2022
Glædens ingeniør
Januar 2022


»Glædens ingeniør«, Til styrke for de unge, jan. 2022.

Glædens ingeniør

Denne unge mand fra Tyskland finder kundskab, skønhed og glæde alle mulige steder – og når han finder det, deler han det.

en ung mand

Patrick arbejder på motoren til sin modelbil.

Fotos: Julian Klemm

Patrick L. er 16 år og fra Bayern i Tyskland. Han fortæller, at hans yndlingsfag i skolen er matematik, fysik og kemi. Faktisk er han så glad for videnskab, at han ønskede at dele den med andre ved at skrive en bog om fysik (om termodynamik og magnetisme, for at være præcis).

Han ønsker at få en karriere som ingeniør og udvikle teknisk udstyr såsom bilmotorer. (Forresten ligger hovedkvarteret for bilproducenterne BMW og Audi under halvanden time fra, hvor han bor).

Men videnskab er ikke det eneste sted, hvor Patrick finder oplivende og spændende ting.

Videnskab og fantasi

Ja, Patrick har en dyb kærlighed til videnskab, men hans interesser strækker sig langt ud over kolde, hårde fakta og formler.

»Jeg har skrevet en fysikbog, men lige nu laver jeg en fantasybog,« forklarer han. »Bogen, jeg skriver, handler om magiske væsner og deres verden. Og så er der et par unge mennesker, der løser problemerne.«

Dette seneste sideprojekt blev inspireret af Patricks kærlighed til fantasyromaner som f.eks. Harry Potter og Percy Jackson-serien. At skrive bøger ved siden af er noget, Patrick kom i gang med, efter at hans morfar fortalte ham, hvor sjovt det kan være. »Han smittede mig med sin glæde,« siger Patrick.

ung mand med bog

Denne smitsomme glæde fik Patrick til at tage det, han havde lært om regler og realiteter i den fysiske verden, og skrive en bog om dem. Det gav ham også lyst til at skabe en fantastisk fantasyhistorie. Og der er ingen modsigelse i det. Patrick synes at vide, at sandhed, skønhed og glæde kan findes mange steder. Og han vil finde, skabe og dele disse ting, uanset hvor de måtte være.

Naturen

Patrick forstår meget om lovene i den fysiske verden. Men han ser ikke kun på fakta. Han ser også på skønheden.

»Jeg bor tæt på en skov,« siger han. »Det er fordelen ved at bo i en lille by – man kan hurtigt gå ind i skoven og finde fred der.«

udsigt over tysk by

Han er glad for de mange skovstier til vandreture og især cykling. »Jeg kan godt lide at cykle. Det er en stor hobby for mig,« siger han. »Jeg cykler meget. Jeg cyklede engang 1.200 kilometer på to uger.«

ung mand med cykel

Videnskab inspirerer Patricks sind, og bøn inspirerer hans ånd. »Jeg har et stærkt vidnesbyrd om bøn,« fortæller han. »Man kan tale med [vor himmelske Fader] overalt.«

Nogle gange tager han ud at vandre eller cykle i skoven med hele sin familie (mor, far, to yngre brødre og to yngre søstre) eller bare med sin far. Ofte tager han alene af sted. Men han finder altid fred og skønhed i naturen.

ung mand kører på cykel

»Solopgange er særligt smukke her i området,« fortæller han. »Nogle gange kan man se Alperne herfra, selvom de er langt væk. Og når solen stiger op, spejler den sig, og sammen med bjergene ser man denne smukke røde himmel, og det er virkelig smukt.«

En anden slags kundskab

Ud over naturvidenskabens fakta og skønheden i naturen værdsætter Patrick også sandheden – den slags sandhed, der kun kan findes gennem bøn.

ung mand med motor til modelbil

»Jeg har et stærkt vidnesbyrd om bøn,« fortæller Patrick. »Knæle, folde mine hænder, finde ro og fred og så bede derefter. Dette er, hvad jeg har det største vidnesbyrd om.«

Han forklarer, at hans vidnesbyrd delvist kommer fra noget, som han fik at vide gennem sin patriarkalske velsignelse. »Der står, at jeg altid bør huske, at vor himmelske Fader kun er en bøn væk fra mig,« siger han. »Man kan tale med ham overalt. Han er der for dig overalt, og du kan få svar overalt.«

Hans oplevelse med at modtage svar på bøn er blevet styrket, siger han, når han foretager visse skridt. »Jeg føler Helligånden så stærkt, når jeg beder særlige bønner. Når jeg bevidst sætter mål, bevidst har spørgsmål, bevidst sætter mig ned og handler ud fra skrifterne, og venter og investerer tid – når det lykkes mig at gøre det, får jeg altid et stærkt vidnesbyrd og føler Helligånden.«

Patrick husker en gang, han bad en sådan speciel bøn. »Vi taler meget om Joseph Smith, og om hvordan han i en alder af 14 år bad og fik svar,« siger han. »Så jeg satte mig ned – jeg gik endda ud i skoven – og bad. Og jeg modtog et svar. Så blev jeg glad. Og det styrkede mit vidnesbyrd.«

Deler det, han ved

Ligesom han har søgt at dele sin videnskabelige viden og sin kreative fantasi, søger Patrick også at dele sin åndelige kundskab.

Fra han var 12 år, har han brugt tid på at hjælpe fuldtidsmissionærerne. Han inviterede også en gang en ven med hjem for at blive undervist af missionærerne. »Vi talte om gengivelsen. Han var interesseret. Han lyttede godt efter og deltog og læste skrifterne. Vi læste Jakobs Brev 1:5, som Joseph Smith også havde læst. Og jeg lod ham læse op fra Joseph Smith – Historie. Han var virkelig engageret.«

Hans klassekammerater i skolen respekterer hans religion. »I stedet for at forfølge Kirken støtter de den,« siger han. Selv hans religionslærer støtter ham. »Han synes, det er sejt, at jeg tror på Gud, og han hjælper mig endda med at nå mine mål.«

Når han er blevet færdig med skolen og har kvalificeret sig til sine universitetsstudier, planlægger Patrick også at udføre en fuldtidsmission. »Jeg forbereder mig sandsynligvis ved at læse Forkynd mit evangelium,« siger han. »Jeg vil gerne bevare momentum og læse, tage lektioner og også bruge meget tid sammen med missionærerne.«

en ung mand tegner og skriver

Patrick elsker at udvikle sin fantasi. Han skriver endda en fantasybog.

Værd at tale godt om

Patrick har lært, at der er mange ting i livet, der er »dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt,« og derfor søger han disse ting (TA 1:13). Og når han finder dem, deler han dem med andre.

Han finder spændende kundskab og sublim skønhed, uanset hvor han vender sig, om det er i videnskaben, fantasien eller naturen. Og han finder den højeste kundskab, skønhed og sandhed gennem sit forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus.