2021
Vær stærk
Juni 2021


»Sjovt stop«, Til styrke for de unge, juni 2021, s. 20-23.

Vær stærk

Vælg at stå fast og ikke lade jer rokke fra jeres tros rødder og åbenbaringens kilde.

Fra talen »Stand and Be Not Moved«, holdt på Brigham Young University-Idaho den 11. feb. 2020. Hele talen kan ses på web.byui.edu/devotionalsandspeeches.

Joshuatræer

Jeg vil fortælle jer om den skov, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom. Der var varmt om sommeren, og koldt om vinteren, med sne nogle gange. Der levede alle mulige spændende pattedyr, øgler, insekter og fugle.

Men det, jeg husker bedst, er træerne. Deres videnskabelige navn er yucca brevifolia, og de er teknisk set ikke træer. De findes hovedsageligt i Mojave-ørkenen i Californien, Utah, Arizona og Nevada i USA.

Det siges, at pionererne navngav disse træer »Joshuatræer«, fordi de mindede om profeten Josva fra Det Gamle Testamente, der vinkede dem videre med løftede arme mod det forjættede land. Som barn spekulerede jeg på, hvem Josva var, og hvad jeg burde vide om ham.

Som voksen ved jeg, at Josva førte israelitterne ind i det forjættede land. Han var et sindbillede på Kristus, som fører alle de trofaste ind i det ultimativt forjættede land, vor himmelske Faders nærhed.

Inden Josva døde, samlede han sit folk og mindede dem om alle de ting, Herren havde gjort for dem. Han formanede dem og sagde: »Vælg i dag, om I vil dyrke« Herren (Jos 24:15).

Jeg vil gerne dele tre budskaber fra Josvas formaning.

1. »Vælg«

Ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Vor himmelske Faders mål med opdragelse er ikke at få sine børn til at gøre det rette; det er at få sine børn til at vælge det rette og i sidste ende blive som ham.«1

I Mormons Bog fortæller Lehi os, at »for at opnå [Guds] evige formål med hensyn til mennesket … gav Gud Herren mennesket, at det skulle handle selv« (2 Ne 2:15-16).

Vores guddommelige gave og evne til at vælge kan være både vidunderlig og nervepirrende. For ikke så længe siden snakkede jeg med en kvinde, som var i begyndelsen af 20’erne. Hun forklarede, at hun følte sig overvældet af alle de beslutninger, hun var nødt til at træffe. Hun sagde: »Jeg ville bare ønske, at nogen ville beslutte det for mig.«

Mens jeg lyttede til hende, kom jeg til at tænke på disse ord af Josva: »Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går« (Jos 1:9).

Beslutninger er del af vor himmelske Faders guddommelige plan. Hele vores jordiske oplevelse drejer sig om vores handlefrihed. Den muliggør vores evige udvikling.

Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Hvis I vil være lykkelige, så vælg Herrens vej.«2

Hav mod til at vælge retfærdigt i overensstemmelse med de pagter, I har indgået.

2. »Vælg i dag«

Bemærk, at Josva siger »i dag«, ikke »en dag«. Udskydelse kan få ubehagelige konsekvenser. Sammenlign det med at udskyde at lave jeres lektier eller at læse pensum til slutningen af skoleåret. Det ville ikke være så godt! Mange af de beslutninger, vi træffer, kan ikke vente til en dag ude i fremtiden, når vi får bedre tid. Nogle må træffes hver dag, med bevidst flid.

Én af disse beslutninger er muligheden for at omvende sig hver dag (se Alma 34:32-33). Præsident Nelson har sagt: »Intet er mere frigørende, forædlende eller vigtigere for vores individuelle udvikling end et regelmæssigt, dagligt fokus på omvendelse«.3

At vælge omvendelse fritager os fra byrden af skyld, afhængighed, skam, nagende anger, uværdighed og selvbedrag. Vores daglige omvendelse giver derimod håb, overbevisning, entusiasme, visdom, tilgivelse, forbedrede forhold og en øget evne til at modtage personlig åbenbaring.

Præsident Nelson har kærligt anmodet dem, som er gået væk fra stien: »Ophold jer ikke uden for pagtsstien ét øjeblik til. Kom tilbage gennem sand omvendelse, nu.«4

3. »Vælg i dag, hvem I vil tjene«

Som disciple af Jesus Kristus er vi »villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette … sørge med dem, der sørger, ja, og … trøste dem, der står i behov for trøst« (Mosi 18:8-9).

Om vi gør disse ting på grund af en formel tjenesteopgave eller i det stille efter Helligåndens indskydelser, når vi tjener vores medmennesker, så tjener vi vores Gud (se Mosi 2:17).

Der er muligheder for tjeneste overalt omkring jer. Nogle vil komme på en organiseret måde eller som en del af en gruppeindsats. Andre vil være individuelle, uannoncerede og kun kendt for modtageren.

Vær opmærksom på mennesker omkring jer. I er ikke sat der, hvor I er, ved en tilfældighed. Der er en guddommelig plan bag vor himmelske Faders opgaver til sine børn. I er måske en kærlig nabo, en der lytter, et venligt ansigt, den betænksomme søn eller datter, den stærke ryg eller de hjælpsomme hænder, som vor himmelske Fader har skabt til at tjene dem, der er omkring jer – jeres familie og udvidede familie, kolleger, holdkammerater, klassekammerater og andre.

Slynget hid og did

Lad os vende tilbage til billedet af min barndoms skov i ørkenen. Ved siden af Joshuatræerne så jeg ofte såkaldte vindhekse. Så længe vindheksene er forbundne til deres rødder i jorden, forbliver de forankret, næret, og voksende. Men der er en grund til, at de kaldes vindhekse.

Vindhekse har ikke sin egen vilje. De bevæger sig i én retning – vindens retning. Når forbindelsen mellem planten og dens rødder tørrer ud, knækker planten af fra sit fundament ved et enkelt vindpust.

Joshuatræer og vindhekse

Fotografi fra Getty Images

Paulus advarede efeserne om, at nogle mennesker »slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje« (Ef 4:14).

Joshuatræer og vindhekse vokser side om side. Begge er udsat for den samme varme og kulde, jordbund og vind. Men den ene bliver stående, og den anden blæses af sted.

Herren har sagt: »Men mine disciple skal stå på hellige steder og skal ikke lade sig flytte« (L&P 45:32).

Vælg at stå fast og ikke lade jer rokke fra jeres tros rødder og åbenbaringens kilde. Bliv stående, og lad jer ikke flytte fra jeres pagtsløfter eller fra de opgaver, vor Fader i himlen har sendt jer hertil for at udføre.

»Vælg i dag …« forpligt jer til, at »jeg og mit hus vil tjene Herren« (Jos 24:15).