Mist aldrig håbet!

David Dickson

Kirkens Tidsskrifter

Som flygtning lærte Muriel på egen hånd, at Gud altid er der, når man har mest brug for ham.

Fotos: Cody Bell, undtagen hvor andet er angivet

Nogle gange kan det virke, som om hele ens verden smuldrer omkring en.

Og derefter bryder den i brand.

I en orkan.

Nogle gange kan livet føles så kaotisk og nedslående, at man spekulerer på, om det nogen sinde bliver godt igen.

Muriel B, som opholdt sig i en flygtningelejr som barn, har noget at sige om det at komme igennem vanskelige situationer: »Hav Gud med ved jeres side til enhver tid, og mist aldrig håbet. Dårlige tider er virkelig kun midlertidige!«

Og det kommer fra en, som ved noget om dårlige tider.

Og hun ved, hvordan man kommer igennem dem.

Krig og tryghed

Muriels liv begyndte normalt nok. Hun boede som barn i Den Demokratiske Republik Congo. Hun havde en lykkelig familie, et trygt og godt hjem, en varm seng og rigeligt at spise.

Så brød krigen ud.

Efter det blev det hurtigt slemt. Det ramte lavpunktet, da vrede mænd slæbte hendes kærlige far – »den stærkeste kristne, jeg kender« – væk fra familien med en pistol rettet mod ham.

Faderen blev heldigvis genforenet med dem senere. Men livet var ikke længere trygt for Muriel og hendes familie. De flygtede til en flygtningelejr i Uganda.

Muriel var fem år, da hendes familie flygtede til en flygtningelejr i Uganda.

Foto med tilladelse fra Muriel B.

Flygtningelejre er midlertidige bosættelser for mennesker, som er tvunget til at forlade deres hjem på grund af krig eller andre årsager. De er beregnet til at tilbyde tryghed, og det gjorde denne også, men livet for Muriel og hendes familie var stadig langt fra let.

Overlevelse og styrke

»Vi var taknemmelige over at være sluppet væk fra krigen,« siger Muriel. »Og de mennesker, der styrede lejren, gjorde deres bedste for at hjælpe os, men der var ikke nok.«

Ikke nok mad, ikke nok boliger, ikke nok medicin – ikke nok af noget som helst.

»Vi blev stukket af insekter om natten,« husker hun. »Og vi måtte klare os uden mad i flere dage ad gangen. Der var også mange sygdomme i lejren.«

Flygtningelejren i dag.

Fotografi fra Getty Images

Muriel og hendes familie var ikke medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på den tid, men de var hengivne og udøvende kristne. De havde en bundsolid tro på Gud og på hans Søn, Jesus Kristus. »Mine forældre blev ved med at sige, at jeg altid kunne bede og faste.«

Så det gjorde hun. Som barn i en flygtningelejr, i en alder, hvor mange andre børn lærer at læse og skrive, bad Muriel hver dag om overlevelse. Hun bad om mad. Hun bad om tryghed. Hun bad om styrke og mod til at fortsætte.

Og hun så Gud udføre mirakler i deres liv.

»Gud fik os væk fra krigen,« siger hun, »så jeg vidste, at jeg kunne stole på ham. Hver gang, vi havde mest brug for ham, såsom når vi ikke havde fået noget at spise i lang tid, velsignede han os altid. Han udførte små mirakler, som styrkede min tro på ham.«

Ved at hjælpe med at passe sine yngre søskende har Muriel fået mange erfaringer, hun kan trække på nu, hvor hun har sit eget barn.

Efter næsten to år i flygtningelejren tog hendes liv en ny drejning. Muriel og resten af hendes familie flyttede til USA for at begynde på et nyt kapitel i et nyt land. Selvom hun havde set og gennemlevet meget, var Muriel stadig kun otte år gammel.

Det var da, hendes forældre besluttede at finde en ny kirke at komme i.

»Jeg lærte at passe små børn, da jeg selv stadig kun var et barn. Det var jeg nødt til! Mine forældre havde brug for min hjælp.«

Tro og venner

»Min mor og far havde altid ønsket at tilbede Gud og takke ham,« siger Muriel. »En søndag ikke længe efter, at vi var ankommet til USA, sagde de, ›lad os gå ud og finde en kirke.‹«

De måtte ikke lede længe. Mens de gik rundt i byen, stødte de på to missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på gaden.

Inden længe blev Muriel døbt sammen med sine forældre. Muriels yngre søskende blev døbt, da de blev gamle nok.

Muriel med sin mor og den yngste af sine søskende.

Meget af det, hun lærte i Kirken, var velkendt for Muriel, som havde lært om Gud og Jesus Kristus hele sit liv. Andre emner var nye. »Jeg havde aldrig hørt om Joseph Smith eller Brigham Young eller Mormons Bog,« sagde hun.

Det var ikke de eneste nye ting. De skulle også lære en helt ny kultur at kende. Her gjorde kirkemedlemmerne en stor forskel. De lærte familien, hvordan man bruger nogle af de elektroniske enheder og apparater, som var anderledes, end hvor de kom fra. De hjalp med sproget. Og mest af alt hjalp de ved bare at være venner.

Hjælp og håb

Muriel opfordrer unge i dag til at gøre det samme. »Flygtninge har også brug for venner. Vores familie havde ingen venner, da vi kom til dette land, men da vi først blev medlemmer af Kirken, kom så mange på besøg hos os! I dag har vi mange venner.«

I løbet af årene har Muriel haft mulighed for at hjælpe de samme venner, som velsignede hendes liv tidligere.

Da hun kom med i Unge Kvinder, tjente Muriel i klassepræsidentskaber og hjalp til med alle slags ungdomsaktiviteter. Hun tjente og underviste og delte sit vidnesbyrd.

Gennem tro på evangeliet bliver Muriel og hendes familie ved med at finde håb, selv midt i livets svære stunder.

Men en af de bedste måder, hun bliver ved med at hjælpe sine venner på, er ved at vise sin stærke tro på evangeliet og på Gud.

»Nogle af mine venner kæmper med at finde håb lige nu,« siger hun. »Men jeg siger altid til dem, at intet dårligt varer for evigt. Jeg føler personligt, at der ikke findes noget, som Gud ikke kan hjælpe en igennem.

Nogle gange er mod det eneste, jeg kan bede om til at holde ud lidt endnu. Til at fortsætte. Gud har altid hjulpet mig med at finde det mod. Ofte er den eneste velsignelse, man virkelig behøver, modet til at fortsætte.