»Stol på Herren«, Til styrke for de unge, jan. 2022.
Stol på Herren
Gud opfordrer jer til at stole på ham i alt.
Når der sker svære ting, spekulerer vi sommetider på, om vi kan stole på nogen, deriblandt Gud. Vi frygter, at han også skuffer os. Den gode nyhed er, at Gud elsker os fuldkomment. Han er venlig, gavmild og ærlig. Han er uforanderlig og pålidelig.
Og på grund af det kan vi stole på ham uanset hvad. Dette års tema for de unge er »Stol på Herren« (Ordsp 3:5-6).
Her er nogle eksempler på, hvordan vi hver især i Unge Kvinders og Unge Mænds hovedpræsidentskaber lærte at stole på Herren.
Stol på Guds motiv
Nogle få dage inden jeg blev 16, flyttede min familie på tværs af landet. Jeg syntes, at det var forfærdelig timing. Når jeg ser tilbage, kan jeg tydeligt se, at nogle af de største velsignelser for vores familie og for mig personligt kom på grund af den flytning, da jeg var teenager. Vi forstår måske ikke Herrens timing lige i samme øjeblik, men vi stoler på ham, fordi vi kan stole på hans hjerte og motiver.
Michelle D. Craig
Stol på Herrens tidsplan
På grund af min fars kaldelse som missionspræsident modtog jeg mit eget kald til at tjene på mission før standardalderen for søstermissionærer. Det betød, at jeg ville komme ind på missionærskolen, inden jeg dimitterede fra high school. For mig gav timingen ingen mening, men jeg modtog en stærk åndelig bekræftelse på at stole på Herren. Det gjorde jeg, og tingene ordnede sig så smukt.
At stole på Herren betyder at gå fremad, selv når stien ikke er helt tydelig.
Bonnie H. Cordon
Stol på Gud i svære tider
Da min far voksede op, gjorde han karriere som officer i hæren. Den eneste bagside ved hans job var, at han var nødt til at gå i krig. Jeg var 13 år gammel, da min far tog af sted til Vietnam for anden gang. Frygten for, at han ikke vendte tilbage, lå mig altid på sinde, men det gjorde min tillid til Herren også. Inden min far tog af sted, gav han mig en fars velsignelse og forsikrede mig om, at Herren ville være med mig og hjælpe, mens min far var væk. Jeg følte fred. Selvom jeg ikke med sikkerhed vidste, at min far ville komme sikkert hjem, stolede jeg på, at alt ville ordne sig, uanset hvad der skete.
Rebecca Craven
Sæt din lid til Gud
Da jeg sluttede mig til Kirken som teenager, besluttede jeg mig for at give mit liv, min tid og mit hjerte til Herren. Selvom den form for permanent forpligtelse føltes lidt skræmmende, vidste jeg, at det var rigtigt. Jeg følte, at min himmelske Fader ønskede dette af mig, og jeg havde fred med at gøre det. Jeg er så glad for, at jeg valgte at stole på Gud og lade ham råde i mit liv. Jeg er sikker på, at hvis jeg havde sat min lid til min egen forståelse, ville mit liv ikke være nær så rigt på glæde, lykke og fred.
Ahmad S. Corbitt
Tillid til Herrens inspiration
Da jeg havde tjent som missionær, følte jeg mig tilskyndet til at gå i militæret frem for at vende tilbage til universitetet. Det var omtrent det sidste, jeg havde lyst til! Jeg følte mig forvirret, men jeg havde lært at stole på Gud, og jeg fandt lige nok tro til at høre og adlyde ham. Jeg blev soldat i tre år.
Der fulgte så mange gode ting i mit liv af den beslutning, deriblandt at møde min kommende hustru.
Steven J. Lund
Stol på Guds tilskyndelser til at handle nu
Da jeg havde undervist sjette klasse i tre år, fandt jeg ud af, at hvis jeg underviste i fire år mere, ville skoledistriktet betale en del af min uddannelse for at få min kandidatgrad. Det virkede som en god plan – indtil Ånden tilskyndede mig til at sige mit job op og vende tilbage og få min uddannelse med det samme. Min hustru fik en lignende tilskyndelse, så vi fortsatte. Det betød, at vi selv måtte betale for skolen. Men fordi vi gjorde det, blev jeg ansat til at undervise på BYU – Provo. Den mulighed ville aldrig have åbnet sig, hvis vi havde ventet fire år mere. Vi vidste ikke, hvordan tingene ville ordne sig, men Herren vejledte os, ligesom han lovede.
Bradley R. Wilcox