Foredrag 2024
Styrk vores vidnesbyrd


6:50

Styrk vores vidnesbyrd

Verdensomspændende foredrag for Unge Voksne

Søndag den 18. februar 2024

Ældste Ulisses Soares: Lad os begynde med det første emne: »Styrk vores vidnesbyrd«.

PERU HUANCAYO – SPØRGSMÅL 2

Ældste Soares, mit spørgsmål er, hvordan kan vi genkende, når vi er begyndt at falde åndeligt i søvn, og hvordan kan vi undgå det?

BOLIVIA LA PAZ – SPØRGSMÅL 6

Ældste Soares, hvilket råd ville du give til unge, der efterlever evangeliet og ved, at det er sandt i deres sind, men ikke føler det i deres hjerte?

CHILE CONCEPCIÓN – SPØRGSMÅL 11

Hej ældste Soares. Mit spørgsmål er, hvordan man bedst hjælper sine kære med at vende tilbage til evangeliets sti, når de har været inaktive i mange år?

Ældste Soares: Mine kære venner, et ægte vidnesbyrd om evangeliet er et personligt vidnesbyrd båret af Helligånden til vores sjæl om, at visse kendsgerninger af evig betydning er sande. Dette personlige vidnesbyrd skaber et voksende ønske i os om at vende vores hjerte til Frelseren i tro og omvendelse, opleve en forandring i hjertet, modtage frelsens ordinancer og indgå pagt om fortsat at følge ham på vores jordiske rejse. Det bringer Jesu Kristi gengivne evangeliums lys ind i vores liv og fokuserer os alle på det samme mål om at vende tilbage til vor Fader i himlen. Et stærkt vidnesbyrd bliver vores motivation til at klare os bedre i dette liv og bliver et uigennemtrængeligt værn, der beskytter os mod Satans utrættelige angreb.

Frelseren har etableret måden, hvorpå vi kan styrke vores vidnesbyrd og undgå at blive svækket og fanget i en fælde af åndelig apati. Han sagde: »Lær af mig, og lyt til mine ord; vandr i min Ånds sagtmodighed, så skal du få fred i mig.« Herren selv lovede, at han ville lede vores vej, hvis vi ville tage imod denne indbydelse.

For nogle år siden underviste vores kære profet, præsident Russell M. Nelson, om behovet for at sætte gang i vores åndelige momentum. Han sagde: »Vi har aldrig haft mere brug for positivt åndeligt momentum end nu for at modvirke den hastighed, hvormed ondskaben og tidens mørke tegn intensiveres.« Han foreslog fem specifikke ting, vi kan gøre, der vil hjælpe os til at bevare et positivt åndeligt momentum og derved kan påvirke vores vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium. De er som følger: (1) kom ind på pagtsstien og bliv der, (2) opdag glæden ved daglig omvendelse, (3) lær om Gud, og hvordan han arbejder, (4) søg og forvent mirakler og (5) sæt en stopper for konflikterne i jeres personlige liv. Mine kære venner, som profeter altid gør, efterfølges deres undervisning af løfter: »Når I handler på disse bestræbelser, lover jeg jer evnen til at bevæge jer fremad på pagtsstien med større momentum, trods de hindringer I måtte støde på. Og jeg lover jer større styrke til at modstå fristelse, mere fred i sindet, frihed fra frygt og større fællesskab i jeres familie.« Det er det, profeten sagde.

Mine venner, tro udvises ved handling, og handling opbygger og styrker vores vidnesbyrd. Når vi handler i tro på det, vi er blevet undervist om af vores kære profet, vil vores vidnesbyrd om Frelseren og hans evangelium blive styrket, vi vil holde Kristus i live i os, og vi vil leve vores liv »rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen … overstrømmede i … tak«. Desuden vil I have større entusiasme for evangeliet, I vil føle Helligåndens indflydelse oftere i jeres liv, og I vil blive mere åndeligt modstandsdygtige og beskyttet mod åndelig apati og et svækket vidnesbyrd.

Rosana, kan du sige noget om at hjælpe andre, der har mistet deres vidnesbyrd, med at vende tilbage til pagtsstien?

Søster Rosana Soares: Ja. Jeg tror og har altid troet, at den bedste måde at hjælpe en af mine kære tilbage på evangeliets sti er at elske Gud og vedkommende meget højt og være det bedste eksempel, man kan være. Man kan opfordre dem til at lære Gud at kende og nyde Frelserens fuldkomne kærlighed uden at fælde uretfærdig dom eller nedgøre dem. Jo mere vi elsker Gud og adlyder hans befalinger, jo mere føler vi kærlighed til den person og ønsker, at vedkommende nyder evangeliets velsignelser, uanset hvor de befinder sig på disciplens sti. Jeg tror, at folk skal føle sig meget elsket, selv om deres beslutninger fører dem væk fra pagtsstien.