»En venindes indflydelse«, Til styrke for de unge, jan. 2022.
En venindes indflydelse
Mine teenageår var svære, men Gud sendte mig en veninde til at hjælpe mig igennem dem.
Illustration: Judy Bloomfield
Jeg har altid følt mig ret alene i verden. Mine forældre blev skilt, da jeg var helt lille, og et par år senere giftede min mor sig igen, og vi flyttede 6500 km fra Georgia i USA til Oregon i USA. Det var en enorm forandring at håndtere for en niårig pige, især én med sydstats-accent, som ikke blev accepteret fuldt ud af de andre børn.
Men da jeg kom op i mellemskolen, mødte jeg Nicole.* Jeg følte straks en positiv og fredfyldt stemning omkring hende – noget jeg havde savnet. Jeg vidste, at jeg måtte blive venner med denne pige!
Efterhånden som vi hang mere ud, følte jeg mig tryg hos Nicole og knap så ensom. At gå ind i hendes hjem var som at gå ind i en helt anden tilværelse: Guds Ånd fyldte hele huset. Der var billeder af Frelseren og af gigantiske bygninger overalt. (Jeg fandt senere ud af, at det var templer). Nicoles missionering begyndte med bare at invitere mig over, og hun var ikke engang klar over det.
Venskab og tro
Nicole drog omsorg for mig ved bare at være min veninde. Hun gav mig Mormons Bog, og vi begyndte at læse sammen i hendes bil efter skoletid.
Mormons Bog begyndte at gøre mit liv mere helt. Men jeg følte mig stadig alene. Jeg var ikke medlem af Nicoles kirke, men jeg var heller ikke helt en del af mine forældres religion.
Nicole opfordrede mig venligt til at bede og spørge Gud, om Mormons Bog er sand. Jeg havde aldrig før bedt højt, så jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Men jeg gik bare udenfor og begyndte at tale. Jeg spurgte Gud, om Nicoles kirke også var den rette kirke for mig. Så snart jeg var færdig med mit spørgsmål, fik jeg kuldegysninger gennem hele kroppen. Jeg vidste, på en eller anden måde uden tvivl, at Mormons Bog er sand, og at denne kirke var rigtig for mig.
Jeg var 15 år, da jeg modtog dette vidnesbyrd. I de næste par år holdt jeg fast ved troen, skønt mine forældre ikke var interesserede i Kirken. Men jeg var ikke alene med min tro, for Nicole var der stadig og støttede mig.
Ny tro, nye spørgsmål
Efter gymnasiet flyttede jeg til Utah i USA. Nicole var der allerede, og hun ventede spændt på, at jeg skulle komme, så jeg kunne begynde at blive undervist af missionærerne. Jeg havde planlagt at blive døbt på min 19-års fødselsdag – kun seks uger senere – og Nicole forsikrede mig om, at hun ville være hos mig hele tiden.
Da missionærerne begyndte at undervise mig, indså jeg snart, hvor lidt jeg i virkeligheden vidste om Kirken. Jeg havde læst og elskede Mormons Bog, men pludselig fortalte de mig om Helligåndens gave, frelsesplanen, at blive som Gud og så mange andre nye ting. Det var for meget at fordøje på én gang.
Men Nicole kendte mig godt. Hun forklarede, hvad ældsterne underviste om, på en måde som hun vidste, jeg ville forstå. I de første lektioner var hendes tålmodige forklaringer grunden til, at jeg blev.
Et tilhørsforhold – omsider
Nicole støttede mig åndeligt indtil den dag, jeg blev døbt – og derefter. Hun hjalp menighedens medlemmer og missionærer med at planlægge, at jeg kunne blive døbt på min 19-års fødselsdag. Da jeg kom op af vandet og så snesevis af mennesker smile til mig, følte jeg mig ikke så alene mere. Jeg vil aldrig glemme følelsen af endelig at tilhøre Herren og hans kirke.
Jeg lærer stadig af Nicoles vedvarende tro og venskab. Hun viste mig fra starten, at missionering ikke kræver en titel. Nicoles missionering begyndte i hendes hjerte, da hun rakte ud til en sydstatspige, der havde brug for et smil.
Forfatteren bor i Utah i USA.