Problemet med at feste

Carolina Marín

(Baseret på en virkelig hændelse)

Forfatteren bor i Corrientes i Argentina.

En del af Luz havde bare lyst til at tage til festen. Men hun følte sig stadig urolig.

»Gennemtænke det i dit sind; dernæst … må du spørge mig, om det er rigtigt« (L&P 9:8). Denne historie foregår i Corrientes i Argentina.

Luz følte sig glad. Skoleåret var ved at slutte, og der skete så mange spændende ting. Snart skulle hun til eksamen i sjette klasse. Næste år skulle hun begynde i udskolingen!

Det kom bag på hende, hvor meget hun havde udviklet sig. Hun var højere, og hun var ikke et lille barn mere. Disse ændringer var spændende, men hun følte sig også lidt nervøs.

Hun besluttede at tale med sine forældre om det.

»Dette er en vidunderlig tid i dit liv, Luz,« sagde papá. »Det er en tid, hvor du lærer, gør dit bedste og når mål, der vil hjælpe dig med at blive den person, Gud ved, du kan være.«

»Men livet leves kun en dag ad gangen,« sagde mamá. »Du vil vokse og blive den person med hvert lille, godt valg, du træffer.«

Det hjalp Luz til at føle sig bedre tilpas. Hun var glad for, at hun ikke behøvede at blive voksen lige på én gang.

En dag i skolen fortalte Luz’ venner, at de ville holde en eksamensfest. De var superspændte. Der ville være mad, musik, lys og oven i købet dans!

Men da Luz hørte sine venner tale om festen, begyndte hun at føle sig utilpas. Det lød ikke som den slags fest, hvor hun kunne mærke Helligånden.

»Du kommer også, ikke Luz?«, spurgte en af hendes venner.

»Du skal komme!«, sagde en anden ven. Jeg får mine forældre til at tale med dine forældre. Så giver de dig lov.«

»Måske.« Luz følte sin mave snøre sig sammen. »Jeg giver jer besked.«

Luz tilbragte resten af weekenden med at tænke over det med festen. Hun tænkte på det, mens hun øvede på klaveret. Hun tænkte på det, mens hun legede med sin lillebror. Uanset hvad hun gjorde, var det i hendes tanker.

En del af hende havde bare lyst til at tage til festen. Men hun følte sig stadig urolig. Følelsen af uro i hendes mave ville ikke forsvinde.

»Er der noget galt, hija?«, spurgte mamá søndag eftermiddag. Hun kæmmede fingrene gennem Luz’ lange, mørke hår.

»Altså …,« sagde Luz.

»Tænker du stadig på festen?«

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,« sagde Luz. »Jeg vil gerne med. Men jeg ved, at jeg ikke vil have en god følelse, når jeg er der.«

Mamá smilede. »Jeg ved, at du vil tage en god beslutning,« sagde hun. »Tænk over det, tag en beslutning, og fortæl vor himmelske Fader, hvad du har besluttet. Han hjælper dig med at vide, om det er rigtigt. Du vil føle det i dit hjerte.«

Luz nikkede. Hun tog en dyb indånding og gik ind på sit værelse for at bede.

»Himmelske Fader,« hviskede Luz. »Mine venner har inviteret mig til en fest, men jeg har det ikke godt med det. Jeg vil fortælle dem, at jeg ikke kan komme. Er dette det rigtige at gøre?«

En bølge af varme kom over Luz. Hun følte sig ikke mere forvirret. Hun følte, at hun var fuld af lys! Hun vidste, at hun havde taget den rigtige beslutning.

Da Luz gik ud af sit værelse, gav hun mamá et stort kram.

»Jeg har besluttet ikke at tage med,« fortalte Luz hende.

»Jeg er stolt af dig,« sagde mamá.

Papá gav også Luz et stort kram. »Jeg har en idé,« sagde han. »Lad os lave vores egen eksamensfest. Vi kan spise is og fejre det som familie!«

Luz smilede. Hun elskede is! Og hun elskede at vide, at hun kunne gøre det rigtige, selv når det var svært. Med hvert lille, godt valg, hun tog, kunne hun vokse op og at blive den person, Gud vidste, at hun kunne være.