1 Hør, o I himle, og lån øre, o jord, og fryd jer, I indbyggere deraf, for Herren er Gud, og der er ingen anden frelser end ham.

2 Stor er hans visdom, forunderlige er hans veje, og omfanget af hans gerninger kan ingen udgranske.

3 Hans hensigter slår ikke fejl, ej heller er der nogen, der kan holde hans hånd tilbage.

4 Fra evighed til evighed er han den samme, og hans år har ingen ende.

5 For så siger Herren: Jeg, Herren, er barmhjertig og nådig mod dem, der frygter mig, og finder glæde i at ære dem, som tjener mig i retfærdighed og i sandhed indtil enden.

6 Stor skal deres belønning være og evig skal deres herlighed være.

7 Og for dem vil jeg åbenbare alle hemmeligheder, ja, alle mit riges skjulte hemmeligheder fra fordums dage, og i kommende tider vil jeg kundgøre dem min gode vilje angående alt det, der hører mit rige til.

8 Ja, endog evighedens undere skal de kende, og det tilkommende vil jeg vise dem, ja, hvad der skal ske i mange slægtled.

9 Og deres visdom skal være stor, og deres forståelse nå til himlen; og for dem skal de vises visdom forgå, og de kloges forståelse skal blive til intet.

10 For ved min Ånd vil jeg oplyse dem, og ved min kraft vil jeg kundgøre min viljes hemmeligheder for dem – ja, endog det, som øjet ikke har set, ej heller øret hørt, eller ikke er kommet ind i menneskets hjerte.

11 Vi, Joseph Smith jun. og Sidney Rigdon, der den sekstende dag i februar i det Herrens år et tusinde otte hundrede og toogtredive var grebet af Ånden –

12 ved Åndens kraft blev vore øjne åbnet, og vor forstand blev oplyst, så vi kunne se og forstå det, som hører Gud til –

13 ja, det, som var fra begyndelsen, førend verden blev til, og som var blevet bestemt af Faderen ved hans enbårne Søn, som var i Faderens favn, ja, fra begyndelsen;

14 om hvem vi aflægger vidnesbyrd; og det vidnesbyrd, som vi aflægger, er Jesu Kristi evangeliums fylde, han, som er Sønnen, og som vi så, og med hvem vi samtalte i det himmelske syn.

15 For mens vi var beskæftiget med oversættelsen, som Herren havde pålagt os, kom vi til det niogtyvende vers i det femte kapitel af Johannesevangeliet, der blev givet os som følger –

16 og som handler om de dødes opstandelse, angående dem, som skal høre Menneskesønnens røst:

17 »og skal komme frem – de, som har gjort det gode, i de retfærdiges opstandelse; og de, som har gjort det onde, i de uretfærdiges opstandelse.«

18 Se, dette vakte vor forundring, for det blev givet os af Ånden.

19 Og mens vi mediterede over dette, rørte Herren ved vor forstands øjne, og de blev åbnet, og Herrens herlighed strålede om os.

20 Og vi så Sønnens herlighed ved Faderens højre hånd og modtog af hans fylde;

21 og så de hellige engle og dem, som er helliggjort, foran hans trone, mens de tilbad Gud og Lammet, de, som tilbeder ham for evigt og altid.

22 Og se, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det vidnesbyrd, det seneste af dem alle, som vi giver om ham: At han lever!

23 For vi så ham, ja, ved Guds højre hånd; og vi hørte røsten aflægge vidnesbyrd om, at han er Faderens Enbårne –

24 at ved ham og gennem ham og af ham, bliver og blev verdenerne skabt, og deres indbyggere er født som Guds sønner og døtre.

25 Og dette så vi også og aflægger vidnesbyrd om, at en af Guds engle, som havde myndighed i Guds nærhed, og som gjorde oprør mod den enbårne Søn, som Faderen elskede, og som var i Faderens favn, blev styrtet ned fra Guds og Sønnens nærhed

26 og blev kaldt Fortabelse, for himlene græd over ham – det var Lucifer, en af morgengryets sønner.

27 Og vi så, og se, han er falden! Er falden, ja, selv en af morgengryets sønner!

28 Og mens vi endnu var grebet af Ånden, befalede Herren os, at vi skulle skrive synet ned; for vi så Satan, den gamle slange, ja, Djævelen, som gjorde oprør mod Gud og forsøgte at tage riget fra vor Gud og hans Kristus –

29 derfor fører han krig mod Guds hellige og omringer dem på alle sider.

30 Og vi så i et syn, hvordan de, mod hvem han førte krig, og hvem han overvandt, led, for således lød Herrens røst til os:

31 Så siger Herren om alle dem, som kender min magt og har fået del deri og ved Djævelens magt har ladet sig overvinde og frasige sandheden og trodse min magt –

32 de er dem, som er fortabelsens sønner, om hvem jeg siger, at det havde været bedre for dem aldrig at være blevet født;

33 for de er vredens kar, dømt til at lide Guds vrede sammen med Djævelen og hans engle i evighed;

34 om hvem jeg har sagt, at der ikke er nogen tilgivelse i denne verden, ej heller i den tilkommende verden –

35 eftersom de har fornægtet den hellige Ånd efter at have modtaget den, og har fornægtet Faderens enbårne Søn, idet de har korsfæstet ham for sig selv og åbenlyst har gjort ham til skamme.

36 Dette er dem, der skal gå bort til søen af ild og svovl sammen med Djævelen og hans engle –

37 og de eneste, over hvem den anden død skal have magt;

38 ja, sandelig, de eneste, som, når Herren anser tiden for at være inde, ikke skal blive forløst efter at have lidt hans vrede.

39 For alle de øvrige skal i kraft af de dødes opstandelse blive bragt frem som følge af Lammets triumf og herlighed, han, som blev slået ihjel, og som var i Faderens favn, førend verdenerne blev skabt.

40 Og dette er evangeliet, de glædelige tidender, som røsten fra himlene bevidnede for os:

41 At han kom til verden, nemlig Jesus, for at blive korsfæstet for verden og for at bære verdens synder og for at helliggøre verden og at rense den for al uretfærdighed;

42 for at alle, som Faderen har givet i hans magt og skabt ved ham, kunne blive frelst ved ham;

43 som herliggør Faderen og frelser alt, hvad hans hænder har skabt, med undtagelse af disse, fortabelsens sønner, som fornægter Sønnen, efter at Faderen har åbenbaret ham.

44 Derfor frelser han alle undtagen dem – de skal gå bort til evigtvarende straf, som er uendelig straf, som er evig straf, for at regere sammen med Djævelen og hans engle i evighed, hvor deres maddiker ikke dør og ilden ikke slukkes, hvilket er deres pine –

45 og enden derpå, eller stedet for det, eller deres pine, er der ingen, der kender;

46 ej heller blev det åbenbaret, ej heller er det, ej heller skal det blive åbenbaret for nogen, undtagen for dem, der får del deri;

47 dog viser jeg, Herren, det for mange i syner, men lukker straks for det igen;

48 enden, vidden, højden, dybden eller elendigheden af den forstår de derfor ikke, ej heller andre end dem, der er bestemt til denne fordømmelse.

49 Og vi hørte røsten sige: Skriv synet ned, for se, dette er enden på synet om de ugudeliges lidelser.

50 Og igen aflægger vi vidnesbyrd – for vi så og hørte, og dette er vidnesbyrdet om Kristi evangelium angående dem, der skal komme frem i de retfærdiges opstandelse –

51 de er dem, der modtog vidnesbyrd om Jesus og troede på hans navn og blev døbt i lighed med hans begravelse ved at blive begravet i vandet i hans navn, og dette i overensstemmelse med den befaling, som han har givet –

52 så de ved at holde hans befalinger kunne blive tvættet og renset for alle deres synder og modtage den hellige Ånd ved håndspålæggelse af den, der er ordineret og beseglet til denne magt;

53 og som sejrer ved tro og bliver beseglet ved forjættelsens hellige Ånd, som Faderen udgyder over alle dem, der er retfærdige og trofaste.

54 De er dem, som er den Førstefødtes menighed.

55 De er dem, i hvis hænder Faderen har givet alt –

56 de er dem, som er præster og konger, og som har modtaget af hans fylde og af hans herlighed;

57 og er den Højestes præster af Melkisedeks orden, der var efter Enoks orden, der var efter den enbårne Søns orden.

58 Derfor er de, som der står skrevet, guder, nemlig Guds sønner –

59 derfor er alt deres, det være sig liv eller død eller det nuværende eller det tilkommende, alt er deres, og de er Kristi, og Kristus er Guds.

60 Og de skal overvinde alt.

61 Lad derfor ingen være stolt af mennesket, men lad ham hellere være stolt af Gud, som skal lægge alle fjender under sine fødder.

62 Disse skal bo sammen med Gud og hans Kristus for evigt og altid.

63 Disse er dem, som han skal bringe med sig, når han kommer i himlens skyer for at regere på jorden over sit folk.

64 Disse er dem, som skal få del i den første opstandelse.

65 Disse er dem, som skal komme frem i de retfærdiges opstandelse.

66 Disse er dem, som er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds by, det himmelske sted, det helligste af alle.

67 Disse er dem, som er kommet til en utallig skare af engle, til Enoks og den Førstefødtes almindelige forsamling og menighed.

68 Disse er dem, hvis navne er nedskrevet i himlen, hvor Gud og Kristus er dommer over alle.

69 Disse er dem, som er retfærdige mennesker, gjort fuldkomne ved Jesus, den nye pagts formidler, som udvirkede denne fuldkomne forsoning ved udgydelsen af sit eget blod.

70 Disse er dem, hvis legemer er celestiale, hvis herlighed er som solens, ja, Guds herlighed, han, der er den højeste af alle, og på hvis herlighed solen på himmelhvælvingen er beskrevet som værende et sindbillede.

71 Og videre, vi så den terrestriale verden, og se, disse er dem, som er af det terrestriale, og hvis herlighed er forskellig fra den Førstefødtes menigheds, der har modtaget Faderens fylde, ligesom månens er forskellig fra solens på himmelhvælvingen.

72 Se, disse er dem, der døde uden lov;

73 og også dem, som er de menneskers ånder, som blev holdt i fængsel, og som Sønnen besøgte og prædikede evangeliet for, for at de kunne blive dømt på samme måde som mennesker i kødet;

74 og som ikke modtog vidnesbyrdet om Jesus i kødet, men modtog det senere.

75 Disse er dem, som er jordens hæderlige mennesker, der blev forblindet af menneskers listighed.

76 Disse er dem, som modtager af hans herlighed, men ikke af hans fylde.

77 Disse er dem, som modtager af Sønnens nærvær, men ikke af Faderens fylde.

78 Derfor er de terrestriale legemer og ikke celestiale legemer, og de er forskellige fra hinanden i herlighed, ligesom månen er forskellig fra solen.

79 Disse er dem, som ikke er tapre i vidnesbyrdet om Jesus; derfor får de ikke kronen over vor Guds rige.

80 Og se, dette er enden på det syn, som vi så af det terrestriale, og som Herren befalede os at skrive ned, mens vi endnu var grebet af Ånden.

81 Og videre så vi det telestiales herlighed, hvilken herlighed er mindre, ligesom stjernernes herlighed er forskellig fra månens herlighed på himmelhvælvingen.

82 Disse er dem, som ikke modtog Kristi evangelium, ej heller vidnesbyrdet om Jesus.

83 Disse er dem, som ikke fornægter den hellige Ånd.

84 Disse er dem, som bliver nedstyrtet til helvede.

85 Disse er dem, som ikke skal blive købt fri fra Djævelen førend den sidste opstandelse, førend Herren, ja, Kristus, Lammet, har fuldendt sit værk.

86 Disse er dem, som ikke modtager af hans fylde i den evige verden, men af den hellige Ånd ved de terrestriales betjening;

87 og de terrestriale ved de celestiales betjening.

88 Og de telestiale modtager den også ved betjening fra engle, som er udpeget til at betjene dem, eller som er udpeget til at være tjenende ånder for dem, for de skal være arvinger til frelse.

89 Og således så vi i det himmelske syn den telestiales herlighed, som overgår al forstand;

90 og ingen kender den, bortset fra den, for hvem Gud har åbenbaret den.

91 Og således så vi den terrestriales herlighed, som på alle måder overgår den telestiales herlighed, ja, i herlighed og i kraft og i magt og i herredømme.

92 Og således så vi den celestiales herlighed, som overgår alt – hvor Gud, ja, Faderen regerer på sin trone for evigt og altid;

93 foran hvis trone alting bøjer sig i ydmyg ærbødighed og giver ham æren for evigt og altid.

94 De, der bor i hans nærhed, er den Førstefødtes menighed; og de ser, som de bliver set, og kender, som de er kendt, idet de har modtaget af hans fylde og af hans nåde;

95 og han gør dem lige i kraft og i magt og i herredømme.

96 Og det celestiales herlighed er én, ligesom solens herlighed er én.

97 Og det terrestriales herlighed er én, ligesom månens herlighed er én.

98 Og det telestiales herlighed er én, ligesom stjernernes herlighed er én; for ligesom den ene stjerne er forskellig fra den anden stjerne i herlighed, således er den ene forskellig fra den anden i herlighed i den telestiale verden;

99 for disse er dem, som er af Paulus og af Apollos og af Kefas.

100 Disse er dem, hvoraf nogle siger, at de er af den ene, og andre, at de er af den anden – nogle af Kristus og nogle af Johannes og nogle af Moses og nogle af Elias og nogle af Esaias og nogle af Esajas og nogle af Enok;

101 men som ikke modtog evangeliet, ej heller vidnesbyrdet om Jesus, ej heller profeterne, ej heller den evigtvarende pagt.

102 Og endelig, disse er alle dem, der ikke bliver indsamlet sammen med de hellige for at blive taget op til den Førstefødtes menighed og modtaget i skyen.

103 Disse er dem, som er løgnere og troldmænd og ægteskabsbrydere og horkarle og enhver, der elsker og øver løgn.

104 Disse er dem, som lider Guds vrede på jorden.

105 Disse er dem, som lider den hævn, der er evig ild.

106 Disse er dem, som bliver nedstyrtet til helvede og lider Gud den Almægtiges vrede indtil tidernes fylde, når Kristus har lagt alle fjender under sine fødder og har fuldkommengjort sit værk;

107 når han overdrager riget og fremstiller det for Faderen, uplettet, idet han siger: Jeg har sejret og har trådt vinpersen alene, ja, Gud den Almægtiges heftige vredes vinperse.

108 Da skal han krones med sin herligheds krone og sidde på sin magts trone for at regere for evigt og altid.

109 Men se, vi så den telestiale verdens herlighed og indbyggere, at de var utallige som stjernerne på himmelhvælvingen eller som sandet på havets bred;

110 og hørte Herrens røst sige: Disse skal alle bøje knæet, og hver tunge skal bekende ham, som sidder på tronen for evigt og altid;

111 for de skal blive dømt efter deres gerninger, og enhver skal efter sine gerninger få sit eget rige i de boliger, der er beredt;

112 og de skal være den Højestes tjenere; men hvor Gud og Kristus er, kan de ikke komme, verdener uden ende.

113 Dette er enden på det syn, som vi så, og som vi blev befalet at skrive ned, mens vi endnu var grebet af Ånden.

114 Men store og forunderlige er Herrens gerninger og hans riges hemmeligheder, som han viste os, og som overgår al forstand i herlighed og i magt og i herredømme;

115 og som han befalede os, at vi ikke skulle skrive ned, mens vi endnu var grebet af Ånden, og som det ikke er tilladt mennesket at tale om;

116 ej heller er mennesket i stand til at kundgøre dem, for de kan kun ses og forstås ved kraften af den hellige Ånd, som Gud skænker dem, der elsker ham og renser sig over for ham;

117 og til hvem han giver dette privilegium at se og vide for sig selv;

118 så de, mens de er i kødet, ved Åndens kraft og tilkendegivelse må kunne udholde hans nærhed i herlighedens verden.

119 Og æren og herligheden og herredømmet være Guds og Lammets for evigt og altid. Amen.