En engel i orange støvler

Emma Stanford

Kirkens Tidsskrifter

Hvad kan en engel i grimme støvler give Herren?

Illustrationer af Dean MacAdam

Jeg er en af den slags mennesker, der godt kan lide vinteren. Men jeg kan ikke lide at fryse.

Så det var bare typisk, at min stav planlagde at opføre et krybbespil. Udendørs. Om aftenen. I den koldeste jul i årevis. I Canada. Jeg spillede rollen som en engel i dette krybbespil, så i det mindste kunne min store gevandt skjule mine skibukser, vanter og halstørklæder.

Men intet, ikke engang den store kåbe, kunne holde mine fødder varme. Min mor tog mig med ud for at shoppe tykke støvler, og vi købte det varmeste par, vi kunne finde: Et par orange støvler med røde snørebånd. Støvlerne så ud som om, de kunne overleve en antarktisk ekspedition – og i denne rekordkolde vinter var det sådan nogen, jeg havde brug for. Men jeg følte mig som den mest latterlige 17-årige krybbespilsengel nogensinde. Hvilken himmelsk budbringer har orange støvler på?

En forlegen engel

På aftenen til vores sidste generalprøve gik jeg ud på scenen, mens jeg forsøgte at trække min kåbe ned for at dække mine støvler. Uanset hvad jeg gjorde, stak de stadig ud under mit store engelkostume.

Heldigvis stod de andre engle og jeg halvt skjult bag en kulisse under det meste af krybbespillet, så ingen kunne se mine sko.

Men der var en scene til sidst, hvor alle personerne i krybbespillet – hyrder, romerske soldater, vise mænd, folk fra byen og engle – kom ind fra alle sider af udendørsteatret for at knæle for Frelseren.

Denne del af festspillet skulle være et fredfyldt øjeblik, hvor publikum og de medvirkende kunne reflektere over Frelserens fødsel. Men de første to aftener frygtede jeg det. Alt, hvad jeg kunne tænke på, var, at jeg skulle knæle lige foran publikum, så de kunne se mine grimme, skrigende orange støvler. I det øjeblik føltes det mere pinligt end helligt at være en engel.

Freds Fyrste

Den tredje aften ventede jeg bag kulisserne med alle de andre engle, og pludselig blev jeg begejstret over at skulle dele denne sidste scene i krybbespillet med publikum. Jeg mener, det var nu – publikum skulle få engle at se, som kom ind fra alle sider for at knæle for den nyfødte Frelser. Hvor fantastisk var det lige?

Jeg glemte alt om mine støvler, da fortælleren reciterede Esajas 9:5, som var mit stikord: »For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.«

Da jeg gik fra scenen, var alt andet ligegyldigt. Jeg følte mig som en af de himmelske engle – de mægtige, herliggjorte væsener, der var til stede ved Kristi fødsel.

De andre engle og jeg knælede ved siden af soldater og lagde trøstende hænder på hyrdernes skuldre. Vi viste alle vores ydmyghed, ærbødighed og kærlighed til dette lille nyfødte barn. Og jeg følte det – den uendelige kærlighed, som min Frelser havde til byens folk, skatteopkræverne og mig. Jeg vidste, at dette barn – og den forløsning, han bragte – var den vigtigste gave, jorden nogensinde havde modtaget.

Vidne om Kristus

Da jeg gik ud på scenen i de næste forestillinger, følte jeg mig ikke bare som en pige i et stort kostume og orange støvler. Jeg var en »tjenende engel«, der vidnede om Frelseren (Moro 7:25), om end på min egen lille måde. Jeg var ligeglad med, om publikum kunne se mine sko – for hvis mine orange støvler stak frem, betød det, at jeg knælede for min Frelser.