De to sandheder, der hjælper mig til at forstå ydmyghed

David Adriano

Ydmyghed kan både afhjælpe stolthed og følelser af utilstrækkelighed.

unge voksne mænd i et klasseværelse i Kirken

Faktum: Jeg er Guds barn. Og det er en forunderlig og guddommelig sandhed.

En anden lige så vigtig kendsgerning: Eftersom alle andre på denne jord også er Guds børn, er de også forbløffende og guddommelige væsener.

Begge disse sandheder virker sikkert indlysende, men det tog mig et stykke tid at tage dem ind og virkelig forstå, hvad de betyder i mit liv. Sommetider gør jeg mig skyldig i at tilgå en situation med stolthed og gå ud fra, at min vej er den rigtige vej, eller at jeg er dygtigere end andre mennesker. Andre gange gør jeg det modsatte og føler, at jeg er mindre værdig eller mindre værd end andre omkring mig.

Svaret på begge kampe er det samme:

Ydmyghed.

Var jeg ikke god nok?

En oplevelse, der virkelig gjorde mig ydmyg, fandt sted på min mission. Jeg tror, at de fleste missionærer kæmper med følelsen af utilstrækkelighed, mens de prøver at bringe folk til Jesus Kristus. På min mission brugte jeg flere timer hver dag på bare at finde nogen at undervise og jeg blev afvist igen og igen. Jeg følte ikke, at jeg havde succes. Jeg følte ikke, at min indsats var tilstrækkelig. Til sidst begyndte jeg at føle, at jeg ikke var god nok.

Selvom det måske ikke virker som om, at ydmyghed var det, jeg havde brug for, hjalp min missionspræsident mig, da jeg forklarede ham mine følelser, med at se, at en del af mit problem var, at jeg tænkte, at jeg var undtaget fra de problemer, som missionærer over hele verden står overfor. Men jeg er ikke den første missionær, der føler sig afvist, og jeg bliver bestemt ikke den sidste.

På en eller anden måde havde jeg overbevist mig selv om, at mine vanskeligheder helt og holdent var min egen skyld, til trods for at nogle af de bedste missionærer i historien – som de oprindelige tolv apostle, Mosijas sønner og Alma den Yngre – stod over for langt værre afvisning og forfølgelse, end jeg nogensinde har gjort.

I stedet for at have ondt af mig selv begyndte jeg at føle, at jeg stod skulder ved skulder med Jesus Kristus i mine kampe. Og da jeg skammede mig over min ufuldkomne indsats, kom jeg i tanke om noget, som præsident Jeffrey R. Holland, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: Kristi forsoning »vil måske hjælpe missionærerne mere, end den vil hjælpe undersøgere. Når I kæmper, når I afvises … så står I side om side med det bedste menneske, som denne verden nogensinde har kendt, det eneste rene og fuldkomne menneske, som nogensinde har levet.«

Jeg ser stadig tilbage på denne oplevelse, når jeg skal huske at være ydmyg og stole på Herren.

En lektie i ydmyghed

Jeg lærte en masse om min identitet som Guds barn, mens jeg var på mission. Men da jeg kom hjem, indså jeg, at jeg stadig havde meget at lære om vigtigheden af at huske, at andre mennesker også er Guds børn.

Kort tid efter, jeg vendte hjem, modtog jeg en vanskelig kaldelse og blev sat i spidsen for en vigtig begivenhed. Jeg blev overvældet, og jeg kunne ikke få fat i de mennesker, der skulle hjælpe mig. Jeg sendte en e-mail, der i sandhed var temmelig hårdt formuleret.

Jeg havde ret i, at kaldelsen var vigtig, og at jeg havde brug for mere støtte, men jeg indså hurtigt, at det måske ikke var den bedste måde at motivere folk på. Jeg havde brug for ydmyghed, jeg var nødt til at huske på, at andre mennesker sikkert havde deres egne ting, de var stressede over.

Som ældste Steven E. Snow sagde, da han var medlem af De Halvfjerds: »Hvis vi er ydmyge, bliver vore bønner besvaret, vi nyder fred i sindet, vi virker mere effektivt i vore kaldelser, og hvis vi fortsætter med at være trofaste, vil vi i sidste ende vende tilbage til vor himmelske Faders nærhed.«

Jeg har virkelig følt større glæde i min kaldelse og i mit liv, efterhånden som jeg har lært at være mere ydmyg.

En balance mellem to sandheder

For mig har det at lære sand ydmyghed handlet om at skabe balance mellem disse to sandheder:

Jeg er Guds kære barn. Og jeg er omgivet af Guds andre børn.

Når jeg har lært mere om ydmyghed, har jeg indset, at det, som ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, er sandt: »Ydmyghed er ikke en eller anden stor identificerbar præstation … Det er at have den stille vished om, at vi dag for dag og time for time kan stole på Herren, tjene ham og nå hans mål.« Jeg har lært, at jeg virkelig kan nå Herrens formål – men kun når jeg overdrager min vilje til ham og stoler på, at han ved, hvad der er bedst.

Jeg ved, at når vi stræber efter at blive mere ydmyge og kristuslignende, vil vor himmelske Fader velsigne os i vores indsats.

Forfatteren bor i Frankfurt i Tyskland.