2021
Få svar fra Herren
Juni 2021


»Få svar fra Herren«, Til styrke for de unge, juni 2021, s. 26-27.

Få svar fra Herren

Her er tre ting, I bør huske som en hjælp til at få svar på jeres bønner.

unge, der ser spørgende eller frustrerede ud

Fotoillustration fra Getty Images

Har I nogensinde stillet Gud et spørgsmål og følt, at han ikke svarede på jeres bøn? Det har jeg i hvert fald – og det var svært at forstå hvorfor. Men det betyder ikke, at Gud ikke hører os. Faktisk hører og besvarer han alle vores bønner (se Matt 7:7-8). Sommetider tager det bare tid og arbejde, før vi kan forstå hans svar.

Her er tre principper, I kan overveje, der vil hjælpe jer med at få svar fra Herren og genkende dem, når de kommer.

1. I må ikke skynde på Gud

Hvis I er lige som mig, kan I ikke lide at vente på svar, når I har et spørgsmål. Jeg elsker at kunne vende mig til Google, Siri eller Alexa og få et svar med det samme.

Men Herren arbejder som regel ikke på den måde. Nogle gange venter han, til vi er klar. Selv profeten Joseph Smith måtte ofte vente på svar på sine bønner. I 1833 boede der mange medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Jackson County i Missouri i USA. Men i november samme år fordrev pøbelen dem fra distriktet. Joseph var bekymret. Han spurgte Herren, hvorfor det skete. Herren besvarede ikke det spørgsmål lige med det samme, men han trøstede Joseph og sagde: »Vær rolig og vid, at jeg er Gud«.1 Resten af svaret kom måneden efter (se L&P 101).

Når mine bønner ikke bliver besvaret med det samme, styrker det mig at vide, at selv profeter må vente nogle gange. Hvis vi har tro og stoler på Herrens timing, ligesom Joseph, vil Herren besvare vores bønner, når tidspunktet er rigtigt. Og nogle gange bliver vi nødt til at vente rigtig længe.

2. Fortsæt med jeres arbejde

Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Herren elsker en indsats, og en indsats medfører belønninger.«2 Når I tænker over det, gælder det alt, vi gør. Det er nødvendigt at yde en indsats for at styrke muskler og lære nye færdigheder.

Det samme princip gælder for at modtage svar fra Herren. Alma den Yngre så en engel, men den oplevelse var i sig selv ikke nok. Hans vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans forsoning blev først stærkere efter, at han havde »fastet og bedt i mange dage« (Alma 5:46).

Tænk på Joseph Smith og det første syn. Joseph vågnede ikke bare op en morgen og besluttede sig for at spørge Gud om, hvilken kirke han skulle blive medlem af. Han havde faktisk kæmpet med dette spørgsmål i to år.3 Han havde arbejdet virkelig hårdt på at finde svar, og da han var klar, svarede vor himmelske Fader ham.

ung mand

3. Se efter igen – I har måske allerede modtaget svar

Da jeg var yngre, troede jeg, at Gud kun besvarede bønner på bestemte måder. Mange mennesker græder, når de bærer deres vidnesbyrd, og jeg troede, at hvis jeg ikke græd, så talte Ånden ikke til mig. Eller hvis jeg ikke havde en brændende følelse i brystet, som Herren beskriver for Oliver Cowdery (se L&P 9:8), så troede jeg ikke, at jeg følte Ånden.

Men jeg har lært, at Gud taler til os hver især på forskellige og personlige måder. Nøglen for mig var at finde ud af, hvad disse måder er. I Det Nye Testamente lærer Paulus os om, hvordan Ånden kan få os til at føle: »Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse« (Gal 5:22-23). Helligånden kan bruge alle disse følelser til at kommunikere med os.

Og svar fra Helligånden er ofte stille og diskrete. De kan nogle gange komme »hurtigt og på én gang«, som et lys, der tændes i et mørkt rum, som ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt. Men de kommer oftere som en solopgang – »den gradvise forøgelse af lyset« – eller som lys på en tåget dag. Vi kan kun se nok til at tage nogle få skridt fremad.4 Så se efter igen, for at sikre jer, at Gud ikke har givet I et svar, som I bare ikke genkendte, fordi I forventede noget andet.

»Ønsker Gud virkelig at tale med jer?« har præsident Russell M. Nelson spurgt. »Ja!«5 Hvis vi er tålmodige og yder den nødvendige indsats, vil vi modtage svar på vores bønner. Indtil de svar kommer, kan vi stole på Herren og fortsætte med at bevæge os fremad. Herren sagde til Joseph Smith: »Vær rolig og vid, at jeg er Gud« (L&P 101:16). Det råd kan også trøste os.