Dér er din mor
Ældste Jeffrey R. Holland
De Tolv Apostles Kvorum
Ingen jordisk kærlighed kommer Jesu Kristi rene kærlighed nærmere end den uselviske kærlighed, som en hengiven mor har for sit barn.
Må jeg med alle jer byde velkommen til ældste Ronald A. Rasband, ældste Gary E. Stevenson og ældste Dale G. Renlund og deres hustruer til den dejligste gruppe, de overhovedet kan forestille sig.
Esajas skrev i sin profeti om Frelserens forsoning: »Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar.« Et majestætisk syn i de sidste dage lagde vægt på, at »[Jesus] kom til verden … for at bære verdens synder«. Både fordums og nutidig skrift vidner om, at han »forløste … dem og løftede dem op og bar dem alle fordums dage«. En yndlingssalme bønfalder os om at »høre … din Forløsers røst«.
Bar, bære, løfte, forløse. Dette er kraftfulde messianske ord, der giver håb. De rummer hjælp og håb om en sikker færden, fra hvor vi befinder os, til hvor vi bør være – men vi kan ikke kan nå derhen uden hjælp. Disse ord beskriver også byrde, kamp og træthed – ord, som meget passende beskriver Herrens mission, han, som for en ubeskrivelig pris løfter os op, når vi falder, fører os fremad, når vores styrke er brugt, og som fører os sikkert hjem, når sikkerhed ellers synes uden for vores rækkevidde. »Min Fader sendte mig,« sagde han, »så jeg kunne blive løftet op på korset … ligesom jeg var blevet løftet op … [skulle] mennesker … blive løftet op … til … mig.«
Men kan I i disse ord også høre et andet aspekt ved menneskers bestræbelser, hvor vi bruger ord som bærer og båret,løfter og opløfter,slider og udfrier? Som Jesus sagde til Johannes midt under selve forsoningen, og som han siger til os alle: »Dér er din mor.«
I dag erklærer jeg fra denne talerstol, hvad der er sagt før: At ingen jordisk kærlighed kommer Jesu Kristi rene kærlighed nærmere end den uselviske kærlighed, som en hengiven mor har for sit barn. Da Esajas, som talte messiansk, ønskede at beskrive Jahves kærlighed, brugte han billedet af en mors hengivenhed. »Glemmer en kvinde sit diende barn?«, spørger han. Hvor absurd, antyder han, men ikke lige så absurd som at tro, at Kristus nogensinde vil glemme os.
Denne form for standhaftig kærlighed »er tålmodig … mild … søger ikke sit eget … men … tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt«. Det mest opmuntrende af alt er, at denne troskab »[aldrig] hører … op«. »For bjergene skal vige og højene fjernes,« sagde Jahve, »men min godhed skal ikke vige fra dig.« Således siger vore mødre også.
Ser I, det er ikke kun, at de bærer os, men de vedbliver med at bære sammen med os. Det er ikke udelukkende det at bære inden fødslen, men de bærer os gennem hele livet, hvilket gør moderskab til sådan en bemærkelsesværdig præstation. Der findes naturligvis hjerteskærende undtagelser, men de fleste mødre ved intuitivt og instinktivt, at dette er et helligt ansvar af den højeste slags. Betydningen af denne forståelse kan især for unge mødre være meget overvældende.
En vidunderlig ung mor skrev for nylig til mig: »Hvordan kan det være, at et menneske kan elske i så høj grad, at man er villig til at opgive en meget stor del af sin frihed for det? Hvordan kan kærlighed i jordelivet være så stærk, at man af egen fri vilje udsætter sig for ansvar, sårbarhed, ængstelighed og hovedbrud for blot at komme tilbage efter mere af det samme? Hvilken form for jordisk kærlighed kan, når du får et barn, få dig til at føle, at dit liv aldrig igen vil være dit eget? En mors kærlighed må være guddommelig. Der er ingen anden forklaring på det. Det, mødre gør, er en afgørende bestanddel af Kristi værk. Det alene bør være nok til at vise os betydningen af denne kærlighed, som igen og igen vil være at finde mellem det ubærlige og det uforlignelige, indtil det sidste barn på jorden er kommet sikkert frem og blevet frelst, og vi med Jesus kan sige: ›[Fader!] Jeg har … fuldfør[t] den gerning, du har givet mig at gøre.‹ «
Med det velskrevne brev i baghovedet ønsker jeg at fortælle om tre oplevelser, der viser mødres majestætiske indflydelse, som jeg har været vidne til inden for de sidste få uger:
Min første beretning er lidt advarende og minder os om, at ikke enhver indsats fra mødre har en lykkelig slutning, i det mindste ikke med det samme. Den påmindelse stammer fra en samtale med en højtelsket ven i over 50 år, som var døende og uden for den kirke, som han i sit hjerte vidste var sand. Uanset hvor meget jeg forsøgte at trøste ham, kunne jeg ikke bringe ham fred. Til sidst kom det frem. »Jeff,« sagde han, »uanset hvor smertefuldt det for mig vil blive at skulle stå foran Gud, så kan jeg ikke bære tanken om at stå foran min mor. Evangeliet og hendes børn betød alt for hende. Jeg ved, at jeg har knust hendes hjerte, og det knuser mit.«
Jeg er dog fuldstændig sikker på, at da han døde, modtog min vens mor ham med åbne og kærlige arme; det er det, forældre gør. Men den advarende del af denne historie er, at børn kan knuse deres mødres hjerte. Her ser vi igen en anden sammenligning med det guddommelige. Jeg behøver ikke at minde jer om, at Jesus døde af et knust hjerte, som var udmattet og udkørt af at bære på verdens synder. Så må vi i hver eneste fristelses stund »se vores mor« såvel som vor Frelser og spare dem begge for sorgen ved, at vi synder.
For det andet vil jeg fortælle om en ung mand, der værdigt ankom til missionsmarken, men som selv valgte at tage hjem før tid på grund af tiltrækning til en af samme køn og nogle traumatiske oplevelser, som han havde haft i den forbindelse. Han var stadig værdig, men hans tro var på bristepunktet, hans følelsesmæssige byrde voksede sig større end tidligere og hans åndelige smerte blev mere og mere udtalt. Han følte sig skiftevis såret, forvirret, vred og ensom.
Hans missionspræsident, hans stavspræsident og hans biskop brugte utallige timer på at søge svar, græde og velsigne ham, mens de holdt ham tæt til sig, men mange af hans sår var så personlige, at han holdt visse ting for sig selv. Den gode far i denne beretning lagde hele sin sjæl i at hjælpe dette barn, men hans meget krævende arbejdsforhold betød ofte, at denne dreng og hans mor stod alene med sjælens lange, mørke nætter. Dag og nat, først i uger og så i måneder, som blev til år, søgte de sammen helbredelse. I perioder med bitterhed (for det meste hans, men til tider hendes) og en uendelig frygt (for det meste hendes, men til tider hans), bar hun – der er det smukke, byrdefulde ord igen – bar hun sit vidnesbyrd for sin søn om Guds kraft, om hans evangelium og hans kirke, men mest af alt om hans kærlighed til dette barn. På samme tid vidnede hun også om sin egen kompromisløse, uendelige kærlighed til ham. For at sammenføje disse to afgørende og essentielle søjler i hendes eksistensgrundlag – Jesu Kristi evangelium og hendes familie – udgød hun konstant sin sjæl i bøn. Hun fastede og græd, hun græd og fastede, hvorefter hun lyttede og lyttede, mens denne søn gentagne gange fortalte hende om, hvordan hans hjerte var ved at briste. Så hun bar ham – igen – men denne gang ikke i ni måneder. Denne gang forventede hun, at kampen gennem hans fortvivlelses ødelagte landskab ville vare evigt.
Men med Guds nåde, hendes egen beslutsomhed og hjælp fra utallige kirkeledere, venner, familiemedlemmer og professionelle har denne bønfaldende mor set sin søn vende hjem til det forjættede land. Desværre må vi erkende, at en sådan velsignelse ikke kommer, eller i det mindste endnu ikke er kommet, til alle forældre, som sørger over deres børn i mange forskellige situationer, men her var der håb. Og jeg må sige, at denne søns seksuelle orientering ikke blev ændret på mirakuløs vis – det troede ingen, at den ville. Men lidt efter lidt blev hans hjerte forandret.
Han begyndte at komme i Kirken igen. Han valgte at tage nadveren af egen fri vilje og værdigt. Han fik på ny en tempelanbefaling og accepterede et kald til at tjene som seminarlærer tidligt om morgenen, hvor han nød megen succes. Og nu, efter fem år, er han efter eget ønske og med Kirkens betragtelige hjælp ankommet til missionsmarken igen for at færdiggøre sin tjeneste for Herren. Jeg har grædt over modet, retskaffenheden og beslutsomheden hos denne unge mand og hans familie for at finde en løsning og hjælpe ham til at fastholde sin tro. Han ved, at han skylder andre meget, men han forstår, at han skylder to messianske personer i sit liv mest, to som bar ham, sled med ham og udfriede ham – hans Frelser, Herren Jesus Kristus, og hans beslutsomme, forløsende og totale helgen af en mor.
Den sidste oplevelse stammer fra genindvielsen af templet i Mexico City for kun tre uger siden. Det var der, at vi sammen med præsident Henry B. Eyring så vores kære ven, Lisa Tuttle Pieper, stå under den bevægende indvielsesceremoni. Men hun stod med noget besvær, for hun brugte en arm til at holde sin kære, men svært udfordrede datter Dora, mens hun med den anden forsøgte at kontrollere Doras handicappede højre hånd, så denne hæmmede, men evigt smukke Guds datter kunne vinke med et hvidt lommetørklæde og med lyde, som kun hun og himlens engle kunne forstå, sagde: »Hosianna, hosianna, hosianna til Gud og Lammet.«
Til alle vore mødre i hele verden, fortidige, nutidige og fremtidige, siger jeg: »Tak. Tak for at have født og formet sjæle og karakterer og for at udvise Kristi rene kærlighed.« Til Eva, Sara, Rebekka og Rakel, til Maria fra Nazaret og til en mor i himlen siger jeg: »Tak for jeres altafgørende rolle i opfyldelsen af formålene med evigheden.« Til alle mødre under alle forhold, heriblandt dem, der kæmper – og det kommer alle til – siger jeg: »Vær fredfyldte. Tro på Gud og jer selv. I klarer jer bedre, end I selv tror. I er befriere på Zions bjerg, og ligesom den Mester, I følger, ›hører [jeres kærlighed] aldrig op‹.« Ingen fortjener større ære. I Jesu Kristi navn. Amen.