Præcist som hun havde forestillet sig

Charlotte Larcabal

Kirkens tidsskrifter

(Baseret på en virkelig hændelse)

Denne historie fandt sted i Kiev i Ukraine.

Kvitka glædede sig til at blive døbt, men hun var ked af, at der ikke var flere, der kunne komme.

»Stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder« (Mosi 18:9).

I dag skulle Kvitka døbes. Hun havde tænkt på denne dag længe. Hun havde forestillet sig det hele. At have en særlig hvid kjole på. Tato (far), der døber hende. Og alle hendes venner og familie der, der smiler stolt.

Men i dag ville blive anderledes, end Kvitka havde forestillet sig.

Nogle ting var de samme. Hun havde en særlig hvid kjole på, præcist som hun havde forestillet sig. Babusya (mormor) havde syet denne kjole til mor til at blive døbt i, da hun var ung. Og nu var det Kvitkas tur.

Tato skulle døbe hende. Præcist som hun havde forestillet sig. Kvitka så ham dyppe sine hænder i vandet i bassinet.

»Dejligt og varmt,« sagde han. Han smilede til Kvitka. Hun smilede igen. Hun så så på de stole, hun havde hjulpet tato med at sætte op.

Der var ikke mange. Det var den største forskel. Kvitka havde altid forestillet sig, at der ville komme mange til hendes dåb. Men der ville kun være nogle få.

Lige siden COVID-19 var begyndt at gøre folk syge, havde mange ting været anderledes. Hun og hendes lillebror, Vlas, havde skole derhjemme. De bar mundbind, når de forlod lejligheden. Og ingen mødtes i store grupper. Ikke nogen steder. Kvitka ønskede at være med til at holde folk raske, men nogle gange var det svært.

Som når hun ikke kunne invitere alle med til sin dåb.

»Kvitka! Du er smuk!«

Kvitka så op og så babusya komme ind ad døren.

»Hej, babusya!« Kvitka hoppede op fra sin stol og løb derhen.

»Du ligner fuldstændig din mor,« sagde babusya. Hun rørte ved de hvide blomster i Kvitkas hår. De passede til blondeblomsterne i hendes kjole. Kvitka kunne godt lide blomster. Hendes navn betyder »blomst« på ukrainsk.

»Er du spændt på at blive døbt?« spurgte babusya.

»Ja!« svarede Kvitka. »Men der er ingen her.«

»Ingen!« sagde babusya. Hun så sig omkring. »Men jeg kan se mama, tato, Vlas og lille Melania. Og der er biskoppen. Og endda to missionærer. Det er ikke ingen.«

Kvitka trak på skuldrene. »Men ingen af mine venner er her.«

»Det må være trist,« sagde babusya. »Men vi har to ekstra gæster.«

Kvitka blev glad. »Hvem?«

»Din faster Pavlina,« sagde babusya. »Og din kusine Emma!«

»Er det rigtigt?« spurgte Kvitka ivrigt.

Babusya smilede. »Når de kommer, vil du så gøre mig en tjeneste?«

Kvitka nikkede. »Hvad?«

»Jo, når du bliver døbt, er en af de ting du lover, at du vil stå som et vidne om Jesus Kristus. Ved du, hvad det betyder?«

Det vidste Kvitka. Hendes familie havde studeret dåbspagterne i ugevis!

»Det betyder at være missionær!«

»Meget godt,« sagde babusya. »Din faster og kusine har aldrig før været i en af vores kirkebygninger. Vil du være missionær og vise dem rundt?«

»Ja!« sagde Kvitka.

Da faster Pavlina og Emma ankom, gjorde Kvitka og babusya præcis det. De viste dem primarylokalet, hendes klasseværelse og kirkesalen. Så kom de til dåbsbassinet. Kvitka fortalte dem, at hun ønskede at blive døbt for at følge Jesus Kristus. Hun følte en let, tryg følelse, mens hun talte. Faster Pavlina og Emma smilede til hende. Hun håbede, at de følte det samme.

Snart var det tid til dåben! Kvitka holdt vejret, da tato sænkede hende helt under vandet – præcist som hun havde forestillet sig. Der var måske nok kun få, der så på, men de smilede, præcist som hun havde forestillet sig. Og hun var sikker på, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus også smilede ned til hende. Det var let at forestille sig.