Det sidste vidnesbyrd
Verdensomspændende foredrag for Unge Voksne
Søndag den 18. februar 2024
Amen. Mange tak, min kære. Mine kære unge voksne venner fra hele verden, jeg vil gerne vidne for jer om, at fred i dette liv kun findes gennem Jesus Kristus og hans sonoffer. Jeg vidner for jer om, at vores tillid til ham vil styrke os til fortsat at bevæge os fremad i livet på trods af de udfordringer, vi gennemgår. Husk altid, at det at komme til ham giver os grund til at have et fast håb, giver os et solidt anker for vores sjæl og giver os en varig indre fred og et tilflugtssted i en tumult og evig foranderlig verden.
Jeg vidner om, at hans arme er vidtåbne og parate til at omfavne os i hans kærlighed, ja, og især når vi føler os fortabt, forladt og efterladt helt alene. Det hellige hulrum mellem Frelserens arme har præcis den størrelse og form, der passer til vores knuste hjerte, medtagne tilværelse, sårede sjæl og trætte sind – personligt skabt og beregnet til os hver især individuelt. Jesus udvider hele tiden sin velkomst til at omfavne os i sin evige og kærlige omfavnelse. Jeg vidner for jer om, at han er altid nær og venter tålmodigt på os. Han er altid villig til at gå med os, især når vi er trætte og søger lindring for vores byrder. Jeg indbyder jer til flittigt at komme vor Frelser nærmere, at finde ham i jeres liv og at mærke intensiteten i hans kærlighed til jer. Ved at gøre det vil I være i stand til at fylde jeres tilværelse med hans lys og vandre med ham.
Jeg lover jer i vor Frelsers, Jesu Kristi, navn, at hvis I ikke vender jer bort fra hans udstrakte, kærlige arme, vil jeres sjæl opleve en fylde, der vil fylde jeres sjæls inderste kamre. Jeg lover jer, at når I oprigtigt søger Frelseren, kan og vil hans helbredende kraft fylde jeres sjæl med hans fred, lys, forståelse, mod, glæde og kærlighed.
Jeg erklærer højtideligt for jer, at Jesus Kristus lever, og hans fuldkomne kærlighed omfatter alle, der kommer til ham. Dette er hans genoprettede kirke på jorden i denne sidste uddeling som forberedelse til hans andet komme. Jeg erklærer også, at Gud lever og elsker os, og at han sendte sin Søn til os for at hjælpe os til at finde håb, fred og varig glæde. Jeg beundrer jer. Vi respekterer jer, og vi elsker jer alle. Og jeg siger disse ting i vor Frelser og Forløsers hellige navn, Jesus Kristus. Amen.