2022
Hvordan lader vi Gud råde i livets store valg?
Januar 2022


Kun digitalt: Unge Voksne

Hvordan lader vi Gud råde i livets store valg?

Når vi står med så mange valgmuligheder i livet, hvordan kan vi så vide, om vi er på den vej, som vor himmelske Fader ønsker, at vi følger?

Billede
illustration af en person, der kigger på forskellige veje

Er I nogensinde blevet handlingslammet, når I har skullet træffe en beslutning? I sådanne stunder er det let at tænke, hvad nu hvis jeg træffer det forkerte valg og ikke får gjort det, som vor himmelske Fader ønsker, at jeg gør i dette liv?

Vi får ofte at vide, at vor himmelske Fader kan vejlede os på vores rejse gennem livet, men hvordan følger vi præsident Russell M. Nelsons råd om at »vælge at lade Gud råde i vores liv« og »vælge at lade Gud være den største indflydelse i vores liv«1 samtidig med, at vi selv træffer vores beslutninger? Dikterer vor himmelske Fader, hvilken vej vi skal gå, eller hvad vi skal gøre, eller hvordan vores liv er fra dag til dag?

Selvom Gud har en storslået plan for lykke, der gør det muligt for os at vende tilbage og leve med ham igen, så kontrollerer han ikke ethvert aspekt af vores liv. Han ønsker, at vi selv vælger, når det gælder vores forventninger til og ambitioner i livet.

Her er et par ting at have i tankerne, når man overvejer den sandhed.

Handlefrihed er en gave

Eftersom vi står med så mange potentielle veje at følge i livet, kan handlefrihed virke skræmmende eller overvældende. Sommetider har jeg været så bange for at træffe den »forkerte« beslutning, at jeg har følt mig fastlåst, ude af stand til at komme videre i livet.

Men efterhånden som jeg har lært at stole på vor himmelske Fader og mig selv, har jeg lært at påskønne denne gave til at vælge (se 2 Ne 2:26).

Selv om vi har vores handlefrihed, bør vi altid rådføre os med vor himmelske Fader om de store, livsafgørende valg og om, hvad hans vilje er. Når vi gør det, kan han lede os mod gode veje. Som ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har lært os: »Vi må være forsigtige med ikke at overse Herrens hånd, når han rækker den frem, når det er hans store ønske at assistere.«2 Men når vi lever retfærdigt, stoler han også på, at vi bruger vores handlefrihed klogt og følger vores retskafne ambitioner for at finde glæde, mens vi bevæger os fremad på pagtens sti.

Vi kan vælge at acceptere muligheder.

Jeg har en ven, der valgte ikke at tage på mission på grund af nogle personlige udfordringer. Flere år senere kom han i vildrede og mistede modet, hver gang han læste en linje i sin patriarkalske velsignelse, der sagde, at han ville få mulighed for at tjene som missionær. Han følte, at han havde kludret i det, som Gud havde i vente for ham, og han blev ofte skamfuld og usikker på fremtiden.

Men da han bønsomt grundede over denne situation, indså han, at nøgleordet i hans patriarkalske velsignelse var mulighed. Vor himmelske Fader opfordrer os til at adlyde ham og vælge de gode muligheder gennem alle livets faser.

Hvad sker der, hvis vi misser en mulighed? Eller vi ikke accepterer alle hans invitationer?

Heldigvis vil der, takket være vor Frelser, komme flere muligheder for at tjene og udvikle sig livet igennem.

Vor himmelske Fader er en tilgivende og kærlig Gud. Som profeten Esajas sagde, lad mennesket »vende om til Herren, som vil vise [os] barmhjertighed, tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse« (Es 55:7).

Uanset om endnu en chance for muligheder omfatter omvendelse og tilbagevenden til pagtsstien eller blot en ændring i sindelag, og at vi lader Gud råde i vores liv igen, så vid, at det er, som ældste Thierry K. Mutombo fra De Halvfjerds har sagt, »når vi vælger at følge Kristus, vælger vi at blive forandret.«3

Min ven har måske ikke været på mission, men han har fået en dybere tro på Kristus og villighed til at handle på muligheder og kaldelser han får. Og han har fundet glæde og en ro i at træffe gode valg og lade Gud råde ham.

Vær fleksibel og søg åbenbaring

Jeg tror, at mange af os er vokset op med en trinvis plan for vores liv. Tag mig for eksempel; jeg planlagde at få et arbejde indenfor sundhedsområdet, blive gift som 21-årig og få en masse børn, inden jeg blev 30, alt imens jeg opdrog min perfekte familie i evangeliet og levede et lykkeligt og sorgløst liv.

(Plads til latter.)

Her er, hvor jeg faktisk er nået til i livet, hvor jeg har stolet på, at jeg kunne træffe gode beslutninger, få det bedste ud af mine muligheder, følge tilskyndelser og lade Gud råde:

  • Jeg er forfatter. Synet af blod og nåle gør mig dårlig.

  • Jeg blev ikke gift, før jeg var 27 (og midt i en pandemi). Og jeg blev gift med en, jeg havde kendt i næsten 10 år, selvom jeg havde datet andre i den tid.

  • Jeg kæmper med en smertefuld kronisk sygdom, der til tider kan gøre livet svært. Den sygdom har også medført infertilitet, hvor muligheden for at få børn flagrer i vinden.

Når jeg har søgt vejledning fra vor himmelske Fader, har jeg fundet en glæde ved min situation, til trods for den drastiske drejning livet har taget fra mine oprindelige forventninger. Og jeg har tro på, at fremtiden tegner lyst, når jeg fortsætter med at gøre det.

Det er godt at have håb og forventninger for vores liv, der vil føre til udvikling og tilfredshed. Men at være fleksibel og åben for ændringer i de forventninger kan gøre os i stand til at finde glæde under alle livets omstændigheder.

Livet vil ikke altid gå helt, som vi havde ønsket eller forventet det, men vi kan udøve tro på, at vor himmelske Fader fortsat kan pege os i retning af gode muligheder og glæde. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Alt godt i livet – enhver mulig velsignelse af evig betydning – begynder med tro. At lade Gud råde i vores liv begynder med tro på, at han er villig til at [vej]lede os.«4

Vor himmelske Fader ønsker, at vi nyder glæde

Eftersom vi står med så mange potentielle veje at følge i livet, vil rejsen konstant byde på nye sving og vendinger. Det, der betyder noget, er, at vi husker på at rådføre os med vor himmelske Fader i vores valg, og at den sti, vi befinder os på, er pagtens sti. At lade Gud råde i vores liv øger hans tillid til, at vi følger en fyldestgørende kurs, som vil føre os tilbage til ham, og at vi træffer gode valg langs vejen. Han og Jesus Kristus ønsker, at vi oplever glæde, at vi selv vælger - at vokse og søge det, vi elsker (se 2 Ne 2:25).

Og når forventningerne til livet måske ikke bliver indfriet, kan vi lade Gud råde ved at stole på ham, holde vores pagter og handle i tro. At gøre det vil altid føre til mere tilfredshed, lykke og flere muligheder, end vi havde troet muligt.

Det har været sandt for mig.

Noter

  1. Russell M. Nelson, »Lad Gud råde«, Liahona, nov. 2020, s. 92.

  2. Jeffrey R. Holland, »The Will of the Father in All Things«, Brigham Young University-foredrag, 17. jan. 1989, s. 7, speeches.byu.edu.

  3. Thierry K. Mutombo, »I skal være frie«, Liahona, maj 2021, s. 52.

  4. Russell M. Nelson, »Kristus er opstanden; tro på ham vil flytte bjerge«, Liahona, maj 2021, s. 102.

Udskriv