Jaechans første dag
Var det her den rigtige vej? Jaechan følte sig totalt forvirret.
»Jeg søgte Herren, og han svarede mig« (Sl 34:4). Denne historie finder sted i Gyeonggi-do i Sydkorea.
Der blev spillet glad musik, da Jaechan og hans mor rejste sig fra deres sæder i skolens gymnastiksal. Bunker af skinnende balloner hang på væggene, mens de andre børn og deres forældre talte begejstret sammen.
I morgen var det første skoledag, og i Sydkorea deltog de nye elever altid i et særligt arrangement for at fejre skolestarten. Jaechan hørte sangene og talerne, og var begejstret. Han glædede sig til at begynde at lære!
Efter arrangementet gik mor og Jaechan ned gennem skolens gange. Da de kom til hans klasseværelse, mødte Jaechan sin lærer. Hun virkede rigtig rar.
Senere gik mor og Jaechan udenfor i den varme forårssol. Selv solen og himlen syntes at være glade for skolestarten.
Næste morgen fulgte mor Jaechan til skoleporten. Mor gav ham et ordentligt kram. »Jeg elsker dig,« sagde hun. »Hav en god første dag.«
»Det skal jeg nok,« sagde Jaechan. »Jeg elsker også dig!« Han vinkede farvel og vendte sig for at gå hen til sit klasseværelse, ligesom de havde øvet.
Mens Jaechan gik ned ad gangen, begyndte han at bekymre sig. Er det her den rigtige vej? Jaechan stoppede op og kiggede sig omkring. Han vendte om og gik ned ad en anden gang. Snart føltes det hele totalt forvirrende.
Jaechan tog en dyb indånding. Han vidste, at han havde været på denne gang i går. Han fortsatte med at gå og gik gennem nogle store døre.
Men Jaechan så ikke sit klasseværelse, med skriveborde og venner og hans flinke lærer. Han så gymnastiksalen. Og nu var der ingen mennesker eller balloner. Det var bare et stort, tomt rum.
Tårer fyldte Jaechans øjne. Han forsøgte at lade være med at gå i panik, men han var bange. Han vidste ikke, hvordan han skulle finde sit klasseværelse. Han knælede for at bede. »Min himmelske Fader, jeg er faret vild. Hjælp mor med at finde mig og hjælpe mig hen til min klasse.«
Jaechan rejste sig op. Han tog et par dybe indåndinger. Så ventede han.
Et par minutter senere kom mor rundt om hjørnet. »Jaechan!« Hun løb hen til ham og holdt ham tæt ind til sig. »Hvad skete der?«
Jaechan brast i tårer. Han var så lettet over at se mor. »Jeg kunne ikke finde mit klasseværelse,« sagde han. »Så jeg bad om, at du skulle finde mig.«
Mor tørrede tårerne fra hans kinder. »Jeg er glad for, at du bad en bøn,« sagde hun. »Jeg var på vej hjem. Men så fik jeg en følelse af, at jeg skulle vende om og sørge for, at du fandt dit klasseværelse. Da du ikke var der, ledte jeg overalt. Og så fandt jeg dig!«
Jaechan holdt mor i hånden, mens de gik ned ad den rigtige gang. Jaechan var holdt op med at græde. Han vidste, at vor himmelske Fader havde besvaret hans bøn, og at alt var i orden. Da de kom til klasseværelset, hørte han de andre børn derinde grine og have det sjovt.
»Jaechan! Vi er så glade for at se dig,« sagde Jaechans lærer, da han kom ind.
»Tak,« sagde Jaechan med et lille buk. Han gav mor endnu et kram. Det ville trods alt blive en god første skoledag.
Illustrationer: Shane Clester