»Venskab gjorde forskellen«, Til styrke for de unge, juni 2021, s. 8-9.
Kom og følg mig
Venskab gjorde forskellen
Det tog mig seks år at blive omvendt. Hvis jeg ikke havde haft gode venner, tror jeg aldrig, jeg havde klaret det.
Jeg er en konvertit. Men det tog mig seks år at blive medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
En af grundene var, at da jeg voksede op, havde jeg ikke noget særlig godt indtryk af Kirken. Hvis I havde læst, hvad jeg læste om den i min skolebog, da jeg var 12 år gammel, ville I måske heller ikke have det. De ting, der stod, var ikke særlig gode. Og eftersom jeg aldrig havde mødt en sidste dages hellig, antog jeg det, jeg læste, for sandt.
Jeg voksede op i Kentucky i USA. Der, hvor jeg boede, var der meget få medlemmer af Kirken. Så jeg blev overrasket, da familien Martinez flyttede ind i vores nabolag, da jeg var 13.
Alle syntes godt om dem. De var venlige og nemme at snakke med. De havde seks børn – det virkede som enormt mange! Og de havde en søn på min alder, som hurtigt blev min bedste ven.
Jeg tror egentlig, at han blev alles bedste ven. Mateo lyste ligesom op på en måde, der bare virkede tiltrækkende på andre. Så selvom jeg syntes, hans kirke var lidt underlig, så glemte jeg det snart på grund af vores venskab.
Mødet med andre medlemmer
Et par år senere begyndte Mateo og jeg i gymnasiet. Og da mødte jeg andre medlemmer af Kirken. Der var adskillige på skolen og flere i lokalsamfundet. I tidens løb talte de om deres liv, og om Kirken på en naturlig måde. Til sidst begyndte jeg at deltage i Kirkens aktiviteter, spillede basketball med andre unge, og gik endda til morgenseminar i et par uger.
Jeg havde mange gode venner, som havde god moral, men der var noget særligt ved de af mine venner, som var sidste dages hellige. Det var en selvfølge, at de hverken drak, røg eller tog stoffer. Og mens nogle af mine venner havde sex med deres kæreste, så havde disse ikke. Men der var noget mere end det. De var ligesom omgivet af et sundt lys. De prøvede aldrig at prakke evangeliet på mig – de efterlevede det bare. Når det rette øjeblik opstod, delte de små ting med mig.
Og familien Martinez var altid så åben og gavmild. Jeg var altid velkommen hjemme hos dem. Og deres køkken var også altid åbent!
Jeg kæmpede stadigvæk
Men jeg var alligevel rimelig overbevist om min religion, og jeg syntes stadig, at nogle af de ting, Mateo troede på, var underlige. Jeg havde også en stærk personlighed. Selvom jeg som regel efterlevede Kirkens normer, var der ikke nogen, der skulle fortælle mig, hvad mine normer burde være.
Men samtidig følte jeg mig åndeligt fortabt. Jeg tror, at det kan ske, hvis man føler sig tiltrukket af evangeliets lys og godhed, men skubber det fra sig. Selvom jeg troede på Gud, kæmpede jeg med at acceptere, at Gud kunne eller ville være aktivt involveret i mit liv. Og alligevel var jeg tiltrukket af evangeliets lys i andre mennesker.
Det var sikkert derfor, jeg besluttede mig for at slutte mig til mine venner på en af Kirkens skoler, da jeg var 18. Vi gik på Brigham Young University i Provo i Utah, USA, hvor jeg mødte endnu flere medlemmer af Kirken. Gode mennesker. Venlige mennesker. Fyldt med lys, ligesom hjemme i nabolaget. Og jeg blev stadig ikke medlem af Kirken.
Hvad var det, som til slut gjorde forskellen?
Efter det første skoleår løb jeg tør for penge og flyttede tilbage til Kentucky for at bo hos min far. Jeg var 19, og alle mine venner begyndte at rejse ud for at tjene som missionærer eller var stadig i Utah.
Men det utrolige var, at Gud sendte andre fantastiske mennesker ind i mit liv. Familien Martinez boede stadig i nærheden, og jeg blev altid inviteret hjem til dem, hver gang jeg havde lyst. Og jeg fandt ud af, at der også var andre sidste dages hellige på min alder i området. De var der allesammen for mig, mens jeg kæmpede med min tro.
Der var ingen, der skyndede på mig. Der var ingen, der pressede mig. De var bare gode mod mig.
Til slut, efter seks lange år, begyndte jeg at studere sammen med missionærerne. Det krævede mange indgående spørgsmål, men med venlighed og mine venners opmuntring blev jeg endelig klar til at åbne mit hjerte, studere og bede om Mormons Bog, anerkende Ånden og acceptere at blive døbt.
Af alle de ting, der har hjulpet mig på rejsen hertil, har det vigtigste nok været andre menneskers tålmodige og venlige støtte.