Ombenis nye hjem
Forfatteren bor i Utah i USA.
Hvordan kunne Ombeni få venner, når han ikke kunne tale deres sprog?
»Jeg var fremmed, og I tog imod mig« (Matt 25:35).
Ombeni så trist ned på sin bakke med frokost. Maden på hans nye skole var alt for sød. Han ville ønske, at han kunne spise sin mors hjemmelavede ris og bønner.
Ombeni og hans familie havde kun boet i USA i nogle få uger. Deres hjemland var for farligt at bo i, så de var kommet til USA som flygtninge. Det var svært at flytte. Det var også svært at vænne sig til sin nye skole.
Ombeni fandt en ledig plads nær en gruppe drenge og satte sig ned. De vendte sig alle og kiggede på ham. Den ene dreng sagde noget, men Ombeni kunne ikke forstå ham. Han kunne ikke meget engelsk endnu.
Ombeni prøvede at sige noget igen. »Jambo,« sagde han. (»Hej«).
Drengen så forvirret ud. Han se skævt til Ombeni og vendte sig om. Ombeni havde lyst til at rulle sig sammen til en lille kugle, men han sad bare tavst ved enden af bordet. Sommetider følte han, at han var på en fremmed planet på sin nye skole.
Da skolen endelig var forbi, skyndte Ombeni sig og lynede sin jakke. Derhjemme havde han aldrig haft brug for en jakke, uanset hvilken tid på året det var. Men her var det koldt om vinteren. De andre børn tog plyssede vanter og huer på, men Ombeni havde ikke nogen.
Ombeni kunne se sin ånde i små hvide åndedrag, da han gik. Han begyndte at løbe, så han kunne komme hurtigere hjem. Han bragede gennem hoveddøren og løb næsten ind i mama.
»Ombeni! Punguza mwendo!« sagde hun. (»Sæt farten ned!«)
»Undskyld, mama,« sagde han, mens han rystede.
Ombeni satte sig ned og forsøgte at få varmen, mens hans mor lavede mad.
Efter nogle få minutter kunne Ombeni ikke være stille længere. »Mama, jeg vil ikke i tilbage til skolen! Det er skræmmende og ensomt, og jeg kan ikke få venner. Jeg savner mine venner derhjemme.«
Mama stoppede med at røre i gryden og satte sig ned ved siden af Ombeni. Han tørrede hurtigt sine tårer væk. Han ville ikke have, at mama skulle se, hvor ked af det han var.
»Jeg ved, at det er svært lige nu.« Mama gav ham et stort knus. »Men det vil blive lettere.«
Ombeni så væk. »Men hvordan skal det blive lettere, hvis jeg ikke kan forstå nogen?«
Mama rynkede på panden. Ombeni kunne se, at hun tænkte dybt.
»Husker du, da vi var i flygtningelejren?« spurgte hun. »Når som helst jeg følte mig ensom, så jeg efter folk, jeg kunne hjælpe. Det fik mig altid til at få det bedre.«
Ombeni nikkede. Han huskede, hvordan mama altid fandt personer, der kom alene til lejren og viste dem, hvor de skulle gå hen.
Mama smilede. »Og tænk på Jesus! Folk var ofte ondskabsfulde mod ham. Men han så altid efter folk, han kunne hjælpe. Hun tørrede endnu en tåre fra Ombenis ansigt. »Nogle gange, når vi er kede af det, er det bedste vi kan gøre for at få det bedre at se efter måder, hvorpå vi kan hjælpe andre.«
Ombeni nikkede. Det lød som en god ide. Han ville gerne være ligesom Jesus.
Næste dag til frokost så Ombeni efter nogen, han kunne hjælpe. Mange børn sad i store grupper. Så lagde han mærke til en pige, der sad ved et bord for sig selv.
Han gik hen til hende og satte sin bakke ned. Han vinkede og sagde: »Jambo!«
»Hej,« sagde hun.
Ombeni smilede stort. Pigen smilede tilbage. De sad så i stilhed og spiste deres mad sammen.
Ombeni følte sig glad. Det ville stadig være svært på den nye skole. Men han var glad for at vide, at der var folk, han kunne hjælpe.
Illustrationer: Jen Taylor