Husk, til hvem vi har sat vores lid
Ældste Allen D. Haynie
De Halvfjerds
Vores håb om igen at leve med Faderen afhænger af Jesu Kristi forsoning.
Da jeg var ni år gammel kom min hvidhårede, halvanden meter høje mormor for at besøge os nogle få uger. Mens hun var der, besluttede mine to storebrødre og jeg en eftermiddag at grave et hul i en mark på den anden side af vejen. Jeg ved ikke, hvorfor vi gjorde det, drenge graver nogle gange bare huller. Vi blev en smule beskidte, men ikke så meget, at det ville give os for meget ballade. Andre drenge i nabolaget så, hvor spændende det var at grave et hul og begyndte at hjælpe til. Og så blev vi alle sammen mere beskidte. Jorden var hård, så vi hentede en haveslange og hældte lidt vand i bunden for at blødgøre jorden. Vi fik mudder på os, mens vi gravede, men hullet blev dybere.
En i gruppen besluttede sig for, at vi skulle lave vores hul om til en swimmingpool, så vi fyldte det op med vand. Da jeg var den yngste og ønskede at være en del af gruppen, blev jeg overtalt til at hoppe i og prøve hullet. Nu var jeg rigtig beskidt. Jeg havde ikke fra begyndelsen planlagt at blive beskidt, men det var, hvad der skete.
Da det begyndte at blive koldt, krydsede jeg vejen i den hensigt at gå ind i huset. Min mormor mødte mig i døråbningen og nægtede mig adgang. Hun fortalte mig, at såfremt hun tillod mig at komme ind, ville jeg slæbe mudder ind i huset, som hun lige havde gjort rent. Derfor gjorde jeg det, som enhver niårig ville have gjort, og løb om til bagdøren, men hun var hurtigere, end jeg havde regnet med. Jeg blev sur, trampede i jorden og krævede adgang til huset, men døren forblev lukket.
Jeg var våd og kold, og med et barns indbildningskraft troede jeg, at jeg skulle dø i min egen baghave. Til sidst spurgte jeg hende, hvad jeg skulle gøre for at blive lukket ind i huset. Inden jeg vidste af det, befandt jeg mig i baghaven, mens min mormor oversprøjtede mig med en vandslange. Efter hvad der syntes som en evighed, erklærede min mormor mig for ren og lod mig komme ind i huset. Det var varmt i huset, og jeg kunne få tørt og rent tøj på.
Med denne virkelige hændelse in mente beder jeg jer overveje følgende ord fra Jesus Kristus: »Og intet urent kan komme ind i hans rige; derfor går intet ind til hans hvile, undtagen de, der har vasket deres klæder i mit blod på grund af deres tro og omvendelse fra alle deres synder og deres trofasthed til enden.«
Det var ubehageligt og ubekvemt at stå uden for huset og blive oversprøjtet af min mormor. At blive nægtet muligheden for at vende tilbage til og være sammen med vor Fader i Himlen, fordi vi valgte at blive nede i eller at blive beskidte af et mudderhul af synd, vil være uendeligt tragisk. Vi må ikke bedrage os selv med hensyn til, hvad det kræver at komme tilbage til og forblive i vor himmelske Faders nærhed. Vi må være rene.
Inden vi kom til denne jord, deltog vi som Guds åndelige sønner og døtre i et stort råd. Vi hørte alle efter, og ingen af os faldt i søvn. I det råd præsenterede vor Fader i Himlen en plan. Da planen bevarede vores handlefrihed og krævede, at vi lærte af egen erfaring og ikke kun af hans, vidste han, at vi ville begå synd. Han vidste også, at synd ville gøre os urene og ude af stand til at vende tilbage til hans nærhed, fordi det sted, hvor han befinder sig, er endnu renere end et hus rengjort af min mormor.
Da vor Fader i Himlen elsker os og har det som sit formål for os »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv«, omfattede hans plan en frelser, som ville hjælpe os med at blive rene, uanset hvor beskidte vi var blevet. Da vor himmelske Fader bekendtgjorde behovet for en frelser, tror jeg, at vi alle vendte os mod Jesus Kristus, den Førstefødte i ånden, han som havde udviklet sig til at blive Faderen lig. Jeg tror, at vi alle vidste, at det skulle være ham, at ingen andre kunne gøre det, men at han både kunne og ville.
I Getsemane have og på Golgatas kors led Jesus Kristus både på legeme og ånd, rystede af smerte, blødte fra hver en pore, bønfaldt sin Fader om at borttage det bitre bæger, og alligevel drak han. Hvorfor gjorde han det? Med egne ord ønskede han at ære sin Fader og fuldende sine »forberedelser for menneskenes børn«. Han ønskede at holde sin pagt og gøre det muligt for os at vende hjem. Hvad ønsker han af os til gengæld? I al sin enkelhed bønfalder han os om at bekende vore synder og omvende os, så vi ikke behøver at lide, som han gjorde. Han opfordrer os til at blive rene, så vi ikke skal stå uden for vor himmelske Faders hus.
Selvom undgåelse af synd er den foretrukne levevis, betyder det intet, hvilke synder vi har begået, eller hvor langt vi er sunket ned i det føromtalte hul i forhold til virkekraften i Jesu Kristi forsoning. Det har ingen betydning, om vi skammer os eller er pinligt berørte over de synder, der, som profeten Nefi sagde, »så let omklamrer« os. Det er lige meget, at vi engang solgte vores førstefødselsret for en portion linser.
Det, der betyder noget, er, at Jesus Kristus, Guds Søn, led »smerter og trængsler og fristelser af enhver art«, så han »hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk«. Det, der har betydning, er, at han viste sin velvilje til at komme til denne jord og stige ned »under alt« og lide »flere modsætninger end noget andet menneske« kunne. Det, der er vigtigt, er, at Kristus fremfører vores sag for Faderen, idet han siger: »Fader, se hans lidelser og død, han, som ikke begik nogen synd, ham, i hvem du havde velbehag … derfor, Fader, skån disse mine brødre, som tror på mit navn, så de må komme til mig og få evigtvarende liv«. Det er det, som virkelig har betydning, og som bør give os alle fornyet håb og beslutsomhed om at prøve endnu en gang, fordi han ikke har glemt os.
Jeg vidner om, at Frelseren aldrig vil vende os ryggen, når vi ydmygt søger ham for at omvende os. Han vil aldrig betragte os som et håbløst tilfælde eller sige: »Åh nej, ikke dig igen.« Han vil aldrig fornægte os på grund af en manglende forståelse af, hvor svært det er at undgå synd. Han har en fuldkommen forståelse af det hele, heriblandt følelsen af sorg, skam og frustration, som er syndens uundgåelige konsekvens.
Omvendelse er virkelig, og den virker. Den er ikke fiktion eller følgen af »et vanvittigt sind«. Den har kraften til at løfte byrder og erstatte dem med håb. Den kan føre til en mægtig forandring i hjertet, som resulterer i, at vi »ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt«. Omvendelse er ikke nødvendigvis let. Det er ting, der har evig betydning, sjældent. Men resultatet er umagen værd. Som præsident Boyd K. Packer vidnede om i sin sidste tale til Kirkens halvfjerdsere: »Tanken er den, at forsoningen ikke efterlader nogen spor, ingen beviser. Hvad der er repareret, er repareret … forsoningen efterlader ikke nogen spor, ingen beviser. Den heler blot, og hvad den heler, vedbliver at være helet.«
Derfor afhænger vores håb om igen at bo sammen med Faderen af Jesu Kristi forsoning af ét syndfrit menneskes villighed til, til trods for at retfærdigheden ikke havde krav på ham, at påtage sig den samlede byrde af hele menneskehedens synder, heriblandt de synder som nogle af Guds sønner og døtre helt unødvendigt vælger at lide for selv.
Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige tillægger vi Frelserens forsoning større kraft end de fleste mennesker, fordi vi ved, at hvis vi indgår pagter, fortsat omvender os og holder ud til enden, vil han gøre os til medarvinger, og ligesom ham vil vi modtage alt, hvad Faderen har. Det er en utrolig læresætning, og alligevel er den sand. Jesu Kristi forsoning gør Frelserens opfordring til at være »fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen« aldeles mulig og ikke på frustrerende vis uden for rækkevidde.
Skriften lærer os, at alle skal »dømmes i overensstemmelse med Guds hellige dom«. På den dag vil der ikke være mulighed for at skjule sig i en menneskemængde eller pege på andre som undskyldning for vores urene status. Lykkeligvis lærer skriften os også om, at Jesus Kristus, han, som led for vore synder, som er vores Talsmand hos Faderen, som kalder os sine venner, som elsker os til enden, i sidste ende vil være vores dommer. En af de ofte oversete velsignelser ved Jesu Kristi forsoning er, at »hele dommen har [Faderen] … overdraget til Sønnen«.
Brødre og søstre, hvis I oplever modløshed eller undrer jer over, hvordan I nogensinde kan komme op af det åndelige hul, som I har gravet, så husk hvem der står »mellem [os] og retfærdighed«, hvem der er »fyldt af medfølelse med menneskenes børn«, og som har påtaget sig vore synder og overtrædelser og »tilfredsstillet retfærdighedens krav«. Med andre ord, husk blot, som Nefi gjorde, da han følte sig utilstrækkelig, »til hvem [I] har sat [jeres] lid«, ja, til Jesus Kristus, og omvend jer så og oplev på ny »et fuldkommen klart håb«. I Jesu Kristi navn. Amen.