Mesteren, er vi så ikke også nødt til at leve vores liv i tjeneste, ligesom han gjorde? Ingen kan med rette hævde at eje sit eget liv. Vores liv er en gave fra Gud. Vi kom ikke til verden ved egen kraft. Vi forlader heller ikke verden efter eget ønske. Vore dage er talte, og ikke af os selv, men efter Guds vilje.
Mange af os anvender vores liv, som om det tilhørte os alene. Vi kan øde det bort, hvis vi vil. Men derved er vi svigefulde over for en stor og hellig tillid. Mesteren gjorde det uendeligt klart, at »den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det« (Mark 8:35).6
Min elskede brødre og søstre, udfordringen er stor. Der findes muligheder overalt omkring os. Gud vil gerne have os til at udføre hans arbejde – og gøre det med energi og glæde. Det arbejde er, som han har defineret det, at »bistå de svage, opløft[e] de nedhængende hænder og styrk[e] de matte knæ« (L&P 81:5).
Det er at tjene dem, der er i nød. Det er at trøste de sørgende efterladte. Det er at besøge enken og de faderløse i deres trængsler. Det er at give de trængende mad, de nøgne tøj og give husly til dem, der ikke har tag over hovedet. Det er at gøre som Mesteren gjorde, der »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38).7
Mit budskab til jer i dag … er, at I beslutter jer for at bruge en del af jeres tid, når I planlægger jeres livsværk, på dem i kval og nød, uden at tænke på belønning. Der er brug for jeres evner, hvad de end er. Jeres hjælpende hænder vil løfte nogen ud af deres lidelsers smuds. Jeres faste røst vil opmuntre nogen, som ellers måske ganske enkelt ville give op. Jeres evner kan ændre livet på en forunderlig og vidunderlig måde for dem, der er i nød. Hvis ikke nu, hvornår så? Hvis ikke jer, hvem så?8
Må den sande betydning af evangeliet udfolde sig i vores hjerte, så vi forstår, at vores liv, som er givet os af Gud vor Fader, skal bruges i tjeneste for andre.
Hvis vi tjener på den måde, så vil vore dage blive fyldt med glæde og fryd. De vil, hvad der er mere vigtigt, blive indviede til vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, og til velsignelse for alle, hvis liv vi berører.9
2
Tjeneste er den bedste medicin mod selvmedlidenhed, selviskhed, fortvivlelse og ensomhed.
Jeg husker engang, jeg besøgte et universitet, hvor jeg hørte de sædvanlige og almindelige beklagelser, ungdommen kommer med, beklagelser over presset i skolen – som om det var en byrde og ikke en mulighed for at få del i jordens kundskab – beklagelser over deres bolig og over maden …
Jeg … gav disse unge mennesker det råd, at dersom presset i skolen var for stort, hvis de syntes, at de måtte beklage sig over deres bolig og maden, så kendte jeg en kur imod deres problemer. Jeg foreslog, at de lagde deres bøger til side et par timer, forlod deres værelse og gik rundt og besøgte de gamle og ensomme, de syge og mismodige. Jeg har opdaget, at hvis vi beklager os over vores liv, så er det i reglen, fordi vi kun tænker på os selv.
I mange år hang der et skilt på væggen hos en skomager, hvor jeg var kunde. Der stod: »Jeg beklagede mig over, at jeg ingen sko havde, indtil jeg så en mand, som ingen fødder havde.« Den bedste medicin mod selvmedlidenhedens syge er at glemme sig selv i tjeneste for andre.10
Jeg tror, at for de fleste er den bedste kur mod ensomhed at arbejde og tjene andre. Jeg vil ikke forklejne jeres problemer, men jeg tøver ikke med at sige, at der er mange andre, hvis problemer er meget alvorligere end jeres. Gør en indsats for at tjene dem, hjælpe dem og opmuntre dem. Der er så mange drenge og piger, der klarer sig dårligt i skolen på grund af manglende opmærksomhed og opmuntring. Der er mange ældre, som lever i elendighed, ensomhed og frygt, som ville opleve fornyet håb og glæde ved en hyggelig samtale i ny og næ …
Der er så mange, som er blevet såret, og som har brug for en barmhjertig samaritaner, der kan forbinde deres sår og hjælpe dem videre. En lille smule venlighed kan bringe store velsignelser til den lidende og glæde til den, der hjælper vedkommende.11
Der er så mange derude, hvis byrder I kan løfte. Der er de hjemløse, der er de sultne, der er de nødlidende omkring os. Der er de ældre, der er alene på plejehjem. Der er handicappede børn og unge på stoffer, og de syge og dem, der er bundet til hjemmet, som trænger til et venligt ord. Hvis I ikke gør det, hvem gør så?
Den bedste modgift, jeg kender mod bekymringer, er arbejde. Den bedste medicin mod fortvivlelse er tjeneste. Den bedste kur mod udmattelse er udfordringen ved at hjælpe en, der er endnu mere træt.12
Hvorfor er missionærerne lykkelige? Fordi de mister sig selv i tjeneste for andre.
Hvorfor er de, som arbejder i templerne, lykkelige? Fordi deres kærlighedsarbejde virkelig er i harmoni med Frelserens store stedfortrædende arbejde for menneskeheden. De hverken beder om, eller forventer tak for det, som de gør. For størstedelens vedkommende kender de ikke mere end navnet på det menneske, på hvis vegne de arbejder.13
Giv udtryk for de ædle ønsker, der ligger i jeres hjerte om at række ud for at trøste, støtte og opbygge andre. Når I gør det, så vil selviskhedens fordærvende gift forlade jer, og den vil blive erstattet af en dejlig og vidunderlig følelse, der ikke synes at komme på nogen anden måde.14
»Der er så mange derude, hvis byrder I kan løfte.«
3
Når vi rækker ud for at hjælpe andre, finder vi vores sande jeg.
En søndag morgen for nogle år siden befandt jeg mig i en stavspræsidents hjem i en lille by i Idaho. Før morgenbønnen læste familien et par skriftsteder sammen. De læste blandt andet nogle af Jesu ord, som står optegnet i Johannes 12:24: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.«
Der er ingen tvivl om, at Mesteren henviste til sin egen forestående død, idet han erklærede, at dersom han ikke døde, så ville hans mission i livet stort set være formålsløs. Men jeg ser yderligere en mening med disse ord. Det synes mig, at Herren til enhver af os siger, at medmindre vi mister os selv i tjeneste for andre, så vil vores liv stort set være levet uden noget virkeligt formål, for han fortsætter med at sige: »Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv« (Joh 12:25). Eller som det står i Lukas: »Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det« (Luk 17:33). Den, der kun lever for sig selv, vil med andre ord visne og dø, mens den, der glemmer sig selv i tjeneste for andre, vil udvikle sig og blomstre i dette liv og i al evighed.
Om formiddagen til stavskonferencen blev den stavspræsident, som jeg havde boet hos, afløst efter 13 års trofast tjeneste. Alle gav udtryk for stor kærlighed og påskønnelse, ikke på grund af hans velstand eller hans stilling i forretningsverdenen, men på grund af det store arbejde, han så uselvisk havde ydet. Han havde uden tanke for sig selv kørt titusinder kilometer i al slags vejr. Han havde bogstaveligt talt brugt tusinder af timer i andres interesse. Han havde tilsidesat sine personlige anliggender for at hjælpe mennesker, der trængte til hans hjælp. Og på den måde havde han bjerget sit liv, og de mennesker, han havde tjent, betragtede ham som en stor mand.15
For mange år siden læste jeg om en ung pige, der tog ud på landet for at være skolelærer. Blandt eleverne i sin klasse havde hun en pige, som var dumpet før, og som ville dumpe igen. Pigen kunne ikke læse. Hun kom fra en familie, som ikke havde penge til at tage hende med ind til en større by for at blive undersøgt, så man kunne finde ud af, om hun havde et problem, der kunne rettes. Den unge lærer mente, at pigens vanskeligheder kunne skyldes et dårligt syn, og hun aftalte med pigen at få hendes øjne undersøgt, alt sammen på lærerens egen regning. Problemet blev fundet, og det viste sig at kunne klares ved hjælp af briller. Det varede ikke længe, før der åbnede sig en helt ny verden for pigen. For første gang i sit liv så hun helt tydeligt ordene foran sig. Den unge lærers løn var ikke særlig stor, men ud af den smule hun havde, gjorde hun en investering, der fuldstændigt forandrede en dumpet elevs liv, og ved at gøre det, fik hun en ny dimension i sit eget liv.16
Og når I tjener, så vil jeres liv blive tilføjet en ny dimension. I vil finde nye og stimulerende bekendte. I vil finde venskab og selskabelighed. I vil vokse i viden, forståelse og visdom samt i jeres evne til at handle.17
Og jeg vidner om, at når I hver især rækker hånden ud for at hjælpe andre, så vil I finde jeres sande jeg og være til stor velsignelse for den verden, I lever i.18
4
Kirken giver mange muligheder for uselvisk tjeneste.
Brødre og søstre, I bliver aldrig lykkelige, hvis I udelukkende tænker på jer selv. Glem jer selv i den bedste sag i verden, nemlig Herrens værk – kvorummernes og organisationernes, tempeltjenestens, velfærdstjenestens og missioneringens værk. I velsigner jer selv, når I velsigner andre.19
Der findes intet andet værk i hele verden, der skænker så megen lykke som dette værk. Den lykke er ganske særlig. Den kommer af at tjene andre. Den er virkelig. Den er enestående. Den er vidunderlig.20
»Og når I tjener, så vil jeres liv få en ny dimension.«
Lad Kirken blive din gode ven. Lad den blive den bedste partner. Tjen der, hvor du kaldes til at tjene. Gør, hvad du bliver bedt om. Enhver stilling, som du kaldes til, vil øge dine evner. Jeg har tjent i mange forskellige ansvarsområder i denne storslåede organisation. Ethvert virke har medført sine egne velsignelser.
Det kræver … uselvisk hengivenhed, urokkelig loyalitet og tro. Du kommer til at tjene i mange forskellige stillinger i løbet af dit liv. Nogle af dem virker måske små, men der er ingen små eller ubetydelige kaldelser i denne kirke. Enhver kaldelse er betydningsfuld. Enhver kaldelse er nødvendig for værkets fremgang. Nedgør aldrig et ansvar i Kirken …
Gør plads til Kirken i din tilværelse. Lad din kundskab om dens lærdomme øges. Forøg din viden om dens organisation. Lad din kærlighed til dens evige sandheder blive stærkere og stærkere.
Kirken vil måske bede dig om at yde ofre. Den vil måske bede dig om at give det allerbedste, som du kan give. Det vil ikke være et afsavn, for du vil opdage, at det bliver en investering, som giver afkast så længe du lever. Kirken er et reservoir af evige sandheder. Tag imod den og hold fast ved den.21
Vil I gerne være lykkelige? Så glem jer selv og fortab jer i denne store sag. Brug jeres kræfter på at hjælpe andre mennesker. Udvikl en tilgivende ånd i jeres hjerte mod enhver, som måtte have fornærmet jer. Se hen til Herren, og lev og arbejd for at opløfte og tjene hans sønner og døtre. Hvis I gør det, vil I komme til at kende en glæde, som I ikke har kendt til før. Jeg er ligeglad med, hvor gamle I er, hvor unge I er, det er lige meget. I kan opløfte folk og hjælpe dem. Himlen må vide, at der er så mange, mange mennesker i denne verden, som har brug for hjælp. Så forfærdelig mange. Lad os få den fordærvede, selviske holdning ud af vores liv, mine brødre og søstre, og række lidt længere ud og lidt højere op for at tjene andre … Rejs jer, rank ryggen, og løft dem, hvis knæ er matte, og støt dem, hvis arme er slappe. Efterlev Jesu Kristi evangelium. Glem jer selv.22
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
Præsident Hinckley belærte om, at vores liv er en gave fra Gud, der skal bruges til at tjene andre (se afsnit 1). Hvordan kan vi gøre det til en livsstil at tjene andre? Hvad tror I, det betyder at tjene alene med Guds ære for øje? Hvordan har andres tjeneste velsignet jer?
-
Hvorfor får tjeneste os til at overvinde selvmedlidenhed, selviskhed og ensomhed? (Se afsnit 2). Hvordan har tjeneste gjort jer lykkelige? Når I læser præsident Hinckleys beskrivelse af folk i nød, så beslut jer for, hvordan I og jeres familie kan række ud for at tjene.
-
Hvorfor hjælper det os til at »finde [vores] sande jeg«, når vi mister os selv i tjeneste for andre? (Se afsnit 3). Hvad kan vi lære af historierne i afsnit 3?
-
Præsident Hinckley gav os dette råd: »Glem jer selv i den bedste sag i verden, nemlig Herrens værk« (afsnit 4). Hvilke velsignelser har tjeneste i Kirken givet jer?
Skriftstedshenvisninger
Matt 20:25-28; 25:34-40; Joh 13:35; Mosi 2:16-18; 18:8-9; L&P 64:33
Studiehjælp
»Mens du studerer, skal du være meget opmærksom på begreber, som kommer til dit sind, samt følelser i dit hjerte« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 18). Overvej at skrive de indtryk ned, som du modtager, selvom de virker irrelevante for det, du læser nu. Det kan være netop det, som Herren ønsker at åbenbare for dig.