Oliver den Modige

Nita Smart Facer

Baseret på en virkelig hændelse

Forfatteren bor i Californien i USA.

»Ahhhh!«, skreg Oliver. Han sprang ind i mor og fars seng. »Der er et monster efter mig!«

»Du har haft et mareridt,« sagde mor. »Monsteret er ikke virkeligt.« Hun lagde armen om ham. Han puttede sig ind til hende.

Oliver rystede. »Det var virkelig højt. Det havde gule øjne og grønne tænder,« sagde han. »Jeg bad en bøn. Men jeg kunne stadig se det komme nærmere!«

»Jeg er glad for, at du bad vor himmelske Fader om hjælp,« sagde far. »Men hvad kan du ellers gøre?«

»Hvad mener du?«, sagde Oliver.

»Kan du huske, da du holdt en tale i Primary? Du bad om hjælp. Men var det alt, hvad du gjorde?«

»Jeg øvede mig,« sagde Oliver. »Jeg stod foran spejlet. Jeg sagde min tale igen og igen.«

»Og du holdt en god tale!«, sagde far.

»Og kan du huske, da du mistede din legetøjsbil?«, sagde mor. »Du bad om at finde den. Blev du så bare på dine knæ?«

»Nej. Jeg ledte og ledte. Jeg ledte under min seng. Jeg ledte bag sofaen.«

»Og der var den!«, sagde mor.

»Så,« sagde far, »hvordan kan du slippe af med monsteret?«

Oliver forestillede sig selv i en rustning.

»Først,« sagde han, »beder jeg.«

»Godt. Og derefter?«

»Jeg kan tage nogle dybe indåndinger. Og så kan jeg synge ›Jeg er Guds kære barn.‹«

»Det er en god plan!«, sagde mor. »Og nu tilbage i seng.«

Næste morgen løb Oliver af sted for at tale med mor og far.

»Jeg havde en anden drøm om monsteret,« sagde han. »Men så bad jeg og fulgte min plan. Og monsteret forsvandt!«

»Jeg er så glad for, at monsteret forsvandt,« sagde far. »Vor himmelske Fader hører virkelig dine bønner.«