2023
Hele jeres livs åndelige søgen
August 2023


»Hele jeres livs åndelige søgen«, Til styrke for de unge, aug. 2023.

Hele jeres livs åndelige søgen

At lære Herren Jesus Kristus at kende og elske ham fortsætter livet igennem.

ung kvinde

Ældste Andersen hilser på unge voksne i Aurora i Filippinerne i november 2015.

Hvad tænker I på, når I hører ordet søgen? Tænker I på film eller bøger med modige helte, der drager ud på eventyrlige og farefulde rejser? Eller måske tænker I på nogen, der skal på en risikabel mission, hvor de mod alle odds skal opnå det umulige?

Historier fra hele verden beretter om en søgen efter noget. Men har I nogensinde tænkt over, om I har en opgave – noget stort og fantastisk, som I kunne gøre, som for evigt ville ændre jeres og andres liv til det bedre?

Ja, I har en meget vigtig åndelig opgave! Men til forskel fra de missioner, I læser om i bøger eller ser på film, begynder jeres søgen med en livsændrende invitation fra verdens Frelser og Forløser: »Kom til mig« (Matt 11:28).

Frelserens opfordring.

Han opfordrer alle til at tro på og stole på ham, til at tage hans navn, hans lærdomme og hans befalinger til os.

Uanset hvor I bor, eller hvilke talenter, kvaliteter og unikke livserfaringer I har, så er det en søgen eller opgave hele livet igennem at sætte Jesus Kristus først i jeres liv. I lever i denne verden, der er fuld af udfordringer og forstyrrelser. At bevare fokus på Jesus Kristus og leve et helt liv i tro på ham vil kræve mod og hjælp fra himlen.

en pige træder ned i dåbsbassinet

Find styrke i ordinancer og pagter

En stor hjælp fra himlen er tempelordinancer og -pagter, der holder os »grundfæstede, rodfæstede, etablerede og faste«1 i vores stræben efter at komme til Frelseren.

I indgår pagter, når I bliver døbt. Når I udvikler jer i evangeliet, vil I indgå flere pagter i templet. Præsident Russell M. Nelson har sagt »Enhver, der indgår pagter i dåbens vande og i templet - og holder dem - har øget adgang til Jesu Kristi kraft«.2

I denne verden, der er fyldt med mistro og distraherende stemmer og øget tumult og fristelse, vil den sikkerhed og påmindelse, som ordinancer og pagter giver, hjælpe jer med at forsætte ad det, som præsident Nelson eftertænksomt kalder pagtsstien.

Lev værdigt til at have Helligånden

For næsten 2.000 år siden sagde apostlen Paulus, at det, der hører Gud til, kun kan kendes og forstås gennem Helligånden (se 1 Kor 2:11-14). Hans ord er stadig utroligt sande i dag.

Når I modtager Helligåndens gave ved dåben, må I stræbe efter at leve værdigt til dens konstante indflydelse gennem det, I gør, det I siger, og med dem, I deler jeres tid med. Når I gør det, vil åndeligt lys komme til jeres sjæl med større sikkerhed.

Præsident Nelson har rådet os til at vælge at »afholde os fra alt, der driver Ånden væk«,3 og »gøre det nødvendige åndelige arbejde for at nyde Helligåndens gave og høre Åndens røst oftere og tydeligere.«4

ung mand, der læser i skrifterne

Hold fast i åndelige oplevelser

Paulus blev omvendt til Herren, da »der skinnede et stort lys fra himlen«, og han hørte Herrens røst (ApG 22:6-7). Paulus holdt fast i denne og andre særlige åndelige oplevelser hele sit liv. Vi må gøre det samme.

Profeten Joseph Smith mødte ofte modstand og forfølgelse, men han glemte eller benægtede aldrig sin oplevelse med det første syn. Han vidnede frimodigt om, at Faderen og Sønnen havde vist sig for ham. »Jeg vidste det,« sagde Joseph, »og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det« (JS-H 1:25). At holde fast i åndelige oplevelser forsikrede Joseph om Guds kærlighed og styrkede ham i det værk, Herren havde givet ham at udføre.

Selvom himmelske syner kommer lejlighedsvist, kommer åndelige oplevelser og mirakler til dem, der ydmygt og bønsomt søger dem. Tænk på jeres oplevelser på FSY eller de følelser, I havde, da I første gang læste Mormons Bog. Hold godt fast i disse meningsfulde øjeblikke i jeres liv. De vil styrke jer i jeres stræben efter at komme til Kristus.

Jesus Kristus

Vælg tro

I løbet af sit liv blev apostlen Paulus slået og stenet og overlevede tre skibbrud (se 2 Kor 11:24-25). Han konfronterede mange, der ønskede at skade ham og led »udmattelse og smerte«, »sult og tørst« og »kulde og nøgenhed« (2 Kor 11:26-27).

Få mennesker vil få så intense prøvelser som Paulus’, men selv i sine dybeste trængsler kunne Paulus være »sorgfuld, dog altid fryde sig« og »ikke have noget og alligevel besidde alt« (2 Kor 6:10), fordi han valgte tro på Jesus Kristus.

Det er ikke så svært at vælge tro på Jesus Kristus, når vi føler os fyldt med åndelig energi, men vi må også vælge tro, når livet bliver svært. I vil opdage, at Frelseren ikke står blot ved slutningen af jeres søgende færd og venter på, at I kommer til ham. Han står ved siden af jer og viser vejen. Han er vejen (se Joh 14:6).

Præsident Nelson har sagt: »Frelseren løfter os højt over denne faldne verdens tiltrækningskraft gennem det at velsigne os med mere kærlighed, ydmyghed, gavmildhed, venlighed, selvdisciplin, fred og hvile5 Til styrke for de unge erklærer: Jesus Kristus er »de unges styrke«.6

Hans løfter vil blive opfyldt.

Jeg er taknemlig for min sikre kundskab om, at Jesus er Kristus. Jeg vidner om, at det at lære ham at kende og elske ham er en af jordelivets store muligheder.

En dag i fremtiden vil I knæle ned for hans fødder. Hvis I på den dag har holdt jeres løfter til ham, vil jeres sjæl fryde sig, når han opfylder alle sine løfter til alle, der er kommet til ham med »hjertets faste forsæt« (3 Ne 18:32), vokset op i deres kærlighed til ham og har stræbt efter at føle hans guddommelige nærvær hele deres liv.

Det vil være et yderst helligt og kronende øjeblik på jeres åndelige rejse!