»Ræk ud efter hans styrke«, Til styrke for de unge, mar. 2024.
Om denne særlige udgave
Ræk ud efter hans styrke
I Markusevangeliet læser vi om en kvinde, der havde været syg i 12 år. Der var nogen, der havde fortalt hende om Jesus. Så da han kom gennem hendes by, sad hun ved vejen og ventede. Da han gik forbi, rakte hun stille ud for at røre ved kvasten på hans kappe.
Hun blev straks helbredt. Men hun var ikke den eneste, der bemærkede miraklet. Jesus bemærkede det også. »Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham, og han vendte sig om midt i skaren og sagde: ›Hvem rørte ved mit tøj?‹« (Mark 5:30). Kraft kan også betyde styrke. Jesus vidste med det samme, at nogen havde fået styrke fra ham. Hans umiddelbare reaktion var at finde hende, tale med hende og minde hende om troens kraft. Han kaldte hende: »Datter«. Gennem ham blev hun helbredt.
Jeg har lært, at en bøn om styrke aldrig forbliver ubesvaret. Hvis vi rækker ud til ham, »rækker [han os] hånden« (se Salmer og sange, nr. 65). Hver artikel i denne måneds tidsskrift minder os om den sandhed.
I Til styrke for de unge: En vejledning til at træffe valg underviser Det Første Præsidentskab om, at Frelseren … er de unges styrke (2022, s. 2). Måske undrer I jer over, hvordan I får del i den styrke. Det er mit håb, at I vil finde noget på disse sider, der vil få jer til at række ud efter ham.
Gransk disse sider. Led efter ord om håb, find et styrkende skriftsted, skriv tilskyndelser ned, der har gjort indtryk på jeres hjerte. Gennem Jesus Kristus vil I også blive helbredt.
Med kærlig hilsen
Emily Belle Freeman
Unge Kvinders hovedpræsident