Derfor har jeg brug for Jesus Kristus

Tracy Y. Browning

Andenrådgiver i Primarys hovedpræsidentskab

At forstå vores forhold til Frelseren er afgørende.

»Hvorfor har jeg brug for Jesus Kristus?« Det er et vigtigt spørgsmål at stille sig selv personligt – ikke det kollektive »alle« eller familiens »vi.« Men virkelig, »jeg.« Hvad er mit svar på dette spørgsmål?

Det svar, jeg selv fandt frem til, kom ved at handle i tro, daglig stræben efter at efterleve mine pagter, herunder min dåbspagt, og at lære at lytte til Herrens røst gennem hans Ånd. Og allervigtigst var det centreret om mit forhold til min Frelser.

Et forhold til Frelseren

Jeg kan med sikkerhed nævne årsager til, at jeg har brug for mine forældre og mine nærmeste venner. Jeg har dyrket disse forhold regelmæssigt. Deres værdi i mit liv er lige så synlig og sikker, som den tid og den indsats, jeg har lagt i at være tæt på dem gennem enkle ting som regelmæssige samtaler, at lære dem at kende og lade deres retfærdige visdom påvirke mit liv.

Vores forhold til Jesus Kristus kan svare til det. Daglig bøn til vor himmelske Fader i Jesu Kristi navn er nødvendig. Det samme gælder at lære Frelseren at kende ved at søge i skrifterne, læse profeternes og apostlens ord og lytte til Ånden. Jeg gør dette forhold stærkere, når jeg lader alt det, jeg lærer, påvirke mit liv og min person.

Husk også at overveje frelsesplanen. Denne titel, »frelsesplanen,« fortæller, at I og jeg – alle mennesker – har brug for frelse og at frelsen var en del af planlægningen af dette liv. Vi havde brug for hjælp og kunne ikke frelse os selv.

Men Gud sendte os til jorden med et evigtvarende løfte om, at han ville give os en Frelser, Jesus Kristus, som ville overvinde de hindringer, der adskiller os fra Guds nærvær.¹ Og når vi indgår en pagt med Gud lover han at gøre alt, hvad han kan, uden at fjerne vores evne til at vælge, for at hjælpe os med at holde vores hellige løfter til ham.²

Jeg havde brug for at vide, at han forstod.

Jeg blev døbt, da jeg var 16 år og boede New York City. I starten følte jeg, at jeg brugte meget tid på at navigere mellem min nyfundne tro, der indebar, at jeg skulle indgå pagter med Gud, og mit forhold til mine venner.

Jeg var bekymret for ikke at have venner i skolen, jeg kunne knytte mig til. Men mine venner var vant til at foretage sig ting, som jeg indså var skadelige for min ånd og ikke i overensstemmelse med at påtage mig Jesu Kristi navn. Jeg vidste, at Jesus Kristus ville have, at jeg skulle træffe bedre valg.

Det, jeg ikke vidste, var, om Frelseren forstod de modstridende følelser jeg havde indeni. For hver dag blev det sværere, idet jeg blev opfordret til at gøre ting, som jeg vidste, ikke var gode. Nogle gange retfærdiggjorde jeg dem som harmløse, men jeg vidste, at jeg gik på kompromis med ting, jeg ikke burde gøre.

Jeg havde brug for at vide, at Frelseren forstod, hvor ensom og skyldig jeg følte mig, når jeg blot overvejede at sænke de standarder, jeg kendte fra evangeliet, for at jeg kunne føle samhørighed med mine venner. Jeg følte, at jeg var ved at drukne. Jeg havde brug for at blive reddet. Jeg havde brug for Jesus Kristus.

Da mit forhold til ham blev stærkere

Mit forhold til Jesus Kristus blev stærkere, da jeg selv fandt ud af, hvorfor jeg havde brug for ham. Det skete, da jeg begyndte at bevæge mig fra blot at vide, at jeg burde efterleve evangeliet til at forstå, hvorfor jeg ønskede at efterleve evangeliet og bad om hjælp til at gøre det. Jeg lagde mig simpelthen på knæ og udøste mit hjerte for Gud i håbet om, at han ville bekymre sig om mig og mit problem, at frelsesplanen var udformet til at hjælpe mig, at selv min lykke var en del af planen.

Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Når I og jeg har indgået en pagt med Gud, bliver vores forhold til ham meget tættere end før vores pagt … På grund af vores pagt med Gud vil han aldrig blive træt i sine bestræbelser på at hjælpe os, og vi vil aldrig udtømme hans barmhjertige tålmodighed med os.«³

Jeg talte med vor himmelske Fader om, hvor skyldig jeg følte mig, om min tvivl, om hvordan jeg både kunne holde mine standarder og beholde mine venner. Jeg fortalte ham, at jeg var ked af det og virkelig kunne bruge hans hjælp.

Det var på mine knæ, jeg begyndte at opleve fred. Denne fredfyldte følelse hjalp mig med at forstå, at Frelseren faktisk vidste, hvordan jeg havde det, og at han faktisk bekymrede sig – rigtig meget.

Efterhånden som jeg er blevet ældre og har fået tingene sat i perspektiv, erkender jeg, at hver gang jeg kommer til Gud for at få hjælp eller tilgivelse, så føles det som om jeg i overført betydning bliver hensat til Getsemane have, hvor vor Frelser skælvede i smerte og begyndte at lide i både krop og sjæl for de fejl og synder, der adskiller os fra Gud.⁴ Det er en påmindelse om, at han forstår, hvad jeg går igennem – bedre end nogen anden nogensinde kunne.

Ikke alene

Da jeg rejste mig fra mine knæ, hjalp Ånden mig med at skelne nogle ting og inspirerede mig til at gøre andre ting. For det første huskede jeg på, at en af mine venner var muslim og aldrig blev bedt om at gå på kompromis med sine standarder, fordi vi respekterede hendes tro og forstod, at der var visse ting, hun ikke ville gøre. Jeg følte mig inspireret til at dele min nye tro med mine venner, så de også kunne forstå mig bedre og hvorfor mine nye standarder var vigtige for mig.

Jeg begyndte i det små. Jeg fortalte en ven, hvor svært det havde været for mig. Hun var venlig og respektfuld. Hun hjalp mig, da jeg talte med mine andre venner. Det var ikke alle, der forstod, men med tiden kunne jeg se, at de planlagde ting, jeg kunne deltage i, uden det ville krænke mine løfter til Gud.

Jeg ved, at vi alle kan bruge mere styrke til at modstå verdens konstante indflydelse. At holde pagter hjælper med det, og Jesus Kristus er hovedperson i vores pagter.⁵ Dette er, hvad jeg selv fandt ud af – hvorfor jeg har brug for Jesus Kristus.

At vende hjem til Gud er ikke noget, jeg kan gøre alene. Og der er masser af daglige små skridt at tage og dagligdags oplevelser at få, for mig – og os alle – på denne rejse hjem. Men hvor velsignede er vi ikke, os, der indgår pagter og holder vores pagter, ved at Gud »aldrig vil blive træt i sine bestræbelser på at hjælpe os«, før vi når dertil.