Følg lykkens vej
Ældste Quentin L. Cook
De Tolv Apostles Kvorum
Vi kan opdrage retskafne, håbefulde børn overalt i verden, hvis de har et solidt fundament i Frelseren.
Foto: Jim Lillywhite
For mange år siden fik nogle af mine yngre fætre og kusiner til opgave at udføre et tjenesteprojekt på vores bedstefar Crozier Kimballs gård. Som belønning blev de lovet bedstemor Claras1 vidunderlige hjemmelavede kage.
Da de var færdige med deres opgaver, gik de ud i køkkenet for at få deres belønning. Bedstefar havde dog blokeret køkkendøren. Min kusine Kathy Galloway, der var omkring 14 på det tidspunkt, mindes, at han satte sig på en klaverbænk og inviterede børnene til at sidde på gulvet. Han takkede dem for deres hårde arbejde og sagde så, at han havde noget vigtigt at dele, inden de spiste deres kage.
»Der vil komme et tidspunkt i jeres liv, hvor I får brug for at vide og handle på det, jeg er ved at fortælle jer,« sagde han.
Han forklarede, at hans bedstefar Heber C. Kimball (1801-1868) og andre pionerforfædre havde stået over for vanskelige fysiske udfordringer. Bedstefar sagde, at pionererne hurtigt lærte, at de måtte arbejde sammen og elske og tjene hinanden for at overleve.
»Det er en af det store eftermæle, de efterlod jer!« sagde han, mens tårerne begyndte at trille ned ad hans kinder.
»I min kaldelse som patriark og som jeres bedstefar, gør mit hjerte ondt for jer, når jeg ser, hvad tiden forude bringer,« sagde han. »I vil møde følelsesmæssige og åndelige udfordringer, som de fleste af jeres pionerforfædre aldrig ville kunnet have forestillet sig.
Medmindre den yngre generation ærer pionerernes store arv af kærlighed og tjeneste,« tilføjede han, »vil mange af jer fejle, fordi I ikke vil være i stand til at overleve på egen hånd.«
Med et åndeligt nærvær konkluderede bedstefar Kimball så: »Vi har brug for hinanden. Udover at bære vores vidnesbyrd om evangeliet for hinanden er det vores pligt at elske, tjene, styrke, nære og støtte og opretholde hinanden … især i vores familie. Husk, at i de sidste dage kan jeres overlevelse afhænge af jeres villighed til at arbejde sammen og elske og tjene hinanden. Lad os nu spise kage!«
Vi har jo brug for hinanden
Foto: Wendy Gibbs Keeler
Som illustreret af alt det røre i verden omkring os, og ligesom bedstefar Crozier Kimball forudså, har vi brug for hinanden. Vi har brug for kærlige familier, tjenestefyldte kvorummer og hjælpeforeninger og støttende grene, menigheder og stave.
»Gud ønsker, at vi arbejder sammen og hjælper hinanden,« har præsident Nelson sagt. »Det er derfor, han sender os til jorden i familier og organiserer os i menigheder og stave. Det er derfor, han beder os om at tjene og drage omsorg for hinanden. Det er derfor, han beder os om at leve i verden, men ikke være af verden. Vi kan opnå så meget mere sammen, end vi kan alene.«2
Livet i vores anden prøvestand er svært. På grund af Adam og Evas fald står vi over for torne og tidsler, faldgruber og fristelser. Sådanne oplevelser er en del af planen for lykke, men vi hjælper hinanden med at klare livets storme.
Ligesom Adam og Eva, der blev sendt »ud af Edens have« (1 Mos 3:23), er vi blevet sendt ud fra vores førjordiske hjem til denne faldne jord. Og ligesom Adam og Eva fryder vi os over vores kundskab om Guds plan for sine børn:
»Og på den dag priste Adam Gud og blev fyldt og begyndte at profetere om alle jordens slægter og sagde: Priset være Guds navn, for på grund af min overtrædelse er mine øjne blevet åbnet, og i dette liv skal jeg nyde glæde, og atter i kødet skal jeg se Gud.
Og Eva, hans hustru, hørte alt dette og blev glad og sagde: Var det ikke for vor overtrædelse, ville vi aldrig have fået efterkommere og ville aldrig have kendt godt og ondt og glæden over vor forløsning og det evige liv, som Gud giver alle de lydige« (Moses 5:10-11; se også 2 Ne 2:25).
»En del af hans guddommelige formål«
At tilvejebringe »udødelighed og evigt liv« for os er vor Faders »gerning og herlighed« (Moses 1:39). »Vi er,« som præsident Nelson har sagt, »en del af hans guddommelige mål.«3
Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum har erklæret, at vi som åndelige sønner og døtre i den førjordiske tilværelse »kendte og tilbad Gud som [vor] evige Fader og accepterede hans plan for, hvordan hans børn kunne få et fysisk legeme og opnå jordiske erfaringer for at udvikle sig frem mod fuldkommenhed og til sidst realisere deres guddommelige skæbne som arvinger til evigt liv.«4 Og præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har for nyligt sagt: »I vor himmelske Faders plan, ›skabte [Jesus Kristus] himlene og jorden‹ (L&P 14:9), så hver af os kan få den nødvendige jordiske oplevelse til at søge vores guddommelige skæbne.«5
Skrifterne og sidste dages profeter tydeliggør den afgørende rolle, vores legeme spiller i Guds plan. Vores skæbne er at vende tilbage til hans nærhed med opstandne, ophøjede legemer og leve som familier for evigt.
»Vores forhold til andre mennesker, vores evne til at genkende og handle i overensstemmelse med sandheden og vores evne til at adlyde Jesu Kristi evangeliums principper og ordinancer [udvides] gennem vores fysiske legeme,« har ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum sagt. »I livets skole oplever vi omsorgsfuldhed, kærlighed, venlighed, lykke, sorg, skuffelse, smerte, ja tilmed udfordringerne ved fysiske begrænsninger på måder, som forbereder os til evigheden.«6
Undervis om Kristus
I disse dage med tvivl og usikkerhed er kundskab om planen for lykke afgørende for vores åndelige overlevelse. Men vi kan ikke forvente, at verden nærer vores børn med principper om evig lykke. Som forældre er vi nødt til at undervise vores børn om deres guddommelige herkomst og guddommelige skæbne.
Vi begynder med at hjælpe dem til selv at udvikle et vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans forsoning, som er af afgørende betydning i frelsesplanen. Jeg tror, at vi kan opdrage retskafne, håbefulde børn overalt i verden, hvis de har et solidt fundament i Frelseren.
Til hjemmeaften, under familiebøn og skriftstudium, ved familieaktiviteter og traditioner og selv, når vi irettesætter, »taler vi om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus … for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder« (2 Ne 25:26).
Vi hjælper vores børn til at forstå, at omvendelse i frelsesplanen er en »livslang læseplan,«7 der giver håb og heling, når den befrier sjælen og gør fremtiden lysere.
Når vores børn udvikler tro på Kristi forsoning, vil de komme til at vide, at alt aldrig er tabt, og at Herren venter dem med åbne arme. Vi hjælper dem til at forstå, at »uanset hvad [vi] må efterlade for at følge vejen til [vores] himmelske hjem, vil det en dag overhovedet ikke virke som et offer.«8
Indsaml Guds børn
Vi når ikke vores guddommelige skæbne alene. Som sidste dages hellige har vi en særlig pligt til at invitere andre med på vores rejse mod vores himmelske hjem. Verden har brug for sidste dages hellige, der er villige til at lade genoprettelsens lys skinne gennem deres vidnesbyrd, eksempel og villighed til at fortælle andre om evangeliet. Når vi skinner, samles vi.
»Når vi taler om indsamlingen,« har præsident Nelson sagt, »taler vi om denne grundlæggende sandhed: Alle af vor himmelske Faders børn, på begge sider af sløret, fortjener at høre budskabet om Jesu Kristi gengivne evangelium. De bestemmer selv, om de vil vide mere.«9
Og som bedstefar Crozier rådede os til, bærer vi vores vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium. Vi elsker og tjener, styrker og nærer og støtter og opretholder vores kære og vores næste.
Når vi hjælper andre på vej mod deres guddommelige skæbne, hjælper vi os selv ad den samme sti, for at »blive modtaget i Faderens rige for ikke mere at gå ud, men bo hos Gud i evighed i himlene.« (3 Ne 28:40).