Hvorfor Kirken?
Ældste D. Todd Christofferson
De Tolv Apostles Kvorum
Det er værd at standse op og overveje, hvorfor Jesus Kristus vælger at bruge en kirke, sin kirke, til at udføre sit og sin Faders værk.
Hele mit liv har Kirkens generalkonferencer været spændende åndelige begivenheder, og selve Kirken et sted, hvor man kom for at lære Herren at kende. Jeg ved, at der er personer, som anser sig selv for at være religiøse eller åndelige og alligevel afviser deltagelse i en kirke eller tilmed behovet for en sådan institution. Praktisering af religion er for dem noget rent personligt. Og dog er Kirken skabt af ham, hvorom vores åndelighed er centreret – Jesus Kristus. Det er værd at standse op og overveje, hvorfor han vælger at bruge en kirke, sin kirke, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, til at udføre sit og sin Faders værk med »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«
Lige fra Adams tid blev Jesu Kristi evangelium forkyndt, og de nødvendige ordinancer for frelse såsom dåb blev administreret gennem en familiebaseret præstedømmeorden. Efterhånden som samfundsstrukturen voksede sig fra at være én stor familiestruktur, kaldte Gud også andre profeter, budbringere og lærere. Vi kan læse om en mere formel struktur med ældster, præster og dommere på Moses’ tid. Mormons Bog beretter om, at Alma etablerede en kirke med præster og lærere.
Derpå organiserede Jesus i tidernes midte sit værk på en sådan måde, at evangeliet kunne etableres samtidigt i en række nationer og blandt forskellige folk. Den organisation, Jesu Kristi Kirke, blev bygget på »apostlenes og profeternes grundvold … med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten.« Den omfattede flere embeder som halvfjerdsere, ældster, biskopper, præster, lærere og diakoner. Jesus etablerede på tilsvarende vis Kirken på den vestlige halvkugle efter sin opstandelse.
Som følge af frafaldet fra den kirke, som Herren havde organiseret, mens han var på jorden, og opløsningen af den, etablerede Herren på ny Jesu Kristi Kirke gennem profeten Joseph Smith. Det oprindelige formål gælder stadig, nemlig at forkynde Jesu Kristi evangeliums gode budskab og administrere frelsens ordinancer – eller med andre ord at bringe mennesker til Kristus. Og ved hjælp af denne genoprettede kirke er løftet om forløsning nu tilmed inden for rækkevidde for de afdødes ånder, som i deres liv på jorden kun kendte lidt eller intet til Frelserens nåde.
Hvordan opfylder Herren sin hensigt gennem sin kirke? Det er vigtigt at erkende, at Guds ultimative mål er vores udvikling. Hans ønske er, at vi fortsætter »fra nåde til nåde, indtil [vi modtager] en fylde« af alt, hvad han kan give. Det kræver mere end blot at være sød og rar eller føle sig åndelig. Det kræver tro på Jesus Kristus, omvendelse, dåb med vand og med Ånden samt i tro at holde ud til enden. Man kan ikke fuldt ud opnå dette i isolation, så en væsentlig årsag til, at Herren har en kirke, er at skabe et samfund af hellige, som vil styrke hinanden på den »snævre og trange sti, der fører til evigt liv«.
»Og [Kristus] har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op,
indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde.«
Jesus Kristus er vores »tros ophavsmand og fuldender.« At forene os med Kristi legeme – Kirken – er en vigtig del af at påtage os hans navn. Vi bliver fortalt, at kirken fordum »mødtes ofte for at faste og for at bede og for at tale, den ene med den anden, om deres sjæls velfærd« »og for at høre Herrens ord.« Sådan er det også i Kirken i dag. Forenet i tro underviser og opbygger vi hinanden og stræber efter at nærme os det fulde mål for at være discipel, »som kan rumme Kristi fylde«. Vi stræber efter at hjælpe hinanden til at opnå »erkendelsen af Guds søn,« indtil den dag, hvor »ingen skal længere belære sin landsmand … og sige: ›Kend Herren!‹ For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren.«
I Kirken lærer vi ikke blot guddommelige læresætninger, vi oplever også, hvordan de anvendes. Som Kristi legeme betjener medlemmer af Kirken hinanden i hverdagslivets realitet. Vi er alle ufuldkomne, vi sårer og bliver såret. Vi udsætter ofte hinanden for prøvelser med vores personlige særheder. I Kristi legeme er vi nødt til at nå videre end til begreber og ophøjede ord og opnå virkelige, praktiske erfaringer, mens vi lærer at »leve sammen … i kærlighed«.
Denne religion handler ikke kun om os selv, vi er snarere alle kaldet til at tjene. Vi er øjnene, hænderne, fødderne og andre dele af Kristi legeme, og selv »de lemmer … som synes at være de svageste, netop de er nødvendige«. Vi har brug for disse kaldelser, og vi har brug for at tjene.
En af mændene i min menighed voksede ikke alene op uden støtte fra sine forældre, men også med deres modstand mod hans aktivitet i Kirken. Han kom med denne observation til et nadvermøde: »Min far kan ikke forstå, hvorfor nogen vil gå i kirke, når de kan stå på ski, men jeg kan virkelig godt lide at gå i kirke. I Kirken er vi alle på den samme rejse, og jeg bliver inspireret på den rejse af stærke unge, rene børn og det, jeg ser og lærer af andre voksne. Jeg bliver styrket af samværet og begejstret over glæden ved at efterleve evangeliet.«
Kirkens menigheder tilbyder et ugentlig samvær som pusterum og fornyelse, en tid og et sted til at lade verden udenfor – en sabbat. Det er en dag til at »glæde dig over lykken hos Herren,« til at opleve den helbredelse, der kommer med nadveren, og til at modtage det fornyede løfte om, at hans Ånd må være med os.
En af de største velsignelser ved at være en del af Kristi legeme, selv om det måske ikke virker som en velsignelse lige nu, er at blive irettesat for synd og fejltrin. Vi er tilbøjelige til at undskylde og bortrationalisere vore fejltrin, og nogle gange ved vi ganske enkelt ikke, hvor vi kan forbedre os, eller hvordan vi skal gøre det. Uden nogen, der kan irettesætte os »i tide med skarphed, når du bliver tilskyndet af Helligånden,« kan vi mangle modet til forandring og til mere fuldkomment at følge Mesteren. Omvendelse er individuel, men fællesskab på den sommetider smertefulde vej findes i Kirken.
Når vi taler om Kirken som Kristi legeme, må vi altid huske to ting. For det første stræber vi ikke efter omvendelse til Kirken, men til Kristus og hans evangelium, en omvendelse, der gøres mulig gennem Kirken. Mormons Bog udtrykker det tydeligt, når den fortæller, at folket »blev omvendt til Herren og blev optaget i Kristi kirke«. For det andet må vi huske, at i begyndelsen var Kirken familien, og selv om de i dag er adskilte institutioner, betjener og styrker familien og Kirken hinanden. Den ene erstatter ikke den anden, og Kirken kan bestemt ikke, selv når den er bedst, erstatte forældre. Målet med evangelisk undervisning og præstedømmeordinancer, der administreres af Kirken, er, at familier kan blive værdige til evigt liv.
Der er en anden væsentlig grund til, at Frelseren arbejder gennem en kirke, sin kirke, og det er opnåelsen af nødvendige ting, som ikke kan opnås som enkeltpersoner eller mindre grupper. Et tydeligt eksempel er håndtering af fattigdom. Det er sandt, at vi enkeltvis og som familier sørger for andres fysiske behov, »idet de gav til hinanden, både timeligt og åndeligt, efter deres behov og deres trang«. Men i Kirken mangedobles den samlede kapacitet til at tage sig af de fattige og nødlidende for at imødekomme et bredere behov og opnå den ønskede selvhjulpenhed for rigtig mange. Endvidere yder Kirken, dens hjælpeforeninger og dens præstedømmekvorummer hjælp til mange personer på mange steder, som er ramt af naturkatastrofer, krig og forfølgelse.
Frelserens befaling om at bringe evangeliet til hele verden ville ikke kunne realiseres, hvis ikke hans kirkes kapacitet er på plads. Der ville ikke være apostolske nøgler, struktur, økonomiske midler eller mange tusinde missionærers hengivenhed og ofre, som er nødvendige for at udføre værket. Husk på, »at dette evangelium om riget skal blive prædiket i hele verden som et vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.«
Kirken kan bygge og drive templer, Herrens huse, hvor livsvigtige ordinancer og pagter kan blive administreret. Joseph Smith udtalte, at Guds formål med at samle sit folk i enhver tidsalder er »at bygge et hus til Herren, hvorved han kunne åbenbare sit folk sit hus’ ordinancer og sit riges herligheder og lære folket frelsens vej. For der er visse ordinancer og principper, som, når de læres og praktiseres, må udføres på et sted eller i et hus, der er bygget til dette formål.«
Hvis man tror, at alle veje fører til himlen, eller at der ikke stilles bestemte krav for frelse, vil man ikke se noget behov for at forkynde evangeliet eller for ordinancer og pagter til at forløse både de levende og de døde. Men vi taler ikke kun om udødelighed, men også om evigt liv, og for det er evangeliets vej og evangeliets pagter afgørende. Og Frelseren har brug for en kirke til at gøre dem tilgængelige for alle Guds børn – både de levende og de døde.
Den sidste årsag, som jeg vil anføre, for at Herren har etableret sin kirke, er den mest unikke – Kirken er trods alt Guds rige på jorden.
Da Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev etableret i 1830’erne, sagde Herren til profeten Joseph Smith: »Opløft jeres hjerte og glæd jer, for til jer er riget, eller med andre ord nøglerne til kirken, blevet givet.« Med disse nøglers myndighed bevarer Kirkens præstedømmeledere renheden i Frelserens læresætninger og integriteten i hans frelsende ordinancer. De er med til at forberede dem, der ønsker at modtage ordinancerne, afgøre kvalifikationer og værdighed hos dem, der anmoder derom, og dernæst forrette dem.
Herrens tjenere kan med rigets nøgler identificere både sandhed og vildfarelse og atter med myndighed sige: »Så siger Herren.« Desværre er der nogle, som ikke bryder sig om Kirken, fordi de ønsker at definere deres egen sandhed, men i virkeligheden er det at modtage »kundskab om alt, som det [virkelig] er, og som det var, og som det skal blive« i det omfang, Herren er villig til at åbenbare det, en velsignelse, som overgår alt. Kirken beskytter og udgiver Guds åbenbaringer – vores kanon af hellig skrift.
Da Daniel udlagde den babyloniske kong Nebukadnesars drøm og viste kongen »det, som skal ske ved dagenes ende,« erklærede han, at »himlens Gud [skal] oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde, og intet andet folk skal få kongemagten. Det skal knuse og tilintetgøre alle de andre kongeriger, men selv skal det bestå i al evighed.« Kirken er det sidste dages rige, der blev profeteret om. Det er ikke skabt af mennesker, men oprettet af himlens Gud, og som ruller frem som en sten, »revet løs fra bjerget, men ikke ved menneskehånd« og opfylder jorden.
Dens mål er at etablere Zion som forberedelse til Jesu Kristi tilbagekomst og tusindårige styre. Før den dag vil det ikke være et rige i politisk forstand – som Frelseren sagde: »Mit rige er ikke af denne verden.« Det er snarere et opbevaringssted for hans myndighed på jorden, administrator af hans hellige pagter, vogter af hans templer, beskytter og forkynder af hans sandhed, indsamlingssted for det adspredte Israel og et »forsvar og … tilflugt fra uvejret og fra vreden, når den ufortyndet skal udøses over hele jorden.«
Jeg afslutter med profetens bøn:
»Påkald Herren, for at hans rige må have fremgang på jorden, for at dens indbyggere må modtage det og være beredt på de dage, der skal komme, da Menneskesønnen skal komme ned i himlen, iklædt sin herligheds glans, for at møde Guds rige, som er oprettet på jorden.
Måtte Guds rige derfor have fremgang, så Himmeriget må komme, så du, o Gud, må blive herliggjort i himlen såvel som på jorden, så dine fjender må blive underlagt dig; for din er æren, magten og herligheden for evigt og altid.«
I Jesu Kristi navn. Amen.