2023
Lær at høre ham
August 2023


»Lær at høre ham« Til styrke for de unge, aug. 2023.

Lær at høre ham

Kaviras personlige rejse med kommunikation har været hård men berigende.

ung kvinde på en gynge

Fotografier: Christina Smith

Som barn kunne Kavira V. ikke kommunikere med nogen. Men nu har hun fundet måder at knytte sig til andre på, deriblandt sin himmelske Fader.

16-årige Kavira V. fra Florida i USA kender værdien af kommunikation. Uanset om det er med familie, venner eller med Gud, er Kavira glad for at kunne tale med dem.

En del af årsagen til, at hun værdsætter den forbindelse så meget, er, at hun ved, hvordan det er ikke at have den.

Voksede op med en sprogbarriere

Inden Kaviras familie flyttede til Florida, boede de oprindeligt i Uganda. Kavira er døv og havde ikke adgang til tegnsprog som barn, så hun kunne ikke rigtig kommunikere med folk omkring sig.

Den kommunikationsbarriere påvirkede mange aspekter af hendes liv. Om skolen siger hun: »Matematik var svært for mig. Jeg lærte ikke engelsk, og jeg blev mobbet. Der var meget diskrimination.«

Det var også svært i kirken. På det tidspunkt tilhørte hendes familie en anden tro. »Jeg havde ikke adgang til noget sprog, så jeg forstod ikke, hvad der foregik,« siger Kavira. Hun sad til gudstjenesterne uden at vide, hvad de betød. »Der var ikke mange muligheder for døve,« siger hun.

Barrieren påvirkede også hendes forhold til hendes familie. »Jeg er den eneste døve i min familie, så nogle gange føler jeg mig ikke helt ligeværdig med dem.«

Da Kavira var omkring otte eller ni år gammel, flyttede hendes familie til Florida. Eftersom hun var ung og ikke kunne kommunikere med dem, vidste hun ikke præcist, hvorfor de valgte at flytte. Men det kunne have været for at finde bedre muligheder for hende og hele familien.

Få en uddannelse

Da Kaviras’ familie flyttede til Florida, fandt de en skole for døve, hun kunne gå i. »Det er fantastisk at kunne få den uddannelse,« siger hun. »Jeg har været i stand til at lære ting som matematik, kommunikation, færdigheder som at finde et job og studiefærdigheder.« Hun bruger nu amerikansk tegnsprog (ASL).

en ung kvinde underviser i kirken på amerikansk tegnsprog

Hun nyder også fritidsaktiviteter. »Jeg kan lide alle former for sport,« siger hun. »Da jeg voksede op, spillede jeg altid fodbold, og jeg fandt ud af, at de også har det her i USA.« Hun har også lært volleyball, flag football, basketball og svømning. »Det har været sjovt at lære disse nye sportsgrene.«

Unge kvinder studerer

Og da Kavira har elsket kunst, lige siden hun var lille. Hun håber på at blive bedre og måske endda fortsætte med at studere kunst på universitetet. »Jeg vil gerne blive ved med at studere for at lære mere,« siger hun. »Jeg nyder virkelig at gå i skole og lære.«

en ung kvinde holder malerier op

Etabler familiebånd

Kaviras forældre støtter hende i hendes uddannelse. »De siger, at man skal gøre, hvad man kan for at lære alt,« siger hun. Hun er meget taknemmelig for, at hendes familie fandt en skole for døve til hende.

Efter Kavira har lært mere, føler hun sig ikke mindreværdig i sin familie længere, fordi hun har indset, at hun er ligesom dem. Hun taler meget med sine forældre og søskende. »Jeg ved, at vi som unge sommetider ikke rigtigt værdsætter vores familie – måske værdsætter vi indimellem vores venner mere end vores familie,« siger Kavira. »Men det er min familie, der har gjort mig stærk. Mine forældre har lært mig de ting, jeg bør værdsætte. De har hjulpet mig til at være en god og venlig person.«

en familie omfavner hinanden

»Det er min familie, der har gjort mig stærk,« siger Kavira.

At finde Jesus Kristus og hans kirke

Kort tid efter hendes familie var flyttet til Florida, var der en, der inviterede dem med til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Kaviras søster havde lært noget tegnsprog, så hun tolkede for hende. Kavira siger, at det at lære om Jesus Kristus og hans evangelium »reddede mit liv«. Inden da følte hun, at der var mange problemer i hendes liv. »Jeg var nok deprimeret, og jeg var led og ondskabsfuld mod andre mennesker.«

Men da jeg havde lært mere om Gud, »ønskede jeg at være et godt menneske,« siger hun. »Jeg tog mig af min familie. Jeg havde ikke lyst til at være led mod andre mennesker. Jeg ville gerne ændre mit liv. Det var ikke et let valg at træffe, men da jeg lærte mere om Gud, havde jeg det anderledes. Jeg vil være som ham.«

Kommunikerer med Gud

Kavira har nydt at lære mere om, hvordan Gud taler til hende. »Som døv tænker man måske: ›Taler Gud?‹ Vi hører ham ikke ›tale‹, så hvordan genkender vi ham?«

Hun deltog i en ungdomskonference for døve unge, og på en af deres workshops talte de om, hvordan de som døve kan kommunikere med Gud. »Vi talte specifikt om, hvordan Helligånden taler til vores hjerte og sind (se L&P 8:2). Det er ikke nødvendigvis en auditiv ting.«

Kavira har lært at genkende Helligåndens røst i sit liv, men hun siger også, at det er »en vedvarende proces. Vi må altid blive ved med at finde ud af, hvordan Gud taler til os«.

Hun siger også, at vi aktivt må se efter muligheder for at føle Ånden. »Vi er nødt til at søge ham og være tålmodige, lytte til ham, når vi beder og studerer skrifterne, mens vi stoler på, at vi får de tanker i vores hjerte og sind.« Hun beskriver det at føle Ånden som »inspiration og glæde«.

en ung pige bruger tegnsprog

Kavira viser tegnet for »Jeg elsker dig« på amerikansk tegnsprog.

At være i stand til at kommunikere med vor himmelske Fader er en uvurderlig gave, fordi det bringer os tættere på ham. Kavira tager ikke den gave for givet – akkurat som hun værdsætter uddannelse og sit forhold til sin familie. Når vi lærer, hvordan Gud taler til os, lærer vi ham bedre at kende. Kavira har oplevet det, og det kan I også!