Kun digitalt: Unge Voksne
Faste: En sikker måde at styrke jeres tro på Herren
Glem ikke dette stærke evangeliske princip.
Har I nogensinde spekuleret på, om I virkelig kan stole på vor himmelske Fader og Jesus Kristus?
Jeg har haft det på den måde før, især da jeg blev medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Jeg blev medlem af Kirken, da jeg var 17, og jeg var både den yngste i min familie og det eneste medlem af Kirken. Jeg troede på, at Jesu Kristi evangelium var sandt – jeg havde bedt om det og følt så stor glæde. Jeg ville gerne efterleve evangeliet, men på samme tid følte jeg mig overvældende ensom. Mine venner og nogle familiemedlemmer behandlede mig hårdt, fordi jeg havde tilsluttet mig Kirken. Jeg følte, at jeg måtte vælge mellem mit forhold til mine kære og mit forhold til Herren. Det føltes umuligt for mig at overbevise dem om, at jeg fulgte den rette vej.
Husk på kraften ved faste
En dag kom jeg i tanke om noget, som missionærerne havde lært mig, da jeg lærte om evangeliet: Fasteloven.
De havde opfordret mig til at bede og faste for, at vor himmelske Fader ville blødgøre mine forældres hjerte, så de kunne give deres samtykke til, at jeg blev døbt. Jeg fulgte deres råd og følte så meget fred og vished på trods af mine omstændigheder. Min far underskrev samtykkedokumentet, som tillod mig at blive døbt, selvom min mor stadig ikke ville godkende det.
Mens jeg tænkte over min families manglende støtte på daværende tidspunkt, huskede jeg det mirakel af fred, jeg havde følt, før jeg blev døbt. Jeg mindedes, at alt er muligt for vor himmelske Fader (se Matt 19:26), og når jeg vender mig til ham i tro gennem faste og bøn, kan han gøre tilsyneladende umulige ting mulige gennem tro på Kristus.
Som vi lærer i Helaman 3:35: »Alligevel fastede og bad de ofte og voksede sig stærkere og stærkere i deres ydmyghed og fastere og fastere i troen på Kristus, indtil deres sjæl blev fyldt af glæde og fortrøstning.«
Jeg ønskede at øge min tillid til vor himmelske Fader, fylde mit hjerte med glæde og gøre, hvad jeg kunne for at blødgøre hjertet hos dem, der ikke støttede mig. Så jeg fastede og bad regelmæssigt om lindring fra den ensomhed, jeg mødte.
Indbyd til mirakler
Intet ændrede sig med det samme. Jeg fik at vide, at jeg skabte udfordringer i vores familie på grund af mit medlemskab af Kirken. Jeg følte mig så alene. Men jeg stolede på, at vor himmelske Fader lyttede til mine bønner, og at min faste ville bringe velsignelser. Til sidst så jeg et mirakel – mine forældres hjerte blev gradvist blødgjort over for evangeliet.
Jeg følte også, at min tro på vor himmelske Fader og min Frelser blev styrket. Min stærke tro hjalp mig til at vide, hvordan jeg skulle reagere over for andre, når de var uvenlige, og hvordan jeg kunne styrke mit forhold til mine kære og til vor himmelske Fader og Jesus Kristus.
Efter en masse faste og bøn fik jeg det svar, at jeg skulle tage på mission. Mirakuløst nok endte mine forældre med at blive døbt, inden jeg tog af sted for at tjene, og jeg blev også beseglet til dem i templet i Manila i Filippinerne, få måneder inden jeg afsluttede min mission.
Faste fortsætter med at bringe mirakler ind i mit liv hver fastesøndag. Men jeg faster også, når livet er usikkert, og jeg især har brug for Kristi fred.
Som præsident Russell M. Nelson har sagt: »I tider med stor nød … er det mest naturlige for os at gøre at påkalde vor himmelske Fader og hans Søn – Mesterhelbrederen – til at udvise deres forunderlige magt til at velsigne folk på jorden.«
Jeg kan ærligt vidne om, at faste er en fantastisk måde at påkalde vor himmelske Fader og Jesus Kristus på. Faste fortsætter med at ændre mit liv og min tro. Jeg håber, at I kan se de mirakler, som dette offer også kan bringe ind i jeres liv.